Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

"Sorrig og glæde vandre til hobe. Lykke, ulykke de ganges på rad. Modgang og medgang hinanden tilråber. Solskin og skyer de følges og ad" etc., skriver salmisten.

Ja! Menneskets skæbne er i høj grad baseret på et liv med vekslende oplevelse af henholdsvis glæde og sorg, lys og mørke.

Nogle mennesker har fået den skæbne at skulle opleve en middelmådig tilværelse af lys og mørke, medens andre oplever en større kontrast af disse to begreber.

Atter andre er - i mental og fysisk henseende - blevet placeret hovedsageligt på livets solside, medens igen andre må friste en tilværelse hovedsagelig på livets skyggeside.

Dette forhold synes ved første øjekast at forekomme både tilfældigt og bunduretfærdigt. Men ved en dyberegående betragtning og analysering af situationen - med reinkarnationens, karmalovens og udødelighedens perspektiv for øje - tegner der sig unægteligt et andet billede af forholdet. Da viser det sig, at Martinus har ret i sine kosmologiske analyser og betragtninger. At intet i tilværelsen er tilfældigt og uretfærdigt, at alt er opbygget på logik, er lovbundet og underlagt en finkæmmet retfærdighedens lov.

At ingen mennesker kan lide uret, eftersom enhver er ophav til sin egen skæbne. At mennesket under mørketilstande og lystilstande er underlagt et opadgående kredsløb, en fysisk og psykisk skabelse og udvikling mod lyset og fuldkommenheden.

At alle mennesker under denne deres livsvandring får tilmålt nøjagtig samme sum eller kvantum lidelse i henhold til retfærdighedens lov. Da udviklingsprocessen ikke forløber samtidig og med ensartet tempo for samtlige levende væsener, må der naturligvis opstå forskellige udviklingstrin, gradsforskelligheder, lidelsesmæssige tilstande og skæbner.

Selv om mennesket indtager den særstilling i tilværelsen at tilhøre vor planets ypperste og mest udviklede og vidende skabninger, må det erkendes, at det på det åndelige plan befinder sig på barnestadiet. At det endnu har en lang tidsepoke at skulle gennemløbe, før det vil kunne leve op til det færdige menneske i Guds billede.

Et tusinde år er et mikroskopisk lille tidsforløb på evighedens og den åndelige udviklings bane. Det bliver således en tilsvarende, næsten usynlig lille detalje, et menneske i et enkelt jordeliv når at få vævet af det store livsmønster, som dets formning eller skabelse mod fuldkommengørelsen repræsenterer. Et blik på vor tid afslører på mange måder og områder menneskets lidenhed og afmagt, dets mangel på kosmisk viden og indsigt. Men hvorledes skulle det være anderledes, så længe mennesket er ufærdigt i sin skabelse?

Hvorledes skulle fejltagelse kunne undgås, der hvor uvidenheden er rådende? Ligesom et lille barn nødvendigvis må have erfaring for, at det brænder fingrene, før det vil kunne lære at respektere advarslen om ikke at berøre varme genstande, således må mennesket nødvendigvis gennemgå megen krig, sorg og lidelse, før det til fulde vil kunne erkende sandheden om de psykiske love om årsag og virkning, at som der sås, høstes der.

Har mennesket da ikke høstet tilstrækkelige erfaringer i så henseende? Åbenbart ikke. Ofte tror det enkelte menneske - og mennesket i national målestok - at det er de andre, det er galt med. Splinten, i modpartens øje ses, men bjælken i ens eget øje, er man ikke opmærksom på. Så længe væremåden er som den er, vil uvidenheden være rådende, og hvor uvidenheden råder begås der fejltagelser. Og hvor der begås fejltagelser, handles der i modstrid med universets love. Dette igen medfører, at mennesket må høste den sæd det såede, om ikke i dette liv så i kommende liv gennem karmaloven.

Hvorledes skulle mennesket kunne blive retledet, få ændret sin mentalitet, opnå åndelig udvikling og modning, såfremt det ikke kom til at erfare såvel smerten som sødmen af dets handlinger og væremåde? Karmaloven er således ikke nogen straf, men derimod en guddommelig kærlighedsforanstaltning for fremme af menneskets åndelige udvikling og vækst mod lysets tilstand, "som overgår al forstand".

Undertiden kan mørkets og lidelsens tilstand fremkalde den tanke, at en total livsudslettelse - såfremt en sådan var mulig - ville være at foretrække, selv på bekostning af lysets oplevelse. Dertil er at sige, at det er godt, at mennesket ikke er rådende. Livet er i realiteten en uerstattelig lykke. Dette at eje livet, at kunne opleve det og engang at skulle komme til at opleve en lystilstand af så høj karat, at det opvejer al mørket og overgår al forstand, er en lykke, som ikke kan værdsættes højt nok. Hvor der er lys, eksisterer mørket ikke, eller højst som den kontrast og baggrund der er nødvendig for at lyset kan opleves.

Jo mere mørke et menneske har oplevet, desto større lys vil det således være i stand til at kunne opsummere eller opleve.

Når Jesus henstiller til mennesket ikke at dømme, men at udvise tolerance, er det ud fra den kosmiske indsigt, at selv det - i åndelig henseende - sorteste menneske er et guds barn, som engang med udviklingen vil blive til en skøn skabning, som på lige fod med alle øvrige levende væsener vil komme til at opleve det højeste lys.

