Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Man har undertiden sammenlignet larmen fra en storby i det fjerne med en pulserende organisme, og set i lyset af kosmologien er dette et slående eksempel på, hvorledes den blinde høne kan finde et korn. Thi iagttaget fra dette udsigtspunkt er alt, hvad der foregår i en storby, identisk med livsprocesser i jordklodens mægtige organisme, og det gælder i øvrigt alt, hvad der foregår i jordklodelegemet.

Fra fysikken ved vi, at alle disse funktioner er udtryk for energiomsætning, og det betyder altså, at det i virkeligheden er støjen fra en vældig energiomsætning, vi er vidne til, når vi på afstand hører den kogende lyd fra en storby.

Som belyst i sidste nummer af Kosmos er energi imidlertid det samme som universets og de levende væseners skabeevne, og set på denne baggrund bliver alle processer i jordklodelegemet udtryk for jordklodens udfoldelse af sin skabeevne, ligesom byerne kommer til syne som centre, gennem hvilke en særlig koncentreret udfoldelse af denne makro-skabeevne finder sted. Og vi er her på ny vidne til et eksempel på, hvorledes kosmologien sætter os i stand til at betragte gamle eller tilvante ting med ganske nye øjne.

At få disse øjne udviklet til en høj grad af bæredygtighed kræver ganske vist sin tid, akkurat som det har været tilfældet med hensyn til udviklingen af de fysiske øjne. Men også denne udviklingsproces er det spændende og fascinerende at være deltager i. Især i vor tid, hvor mennesket er ved at få en stor bevægelsesfrihed, både på det nationale og på det internationale plan. I kraft af denne bevægelsesfrihed kan man komme vidt omkring, og udstyret med "de nye øjne" er der i virkeligheden tale om et omfattende møde med processerne i jordklodens skabeevne. Man ser, hvorledes disse processer fra land til land og fra by til by har deres særlige karakter, og man kan med baggrund i virkeligheden begynde at fantasere over, hvorledes alt dette opleves af jordkloden selv. Hvilken rolle spiller mon storbyer som Tokio, London, Bombay og New York for jordkloden? Og hvordan oplevede den mon atomkatastroferne over Hiroshima og Yokohama? Vi ved det ikke endnu, men en dag, når vore "nye øjne" er blevet tilstrækkeligt bæredygtige, vil vi blive klar over det.

Det vil dog sige: på grundlag af Martinus redegørelse for grundenergierne er vi allerede i dag i stand til at afgøre, at der under alle omstændigheder har været tale om koncentrerede udløsninger af tyngdeenergi, idet tyngdeenergien netop er det element i energiprincippet, der forlener det med dets dynamiske egenskaber.

Medens vi til en vis grad er fortrolige med begreberne instinktenergi, intelligensenergi, hukommelsesenergi osv., er dette ikke i så høj grad tilfældet for tyngdeenergiens vedkommende. De fleste tænker umiddelbart på tyngdekraften - altså den kraft, der holder alle genstande fast til jorden - men dette er ikke helt korrekt. Tyngdeenergien og tyngdekraften er ikke helt det samme, idet sidstnævnte er en virkning af tyngdeenergien og følelsesenergien i fællesskab. Når Martinus imidlertid har valgt udtrykket tyngdeenergien, skyldes det, at det specielt er denne grundenergi, der forlener materien med egenskaben "masse" (vægt), der igen danner grundlag for eksistensen af en tyngdekraft. Der er altså en indirekte forbindelse mellem disse to begreber.

Som nævnt i forbindelse med omtalen af energiprincippet kan grundenergierne ikke adskilles i praksis, men dette forhindrer ikke, at man kan tale om den enkelte grundenergis særlige egenskaber. Og for tyngdeenergiens vedkommende gælder det først og fremmest, at der er tale om princippet ekspansion eller udvidelse. Det er netop dette forhold, der betinger, at tyngdeenergien udgør energiprincippets dynamiske element, og det er således i virkeligheden først og fremmest denne grundenergis tilstedeværelse i energiprincippet vi interesserer os for til daglig, og som teknikere og videnskabsmænd har i tankerne, når de taler om energi, hvilket igen vil sige, at vi i vor opfattelse af energibegrebet strengt taget ikke er kommet meget længere end til at operere med et enkelt af energiprincippets syv elementer.

Når vi taler om energi, er det altså i virkeligheden specielt omsætning af tyngdeenergi, vi mener, og det hænger naturligvis sammen med, at hele vor fysiske tilværelse beror herpå. Først og fremmest bygger vor evne til at bevæge den fysiske organisme på omsætning af tyngdeenergi. Vi taler i denne forbindelse om "forbrænding", og netop forbrændingsprocesserne er typiske eksempler på omsætning af tyngdeenergi, og det hvad enten de foregår inden i vor organisme eller uden for denne. Forbrændingsprocesserne er dog ikke alene om at repræsentere omsætningen af tyngdeenergi. Tværtimod er enhver fysisk proces, der fører til frigørelse af energi, som igen kan indgå i et arbejde, et eksempel på omsætning af tyngdeenergi - dog naturligvis underforstået, at også de øvrige grundenergier spiller en rolle, omend her hovedsageligt af indirekte karakter. Vi kan fx. her tænke på det, der sker, når et vandfalds energiindhold ved hjælp af dynamoer omsættes til elektrisk energi; og et andet eksempel har vi netop i atombombesprængningen. Her er det også omsætning af specielt tyngdeenergi, der finder sted, nemlig selve materiens indhold af tyngdeenergi.

Det der især karakteriserer tyngdeenergiens omsætning i den fysiske verden, er udviklingen af varme, og typisk nok giver varme som bekendt anledning til udvidelse af de stoffer, den påvirker. Imidlertid kan omsætning af tyngdeenergi også finde sted på det mentale plan, altså i vort bevidsthedsliv, og her registrerer vi det tydeligt som fænomenet udvidelse. I de udprægede tilfælde truer vi ligefrem med at "eksplodere" - og gør det under tiden også, ligesom vi bemærker, hvorledes vore mere eller mindre vellykkede forsøg på at undertrykke denne tendens fører til varmeudvikling i organismen. Og ser vi nærmere på os selv, viser det sig, at vi også på det mentale plan primært opererer med tyngdeenergi, akkurat som det er tilfældet på det fysiske plan. I lighed med dyrene er vi i virkeligheden tyngdeenergispecialister, blot med den alvorlige tillægsbemærkning, at mennesket i modsætning til dyret har tilegnet sig intelligensmæssigt herredømme over det vældige forråd af tyngdeenergi, der eksisterer i naturen uden for den menneskelige organisme. En proces, der begyndte med erobringen af ilden og som foreløbigt er endt med erobringen af atomenergien.