Kosmos 1969/23 side 267
Mogens Møller
Min rejseplan i august III
En afslutning og en start
Lørdag den 16. august skiltes deltagerne i den forløbne uges "retreat" i High Point Center, og jeg tror, at hver eneste deltager følte, at han eller hun virkelig havde haft udbytte af dette fællesskab. I den vekselvirkning, der var opstået mellem os, havde der været plads til både latter, alvor og kærlig hjælpsomhed, og adskillige psykiske spændinger havde fået udløsning, og brændende spørgsmål havde fundet vej mod en løsning.
Jeg startede allerede søndag den 17. nede i en af Los Angeles' forstæder, Northridge, i International Cooperation Council, og jeg havde forstået på Edith Stauffer, at jeg her ville møde en forsamling, der havde mange års studier bag sig inden for forskellige åndelige og okkulte retninger. Jeg valgte derfor at gennemgå Martinus symbol over tankeklimaerne, som Edith var blevet så betaget af at høre i sommeren 68 ved Klint. Der var flere kunstnere til stede, hvad jeg først fik at vide bagefter, da de kom og gav udtryk for deres glæde over at få et sådant overblik, hvor begreberne kunst og livskunst gik op i en højere enhed, og hvor reinkarnation og polforvandling var udviklingens åndelige baggrund. Jeg følte, at den klarhed og logik, der i Martinus analyser forenes med en kærlighed til alt levende og ikke mindst til den lidende menneskehed, havde gjort indtryk på forsamlingen; også analysen af at afsporinger kan opstå, men at ingen er "fortabte", alle er på vej mod det rigtige menneskerige. Efter min hjemkomst er Martinus Institut blevet opfordret til at være repræsenteret med bøger og brochurer ved International Cooperation Counsil's årlige festival og med en side om Martinus Instituts virksomhed og målsætning i et katalog, de udgiver over moderne åndelige bevægelser, der arbejder på international basis for fred og forståelse på denne klode.
To udtalelser
Dagen efter, om mandagen, skulle jeg tale i El Camino Counseling Service, den institution i Compton, hvor Edith Stauffer er ledende socialrådgiver. Her stod jeg over for et publikum, hvoraf nogle, ligesom i Northridge, var teosoffer eller okkultister, men flertallet havde ikke en sådan baggrund. De var dog åbne for nye tanker og ville gerne høre noget om det, der havde begejstret Edith Stauffer så meget. Jeg talte om en gammel kulturs undergang og en ny kulturs fødsel og om den "dødskamp" og de "fødselsveer", mennesket som "en såret flygtning mellem to riger" derfor må opleve - ikke som tilfældighed eller straf, men som den undervisning, dyremennesket eller sfinksvæsenet må gennemgå for at blive et rigtigt menneske. Jeg viste bl. a. symbolet over de kosmiske impulser, der kommer til jorden, og sluttede med symbolet over verdensgenløsningsprincippet. Efter foredraget samtalede man i grupper og købte bøger og brochurer, og jeg talte med repræsentanter både for okkultistgruppen og de andre. For eksempel kom en dame, som på grund af polio gik med to stokke, men hvis ansigt udtrykte både harmoni og livsglæde, hen til mig og sagde: "De må hilse Martinus fra en gammel teosof og sige, at den klarhed, hvormed han både i ord og symboler giver udtryk for livets inderste og højeste sandheder på en måde, som alle, der er søgende, skulle kunne fatte, har glædet mig inderligt. Menneskeheden vil få megen brug for den kosmiske impuls, der findes i Martinus verdensbillede". Og en stor mørklødet mand kom hen og gav mig et håndtryk, der kunne mærkes længe efter, med ordene: "Jeg er glad for, at vi her fik Darwinismen og kristendommen forenet, sådan at de begge vandt ved det. Det er helt nye tanker for mig, men det er værd at tænke over". Og så gik han hen og købte "Logik" og symbolbogen, og det var han ikke den eneste, der gjorde.
