Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Netop i denne tid erfarer vi, at "vinter" frem for noget andet er ensbetydende med mørke og kulde. Det gælder for menneskene, og det gælder i endnu højere grad for dyrene og for så vidt også planterne, om end disse hovedsageligt er sovende på det fysiske plan.

Betænker man den betydning, begreberne lys kontra mørke samt varme kontra kulde har for livets eksistens, trivsel og udvikling, vil man forstå, at der på tilsvarende måde knytter sig en dyb kosmisk betydning til den mekanisme, der bestemmer disse faktorers indbyrdes forhold på jorden. Ja, det drejer sig i virkeligheden om intet mindre end jordklodens primære livsfunktion, idet jordkloden hos Martinus optræder som et levende væsen i makrokosmisk målestok.

Om denne livsfunktion ved vi, at den først og fremmest bygger på et vekselspil mellem jordkloden og solen. Sidstnævnte er leverandør af lys og varme, og for jordkloden drejer det sig om at eksistere i et passende forhold til denne energikilde, således at en vis balance sikres. Det vil sige en balance, der giver sig udslag i en nærmere bestemt repræsentation af lysets og varmens modsætninger", nemlig mørket og kulden. På dette princip bygger overhovedet alt liv, fysisk såvel som åndeligt, om end balancepunktet for de forskellige livsformers vedkommende kan være meget forskelligt.

Med hensyn til jordkloden ved vi, at balancen giver sig udslag i et temperaturspektrum, der spænder fra ca. 50 kuldegrader til 50 varmegrader, samt en praktisk taget ligelig fordeling af lys og mørke over en periode af et år. Dette er for temperaturspektrets vedkommende først og fremmest en følge af jordklodens afstand til solen i forbindelse med dens fremskredne afkøling samt hele fysiske opbygning, bl. a. omfattende en atmosfære af luft. Og for lys- og mørkefordelingens vedkommende er der tale om jordklodens rotation omkring sin hældende akse i forbindelse med dens omløb omkring solen. Således bevirker som bekendt akserotationen døgnets sammensætning af lys og mørke, medens omløbet omkring solen er årsag til årets sammensætning af disse to faktorer.

Når man her på vore breddegrader taler om "året", tænker man som regel umiddelbart på det, vi kalder årstiderne: forår, sommer, efterår og vinter. Man kunne tro, at disse årstider i sig selv er en virkning af jordklodens omløb omkring solen, men det er jo ikke tilfældet. Årstiderne skyldes helt og holdent det forhold, at jordklodens rotationsakse hælder i forhold til det plan, omløbsbanen omkring solen repræsenterer, akkurat som hvis en snurretop hælder i forhold til det underlag, den snurrer på.

Fra Martinus side hævdes det, at jordklodens aksehældning ikke er nogen "medfødt" ting, men derimod en "skavank" eller invaliditet, der en gang i fortiden er blevet påført den udefra som en karma, der knytter sig til dens repetitionsforløb. Man må jo her huske på, at et jordklodevæsen lige så godt har et repetitionsforløb, som fx. et menneske har, og det er altså under dette, at den har mødt de karmaenergier, der har bevirket dens aksehældning; måske på den måde, at en komet eller et andet større himmellegeme er kommet for nær til den.

Man kunne måske synes, at dette måtte være en meget svær karma for jordkloden, hvilket man måske yderligere kunne finde mærkeligt i betragtning af, at jordkloden fra Martinus side hævdes at være så langt fremme i sin udvikling, at den står over for at skulle opleve kosmisk bevidsthed. Kan man så samtidig have svær karma til gode?

Her gør Martinus imidlertid gældende, at selv højtudviklede væsener under deres repetitionsforløb godt kan blive udsat for en relativ svær karma, som vel at mærke ikke kan modtages, når dette repetitionsforløb er overstået, Og for jordens vedkommende gælder det, at den karmaudløsning, der har ført til aksehældningen, set fra jordklodens udsigtspunkt ikke er nær så svær, som når den ses fra mikrolivets - altså fx. menneskets udsigtspunkt. Til gengæld har den i høj grad bidraget til at modne jordkloden for oplevelsen af kosmisk bevidsthed, nemlig takket være den aksehældning, der blev det varige resultat. I kraft af denne er jordklodens årsrytme blevet forlenet med de såkaldte årstider, der i virkeligheden er udtryk for uregelmæssigheder i jordklodens normale livsfunktioner; og i forbindelse hermed er en lang række supplerende uregelmæssigheder kommet ind i billedet. - Inden vi går ind på den nærmere betydning heraf, kunne det måske have sin værdi lige at se lidt på den praktiske følge af aksehældningen.

Lad os først tænke os den situation, at jordkloden ikke havde nogen aksehældning, dvs. at rotationsaksen var vinkelret på omløbsplanet (om solen).

For det første ville dette betyde, at dag og nat overalt på jordkloden ville være nøjagtigt lige lange hele året rundt. Lys og mørke ville altså balancere fuldstændigt nøjagtigt inden for de rytmer (døgn og år), der udtrykker jordklodens primære livsfunktioner, og denne balance ville fuldbyrde sig inden for det enkelte døgn.

For det andet ville sollysets indfaldsvinkel forskyde sig fuldstændig symmetrisk opover den "øvre" og nedover den "nedre" halvkugle, nemlig som en simpel følge af jordoverfladens krumning. Ved ækvator ville indfaldsvinklen være størst, nemlig 90° og den ville herfra aftage jævnt eller symmetrisk over begge halvkugler og være mindst ved polerne.

 

 

Betydningen heraf vil fremgå af det forhold, at indfaldsvinklen er afgørende for jordoverfladens evne til at binde den varmeenergi, der er indeholdt i sollyset. Ved en indfaldsvinkel på 90° bindes der fx. dobbelt så meget varmeenergi pr. kvadratmeter som ved en indfaldsvinkel på 30. Med andre ord ville jordkloden være kendetegnet ved en serie temperatur- eller klimazoner, der fra ækvator fordeler sig symmetrisk over de to halvkugler og således, at man havde den højeste varmeoptagelse ved ækvator og den laveste ved polerne, dog forudsat at jordoverfladen overalt er af samme beskaffenhed, hvad den jo ikke er (hav, land, sumpe, skove m. m.).

Vi har hermed iagttaget den fordeling af lys og mørke samt varme og kulde, der oprindeligt har været jordkloden medfødt, men som gennem aksehældningen er kommet ud af balance. I forbindelse med egenrotationen samt omløbet omkring solen bevirker nemlig denne, at lys- og mørkeforholdet til stadighed forskydes indbyrdes på en rytmisk måde, der gør det berettiget at tale om et kredsløb, et lys- og mørkekredsløb.

Imidlertid er årstiderne ikke blot et spørgsmål om lys kontra mørke, men i lige så høj grad et spørgsmål om varme kontra kulde. Men da al varme på jorden er et spørgsmål om optagelse af solenergi, ses det, at lys- og mørkekredsløbet nøje er forbundet med et varme- og kuldekredsløb.

Og hvor befinder vi os så for øjeblikket i dette kredsløb? Ja, vi taler jo om vinter og mener dermed den fase af kredsløbet, hvor kulden og mørket kulminerer. I praksis er der tale om, at vi befinder os på det sted i jordklodens bane omkring solen, hvor den "øvre" halvdel af jordklodeaksen vender direkte bort fra solen, medens den "nedre" del i modsætning hertil naturligvis vender direkte mod solen. Dette bevirker væsentlig kortere dage end nætter på den øvre halvkugle, medens det omvendte er tilfældet på den nedre. Ja, bevæger vi os til polarzonerne, oplever vi konstant nat i den nordlige zone og konstant dag i den sydlige zone. Samtidig opnår sollysets indfaldsvinkel sin minimumsværdi på den øvre halvkugle, og sin maksimumværdi på den nedre halvkugle. På førstnævnte halvkugle må vi derfor i øjeblikket komme til at opleve et minimum af lys og varme og et maksimum af kulde og mørke, medens det omvendte er tilfældet på den sidstnævnte halvkugle. Og det er netop disse konstellationer af lys kontra mørke samt varme kontra kulde, vi udtrykker som henholdsvis vinter og sommer.

 

Dyrene har brug for hjælp NU

Fra tidsskriftet FORSØGSDYRENES VÆRN

 

Og hvad betyder så disse ting rent kosmisk? - For at blive klar over dette skal vi først hæfte os ved den kendsgerning, at mørke og kulde tværtimod at virke befordrende på livet udgør kræfter, der i udpræget grad appellerer til de levende væseners selvopholdelsesdrift. I første række må vinterepoken derfor betragtes som en stærk udfordring til selvopholdelsesdriften.

En måde at møde denne udfordring på er at forberede sig på kulde- og mørkeperiodens - altså vinterens komme, dels ved i tide at samle forråd og dels ved at skabe klæder og bygge ly til beskyttelse mod det barske vejrlig. Dermed ses det, at vinteren også rummer en udfordring til de levende væseners intelligensevne, en udfordring, som især mennesket har vist sig i stand til at møde.

Imidlertid indebærer dette at skulle forberede sig på vinterens strabadser bl.a., at man er i stand til at orientere sig rent tidsmæssigt, nemlig gennem iagttagelse af fænomener og begivenheder i naturen, der markerer "afstanden" til vinteren. Heri ligger yderligere en udfordring til intelligensen, og netop årstidernes regelmæssige vekslen var et nærliggende holdepunkt for denne evne. Da imidlertid solen hurtigt blev erkendt som livets, lysets og varmens universelle forudsætning, er også denne hurtigt blevet genstand for opmærksomhed, og spiren til en astronomisk videnskab har set dagens lys. Medens denne videnskab i dag kan siges at have et vist eksklusivt præg, var den i sin vorden af største betydning for evnen til at overleve. Men uanset hvilken status, der er tale om, har astronomien hele tiden været en udfordring til intelligensen. Også i den forstand, at den bidrog til behovet for supplerende videnskaber, først og fremmest matematik. Alene dette at finde ud af den mekanisme, der på grundlag af jordklodens aksehældning fører til dannelsen af årstiderne - og her iblandt også vinteren - har været et ganske betydeligt problem at løse, noget den foranstående særdeles elementære og skitsemæssige beskrivelse af forholdene måske allerede har givet et indtryk af.

Imidlertid er intelligensudviklingen ikke den eneste frugt af aksehældningen, hævder Martinus. Menneskeheden vil komme til at erfare, at også udviklingen af en ren kosmisk videnskab står i gæld hertil. Ja, i virkeligheden ville det være yderst vanskeligt at skildre livets fundamentale, kosmiske realiteter, hvis der ikke forekom det lys- og mørkekredsløb med tilhørende årstider, som aksehældningen bevirker, og Martinus har mere end én gang gjort opmærksom på, at det ikke er tilfældigt, at han er blevet født i den nordlige zone af det såkaldte tempererede klimabælte, dvs. det område, hvor årstiderne med samt en lang række følgevirkninger optræder mest udpræget. Dette har i mangfoldige tilfælde givet impulser til hans intuition og bidraget til at rette hans opmærksomhed mod adskillige kosmiske realiteter, der i dag optræder som afgørende træk ved hans kosmiske verdensbillede. Således skildrer også dette et lys- og mørkekredsløb med tilhørende årstider, nemlig et kosmisk udviklingskredsløb, som overhovedet alle levende væsener er tilknyttet. Og han påviser samtidig, at mennesket på sit nuværende udviklingstrin befinder sig i dette kredsløbs vinterzone (!), dvs. den zone, hvor det er kulde, mørke og mentale dødsenergier, der behersker skuepladsen for den menneskelige mentalitet og væremåde. For eksempel er det denne mentale vinterkulde, der betinger, at man mere eller mindre lidenskabsløst kan se på, at titusinder af mennesker hver eneste dag dør af sult og nød rundt om i verden, samtidig med at der rådes over næsten ufattelige ressourcer og overskudslagre andre steder i verden. I virkeligheden dør disse mennesker af kulde, mental vinterkulde.

Imidlertid spår Martinus, at der vil komme andre tider. Akkurat som fysisk vinter ved naturlovenes mellemkomst afløses af fysisk forår, således vil også den kosmiske vinterfase, menneskeheden for tiden gennemlever, en dag blive afløst af et kosmisk forår. Og dette vil i virkeligheden blive den yderste virkning af jordklodens aksehældning. Denne er som allerede nævnt opstået som en karmavirkning for jordkloden, men gennem denne karmavirkning - hævder Martinus - skete der i virkeligheden en drejning af jordklodevæsenets bevidsthed til fordel for en kosmisk indstilling, nemlig den indstilling, som nu er i færd med at føre til permanent kosmisk bevidsthed for jordkloden. Og i virkeligheden er hele menneskets udvikling fra dyr og frem til det, det nu repræsenterer, en afspejling af den betydning, aksehældningen fik for jordklodevæsenet. Den kosmiske indstilling af jordklodens bevidsthed, der blev følgen, afspejler sig heri, lige fra de første forsøg på oprejst gang og brug af primitive redskaber og frem til den teknologi og intelligenskapacitet, vi i dag ser. Men slutstenen mangler endnu, nemlig menneskekulturens afspejling af den kosmiske bevidsthedstilstand, jordklodevæsenet netop nu er i færd med at opnå. Indstiftelsen af de kosmiske analyser er det første symptom herpå og dermed også det første afgørende tegn på, at den kosmiske vinterkulde, der for tiden knuger menneskeheden i sit jerngreb, en skønne dag inden så længe vil vige for et kosmisk forårs lysende og varmende frembrud.