Kosmos 1970/6 side 67
Ib Schleicher
INTELLEKTUEL HUMANISME
Det er en kendsgerning, at menneskeheden i vor tid befinder sig i en næsten uophørlig krise. Det gælder ikke alene som helhed, men også for et kolossalt stort antal enkelte mennesker. De befinder sig i denne situation ikke alene på grund af verdensbegivenhederne, men også på grund af mange personlige vanskeligheder.
Det bliver da også mere og mere klart for mange mennesker, at det eneste middel, der kan løse de mangesidede problemer, er en omfattende humanistisk livsindstilling. Livet i vor tid er ikke karakteriseret af denne smukke egenskab, men i høj grad af mangelen på den.
Religionernes indflydelse
I mange af de betydende religioner, og i øvrigt også i en mængde andre, findes der stærke impulser, som tilskynder til humanistisk holdning og virksomhed. Fx. siger den kristne religion direkte: "Du skal elske din næste som dig selv". Gennem næsten 2000 år har man prædiket dette bud fra tusinder og tusinder af prædikestole. Det er rigtigt, at dette har resulteret i en lang række smukke humanistiske gerninger fra enkelte personer, der har haft en udviklet evne til at føle sympati for andre. Trods dette har der næsten ikke kunnet spores nogen virkning på de store menneskemasser. Også i denne tid er dette smukke ideal for langt borte fra den almindelige og umiddelbare egoistiske livsindstilling. Humanisme er en smuk drøm og et smukt ideal, men i virkeligheden har den været for langt borte fra den almindelige praktiske livsopfattelse. Det har ikke været muligt at omsætte idealerne til daglig praksis.
Den eneste mulighed for indflydelse
En livsopfattelse, der kun kommer til udtryk som en række påbud eller anvisninger, kan ikke give mennesket en humanistisk livsindstilling. Det kan kun livet selv, og en absolut betingelse for, at dette kan finde sted, er, at humanisme er et naturligt led i udviklingen. Det vil sige, at i overensstemmelse med virkeligheden skal en objektiv livsindstilling vise, at humanisme er det mest fornuftige og en absolut ønskværdig ting, ikke alene for samfundet som helhed, men også og ikke mindre for det enkelte individ selv.
Mange kan blive enige om, at humanisme er en ønskelig ting. I almindelighed har man dog ikke stort håb om, at der er mulighed for at finde frem til en realistisk livsopfattelse, der viser, at humanismen er en naturlig og væsentlig bestanddel af den menneskelige udvikling.
Humanistisk livsopfattelse
Det kan ikke være uden interesse, at den livsopfattelse, som den danske forfatter Martinus gør gældende, netop fører til den konklusion, at en naturlig udvikling fører menneskeheden og dermed også dens enkelte individer frem til en humanistisk livsform. Det er så meget mere interessant, som dette resultat er i alles faktiske interesse. Da disse emner befinder sig i grænseområdet mellem tro og viden, er det dog uundgåeligt, at de på ubehagelig vis kan vække mange følelser til live. Det er derfor nødvendigt at understrege, at man på ingen måde ønsker at fremkalde en blind tro på disse synspunkter. Det har kun interesse at tilskynde til en objektiv undersøgelse af de ideer og tanker, som de indeholder. Vi mener oven i købet, at det er en ulempe med tro, hvor det er muligt i stedet at sætte viden eller hypoteser baseret på logiske betragtninger.
De følgende betragtninger er baseret på Martinus livsopfattelse, og det betyder, at man må søge til hans værker for at finde et mere detaljeret materiale, der gør det muligt nærmere at kontrollere sandsynligheden af konklusionerne. Betragtningerne her må derfor tages som synspunkter, som muligvis kan underbygges med logiske argumenter.
Livsopfattelsens rolle
I sig selv kan en livsopfattelse på ingen måde være hovedsagen. Det væsentlige må være de resultater, den giver i forholdet til andre mennesker, dens indflydelse på menneskets liv. En hvilken som helst livsopfattelse, som kan berige livet og gøre dette mere lykkeligt, er af betydning. Den som giver de største virkninger i dette forhold, har størst betydning i det pågældende tilfælde. Livsopfattelsen skal dog være i overensstemmelse med det virkelige liv, ellers er dens virkning kun forbigående.
Afvigende meninger og tolerance
En af de grundlæggende konklusioner, man finder hos Martinus, er, at det er helt naturligt, at mennesker har afvigende og oven i købet modsatte meninger om én og samme sag. Årsagen er, at der ikke findes to mennesker i præcis samme omstændigheder og med nøjagtigt de samme erfaringer. Omstændigheder og erfaringer må nødvendigvis være betydningsfulde medvirkende faktorer ved den enkeltes meningsdannelse og holdning. Heraf følger, at man oftest kun har grund til at vente forskelle. Kun der, hvor der findes beslægtede erfaringer (måske erhvervet gennem flere liv) findes der også sammenfaldende meninger. Der vil findes modsætninger lige så længe, som erfaringerne er ukomplette og utilstrækkelige til at gennemskue og gennemanalysere det pågældende problem. Kun der, hvor alle har en fuldstændig viden om kendsgerningerne, kan meningerne være fuldstændigt sammenfaldende. I spørgsmål om smag og behag er det naturligvis delvis en anden sag. Der drejer det sig jo fortrinsvis om følelser og ikke om objektive kendsgerninger.
