Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

"På Grimø i den vestlige skærgård boede for nogle år siden en mand og en kone, der var meget forskellige". Således begynder Selma Lagerløf på rigtig eventyrmaner sin bog "Bandlyst". Og bogen holder hvad den lover. Ligesom eventyret beskriver den højere mening med menneskers liv og viser - om end i forenklet form - hvorledes menneskets skæbne er en brik i et mønster, der strækker sig ud over dets øjeblikkelige liv, således afslører Selma Lagerløf gennem denne bogs sider en genial, intuitiv evne til at udrede menneskers skæbnetråde. Hun viser, hvorledes de begivenheder, personerne kommer ud for, og de skæbnesvangre situationer, de bliver fængslet i, har deres udspring i deres egne motiver og ønsker. Men hendes roman er ikke blot en kynisk beskrivelse af skæbnens uundgåelighed, men tillige livsbekræftende ved at vise, at selv den yderste menneskelige fornedrelse rummer kimen til en ubeskrivelig glæde og velsignelse.

I andet bind af "Livets Bog", stk. 436 og følgende præciserer Martinus, at en roman eller et skuespil er en virkelighedsskildring, som kan være mere eller mindre sandfærdig, alt eftersom den er eller kunne tænkes at være i overensstemmelse med den faktiske virkelighed. En forfatter må naturligvis hente inspiration fra personer, han kender eller har hørt om, og prøver derudover at forestille sig, hvad disse har oplevet, tænkt og følt i den del af deres liv, som har ført frem til de begivenheder, som forfatteren særligt vil skildre. Ligeledes må han prøve at forestille sig, hvilke virkninger oplevelsen af disse begivenheder vil medføre i fremtiden.

Hvis romanen giver sig ud for at være mere end en reportage af nogle rent ydre begivenheder, er det således klart, at den står og falder med forfatterens forestillingsevne, som i virkeligheden har rod i hans egne bevidste eller ubevidste livserfaringer. Han må kende mennesker og de psykiske love, som det menneskelige liv følger. Ligesom et hus, der bygges, må baseres på kendskab til fysiske love, for at det kan blive hensigtsmæssigt at bo i, således må også romanen følge psykologiske og kosmiske love for at kunne inspirere sin læser.

Det er langtfra altid tilfældet, at en forfatter repræsenterer en sådan kapacitet i livsvisdom, at han kan indblæse sine personer sandt liv, så hans læsere føler, at det er livets egen storhed, som taler gennem hans linjer. Martinus skriver: "De gængse romaner, skuespil, film og eventyr, der kun udtrykker en helts lovprisning og en skurks straf, er således i allerhøjeste grad ufuldkomne, er usande billeder af livet".

Hvis man tager en enkelt brik af livets mosaik frem og ikke betragter helheden, bliver billedet for det første fortegnet. Men desuden understreger Martinus, at det giver anledning til en negativ moralsk holdning. De personer, som klarer sig godt indenfor dette brudstykkeagtige livsområde, bliver overvurderet og får helteglorie, medens visse andre bliver undervurderet og sat ud som kujoner, skurke osv. Helten vinder sin ære ved at afsløre skurken og sætte ham ud af spillet, så det på en måde er skurken, han kan takke for sine laurbær. Denne måde at beskrive mennesker på er usund, fordi den giver en følelse af, at det er berettiget at hævne sig på skurken. Læseren eller biografpublikum, hvis det er en film, identificerer sig med helten og får følelsesmæssigt, afløb for sine egne aggressive tendenser i den straf eller anden ydmygelse, som bliver skurken til del.

Film og lekture af denne sort-hvide karakter appellerer særligt til børn og unge mennesker, og man debatterer i psykologiske kredse meget, om de har nogen skadevirkning. Nogle hævder, at det er sundt for de unge at afreagere deres indestængte følelser på denne måde, og at de bagefter vil optræde mere afbalancerede, medens andre hælder til den opfattelse, at de bliver stimulerede til selv at prøve de former for voldshandlinger, de har været vidne til i fantasiens verden.

I virkeligheden kan begge dele sikkert være tilfældet. Primitive sjæle vil utvivlsomt blive bestyrket i, at de er berettiget til i en given situation, hvor de er gået for nær, at bruge de samme voldsomme midler for at få "oprejsning". Den læser derimod, som har et mere fremskredet følelsesliv, holder sig stadig for øje, at han er vidne til fiktive begivenheder, som ikke kan overføres til hverdagen. Når han føler, at han slapper af ved en kriminalroman eller en Western, er det måske bl. a., fordi han repeterer noget fortidigt og derved genopfrisker kontrastmomentet til sin nuværende farefri tilværelse på en måde, der kun giver anledning til følelsen af en behagelig spænding. Hvis denne sidste fortolkning er rigtig, understreger den Martinus analyser over kontrastprincippet i udviklingen: at menneskene på deres primitive stadier nødvendigvis må gennemgå mange lidelser og mørke tilstande for at have en kontrastmæssig baggrund for oplevelse af lyse og lykkelige tilstande.

