Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Howard Brabyn: engelsk forfatter og journalist, der fortrinsvis har beskæftiget sig med emner som populærvidenskab og de dermed forbundne uddannelsesmæssige perspektiver i vor tid.

 

MENNESKEHEDENS historiske udvikling tegner i stadigt stigende grad til at forme sig som et kapløb mellem uddannelse og ragnarok, skrev H. G. Wells for næsten halvtreds år siden i sit populære historiske værk "The Outline of History". Og selv om disse ord i 1920, da de blev skrevet, blev affærdiget af mange som en stærk overdrivelse uden rod i virkeligheden, erkender man i vor tid generelt den umiddelbart indlysende sandhed de rummer.

Den enorme forøgelse af menneskets produktivitetskapacitet i løbet af det tyvende århundrede, ikke mindst siden afslutningen af den anden verdenskrig, har medført en voksende forståelse af, at uvidenhed, fattigdom og sygdom ikke vedblivende behøver at være faktorer, man må affinde sig med. Nu kræver de to tredjedele mindre begunstigelse af jordens samlede befolkning på 3.630.000.000 mennesker, at man skrider til handling.

Kravet om nye uddannelsesmæssige muligheder kommer således nu ikke blot fra et oplyst mindretal, som i uddannelsen ser det nødvendige middel til at fremskaffe den højtkvalificerede arbejdskraft og de intelligensmæssige ressourcer i form af målbevidste, oplyste medborgere, som er en forudsætning for de enkelte samfunds fortsatte fremgang; det kommer også i stigende grad fra de uvidende masser selv.

"Ethvert menneske, der fødes til verden, har en selvskreven ret til uddannelse", hævder Horace Mann, og fra alle jordens egne lyder råbet om opfyldelsen af dette rimelige krav. Det "ragnarok", som H. G. Wells bebudede, vil uundgåeligt blive følgen, hvis man nægter mennesker denne deres naturlige ret, enten ud fra rent taktiske hensyn af politisk art eller fordi man ganske simpelt ikke har fattet rækkevidden og den tvingende nødvendighed af de påkrævede foranstaltninger.

Et sammenlignende studium af de foreliggende uddannelsesformer har hidtil først og fremmest haft til mål at fastslå forskellene i struktur, indhold og metode. Sådanne undersøgelser er naturligvis af allerstørste værdi, men de siger os ikke noget om omfanget af de bestræbelser, man i undervisningsmæssig henseende udfolder; de siger os bare noget om arten af disse bestræbelser.

Der foreligger imidlertid visse enkeltheder om den økonomiske indsats på dette område i årene mellem 1950 og 1965, baseret på oplysninger fra en lang række lande og indsamlet af 'the Unisco Office of Statistics'. Skønt man nødvendigvis må understrege, hvor yderst forsigtig man skal være i sin fortolkning af statistiske beregninger som disse, giver de dog et fingerpeg om, i hvilken retning tendensen går med hensyn til de offentlige udgifter, der anvendes på uddannelsessektoren.

Det mest iøjnefaldende træk, som en nærmere undersøgelse af de gennem Unesco indsamlede kendsgerninger afslører, er den forøgelse, både i absolut forstand og i forhold til de samlede nationale udgifter, som har fundet sted med hensyn til udgifterne til uddannelse. Denne forøgelse var særligt mærkbar i perioden fra 1960 til 1965, hvor det i en gruppe omfattende 90 lande viste sig, at den del af nationalindkomsten, der anvendtes til uddannelse, steg fra 3,6% i 1960 til 4,5% i 1965.

Hvis vi ser på, hvad disse tal betyder i relation til mennesker, fremgår det måske endnu tydeligere, at der her er tale om en meget væsentlig indsats. Det samlede elevantal i skolerne verden over, fordelt på de tre kundskabsniveauer: underskolen eller grundskolen, den videregående undervisning for de 11-15 årige og gymnasiet, skønnedes at være 324 millioner skolesøgende i skoleåret 1960-61 (med undtagelse af Kina, Nordkorea og Nordvietnam, som der ikke foreligger nogen tilgængelig statistik fra). Det tilsvarende tal for 1966-67 var 428 millioner, en forøgelse på 104 millioner, eller 32%, på seks år.

Den samlede tilgang til alverdens skoler er vokset med gennemsnitligt 4,8% pr år, mens jordens befolkningstal i gennemsnit årligt forøges med 1,9%. Den hastige vækst i tilgangen til skolerne afspejler de fremskridt, der sker i udviklingslandene med hensyn til udbygningen af en grundlæggende, almendannende undervisning. Skønt en mindre del af hele befolkningen går i skole i Afrika og Asien, opviste disse to verdensdele den højeste årlige gennemsnitsforøgelse af skolesøgende børn i den omtalte periode.

