Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det har ofte været sagt, at jorden er en jammerdal, og meningen er naturligvis, at jordkloden i betydeligt omfang er og altid har været en storstilet skueplads for alle slags ulykker, lidelser, nød og elendighed.

Ser vi nærmere til, kan samtlige disse kalamiteter henføres til én fælles årsag, nemlig udløsning af det, Martinus kalder "det dræbende princip". Herved forstås simpelt hen enhver form for anslag mod de love, der betinger livets trivsel og udfoldelse.

Set på baggrund af menneskets nugældende åndelige horisont, tegner det dræbende princip sig umiddelbart som et ondt princip. For ikke alene afstedkommer det som allerede nævnt al slags nød og lidelse; det synes også ligefrem at være en principiel trussel mod selve livets beståen, således som det allerede fremgår af selve begrebet. Men er denne bedømmelse rigtig? - Nej, absolut ikke. Det dræbende princip er hverken ondt eller godt, idet det for intuitionen viser sig som en faktor, der samtidig med, at det udgør en principiel trussel mod livet, også udgør en principiel betingelse for livets opretholdelse og beståen. Med andre ord: livets beståen og opretholdelse er kosmisk set betinget af et princip, der betyder en permanent trussel mod dets trivsel og udfoldelse.

Dette kan synes som et paradoks eller en urimelig inkonsekvens, så længe man ikke indser, at livet for sin evige beståen er klart afhængigt af en lige så evig fornyelse, der igen er ensbetydende med manifestation af bevægelse. Dette ser vi imidlertid bekræfte sig overalt, hvor vi søger at udforske livet. Hele tiden stilles der på forskellig måde krav til fornyelse, der igen uden undtagelse er ensbetydende med manifestation af bevægelse. Vi behøver bare at tænke på så elementær en ting, som de levende væseners behov for til stadighed at forny deres energipotentiel gennem tilførsel af føde og drikke, et behov, der kun lader sig opfylde gennem forskellige bevægelsesmanifestationer - om ikke andre, så i det mindste fødens vandring rundt i legemet.

Bevægelse er altså det kosmiske elementarmiddel, ved hvilket livet primært opretholdes, således at man kan tale om, at der gennem bevægelsen befordres "et livgivende princip". Dette kan betragtes som det føromtalte dræbende princips diametrale modsætning, og det interessante er, at de begge kan påvises i den så afgørende bevægelse. Ja, denne kan ligefrem beskrives som en manifestation af disse to principper i forening, hvad det førnævnte paradoks imidlertid også måtte forudsætte. Dette begrundes med, at en bevægelse i virkeligheden ikke er noget som helst andet end en successivt forløbende opbygnings- og nedbrydningsproces, der netop er det samme som en kombineret manifestation af tilværelsens henholdsvis livgivende og dræbende princip. Under forløbet af bevægelsen sker der jo i virkeligheden hele tiden en nedbrydning af én situation (det dræbende princip) til fordel for opbygningen af en anden (det livgivende princip), eller med andre ord, at én situation under bevægelsesforløbet til stadighed brydes ned, samtidig med at en anden og i forhold hertil ny situation lige så konstant bygges op. Læseren behøver blot at tænke på øjnenes vandring hen over disse linjer, eller på sine egne mange bevægelser i dagens løb. Set fra en kosmisk synsvinkel er selve disse mange bevægelser én eneste omfattende udløsning af tilværelsens dræbende og livgivende princip i forening. Man kan også tænke på den elementære fremstilling af en eller anden brugsting, fx. en stol eller et bord. En sådan fremstilling forudsætter jo, at et eller andet materiale udsættes for en passende bearbejdning (bevægelse), hvorved det i større eller mindre grad mister sin oprindelige form og karakter til fordel for en ny. Og set i dette perspektiv afslører det dræbende princip sig som værende lige så livsbetingende og dermed godt som det livgivende princip, idet noget nyt i følge sagens natur aldrig kan blive til uden på bekostning af noget allerede i forvejen bestående.

Hvordan skal man da forstå det dræbende princips mange forskellige lidelsesbetonede følgevirkninger; skal man måske ligefrem til at være glad for disse? - Svaret må blive både ja og nej, men i øvrigt er emnet for omfattende til, at der kan tages udtømmende stilling til det her. Vi må nøjes med at konstatere, at dér hvor det dræbende princip virker, der virker også det livgivende princip, således at der side om side med det, som under større eller mindre lidelse brydes ned, bygges noget nyt og i virkeligheden bedre op. Det gælder også for menneskehedens vedkommende på de områder, hvor denne er genstand for det dræbende princips indflydelse. Men som sagt: emnet er for omfattende til, at det kan blive nærmere behandlet her, hvorimod der kan henvises til Livets Bog I, kapitel 6, hvor Martinus beskæftiger sig med menneskets forvandling fra dyr til rigtigt menneske.

Til gengæld kan der på en relativt begrænset plads som denne nogenlunde udtømmende gøres rede for, hvorledes man rent kosmisk skal forstå forholdet mellem det dræbende princip og de heraf affødte lidelsesvirkninger.

Først skal det nævnes, at disse i virkeligheden ikke udelukkende er betinget af det dræbende princip i sig selv, men i lige så høj grad af det forhold, at det levende væsen er i stand til at skelne mellem faktorerne "behag" og "ubehag". Det er nemlig specielt dette, der forleder os til at opfatte det dræbende princip som et ondt princip. Ikke fordi det i sig selv er ondt, men fordi det er disponeret for at aktivere den side af vor livsoplevelsesevne, der sætter os i stand til at opleve smerte og lidelse.

Det såkaldte onde er altså en virkning af to sæt forhold, nemlig det dræbende princip på den ene side og vor evne til at registrere ubehag på den anden side. Et næsten komisk eksempel herpå har vi, når man er så uheldig at få fingeren i klemme mellem hammeren og væggen.

I almindelighed medfører en sådan manifestation af det dræbende princip en betydelig smerteoplevelse for fingerens indehaver, men man kan udmærket tænke sig tilfælde, hvor det ikke gælder. Der er fx. enkelte mennesker, hos hvem smertesansen er meget lidt eller slet ikke udviklet i den fysiske organisme. Der findes andre mennesker, der kan bortsuggerere såvel deres egen som andre menneskers smertefornemmelse, og endelig kan smertesansen generelt ophæves ad farmakologisk vej i kortere eller længere tid. I samtlige disse tilfælde vil mødet mellem fingeren og hammeren stadig være en manifestation af det dræbende princip, men uden at være ledsaget af smerteoplevelse. Og netop herved lader det sig iagttage, at det såkaldte onde ikke udelukkende er betinget af det dræbende princip.

Tager man herefter i betragtning, at intet levende væsen kan bestå uden at betjene sig af det dræbende princip, bliver det uden videre klart, at der ligger en særlig opgave i at benytte dette princip på en sådan måde, at det volder mindst mulig smerte for såvel én selv som for omgivelserne.

Dette fører os direkte ind på begrebet moral, der kan defineres som et spørgsmål om den enkeltes administration af det dræbende princip kontra det livgivende princip. Men hvad er det så, der for den enkelte bestemmer den personlige moral? - Det er først og fremmest de kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationsforhold i bevidstheden. Dette kombinationsforhold kan varieres meget betydeligt jævnfør loven for grundenergiernes konstellation, og hvert kombinationsforhold virker som et "klima", der begunstiger henholdsvis det dræbende og det livgivende princip i et eller andet indbyrdes forhold. Især tyngde- og følelsesenergien spiller her rolle, idet disse ved hele deres natur er som skabt til at begunstige henholdsvis det dræbende og det livgivende princip. Og vi kommer her til den egentlige forklaring på, at jorden i langt højere grad er skueplads for det dræbende princip end for det livgivende princip. Det skyldes simpelt hen, at de dominerende individer, nemlig dyrene og menneskene, som omtalt i forbindelse med tyngdeenergien på det nugældende udviklingstrin er konstituerede tyngdeenergi-specialister. Hos begge udgør tyngdeenergien den dominerende bevidsthedsenergi, og de er derfor også for begges vedkommende udpræget disponeret for en næsten hæmningsløs udfoldelse af det dræbende princip. Dette gælder som bekendt især mennesket, fordi man her kan søge assistance i intelligensenergien som kompensation for degenererede tænder og klør. Men netop denne kombination af intelligens og tyngde begynder i vor tid at vise sig skæbnesvanger, således som FN-rapporten andet steds i dette nummer anskueliggør. Set fra en kosmisk synsvinkel er dette imidlertid blot udtryk for, at livet nu ved sine love udfordrer mennesket til at bringe sig i et nyt forhold til henholdsvis det dræbende og det livgivende princip i tilværelsen, i højere grad end hidtil tillempet buddet: "Du skal ikke dræbe".