Når forskellige meninger på denne måde er en naturlig og uundgåelig ting, så skulle de i virkeligheden slet ikke give grund til antipati og intolerance mod dem, hvis meninger man ikke deler. I sådanne tilfælde er antipati og intolerance jo i virkeligheden det samme som at føle uvilje mod et barn, fordi det ikke er voksent. I stedet for kan afvigende meninger hos andre i virkeligheden være interessante emner til overvejelse. En sag er imidlertid, at der ikke er grundlag for antipati, en anden sag er, om der findes objektivt grundlag for det modsatte, nemlig for at have sympati. Endelig er der det tredie spørgsmål, hvad man skal gøre i de mange tilfælde, hvor man kan vælge imellem passivitet og det at træffe foranstaltninger mod andre.
Sympati og foranstaltninger mod andre
Følelsesudviklingen, som finder sted på grundlag af lidelser og ubehageligheder, skaber lidt efter lidt sympati for alle levende væsener, uanset om man selv møder sympati eller antipati fra deres side. Kun graden af denne udvikling kan give et objektivt og tilstrækkeligt stærkt grundlag for en fuldstændig tolerance mod alle andre. I virkeligheden er det her, man skal søge grundlaget for det virkelige demokrati. Kun den, der i sig selv føler en vis grad af sympati for alle andre, er i stand til at give dem tilstrækkelig frihed til at have en hvilken som helst mening og til en tilsvarende livsform.
Det betyder dog ikke, at man ikke kan eller ikke skal handle mod andres meninger eller hensigter. Det er endda ikke muligt at leve uden at gøre dette. På dette område fastsætter vore følelser visse grænser. Man undlader at foretage de ting, man ikke kan nænne, og har man interesse for udviklingen efter disse synspunkter, forstærker man denne holdning med sin intellektuelle behandling af spørgsmålene.
Dette kunne give den tanke, at det, det drejer sig om, i virkeligheden er en passiv livsholdning, men sådan er det ikke. Konsekvensen af disse synspunkter er derimod den størst mulige aktivitet på de idealistiske områder, på områderne humanisme og internationalisme.
Menneskets værdi
Den betragtning, at formålet og meningen med livet er, at hvert enkelt levende væsen skal opleve det, fører naturligt til en udstrakt tolerance. Den form, hvorefter livsoplevelsen skal finde sted, afhænger fuldstændigt af den pågældendes aktuelle interesser og behov. For lidt efter lidt at nå et højt humanistisk niveau kan det jo være nødvendigt at opleve lidelser, idet en følelsesudvikling ikke kan finde sted på anden måde. Jo flere lidelseserfaringer på alle områder, des mere blomstrende humanisme.
På et højt humanistisk niveau omfatter tolerance og sympati ikke kun mennesker, der er udviklet i humanisme og kultur, men også den mest bestialske forbryder. Man forstår, at han er et menneske, som foreløbig befinder sig på et forfærdelig primitivt niveau, men det er også kun et foreløbigt stadium. Også han vil gennem udviklingen nå de højeste humanistiske og kunstneriske evner, selv om der hertil behøves en række liv. Alle mennesker kommer frem ad denne vej, hvis endelige stadier repræsenterer den samme kærlighed til alle andre, som naturlige forældre føler for deres børn.
Ad denne vej kommer man frem til en fuldstændig humanistisk indstilling. Man forstår forbryderne, og man har i alle situationer sympati for ens personlige modstandere. Konsekvensen af denne holdning er ikke at frigive alle forbrydere og at have en passiv holdning fx. til modstandere af humanistisk virksomhed. I første række gælder det naturligvis om at beskytte samfundets øvrige medlemmer mod forbrydernes handlinger, men det må ske med en udpræget forståelse for hele dette forholds menneskelige aspekter. I anden række gælder det om at hjælpe disse mennesker til at leve på en måde, der i så høj grad som muligt er naturlig for dem. Begge disse synspunkter får med tiden større og større indflydelse. På nuværende tidspunkt er der kun tale om en beskeden begyndelse.
I forholdet til de nævnte personlige modstandere må man fremfor alt nære en personlig sympati, idet man må tænke på, at skønt de tager fejl, befinder de sig i en speciel situation, hvor de ikke har mulighed for at handle anderledes. Denne måde at tænke på er i overensstemmelse med virkeligheden, og den har desuden den fordel, at den kan hjælpe en selv til at undgå de udtryk og de handlinger, som kunne følge af en personlig antipati. Med en sådan holdning er det meget lettere at bevare de objektive synspunkter og følgelig ikke træffe foranstaltninger mod den pågældende person selv, men kun mod hans ideer, synspunkter, indflydelse osv., og altid ikke alene med metoder, der er ærlige og humanistiske, men også med en oprigtig beklagelse af, at dette i det hele taget er nødvendigt.
Fortsættes
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige