Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Rent umiddelbart skulle man ikke tro, at der er nogen forbindelse mellem dette nummers forsidebillede og så den grundenergi, Martinus kalder følelsesenergien. Følelser er jo noget, vi er vant til at opfatte som hørende til vor indre, mentale verden, og dertil som noget, der drejer sig om liv og varme. Og for så vidt følelsesenergien har noget med disse indre, mentale tilstande at gøre, bliver det vanskeligt at forstå, ikke alene at den kan optræde i den ydre fysiske verden, men oven i købet som selve det noget, der gør vinter til vinter, nemlig frost og kulde. Og forvirringen bliver ikke mindre af, at Martinus gang på gang har fremhævet vinteren som den årstid, hvor dødsenergierne dominerer på livsenergiernes bekostning. Er følelsesenergien virkeligt en sådan dødsenergi?

Både ja og nej! Under visse forhold kan følelsesenergien befordre, hvad vi forstår ved tilværelsens dræbende princip, medens den under andre forhold tvært imod kan befordre det livgivende princip. Dette gælder også for tyngdeenergiens vedkommende, men medens denne grundenergi overvejende står for det dræbende princip, står følelsesenergien fortrinsvis for det livgivende princip, hvilket imidlertid først virkeligt forstås gennem et dybtgående indblik i den rolle, disse to grundenergier generelt spiller i energiprincippet. Det vil nemlig vise sig, at de i enhver henseende repræsenterer hinandens diametrale modsætninger, hvorved energiprincippet tilføres et indre modsætningsforhold af grundlæggende betydning for det levende væsens skabende udfoldelse. Denne består nemlig gennemført i manifestation af bevægelse, der igen er udtryk for energiomsætning, muliggjort af tyngde- og følelsesenergiens kontrære naturer, udnyttet af Jeget.

Fra omtalen af tyngdeenergien husker vi, at denne grundenergis centrale tendens var ekspansion eller udvidelse. I modsætning hertil er følelsesenergiens centrale tendens kontraktion eller sammentrækning, hvilket i realiteten vil sige modstand mod udvidelse.

Vi husker også, at tyngdeenergien i den ydre verden først og fremmest viser sig som varme, og vi forstår allerede af indledningen, at følelsesenergien i modsætning hertil først og fremmest viser sig som kulde.

Nu er såvel kulde som varme set fra et rent fysisk udsigtspunkt udpræget subjektive begreber. En fysiker vil foretrække at tale om forskellige temperaturer, og undersøgelser viser, at forskellige temperaturer er udtryk for forskellige bevægelsestilstande hos de atomer og molekyler, der danner stoffet. Jo højere temperatur stoffet har, jo livligere er bevægelsestilstanden hos de implicerede atompartikler.

Denne sammenhæng mellem temperatur og bevægelse harmonerer imidlertid fuldstændigt med Martinus redegørelse for tyngde- og følelsesenergiens respektive naturer, idet tyngdeenergien i sin egenskab af et udvidelsesprincip rent praktisk virker som en bevægelsesfremmende faktor, medens til gengæld følelsesenergien i sin egenskab af et sammentrækningsprincip repræsenterer en bevægelseshæmmende faktor. Heraf fremgår det tydeligt, at tyngdeenergien udgør energiprincippets dynamiske element, hvorimod følelsesenergien spiller rollen som et anti-dynamisk element, hvilket igen uden videre indebærer, at tyngdeenergiens tendens er destruktiv og dematerialiserende, medens i modsætning hertil følelsesenergiens tendens er konstruktiv, stabiliserende og materialiserende. Og det er netop disse omstændigheder, der betinger, at tyngdeenergien overvejende kommer til at stå for tilværelsens dræbende princip, medens følelsesenergien derimod kommer til at stå for det livgivende princip.

Når dette er sagt, skal det imidlertid straks tilføjes, at der gives undtagelser fra denne regel. I virkeligheden er nemlig spørgsmålet om tilværelsens henholdsvis dræbende og livgivende princip et spørgsmål om eksisterende og svigtende balancetilstande mellem tyngde- og følelsesenergien. Således er den årstid, vi kalder vinter, et eksempel på, at det dræbende princip kan befordres af følelsesenergien, fordi denne i alt for høj grad er kommet til at dominere over tyngdeenergien med udpræget lammelse af de bevægelsestilstande til følge, der betinger livets udfoldelse. Omvendt er forårets komme udtryk for, hvorledes det livgivende princip kan befordres af tyngdeenergien, idet foråret jo er udtryk for en tilførsel af varme til fordel for etableringen af en mere ideel balance mellem tyngde- og følelsesenergi.

