Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Man kan vist være temmelig sikker på, at alle her på vore breddegrader har bemærket sommerens udklang og efterårets indtog. Og mon ikke denne forandring i vore omgivelser beklages af de fleste. Ganske vist fryder forandring efter hvad der siges, og efteråret har da også sine betagende og vidunderlige sider. Men det er samtidig ikke til at overse, at det er en fortrinsvis trist og tærende tid, vi går i møde. Forude venter kulde, sne, sjap og søle - og hvad der måske er det værste: mørke.

Nu kan en sag som bekendt ses fra mange sider og med det resultat, at den ofte tager sig forskelligt ud alt efter, hvilken position man vælger. Det gælder naturligvis også efteråret med dets udsigt til vinter, kulde og frost. Medens de fleste af os dybest inde føler vemod og beklagelse, kan man fx. være temmelig sikker på, at brændselshandlerens daglige humør er for opadgående. Og han er sikkert ikke den eneste, der ser lyst på udsigten til mørket.

Nogle kunne måske forveksle denne sidste vending med et forsøg på en vittighed. Nuvel, indrømmet! Men der skjuler sig en betydelig alvor bag, idet begrebet "efterår" også kan betragtes fra en side, der blotter et kosmisk perspektiv. Dette viser Martinus tydeligt i sin fremstilling af det kosmiske verdensbillede. Det røber sig nemlig her, at alt i tilværelsen er baseret på evigtgyldige principper, der imidlertid kan vise sig på de mest forskelligartede måder. Disse principper er livets kosmiske grundvold og samtidig dét universelle materiale, gennem hvilket det meddeler sine inderste hemmeligheder til det enkelte levende væsen. At få indblik i de nævnte principper vil derfor sige det samme som at komme på bølgelængde med livets højeste tale.

Netop efteråret repræsenterer et af disse principper, vinteren et andet, foråret et tredie og sommeren et fjerde; tilsammen danner de et kredsløb, der i virkeligheden atter er et princip, blot af en højere orden.

Ved at se på, hvad det er, der kendetegner de forskellige årstider, kan man lære meget om livets kosmiske natur og indretning, hævder Martinus. Således er vinteren som allerede nævnt kendetegnet ved, at kulde, mørke og livshæmmende faktorer er dominerende; livet fremviser her en minimumsudfoldelse i det mindste på overfladen. Man kan sige, at livskræfterne slumrer.

Om foråret vækkes de til live, og denne årstid er netop kendetegnet ved en livets opvågnen; samtidig vender lyset og varmen gradvis tilbage som en betingelse herfor. Livet begynder at folde sig ud, og utallige nye organiske dannelser ser dagens lys.

Sommeren er livsudfoldelsens kulmination eller højdepunkt, og den er ligeledes lysets og varmens absolutte klimaks. Sommeren repræsenterer dermed i mere end en forstand vinterens absolutte modsætning, og den afløses som en følge af kræfternes spil af forårets definitive modsætning, nemlig efteråret.

Og hvad er det så, der kendetegner efteråret, den årstid, vi netop gennemlever. Ja, det er jo i virkeligheden først og fremmest dette, at den er høstens og modenhedens årstid. Den er så at sige frugten af alt, hvad der er gået forud, og typisk nok står alt da også i frugters og frøs tegn. Men frugter og frø udgør jo livets forudsætning for at kunne forny sig samt overleve en periode i hvile efter den hektiske livsudfoldelse, altså overleve vinterens princip. Ja, mange frugter og frø behøver ligefrem vinterperioden med dens kulde, mørke, fugt og frost for at kunne komme til udfoldelse på et tidspunkt, når nye livgivende impulser påvirker dem.

Dette var den positive side af efteråret. Til denne knytter sig så de træk, vi normalt er tilbøjelige til at betragte som negative, nemlig lysets og varmens aftagen hen imod det absolutte minimum: vinteren. Imidlertid må man notere sig, at det jo netop er disse kræfternes spil, der overhovedet motiverer dannelsen af frugter og frø, ligesom efterårets og vinterens energikombinationer naturligt frembringer forhold, der opfordrer til hvile og søvn oven på forårets og især sommerens hektiske livsudfoldelse, Og derved åbenbarer årstiderne gennem deres dannelse af kredsløb et nyt kosmisk princip: aktivitet kontra hvile.

Som før nævnt kan sådan noget som studiet af årstidernes karakteristika lære én noget væsentligt om livets kosmiske natur og indretning, fx. menneskelivets. Dette udviser nemlig nøjagtigt de samme træk, som kendetegner årstiderne, blot i en lidt anden version. Således svarer den spæde barndom til vinterens slumrende stadium, ungdommen til forårets vågnende stadium, manddommen til sommerens kulminerende stadium og alderdommen til efterårets modne, frøsættende stadium. På et tidspunkt indtræder døden, og organismen visner bort fra livets overflade; vinterdvalen er indtrådt på det fysiske plan, og vi bemærker, at hvor det er forløbet rigt og harmonisk, indtræder der på et tidspunkt under efterårsstadiet en tilstand, hvor mennesket - ganske uanset om det kender til udødelighed eller ej - mæt af dage længes mod den absolutte hvile ... og således ser lyst på udsigten til mørket.

For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at netop dette særlige livsholdningsprincip senere gentager sig i et endnu større format, nemlig i forbindelse med et kredsløb, der bl. a. omfatter mange tusinde fysiske liv. Det drejer sig om det såkaldte spiralkredsløb med dets seks kosmiske tilværelsesplaner indlejret. Også i dette umådelige kredsløb genfinder man de fire årstider, således også efteråret (salighedsriget), der ligeledes her er modenhedens og frøsætningens periode. Men frøsætningen sigter i dette tilfælde mod individets indtræden i et helt nyt spiralafsnit knyttet til et fuldstændigt nyt organismeprincip (klodens), som det dybt i sin sjæl længes uimodståeligt imod. Men netop dette nye organismeprincip skal som et undfangelsens og barndommens stadium erobres i en foranliggende umådelig, kosmisk vinterzone kendetegnet af kulde og mørke (dyreriget). Da imidlertid denne zone foruden at tilbyde kontakt med det attråede nye organismeprincip også tilbyder en periode i hvile til afløsning af en hektisk sommer (den guddommelige verden), afskrækker dette ikke væsenet i salighedsriget. Tværtimod betinger de herskende længselsenergier, at det ser lyst på udsigten til mørket ...