Der er også sket betydelige fremskridt i retning af at give piger og kvinder de muligheder for at få undervisning, som man i så mange århundreder har nægtet dem adgang til. Det forekommer en nærmest utroligt, at det i det ældgamle kinesiske rige var en almindelig betragtning, at "en kvinde uden nogen form for evner eller færdigheder er normal", eller at Sophie, i Rousseaus EMILE, fik en moralsk i stedet for en intellektuel opdragelse, og at Napoleon grundlagde en skole for piger i Ecouen i 1807 med det formål at uddanne "kvinder, der tror, ikke kvinder, der tænker".

I de seneste år har man simpelt hen afskaffet disse tabuer. Antallet af piger og kvinder, der er blevet tilmeldt alle de tre nævnte skoleformer er vokset fra 140 millioner i 1960-61 til 186 millioner i 1966-67, en forøgelse på 33 procent. Procentdelen af piger og kvinder i forhold til det samlede antal tilmeldinger blev anslået til 43% for 1966-67, samme forhold som i 1960-61. Men i Afrika steg procentdelen af piger og kvinder, der tilmeldte sig, fra 35% i 1960-61 til 38% i 1966-67 og i Asien fra 37% til 38%.

Til trods for Georg Bernard Shaws nedsættende bemærkning, at "de, som kan, udretter noget; de, som ikke kan, giver sig til at undervise", så afhænger den udstrækning, i hvilken det er muligt at efterkomme kravet om uddannelse, og kvaliteten af den undervisning der gives, i høj grad af det antal lærere, det er muligt at fremskaffe, og af det indbyrdes forhold mellem antallet af lærere og antallet af elever. Anvendelsen af undervisningsmaskiner og andre audio-visuelle hjælpemidler er endnu ikke nået at blive nogen afgørende faktor.

Man har skønnet, at der var ca. 17 millioner lærere til 428 millioner elever i de tre skoleformer i 1966-67. Den gennemsnitlige årlige vækst i lærerbestanden jorden over siden 1960-61 er anslået til 3,9%.

Imidlertid er den samlede tilgang af elever fra hele verden vokset hurtigere end antallet af lærere, hvad der har givet nogle mindre forøgelser i elev/lærerforholdet, som på grundskoletrinet var 31 elever i forhold til 1 lærer i 1966-67 sammenlignet med 30 til 1 i 1960-61. På næste alderstrin var gennemsnittet 19 elever i forhold til 1 lærer i 1966-67 sammenlignet med 16 til 1 i 1960-61.

Et vidnesbyrd om de bestræbelser, man alle vegne gør sig for at udbygge uddannelsesmulighederne, selv i lande, hvor grundskoleundervisningen stadig er det største problem, er den bemærkelsesværdige forøgelse i tilgangen til den højere undervisning. I 1966-67 fordelte tilgangen af skoleelever sig sådan, at 73% var grundskole-elever, 23% var på næste alderstrin, altså de 11-15 årige, og 4% var gymnasie-elever.

Afrika ligger i spidsen blandt fastlandene med hensyn til tilgangen af skolesøgende elever, idet den procentvise forøgelse for de tre skoleformer andrager henholdsvis 41%, 84% og 74%. Lige så bemærkelsesværdig er tilgangen til den højere undervisning i Asien, særlig for pigers og kvinders vedkommende, hvor den procentvise forøgelse er større end på noget andet kontinent.

Statistiske undersøgelser baseret på en analyse af de vigtigste årsagsfaktorer bag ved den internationale forøgelse af undervisningsbudgetterne viser, at der er tre særligt afgørende faktorer, der spiller ind, nemlig nationalindkomsten, størrelsen af de aldersgrupper, der henhører under de forskellige skoleformer, og hvor stor en del af den aktive befolkning der kan regnes for højtkvalificeret arbejdskraft.

I de fleste lande er der en tendens til, at disse faktorer øver en stadigt stigende indflydelse på de fremtidige uddannelsesbudgetter. Men også andre forhold gør sig gældende, i særdeleshed kravet om lige uddannelsesmuligheder for alle og fremstødet for kvalitative forbedringer i den autoriserede undervisning, begge dele vil sandsynligvis sætte yderligere fart i forhøjelsen af undervisningsbudgetterne.

Mange af budgetforlæggene for uddannelsessektoren går imidlertid ud fra forkerte forudsætninger. Der er en tendens til at antage, at alle nationer nødvendigvis vil komme til at følge en forudbestemt udviklings bane. En sammenligning mellem undervisningsbudgetterne på international basis fører let til en fortsættelse af de mønstre, hvorefter man fastsatte disse budgetter i tidligere tider. I en tid, hvor store forandringer i pensafordringer, fremgangsmåder og selve skolestrukturen er på trapperne, bliver en sammenligning mellem de forskellige landes undervisningsbudgetter af mindre og mindre værdi.