Mit første foredrag i en kirke
Dagen efter kørte vi ca. 200 km mod syd til byen San Diego, der ligger nær ved grænsen til Mexico. En god ven af Edith Stauffer, Robert L. Stevens, der er præst ved Unity bevægelsens kirke, havde arrangeret to foredrag for mig den 20. og 21. august. Unity bevægelsen for praktisk kristendom arbejder for unity = fællesskab blandt mennesker, og det er en meget uortodoks og tolerant kristen bevægelse. Mange af dens præster og tilhængere går ind for reinkarnation, og de er åbne for tanker fra andre religioner og mener, at det værste, der kan ske med kristendommen, er, at den bliver fastlåset i ortodoksi og dogmatik. Pastor Stevens taler hver morgen i radioen til mange lyttere i Sydcalifornien, og han annoncerede mine foredrag i sin radioudsendelse. Yderligere havde han skrevet en artikel om kristendom og reinkarnation i kirkens blad, så han havde virkelig gjort et fantastisk godt forarbejde. Jeg fik i det hele taget det indtryk, at han foruden at være et kærligt menneske, hvis liv helt hvilede i hans åndelige indstilling, var en praktisk og meget energisk personlighed. Han bød mig velkommen i den store smukke kirke, som kun er 8 år gammel, og kort efter stod jeg ved en pult og så ud over en forsamling på ca. 300 mennesker, hvoriblandt alle hudfarver var repræsenteret. Det var en ejendommelig oplevelse at stå i en kirke og tale om Martinus analyser af reinkarnation og karma og at have skærmen til lysbilleder stående ved alteret, medens præsten viste lysbilleder. Her som andre steder gjorde symbolerne stærkt indtryk på forsamlingen. Da jeg sluttede, rungede klapsalverne under hvælvingen, og jeg tænkte uvilkårligt: Hjemme i Danmark er der nok mange, der ville sige: "Man klapper da ikke i en kirke!" Men det gjorde man altså her, spontant og hjerteligt. Den følgende aften var der lige så mange tilhørere, og jeg talte til dem om analyserne af "syndernes forladelse" og "bønnens mysterium". Bagefter stod jeg ved udgangen ved siden af præsten og blev øm i hånden af 300 håndtryk. Men hvor var det vidunderligt at se ind i alle de kærlige øjne og høre, at Martinus fremstilling af de kosmiske love havde virket inspirerende, og at de med glæde ville høre mere. Jeg hørte mangt et "velkommen igen", og det var også pastor Stevens ord, da vi skiltes. Han for at rejse til Rusland, jeg for at drage nordpå til High Point Center i Ahwahnee ved Oakhurst.
En drøj rejse
Næste dag skulle vi køre mellem fem og seks hundrede kilometer over bjergkæder og gennem ørkenlandskaber. Det var turens drøjeste rejse, ikke mindst fordi bilen, vi skulle køre med, fik motorskade, hvilket også gik ud over dens air-condition. Da vi havde kørt ca. 400 km kom vi til byen Bakersfield, hvor vi skulle gøre ophold og spise hos nogle af vor chauffør, Mrs. Lonerays venner. Vi havde ikke siddet til bords længe, før det ringede på døren, og nogle af Mrs. Lonerays venners venner kom ind. Det ringede igen og igen, og lidt efter var huset fuldt, og alle sad forventningsfuldt og så på mig. Så der var ikke andet at gøre end at få tygget af munden og komme i gang, og det blev til en meget hyggelig spørgestund, næsten et helt foredrag uden for programmet. Det bedste ved det var, at alle disse mennesker kom kørende den lange vej til High Point centret den næste aften for at høre mere.
Vi nåede helskindet men udmattede af varme til Mr. og Mrs. Lonerays hjem i Ahwahnee, der er det indianske navn for "grønne enge". Det var mørkt, da vi ankom, så det var først næste morgen, vi kunne få et indtryk af dette High Point Center nr. 2, bortset fra at vi mærkede den hjertelige gæstfrihed, der straks fik os til at føle os hjemme. Om morgenen afslørede solen, hvor smukt der var. Uden at vi vidste det, var vi lige i nærheden af den berømte Yosemite National Park, hvor de kæmpehøje 3-4000-årige Redwood-træer vokser, hvor en dyb dal skærer igennem de høje klippebjerge, og en række vandfald styrter i dybet fra stor højde. Los Angeles med en dyne af tåge, støv og røg over sig er én side af Californien, her var en anden, en, der fortalte om tiden før den hvide mands ankomst, da indianeren oplevede "den store ånd" bag naturens opbyggende og nedbrydende kræfter. Nu er det den hvide mand, som på sin måde må finde "den store ånd" og i samarbejde med andre racer bygge et nyt Amerika op, der bliver en del af verdens forenede stater. Man følte skaberens nærhed i denne storslåede natur, det blev ikke en turistmæssig oplevelse af en "seværdighed".
Om aftenen kom folk fra Bakersfield, Oakhurst, Coarsegold og Fresno til foredrag, og jeg mødte en levende interesse for og glæde over Martinus verdensbillede.
Fresno, Sacramento og Oakland
Søndag den 24. holdt jeg et aftenforedrag i United Church Center i Fresno. Det var en methodistkirke, som en kreds af interesserede havde lejet til dette formål. Der var mange unge mennesker her, og det var en fornøjelse at mærke deres åndelige hunger og den gang, der blev i bogsalget efter foredraget. Næste dag var det Californiens smukke hovedstad, Sacramento, det gjaldt. Her var jeg inviteret af en gruppe kvinder, der arbejder inden for en bevægelse, der kalder sig "Build the Earth". Om eftermiddagen var vi sammen med en mindre gruppe af disse damer, der var meget interesserede og åbne for nye tanker. Om aftenen var der endnu flere af dem, og da havde de deres mænd med. Jeg var lidt spændt på, hvorledes mændene ville reagere, bl. a. fordi flere af damerne, deriblandt vor værtinde, havde vist stor interesse for reinkarnationstanken, men tilføjet, at det kunne deres mænd ikke rigtigt tage. Foredraget blev holdt i et stort varehus' foredragssal på øverste etage. Den stod gratis til rådighed for byens borgere med gratis kaffe og småkager, så der var "service" i Sacramento! Jeg talte om reinkarnation og karma, og til min store glæde rejste en af mændene sig efter foredraget og takkede mig spontant, og da vi senere kørte hjem med vore værtsfolk, sagde vor vært, en ung ingeniør: "Alt det der med reinkarnation har jeg ellers ikke kunnet tage. Men når det fremstilles på sådan en logisk måde, må man virkelig se det som en mulighed". Og så så han med et stort smil på sin kone, der ikke kunne skjule den glædeståre, der trillede ned ad kinden. Det kan måske lyde sentimentalt, men det er nu godt at opleve muligheden for større forståelse mellem mennesker. I Oakland skulle jeg holde to foredrag i en Methodistkirke, og pastor John Fugitt og hans kone var vore værtsfolk. Var Oakland det sted, hvor jeg måske fandt mindst genklang på denne tur, gjaldt det i hvert fald ikke præsten og hans kone. De følte, at de var kørt fast og trængte til inspiration og livsfornyelse, og de var åbne, modtagelige og glade for, at de muligheder, de havde drømt om, virkelig fandtes.
Kulminationen
Og så skal jeg fortælle om den sidste dag, jeg holdt foredrag på denne rejse. Jeg holdt et kort introducerende foredrag og en lang spørgetime om eftermiddagen og et stort foredrag om aftenen. Det var i Sequoia Seminar, som ligger i Ben Lomond ca. 100 km fra San Francisco, og det blev ikke blot kulminationen af mine foredragsoplevelser i Amerika, det blev den største foredragsoplevelse, jeg hidtil har haft i de snart 25 år, jeg har holdt foredrag om Martinus kosmologi. Jeg talte for 80 ledere ved en "Leaders Conference". Men hvad står Sequoia Seminar for, hvad er dets målsætning? Det er intet mindre end at være med til at løse Amerikas krise og faktisk hele verdens krise. Sequoia Seminar blev startet under beskedne forhold for ca. 15 år siden af professor Hammond og hans hustru og nogle nære venner, og det er nu et stort retreat-center med mange bungalower skønt beliggende i et område med klipper, kløfter og dejlige redwoodtræer. Det har både en åndelig, en praktisk, en pædagogisk, en psykologisk og politisk (men ikke partipolitisk) baggrund. Dets formål er at hjælpe mennesker til at blive ledere (vejledere) for andre, til at blive aktive, ansvarsfulde og selvdisciplinerede ved at arbejde med de skjulte muligheder, der findes i hvert menneskes indre verden, så de kan virke ved deres væremåde og eksempel på arbejdspladser, i hjemmene og hvor de ellers færdes. Man siger åbent dér: "Amerikas krise er vi amerikanere skyld i, og kun vi kan løse den, og det må gøres indefra". Den åndelige baggrund er en bog, der hedder "Jesus som lærer", en udogmatisk kristendom, hvor det ikke er læren om Jesus, men Jesu lære, der er understreget, hans geniale psykologiske indlevelsesevne, ud fra hvilken han talte til det guddommelige i alle mennesker. Man ser også storheden i andre religioner og ønsker samarbejde med mennesker, sammen med hvilke man kan finde vejen til at løse verdens krise.
