Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvem er normal? Nogle mennesker vil uden tøven straks fastslå, at det er de selv. Når man ikke er erklæret gal eller sindssyg, er man da normal. Åndssvage og sindslidende mennesker er ikke normale, og på den anden side er genier det heller ikke, men alle vi andre, flertallet, vi er da netop normale mennesker. Men hvad vil det så sige at være et normalt menneske? Det kan jo ikke være forbryderen, han må være ude af betragtning, siger den "normale ustraffede" person. Der er endda også mennesker, der mener, at man for at være normal skal have en bestemt hudfarve, en bestemt religion eller politisk opfattelse. Og andre vil spørge: Kan det virkelig være normalt at have en sådan indstilling?

Det normale må være det, flertallet repræsenterer, siger den gode demokrat (eller han, der om sig selv mener, at han er en god demokrat). Men hvad har flertallet af jordens mennesker præsteret inden for et tidsrum af et halvt hundrede år? De har uden tvivl lavet mange gode ting, men det har de ikke ladet sig nøje med. "Normale mennesker har dræbt op imod hundrede millioner af deres normale medmennesker i løbet af de sidste halvtreds år". Citatet er fra den verdensberømte engelske psykiater Ronald D. Laing's bog "Oplevelsens politik og paradisfuglen". Altså må det være normalt at være morder. Jamen det er ikke mord, der er tale om, det er krige, endda verdenskrige, borgerkrige. Vi må da kæmpe for normale menneskerettigheder. Ja, mod andre, som tror, at de kæmper for normale menneskerettigheder. Hvem har ret, hvem er normal? Var Hitler normal? Var Stalin, Mussolini, Churchill? Nogle vil absolut kalde en eller flere af nævnte personer for gale, i alt fald krigsgale. Men hvad så med de tusinder, der fulgte deres paroler?

Men hvordan kan man beherske noget, man ikke ved hvad er? Og mennesket ved meget lidt om sit sind eller sin egen indre verden for ikke at tale om, hvor lidt det kender til andre menneskers indre verden, "jeg kender ham (eller hende) ud og ind", kan man høre et menneske sige, et menneske, der kaldes normalt. Og så strækker vedkommendes kendskab til den anden sig kun til dennes overfladiske vaner og væremåde og måske ikke engang det. Hvis vi virkelig kendte hinanden, ville vi ikke gang på gang skuffe hinanden og i større og mindre grad ødelægge hinandens livsglæde og humør. Men vi kender ikke hinanden, og vi kender ikke os selv.

Indianerkulturerne er sammen med så mange andre bukket under for den hvide mands konkurrence-kultur, der er blevet det "normale". Men hvad sker der nu i verden? Konkurrence-kulturen er nu så småt begyndt at opæde sig selv. Thi hvad et menneske - eller en menneskegruppe - sår, det må den også høste. Vor udadvendte, materialistiske, konkurrenceprægede, succeshungrende og sensationslystne kultur er ved at gå under, den er syg og døende. Det kan lyde som en dommedagsprædiken, men er absolut ikke ment sådan. Det nævnes for at understrege, som Martinus gør det, at en ny kultur er ved at fødes, vi oplever dens fødselsveer. Laing skriver: "Vor tid har været karakteriseret, mere end af noget andet, af en higen efter at kontrollere den ydre verden, og af en næsten fuldstændig forglemmelse af den indre verden. Hvis man vurderer menneskelig udvikling ud fra kendskabet til den ydre verden, så gør vi i mange henseender fremskridt. Hvis vor vurdering går ud fra den indre verden, og fra enheden af indre og ydre, så vil bedømmelsen falde meget anderledes ud". Og der begynder nu at være flere og flere mennesker, der vurderer de moderne samfund og hele menneskehedens situation på sidstnævnte måde. Uden at være klar over det hungrer samfundet efter det indre, skriver Laing, og han er ikke ene om en sådan indstilling. Ganske vist præges videnskaben endnu af materialistisk indstillede forskere, læger og andre "normale autoriteter", men blandt de unge og yngre og faktisk også hos enkelte af de ældre repræsentanter for moderne videnskab er der begyndt at lyde nye toner, som viser, at indstillingen til en indre eller åndelig verden ikke mere er hånlig og negativ, og at synet på menneskehedens fremtid bæres af en forvisning om menneskets latente muligheder for udfoldelse af logisk tænkning og næstekærlighed.