Nu kan man naturligvis spørge, hvad alt dette har med følelser at gøre, idet disse jo tilhører det indre livs verden? Svaret er simpelt hen, at følelser ikke kun er noget, der er forbeholdt mennesket. Alle levende væsener udfolder et følelsesliv. Også jordkloden, og i virkeligheden er det, vi kalder naturen, skueplads for dette vældige makrovæsens skiftende sindstilstande, akkurat som vor organisme er skueplads for vore skiftende sindstilstande. Og det vil her uden større vanskeligheder kunne efterspores, hvorledes de herskende tilstande er udtryk for mere eller mindre heldige balanceforhold mellem tyngde- og følelsesenergi.

Tænker vi på vort eget følelsesliv, ved vi hvorledes dette i praksis er repræsenteret ved forskellige stemninger. Disse er imidlertid intet som helst andet end nærmere bestemte mere eller mindre stabile ligevægtstilstande mellem tyngde- og følelsesenergi. Følelseslivet er således ikke kun betinget af følelsesenergiens udfoldelse, men af tyngde- og følelsesenergi i forening. Og alt efter hvilken af disse to grundenergier, der dominerer følelseslivets mange forskellige stemninger, der jo ligefrem kan betragtes som den mentale verdens klimaer, kan man tale om tyngdeklimaer og følelsesklimaer. Førstnævnte er naturligvis domineret af tyngdeenergi, sidstnævnte af følelsesenergi.

Et udpræget tyngdeklima er f. eks. vrede. Her, er tyngdeenergien så stærkt overrepræsenteret, at blot en beskeden øgning af denne grundenergi kan føre til fuldstændigt sammenbrud af følelsesenergiens stabiliserende indflydelse, således at et eller andet ukontrolleret udbrud bliver følgen; man taler om, at personen mister selvkontrollen og eksploderer, hvorved det dræbende princip rent principielt kommer til udfoldelse.

Omvendt er den tilstand, vi kalder depression, eksempel på et udpræget følelsesklima. Her er følelsesenergien så stærkt overrepræsenteret, at blot en beskeden øgning af denne grundenergi kan føre til melankoli og apati - altså lammelse af livsudfoldelsen - således at der også i dette tilfælde er tale om en manifestation af det dræbende princip. Man taler om, at personen er behersket af hæmninger, der afskærer vedkommende fra en fri og utvungen livsudfoldelse.

I begge disse tilfælde er der altså tale om uheldige eller negative kombinationer af tyngde- og følelsesenergi i modsætning til en stemning som glæde, der er udtryk for en ideel ligevægtstilstand mellem disse to grundenergier. Og tager vi hensyn til, hvorledes disse henholdsvis negative og positive stemninger på karakteristisk måde påvirker den fysiske organismes tilstand, står det klart, at der også for den omgivende fysiske verdens vedkommende kan ses en forbindelse mellem naturprocesser på den ene side, og det vi kalder et følelsesliv på den anden side, idet denne verden jo ikke er noget som helst andet end jordklodens organisme. Og har man først én gang anlagt denne betragtning, bliver det mere end spændende at iagttage naturens processer, både i udsnit og som helhed. Da får f. eks. sådan noget som istiderne og i det hele taget den geologiske udviklings skiftende temperaturperioder med dertil hørende livsbetingelser en helt ny betydning. Og det samme gælder med hensyn til hele det historiske og kulturhistoriske forløb, hvor man f. eks. kan fremdrage det interessante faktum, at to store skikkelser - Napoleon Bonaparte og Adolf Hitler - der begge gennem skruppelløs mobilisering og udfoldelse af tyngdeenergi søgte at forene verden til fordel for rent egoistiske formål, måtte se deres planer bryde sammen og knuses som følge af en kompakt modstand fra naturelementernes side. Det er ganske tankevækkende at hæfte sig ved, at usædvanligt strenge vintre over de russiske stepper i begge tilfælde ubønhørligt og effektivt knuste de vældige hære, der var disse magtdrømmes instrument. For set i kosmologiens lys er disse begivenheder på klassisk vis genspejlinger af vældige kosmiske dramaer, der har udspillet sig i jordklodens bevidsthed, og i hvilke netop tyngde- og følelsesenergierne har været de dominerende aktører.