Den naturlige sammenhæng, der er mellem udgifter til uddannelsesformål og udgifter til andre offentlige fornødenheder, indebærer, at man måske nok burde planlægge undervisningsbudgettet ud fra den betragtning, at det udgør en integrerende del af nationens samlede behov. I stedet for at foretage uretfærdige internationale sammenligninger er det måske af større vigtighed at sammenligne den andel af det samlede nationalprodukt, der anvendes til undervisning, med den andel, der går til andre offentlige formål. Når man foretager en sådan sammenligning, går det med forfærdende klarhed op for en, at vi har fået et skævt billede af de virkelige værdier, og at uddannelse i de fleste lande kun får en ganske tynd skive af den nationale kage.

I løbet af den tid, det tager at læse denne sætning, fødes der elleve børn. Inden for samme tidsrum dør der fem mennesker. Det er det frygtindgydende ved denne eksplosive befolkningstilvækst, som verden nu er vidne til, der til fulde lader en forstå de overvældende problemer, vi stilles overfor, ikke blot på det uddannelsesmæssige område, men også når det drejer sig om spørgsmål som føde og sundhed.

Til trods for alle de bestræbelser, som vi i det foregående har været inde på, er antallet af voksne analfabeter i verden sandsynligvis vokset fra 740 millioner til rundt regnet 800 millioner i de sidste ti år. Medmindre vi gør en uhyre kraftanstrengelse, vil denne udvikling fortsætte.

Eftersom nøglen til løsningen af sådanne problemer som fødselskontrol, forbedret fødeproduktion, et mere udbredt kendskab til den mest elementære hygiejne osv. er at finde i selve uddannelsen og oplysningen af masserne, må vi koncentrere al vor energi om løsningen af dette problem. Kun gennem oplysning kan vi desarmere "befolkningsbomben", som i det lange løb kan vise sig at være en langt større trussel imod vor jord end kernevåbnene. Hvor langt vi er fra løsningen, bliver indlysende, når vi gør os klart, at man i hele verden bruger ca. 40% mere på militærbudgetterne end til oplysningsformål og uddannelse.

Ikke blot må vi for fremtiden anlægge en ganske anden vurdering af, hvilke udgiftposter der er de vigtigste; vi må, når det drejer sig om hele det felt, der hedder uddannelse, tage vor målsætning op til en ny vurdering. I den grundlæggende undervisning må emner som hygiejne og kostvaner regnes for lige så vigtige fag som undervisning i at læse og skrive. Universiteterne i udviklingslandene må satse på at uddanne studenterne på de områder, som er særlig livsvigtige for landet på dets nuværende udviklingstrin. Det er ikke nær så vigtigt at sørge for, at et mindretal får så høj en uddannelse som muligt, som at drage omsorg for at de flest mulige mennesker får et grundlæggende minimum af kundskaber og viden.

"Tag lidt mere te", sagde the March Hare til Alice.

"Jeg har ikke fået noget endnu", svarede Alice, "så jeg kan ikke tage mere te".

"Du mener vel, at du ikke kan tage mindre", sagde the Hatter: "Det er ingen sag at tage mere end ingenting". (Lewis Carroll) ^x)

Vi har ingen grund til at hvile på vore laurbær med hensyn til, hvad der allerede er nået. Hvis verden skal reddes ud af den nuværende "Alice-in-Wonderland-situation", hvori den for tiden befinder sig, må der kunne tilbydes de uvidende masser meget mere end det "ingenting", eller så godt som ingenting, som de indtil nu har modtaget. Der må ufortøvet ydes en vældig indsats på det uddannelsesmæssige område af en hidtil ukendt størrelsesorden og uden smålig skelen til, hvad den end måtte koste. Hvis vi overlader det til den næste generation, kan det blive for sent.

x) Lewis Carroll er et pseudonym for forfatteren Charles Dodgson (1832-1898), der i 1865 udgav den i England uhyre populære børnebog "Alice's Adventures in Wonderland"; hvor populær denne bog er, fremgår jo af det faktum, at en engelsk journalist og forfatter som Brabyn over 100 år efter dens fremkomst citerer den i sikker forvisning om, at enhver englænder, ung eller gammel, barn eller voksen, vil nikke genkendende til omtalen af de personer fra bogen, som han refererer til, "the March Hare", "the Hatter" - og naturligvis Alice selv. (O. a. ).
Kilde: UNESCO COURIER, Januar 1970.
Oversættelse: Ben Saxe.