De mennesker, der tænker i sådanne baner, er naturligvis ikke "normale", men deres fremragende intellekt i forbindelse med en rig menneskelig følelse og medfølelse får andre, der er trætte af "normal" materialisme, til at lytte til dem - ikke for at danne religiøse sekter, der står som "vi normale" over for alle de, der er "anderledes", men for at udvikle en selvstændig fri tænkning og handlemåde, der samtidig med, at den er individuel, indstiller sig på at arbejde til gavn for helheden. En af disse repræsentanter for individuel tænkning frigjort fra det "normale" (også i religiøs forstand) var afdøde katolske pater og videnskabsmand Teilhard de Chardin. Udgivelsen af hans skrifter blev derfor også forpurret af den katolske kirke, men kolleger inden for forskningen sørgede for, at de ikke skulle forties og glemmes. At Chardin lige som Martinus så på "det onde" som et "ubehageligt gode" fremgår af hans udtalelser: "Livets evolution bliver åndens fødsel og vækst, og verdens vældige lidelse fremstår som den uundgåelige forløber for et fuldkomment slutresultat, eller bedre: som dets betingelse, eller endda nøjagtigere: som den pris, man må betale for dette resultat". Her nærmer vi os forståelsen af, at det jordiske menneske er "en såret flygtning mellem to riger", som Martinus karakteriserer det. Vi er væsener, der gennem handling, oplevelse og erfaring skal forvandle det såkaldte onde fra at være noget, vi gør, til at blive noget, vi ved, vi ikke skal gøre. Denne forvandlings- og udviklingsproces er ikke blevet bevidst for flertallet af jordens mennesker, derfor har den heller ikke meget med det "normale" at gøre, den skal netop føre menneskene bort derfra. Det "normale" er jo netop ved at kvæle os, det er ved at gøre os til "ting", til "vedhæng til maskiner", som en anden af de "unormale" pionerer udtrykker det. Jeg tænker på Erich Fromm, af hvis skrifter efterhånden en del er oversat til skandinaviske sprog. Fromm skriver i sin bog "Det guddommelige menneske": "Viden om afguder og kamp mod afguderiet kan absolut både forene mennesker af alle religioner og dem uden nogen religion". Og med "afguder" mener Fromm både alle historiens "guder i menneskets billede" og de moderne afguder: flag, stat, ære, familie, berømmelse, status; produktion, levestandard, osv. Erkendelsen af alle disse former for afgudsdyrkelse, der alle munder ud i dyrkelsen af, hvad Martinus kalder "den længst levende afgud", individet selv, kræver naturligvis en særlig indstilling af menneskets bevidsthed. Denne indstilling er ikke "normal" i en materialistisk betonet kultur, men den er ved at udvikles i flere og flere menneskers sind.

Bliv derfor ikke forskrækket, kære læser, fordi jeg tror at måtte karakterisere Dem som "ikke-normal". Jeg tror nemlig. De har den nævnte indstilling. Fromm kalder den "x-indstillingen", og han anvender denne betegnelse, fordi han af erfaring ved, at mennesker, der eventuelt ikke (endnu) er nået til enighed om en gudsopfattelse, er enige om en religiøs indstilling, hvis kerne er fælles: x. De er enige om ikke at lukke sig om deres egen lille verden, men opleve livet åbent som et problem, der kræver svar. I rangfølgen af værdier er for disse mennesker udviklingen af kærlighed, fornuft og medfølelse de væsentligste, og de anser mennesket for at være et mål og ikke et middel. "Endvidere er hele den x-indstillede persons holdning til livet således, at hver begivenhed vurderes ud fra det standpunkt, om det gavner eller ikke gavner transformeringen i retning af at blive mere menneske", skriver Fromm.