Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I Selma Lagerløfs roman følger vi ganske få mennesker gennem livets mange tilskikkelser, snart knyttes deres livstråde tæt sammen, snart fjernes de langt fra hinanden, men trådene kan ikke klippes over, for de er en del af hinandens skæbne på godt og ondt. Hovedpersonen Sven Elversson kommer hjem til sine fattige forældre i Nordsverige med et uheldigt rygte om sin person, som klæber ved ham resten af livet. Han var oprindelig en ung, lovende videnskabsmand, men blev slået ud af sin bane ved et påstået fejltrin, som jeg ikke skal komme ind på her, fordi det kan stå for enhver fejlhandling, ja selve arvesynden om det skulle være. På sin hjemegn bliver han udsat for ydmygelse på ydmygelse. Han hjælper fordrukne fiskere til god fangst, men hånes af disses koner, som ikke vil modtage penge, der er tjent ved denne mands hjælp. Han bygger en skole til sognets børn, det er ganske vist bestilt arbejde, men han hæver dets standard på alle måder ved at skyde penge til fra sin egen lomme. Myndighederne er rosende overfor arbejdet og oprejsningen synes nær, først senere kommer chok'et: børnene vil ikke bruge en skole, som er bygget af en sådan mand! Men Sven Elversson er ikke bitter. Selma Lagerløf beskriver ham som et virkeligt stort menneske, fordi han tager imod sin fornedrelse med et stille, resignerende sind. Ingen vrede eller desperation får lov at skabe oprør i dette menneskes indre, blot breder der sig dér en mild melankolsk stemning, som ikke afholder ham fra at være venlig og hjælpsom overfor sine medmennesker.

Det vi i virkeligheden præsenteres for her er intet mindre end skabelsen af en kristusbevidsthed i form af fuldendelsen af en enkelt af menneskehedens millioner, som gennem hver sin personlige skæbne er på vej mod den totale selvovervindelse og den fuldkomne indre frihed. På bogens sidste sider hæves hans forbandelse, og han får umiddelbart før sin død lov til at være et lysende forbillede for sin hejmegns befolkning.

"Men også over Sven Elversson faldt der en vidunderlig ro, hans sjæl følte en hvile, som den ikke havde kendt siden hans ulykkes første dag.

Han syntes, han hørte stemmer rundt om sig, der takkede ham, fordi han havde haft barmhjertighed med de legemer, der engang havde været udødelige sjæles elskede boliger.

"Og nu har du kastet den byrde af, som hvilede på dig", sagde stemmerne. På den måde var det, det skulle ske. Nu er din skyld taget fra dig. Da du vovede livet for at redde en død, da blev alt forsonet".

Hans hjerte slog hurtigt og let, og han tænkte: "Fordømmer menneskene mig nu, har det ingenting at sige, for i mit indre føler jeg, at jeg har kæmpet og sejret".

Dette sker ifølge romanen under første verdenskrig, hvor fiskerne daglig fik lig fra slaget ved Skagerak i deres garn. Under en tale til ære for Sven Elversson, fordi det var lykkedes denne at overtale befolkningen til at give ligene en kristen begravelse, lader Selma Lagerløf præsten sige følgende gribende ord:

"Og midt under denne krig, medens der sker sådanne ting som at titusinde mennesker styrtes i havet, som om det ikke var noget, og andre titusinde føres i fangenskab, som om det var noget at gøre sig til af, og andre titusinde slagtes foran kanonmundinger, som om det var en rosværdig handling, og andre titusinde forjages fra deres hjem, som om det kun var skik og brug, under alt dette tror jeg dog, at der hos os vokser en større kærlighed op til livet, end vi før har kendt".

Præsten, som holder denne tale, er en anden af bogens hovedpersoner. Han var oprindelig den første, som udbasunerede Sven Elverssons fortid, da denne vendte tilbage til sin hjemegn. Også hans liv følger vi. Han tilhører en slægt, som er kendt for deres heftighed og hang til klammeri. En af hans forfædre havde således slået en præst ihjel af skinsyge. Han har selv stærk tilbøjelighed til skinsyge og vi oplever, hvorledes han selv er på nippet til at gentage denne udåd ved et tilfælde, hvor han overrasker en husven i intim samtale med sin kone. Efter nogle års forløb, hvor han har været tynget af en stor sorg, kommer han i samme fristelse igen. Skjult bag en hæk erfarer han, at hans kone uden at have været ham utro dog elsker en anden, nemlig Sven Elversson. Et øjeblik efter spiller skæbnen ham en situation i hænde, som bliver hans livs korsvej:

"Sven Elversson gik til den modsatte side, gennem granhækken, ned til en lille blank dam og blev stående og så ned i vandet. Han var gået forbi præsten i tre skridts afstand, men havde ikke set ham. Og præsten følte, at den mand, Sigrun (hans kone) elskede, måtte dø. Det ville være en let sag. Han behøvede kun at liste sig bag på ham og kaste ham i vandet. Han havde en fornemmelse af, at den mand ikke engang ville gøre forsøg på at forsvare sig. Han ville tage imod døden som en velkommen gæst.

Et par farlige øjeblikke gik hen. Da slog en tanke ned i den ophidsede og reddede ham. Den havde sikkert ligget rede i sjælens dyb i lang tid, men først nu steg den op i hans bevidsthed. "Du har engang lyst den mand i band i din kirke, fordi han havde forgrebet sig på en død, og du, der gjorde dette, du vil nu forgribe dig på en levende". Dette var det, som holdt ham tilbage i det afgørende øjeblik".

Med Martinus analyser kan vi roligt tilføje, at et skæbnedrama, som sandsynligvis har strakt sig over flere inkarnationer - den nulevende præst var muligvis den samme som den person i slægten, som havde dræbt en præst - endelig var afsluttet. Modnet og mildnet af modgang og sorger måtte han nu ligesom Abraham på Moria Bjerg slippe kniven før sit dræbende anslag. Branden i hans sjæl var denne gang ikke i stand til at overdøve den guddommelige vibration fra rummet: Du må ikke ihjelslå!

Bogen kulminerer i det sidste kapitel, som hedder "Det femte bud". I et glimt af intuitivt klarsyn trækker Selma Lagerløf døden, den åndelige verden og reinkarnation med ind i handlingen inspireret af det store bud: Du må ikke ihjelslå.

"Men da taler læreren (i den åndelige verden) til de døde: "Jeg er den, som er herre over døden og livet. Og jeg har sendt døden til jorden som livets tjener. Jeg lader de visne blade falde til jorden for at nye og friske skulle opstå næste år. Jeg lader stjernerne i verdensrummet brænde ud og slukkes, på det at nye skulle fremkomme i de udbrændtes sted.

Jeg lader det affældige legeme lægge i graven, for at der på jorden kan opstå ny blomstring og nyt liv.

Men såsom døden har gjort sig til herre i stedet for tjener, vil jeg forfølge ham.....

Og jeg vil sætte en grænse og et skel imellem den tid, som er nu, og den, der skal komme, om få år vil jeg sætte den. Og denne tid vil blive kaldt den mørke.

Men I, sjæle, vender atter tilbage til jorden, og lærer menneskene at holde mit femte bud, som er budet om kærligheden til næsten og nøglen til alle de øvrige.

Siger dem, at mit tusindårsrige dvæler i Østen som en morgenrøde!