Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Allerede ved begyndelsen af sit offentlige virke omkring 1928 udtalte Martinus, at alt inden for den materielle sansebare verden er et spørgsmål om energi. Såvel den fysiske som den parafysiske eller åndelige verden er i sin dybeste kosmiske natur et vældigt felt af energi, der konstant er genstand for forvandling og dermed skueplads for bevægelse.

Den naturvidenskabelige forskning har med tiden bekræftet dette synspunkt, foreløbigt hvad angår den fysiske verden. Med stadig større tydelighed har det vist sig, at den fysiske verden bag om dens praktisk taget utallige kontrasterende fremtrædelsesformer består af en og samme realitet: ENERGI, således at den under ét kan beskrives som et overordentlig kompliceret energiocean under stadig forvandling. Denne forvandling omtales som energiomsætning, og den registreres subjektivt som forskellige former for bevægelse.

Men hvad er egentlig energi? - Det ved man ikke af den simple grund, at der er tale om det mest fundamentale, der findes i den materielle verden. Man må derfor nøjes med at give en funktionel definition, og denne går ud på, at energi er noget, der kan frembringe virkninger, eller som det hedder i fysikken: energi er evnen til at udføre arbejde. Direkte oversat fra græsk betyder ordet energi: "virke-evne".

Det er f. eks. denne virkeevne i benzinen, der får bilens motor til at arbejde, og det er den samme virkeevne hos elektriciteten, der giver denne værdi for os som drivkraft i alle vore elektriske maskiner: elektromotorer, radio, fjernsyn, EDB-maskiner osv. Og det er f. eks. også sollysets indhold af energi, der gør os brune om sommeren, og som planterne benytter som drivkraft til deres stofskifte: foto-syntesen.

Man er altså blevet klar over energibegrebets universelle natur, ikke mindst efter at det har vist sig, at selve den fysiske materie er en form for energi, således som f. eks. atombomben viser, og det er ikke for meget sagt, at dette begreb i dag indtager en nøglestilling i naturforskningen. Man ønsker at komme til bunds i, hvad denne mærkelige og alle-steds-nærværende energi er for noget.

Fra Martinus side er dette allerede for mange år siden blevet afsløret. Han hævder ganske enkelt, at energi er universets og de levende væseners skabeevne, og gør i samme forbindelse opmærksom på, at universet i sig selv er et levende væsen. I konsekvens heraf hævder Martinus det synspunkt, at overhovedet alle forandringer i universet i virkeligheden er skabelsesprocesser med et levende helhedsvæsen som ophav, hvilket igen vil sige, at de er livsytringer. Fra denne regel er der ingen undtagelse.

Det er ikke svært at se, at der er principiel overensstemmelse mellem energibegrebet og begrebet skabeevne, idet en skabeevne naturligvis er en evne til at ændre det bestående til fordel for noget "nyt" og dermed en evne til at skabe forandringer, der igen er det samme som virkninger. Der er altså virkeligt grundlag for at sætte lighedstegn mellem begreberne energi og skabeevne, hvilket er et eksempel på, at det lader sig gøre at forene naturvidenskab og åndsvidenskab i en større sammenhæng.

Dette har ikke blot teoretisk interesse. For naturvidenskaben optræder energibegrebet som en udifferentieret eller strukturløs størrelse, men Martinus påpeger under henvisning til vore erfaringer fra bevidsthedsprocessernes verden, at al energi har en indre struktur svarende til, at det levende væsens skabeevne har en indre struktur. For intuitionen viser energien sig nemlig at være opbygget eller sammensat af syv elementarenergier, de såkaldte grundenergier, hvilket overført på begrebet "skabeevnen" svarer til, at denne i virkeligheden omfatter syv bi-evner.

 

 

Det ligger i selve begrebet, at en skabeevne må eksistere i tilknytning til noget, der benytter den, og for hvilket den således er en skabeevne. Dette noget gør sig dermed berettiget til prædikatet "skaber", og det kendes rent subjektivt som det, vi kalder Jeget. Dette er da også i overensstemmelse med vor daglige fornemmelse af, at vort Jeg i praksis disponerer over vor skabeevne. Men hvordan?

Her svarer Martinus, at skabeevnens syv grundenergier er organiseret på en særlig måde, nemlig således, at Jeget gennem den ene øver indflydelse på de seks andre. Denne overordnede grundenergi har Martinus i overensstemmelse hermed tildelt navnet "moderenergien", og moderenergien udgør dermed den "højeste" af skabeevnens syv bi-evner.

Energibegrebet er hermed opløst i syv grundenergier. Martinus understreger dog kraftigt, at grundenergierne ikke i praksis kan adskilles fra hinanden. En sådan adskillelse er kun teoretisk mulig, og er i øvrigt betinget af, at det ved hjælp af intuitionen lader sig gøre at gennemskue grundenergiernes tilstedeværelse i energibegrebet. Eksisterede der derfor ikke noget intuitivt klarsyn, ville denne side ved energibegrebet evigt forblive ubemærket, hvilket igen ville betyde, at den såkaldte åndelige verden aldrig nogen sinde ville kunne udforskes til bunds. En sådan udforskning forudsætter nemlig, at det er muligt at gøre grundenergierne til genstand for observation.

Medens det som sagt ikke kan lade sig gøre at isolere de enkelte grundenergier fra hinanden, er det til gengæld muligt for Jeget gennem moderenergien at gøre dem til genstand for separat indflydelse, altså påvirke dem hver for sig inden for strukturens eller organisationens rammer. Resultatet heraf er en intern energiomsætning, hvilket vil sige en energiomsætning, der finder sted inden for rammerne af det enkelte Jegs personlige skabeevne, der set udefra simpelt hen optræder som et felt af energi, altså som et kraftfelt.

Kan denne interne energiomsætning da slet ikke spores i dette kraftfelt? - Jo, i høj grad. Den spores for ejer-jegets vedkommende som det, vi kalder et bevidsthedsliv, og den spores for udenforstående Jeger som stadig vibration og forandring i kraftfeltet, samt som udladninger af energi og forsøg på vekselvirkning med andre kraftfelter (skabeevner).

Dette indses straks, når man gør sig klart, at skabeevnen i praksis viser sig som det, vi kalder vor fysiske organisme. Den er ganske vist ikke alene om at repræsentere skabeevnen, idet denne også omfatter en "organisme" eller struktur af parafysisk eller åndelig natur, men det gælder under alle omstændigheder som noget typisk, at den "udefra" til stadighed fremviser forandring, vibration og bevægelse, ligesom den udlader energi (f. eks. tale) og viser tendens til kontakt med andre fysiske organismer; og på samme tid opleves den "indefra" som en udfoldelse af evner samt omsætning af bevidsthedsliv.

Målt med den førnævnte parafysiske struktur er den fysiske organisme dog kun en sekundær del af Jegets skabeevne, idet den parafysiske struktur ikke alene er suverænt hævet over enhver form for dødelighed, men også udgør det "instrument", gennem hvilket den egentlige omsætning af grundenergierne finder sted. Den parafysiske struktur udgør dermed også den egentlige skueplads for Jegets bevidsthedsliv, der netop typisk nok registreres som en beskæftigelse med forskellige åndsevner, f. eks. intelligens og hukommelse. Og set i forhold hertil, udgør den fysiske organisme i virkeligheden kun en slags relæ-station, gennem hvilken bevidsthedsimpulser fra den parafysiske struktur kan overføres til den fysiske materieverden og her omsættes til handlinger, medens omvendt sanseimpulser fra det fysiske plan kan overføres til den parafysiske struktur og her omsættes til bevidsthedsindtryk for Jeget.

Med hensyn til disse bevidsthedsimpulser og sanseimpulser gælder det i begge tilfælde, at der er tale om formationer af energi, og ydermere formationer, i hvilke alle syv grundenergier eksisterer i et ganske bestemt kombinationsforhold. Forskellen på forskellige impulser er nemlig i sidste instans udelukkende et spørgsmål om det kombinationsforhold, i hvilket grundenergierne eksisterer. Alt efter deres respektive naturer samt det forhold, i hvilket de optræder indbyrdes, vil de præge impulsen, ligesom de i henhold hertil også vil frembringe en ganske bestemt virkning, i det øjeblik impulsen når frem til sit mål. Det er dette forhold på den ene side, og Jegets suveræne herredømme over de enkelte grundenergier på den anden side, der giver anledning til, at Martinus sammenligner bevidsthedslivet med en super-kemisk proces, af ham selv kaldet en kosmisk-kemisk proces.

I kommende artikler vil der blive taget skridt til at beskrive de enkelte grundenergiers særlige egenskaber som kosmisk-kemiske ingredienser betragtet. Dette vil bidrage til at gøre det muligt at genkende dem, både når de optræder i det personlige bevidsthedsliv, og når de viser sig i det bevidsthedsliv, skabelsesprocesserne i naturen i virkeligheden er udtryk for. Men forinden skal grundenergierne nævnes ved de navne, Martinus har tildelt dem, og som er valgt i henhold til den måde, hvorpå vi hidtil har bemærket deres optræden i vort bevidsthedsliv.

 

 

Som allerede omtalt benævnes den overordnede grundenergi: "Moderenergien". Gennem denne behersker Jeget de seks øvrige, der af Martinus er blevet kaldt 1) instinktenergien, 2) tyngdeenergien, 3) følelsesenergien, 4) intelligensenergien, 5) intuitionsenergien og 6) hukommelsesenergien. Ikke just ukendte navne for os, men navne, der gennem Martinus har fået et helt nyt og i virkeligheden langt dybere indhold end hidtil.