Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den 30. oktober 1969 skulle jeg rejse til Israel, til et land som lå så langt borte, men med jetmaskine kun en syv timers flyverejse. Ufatteligt så langt på så kort tid. En svensk dame, som gavmildt havde skænket mig denne rejse, havde anmeldt os til den vegetariske verdenskongres, som denne gang skulle holdes i Jerusalem.

Maskinen havde afgang fra Kastrup lufthavn torsdag d. 30. oktober kl. 15.40, og vi skulle være på Lods flyveplads i Tel Aviv kl. 22. 40, altså syv timer efter. Vi var begge meget spændte på de oplevelser, vi skulle komme ud for under så fremmede himmelstrøg; Vi kendte jo navnene på de steder vi skulle opleve, men at se dem var jo noget helt andet.

Jeg vil prøve at fortælle om nogle af indtrykkene fra det hellige land, ikke så meget om bibelske steder, men snarere om mennesker jeg kom i kontakt med, nemlig befolkningen, både jøder og arabere. Dog lige et par ord om alle de hellige pladser, vi besøgte, og som vi kendte fra barndomsskolen: Cesarea, Haifa, Acre, Safed, Tiberias, Nof Ginosar hed et kubbutxhjem, som lå ved Genezareth sø, og videre besøgte vi Kapernaum, Tabgha og Saligprisningernes bjerg. Her lå også et Kubbutxhjem, som hed Ein Gev. Til sidst så vi Kana, og Nazareth, og sent på dagen kom vi til Jerusalem, hvor vi blev indkvarteret på et dejligt hotel med det mærkelige navn YMCA.

Hotellet lå i et arabisk kvarter. Vi skulle bo her det meste af en uge, og det var vi glade for, da vi efter alle de mange indtryk var godt trætte.

Kongressen skulle holdes i Jerusalem, men da vi ikke kunne klare alle de sprog, som tales ved en verdenskongres, var vi kun med til åbningshøjtideligheden og afslutningen og fik derfor megen tid til at se og opleve Jerusalem, som for mig var den største oplevelse ved rejsen.

Her lever jo både arabere og jøder imellem hinanden. Tilsyneladende mærker man ingen fjendtlighed dem imellem, men mange kontraster var tydelige. For hånd på en, så mørkt, så koldt. Her bor og lever kun arabere, tilsyneladende i de usleste kår. Børn og katte i alle størrelser, små børn, så bitte små størrelser, lasede, snavsede og sikkert også sultne, med udstrakte hænder og næsten alle med tårer i de skønne brune øjne, og med løbende næser. Her kommer jo ingen varmende sol, den er uden for porten, og der kommer de vel ikke. Her i basargaderne er deres hjem, som kun er små sorte huller til mange, både store og små. Hvad må de ikke se og opleve, de små væsener. Man undrer sig over, om de i det hele taget ved, hvem der er deres mor og far. Sjældent så man en lille hånd i en stor, altid løb de ene omkring. De var ellers så henrivende, de små størrelser. Hvor ville man gerne hjælpe dem, give dem et lille kærtegn, pusle dem, men prøvede man, veg de angste tilbage. Kun penge kunne lokke et lille blegt smil frem, og gav man en, var der pludselig en hel sværm, så det var næsten ugørligt.

Basargaderne var jo gennemgang fra og til Jerusalem. Her var forretningerne, her handledes der, lige fra de mindste direkte fra gaden, og til de største, der var temmelig velassorterede. Her blev man ligefrem hentet ind, oven i købet fik man serveret tyrkisk kaffe eller te. Købte man noget, var det helt i sin orden, men blev der ingen handel ud af den kop te, blev man alligevel fulgt til døren med et smil og et velkommen. - Araberne er meget venlige mennesker. Det var ikke kun børnenes elendighed, der gjorde indtryk på os.

Som før skrevet var der mange katte, sky som børnene, og man forstod det, når man så den måde, de blev behandlet på. Især af de små børn, der gav dyrene den samme behandling, som de sikkert selv var udsat for gang på gang. De vidste ikke bedre, kendte for lidt til kærlighed. Jeg grunder over, om araberne generelt er hårde ved deres børn, eller om det er de fælles elendige kår, som både voksne og børn lever under, der præger dem. For det er jo børnene i slumkvartererne jeg taler om. De bedrestillede arabere var vi ikke meget i kontakt med. På hotellerne kunne man møde dem, og så så man jo en helt anden standard end i basargaderne. - Der var meget at lægge mærke til i disse endeløse, trange gyder. Der var æslerne, de små trækdyr med store læs af sten til byggepladserne, med samme tungsindige øjne som børnene. Der var kvinderne, unge som gamle, de yngre ofte med en begyndende ny lille verdensborger i maven og slæbende på tunge læs. Der var de gamle mænd med utrolige byrder på deres rygge. Fuldstændigt som en bue var deres holdning. Ansigterne kunne man ikke se, så bøjede var deres kroppe. Hvor gjorde det dog ondt i en at være vidne til al den umenneskelighed mod børn, dyr, kvinder og gamle.

Ja, der er lang vej, til det bliver anderledes, lige godt for alle. Slægt skal følge slægters gang, som der står i salmen "Dejlig er jorden". Den kan blive en jord, der er vidunderlig at leve på, men der ligger en stor, meget stor opgave for vi mennesker at løse, så ikke kun en lille del af menneskeheden får goderne. Vi må hjælpes ad, så vi alle kan blive lykkelige.

Det var dog ikke kun elendighed, man mødte i gaderne. Her var også mange smukke og dejlige ting, især trætingene, som var forarbejdet af eukalyptustræ. Her var mange dejlige smykker, og sidst men ikke mindst de herligste farvestrålende frugter. Appelsinerne og mandarinerne var helt grønne. Vi mente ikke, de kunne være modne, men det var de faktisk, og så fine og saftige. Der var også en tomatlignende frugt, som jeg ikke husker navnet på. Den var sød og smagte ganske vidunderligt. Her var dadler på næsten fem, seks centimeters længde. De var også herlige, dog ikke så søde, som vi kender dem, fordi de jo var friske. Ja, der var mange andre sydfrugter, lige noget for en vegetar.

Med hensyn til uroen i Israel mærkede vi ikke meget. Kun så vi soldater med skydeklare våben næsten overalt, især ved bygrænserne. Jeg talte med to unge danskere. Den ene var glad for, at han skulle hjem efter 1 års tjeneste ved Suez. Den anden så knapt så lyst på det, han havde endnu tre måneder tilbage af sin tjenestetid. Begge sagde de: "I øjeblikket er her meget roligt, men det kan bryde ud når som helst".

Man fortalte os, at der her i Israel var flygtningelejre med ½ million flygtninge, alle uden arbejde; de gik bare rundt. Af FN fik de hjælp en gang om måneden. Ca. 7 kr. i danske penge, fik jeg at vide. Der var dog bygget skoler til børnene.

Ja, man lærer rigtigt at skønne på de goder, vi har her i Skandinavien, et rent paradis målt med meget af det, vi så under vor færden. Det var derfor heller ikke med alt for tungt sind, at vi den 13. november tidligt om morgenen indfandt os på flyvepladsen i Tel Aviv, for at rette kursen mod dette paradis. Og nu, hvor det hele ligger bag en, tænker man gang på gang: "Hvor bliver det dog vidunderligt, når det hellige land en gang med tiden virkeligt bliver helligt - og for den sags skyld hele jorden!"