Ud fra en sådan betragtning må vi forstå, at det afgørende ikke er, hvad et menneske har været, eller hvad det er, men derimod hvad det kan og skal blive.

Et menneske, der har begået noget, som det ikke skulle have gjort, er i realiteten mest at beklage, fordi det dermed har udløst en karma, som det for belæringens skyld før eller senere vil komme til at indfri. Medens genstanden for ond handling højst sandsynlig derved har fået indfriet en tilgodehavende karma.

Det er udtryk for en guddommelig visdom, at menneskelige handlinger på den måde griber ind i hverandre; som tandhjul befordrer de mental udvikling.

Skabelseshistorien beretter, at da mennesket spiste af kundskabets træ på godt og ondt, kom synden ind i verden, og med påfølgende uddrivelse af paradisets have. Denne symbolske beretning er udtryk for en udviklingstilstand og overgangsstadium fra dyr til menneske.

Da et dyr ikke kan ræsonnere og drage slutninger, ikke kan forklare sig forskellen på godt og ondt, og ikke slutte fra årsag til virkning, kan det ikke synde. Det var først på udviklingsstadiet til menneske, at det spiste af kundskabens træ på godt og ondt, fik samvittighedskvaler og følte sig brødebetynget, syndigt og nøgent.

Med denne udvikling ophørte den paradisiske tilværelse, som i og for sig ikke var noget paradis, men derimod en dyrets kamp i drab på liv og død for eksistensens opretholdelse. Oplevelsen med slangen og uddrivelse af paradisets have var således ikke nogen virkelig tragedie, men derimod en forløsning fra en underliggende tilværelsestilstand til en højere tilværelsestilstand.

Nu kunne mennesket efter eget forgodtbefindende frit plukke og nyde af kundskabets træ på godt og ondt. Derved fik det mulighed for af egen erfaring at høste den viden, som er betingelsen for at kunne handle rigtigt, handle i overensstemmelse med universets love. Mennesket var derved kommet himmeriges rige et skridt nærmere, nærmere det ophøjede mål, som Skaberen havde forudbestemt fra før verdens grundvold blev lagt - dette at alle engang skulle blive eet med Gud.

Men mennesket evnede kun svagt at finde vejen til befrielsen, at plukke de frugter, som førte det ind på sandhedens og livets vej. Den dyriske natur stak dybt i dets sind, væsen og væremåde. Det måtte i sit ansigts sved spise sit brød, bøde, lide og døje meget.

Da skete det under, at Jesus i sin store kærlighed til mennesket lod sig føde på jorden, trods det, at hans rige ikke var af denne verden. Hans mission var at hjælpe mennesket i dets vildfarelse og åndelige fattigdom, at føre det ind på sandheden, lysets og fredens vej og derved mindske dets lidelse.

For ham var alle mennesker Guds udvalgte folk, Han siger: "I har ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt eder og sat eder til, at I skulle gå hen og bære frugt og eders frugt skal blive ved."

Hvorledes har mennesket opfyldt den kærlighedens mission, som Jesus for næsten to tusinde år siden - ved det gode eksempel - påbød mennesket at efterleve?

Har mennesket aflagt den gamle Adam?

Har talsmanden den hellige ånd, sandhedens og oplysningens ånd, som Jesus ville sende mennesket efter sin bortgang, formået dem til at udøve god gerning til hans ihukommelse og efterfølgelse?

Har mennesket taget hans kors op og efterlevet hans gode eksempel i sind og væremåde og derved medvirket til at fremskynde hans genkomst? Ikke en genkomst i skyerne, men en genkomst derved, at menneskene i efterfølgelse blev kristusvæsener.

I så henseende må det erkendes at stå sløjt til. Et blik på vor tid opviser en verden i en tilstand, hvor lovløshed, krig, mord, drab, tyveri, bedrag etc. hører til dagens orden. Trods herskende ulogiske tilstande er der dog ingen grund til fortvivlelse og pessimisme. Med Skaberen ved styret og med karmaloven in mente skal det nok vise sig, at alt i sidste instans fører til lykke og velsignelse for alle levende væsener.

Ligesom jernet må lutres og gennemglødes for at blive hærdet til stål, må nødvendigvis også mennesket gennemgå megen prøvelse og skærsild for at kunne blive fuldkommengjort.

Bibelen profeterer, at jorden i de sidste tider vil blive behersket af lovløshedstilstande og strenge tider og appellerer til mennesket, at det skal glæde sig, når det ser disse ting komme over jorderige, fordi dets befrielse da er nær.

Hvori består denne befrielse?

Er det en ny tids fødsel - et nyt tidehverv - en højere udviklingstilstand i lighed med den, der i sin tid fandt sted i edens have, da Adam og Eva for første gang spiste af kundskabets træ, som er forestående?

Er det en nyorientering i åndelig retning med forståelse og respekt for universets love, for reinkarnationens og karmalovens principper, som er i anmarch?

I så fald er vi vidne til en kulmination af de ulogiske, uvidenhedens og livssaboterende tilstande, som mennesket - ikke mindst forårsaget af florerende krigstilstande - har lidt og lider under. En forståelse for, at det ikke er livets, men dødens vej, som betrædes, når krigsførende parter tror at værne deres dødes ære med forøget militærindsats, repressalier, hævnagt og blodsudgydelse.

Og er det indtoget af en sådan oplysningens og befrielsens tilstand, vi oplever og som Jesus i sine profetier om de sidste tider sigter til vil komme, så mennesket bliver livskunstner i kærlighed og logik. Da er der så vist grund til glæde.