Fremhævelsen af helte og skurke er særlig tydelig i tegneserier, film og romaner for børn og unge. Men også i mange forskellige romaner er karaktertyperne sat for skarpt op. Derfor sætter litteraturkritikere også disse former for litteratur lavt og beskæftiger sig egentlig ikke med dem. Den litteratur, som skal appellere til intellektuelle mennesker i dag, udmærker sig ved en nuanceret karaktertegning, som skildrer mennesket i tusinde facetter på godt og ondt, samtidig med, at den er meget realitetsnær, tænk f. eks. på den sociale roman, Martin Andersen Nexøs bøger eller Hans Kirks skildringer af Vestkystens befolkning.

Medens disse forfattere bestræber sig på at beskrive, hvordan mennesker er, har andre som f. eks. Bech Nygård, Axel Sandemose eller Sigurd Hoel taget skridtet videre med at vise, hvorfor mennesker er, som de er. Deres styrke ligger i den psykologiske analyse, som i nær forståelse med moderne psykologi koncentrerer sig om oplevelser og opdragelsesformer i personernes barndom. I sin kendte roman "Ved milepælen" søger Sigurd Hoel f. eks. at komme til bunds i Quislingenes psykologi og påviser (kan man næsten sige, for så ægte virker hans skildringer), hvordan jordbunden var gødet for nazismen allerede før den vandt udbredelse i kraft af stupide, autoritære opdragelsesformer.

Man kunne tro, at man med disse litteraturformer var kommet ud over "helte- og skurketendensen". Det er man imidlertid ikke, før man tillige har afsløret, hvilket positivt formål de tilsyneladende uheldige vilkår og årsager har for personernes psykiske udvikling. Også den realistiske roman giver et "urealistisk" billede af sine personer og deres vilkår: miljø, opdragelse, skole, arbejdsplads, ægteskab osv. ved at gøre snart den ene og snart den anden faktor til syndebuk. På en vis måde er denne menneskeskildring blevet for tilgivende overfor personerne ved at give det udseende af, at det i alle forhold er ydre omstændigheder, som fører mennesker i ulykke.

Martinus taler om det sure og det søde stadium i menneskets skæbnemæssige udvikling som en sammenligning med frugternes udvikling. Den sidstnævnte menneskeskildring svarer til det sure stadium, fordi dens evangelium er, at menneskene er offer for en ond og ufølsom tilværelse og således lider med urette. Underforstået er ofte, at mennesket i sig selv er rent og godt, men at det bliver ødelagt af livet. Det er en grov anklage mod tilværelsen som sådan, og der er næppe tvivl om, at disse forfattere hylder en materialistisk filosofi. Herimod er Martinus evangelium, at livet, i skikkelse af menneskets skæbne, har de allerædleste motiver med hensyn til menneskets psykiske modning. Alt ondt skyldes uvidenhed (ikke livets, men menneskets), men lidelser giver erfaringer og kun disse kan fjerne uvidenheden. Livet er således en skole, hvor man gennem praktiske erfaringer lærer om livets love og dets hensigt. Når man i ældste klasse i denne skole begynder at komme på sporet af, at de forskellige smertefulde oplevelser, man har haft i sit liv, åbnede en dør til en ny verden af forståelse og åndelig sødme, som man ikke kunne komme til på nogen anden måde, når man desuden erkender, at de tryk, som skabte angst og depression, og de bånd, som snærede og skabte vrede og raseri mod verden og mennesker, senere blev til en indre åndelig frihed, en uhindret adgang til at skabe i ånd og sandhed, så er modningen ifølge Martinus trådt ind i sit søde stadium. Først når mennesker har opdaget denne sammenhæng i deres eget liv, er der mulighed for som kunstner eller forfatter at trænge ind i andre menneskers skæbnemysterium og beskrive et stykke sandt liv, hvor det onde ikke er absolut ondt, men blot et camoufleret gode, hvor der ikke er onde og gode mennesker, men derimod gode mennesker, som har været onde, og onde mennesker, som bliver gode.

Mange intellektuelle vil stemple denne fremstilling som naiv og urealistisk, og sådan må det naturligvis være, hvis man rent psykisk befinder sig på det sure stadium og har mere tillid til en negativ livsanskuelse end en positiv. Det er kun livet selv, som kan lave om på denne indstilling.

Afsluttes i næste nr.