Da jeg sad over for denne forsamling af mænd og kvinder, der alle tilhørte den intellektuelle, aktive del af Amerikas middelstand (ikke den passive, der er interesseret i statussymboler), og som alle gennem mindst fire år havde gennemgået dette seminars forskellige træningsgrupper og var "ledere", følte jeg, at her blev der stillet store krav. Men jeg følte samtidig en atmosfære af velvilje og kærlighed, som fik mig til at glemme mig selv og alle sprogvanskeligheder. Resultatet var, at jeg oplevede en vekselvirkning med disse mennesker og en inspiration, som jeg aldrig har oplevet det før. Efter et kort introducerende foredrag om Martinus, Instituttet og feriebyen, bad jeg dem stille spørgsmål, og de spurgte om praktiske ting vedrørende instituttets og feriebyens virksomhed. Men så rejste professorens hustru, sig, en elskelig, livlig, ja, ligefrem dynamisk dame omkring de 70. "Det er meget godt", sagde hun, "men nu må vi til sagen. Her er en mand med et budskab, og det skal vi høre". Og så så hun på mig med et kærligt smil og sagde: "Du kan roligt give os det hele". Så begyndte hun at stille spørgsmål, de andre fortsatte, og i løbet af kort tid var vi ude på de store dybder. Reinkarnation, karma, polprincip" kontrastprincip, døden; jeg oplevede, at når et svar ramte noget væsentligt i det, de selv arbejder med, klappede de spontant eller kom med udråb af begejstring. Der opstod en sådan atmosfære imellem os, at jeg ved mit foredrag om aftenen følte, at jeg frit kunne spille på de erfaringer, jeg har gjort gennem årene i Danmark og Sverige og de 14 dage i USA. Eller rettere, at disse erfaringer stod til rådighed for den kraft, der ville bruge mig til at give disse mennesker et overblik over, hvad det er, de allerede arbejder med. Da jeg viste hovedsymbolet klappede de, inden jeg havde gennemgået det, og igen, da de havde fået forklaringen. Og da jeg havde sluttet med "Bønnens mysterium", var der ganske stille. Så rejste den gamle professor sig og udtrykte stilfærdigt og spontant sin glæde. Han sluttede med at sige: "Nu har vi set dette geniale symbol over bønnen, lad os slutte i dets ånd". Og så bad han - ikke en bøn af den slags, man har hørt så mange af - men en inspireret tak, et takkedigt kan man sige, og satte sig. Der var ganske tyst, og jeg tænkte, hvad sker der nu? Så fortsatte en anden, levende og inspireret, men ganske kort. En tredie, en fjerde, snart en mand, snart en kvinde, én takkede for, at de fik lov at opleve, at der var åndelige slægtninge i det høje Nord, og at en viis og klar ånd som Martinus gav menneskene en sådan rigdom. Til slut tonede et stille AUM fra den gamle professorinde, én gruppe tonede i med, en anden i en anden toneart og så en tredie, og dette østens skaberord (der også ligger bag vort Amen) steg og dalede indtil hele rummet vibrerede. Så ebbede tonerne stille ud igen og sluttede hos den gamle dame, der havde sat det i gang.
Dette var ikke blot en stemning, det var udtryk for et fællesskab, bag hvilket en kreds af individualiteter og personligheder stilede mod samme mål: at tjene Gud og menneskeheden. De sagde: "Kom igen, vi må arbejde sammen, dette må være begyndelsen til noget!" Og vi fik håndtryk og omfavnelser og et "velkommen igen" lød efter os, da vi kørte bort i mørket ad den snoede bjergvej.
Nogle dage senere, da vi på vor hjemtur passerede Los Angeles, mødte vi igen Edith Stauffer og Al Vefna Taylor, som glædestrålende fortalte os, at de allerede havde modtaget positive tilkendegivelser fra flere af de steder, hvor man for første gang havde fået et lille indblik i Martinus verdensbillede, og at man glædede sig til at få mere at vide.
MM
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige