Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

"I har hørt, at der er sagt: øje for øje og tand for tand. Men jeg siger jer, at I må ikke sætte jer op imod det onde; men dersom nogen giver dig et slag på din højre kind, da vend ham også den anden til. Og dersom nogen vil gå i rette med dig og tage din kjortel, lad ham da også få kappen. Og dersom nogen tvinger dig til at gå én mil, da gå to med ham. Giv den, som beder dig og vend dig ikke fra den, som vil låne af dig".

"I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: elsk jeres fjender, velsign dem, som forbander jer, gør dem godt, som hader jer, og bed for dem, som krænker jer og forfølger jer, for at I må være jeres fars børn, han som er i himlene; thi han lader sin sol opgå over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Thi dersom I elsker dem, som elsker jer, hvad løn fortjener I da. Gør ikke også tolderne det samme? Og dersom I alene hilser jeres brødre, hvad stort gør I da? Gør ikke også hedningerne det samme. Vær da I fuldkomne ligesom jeres himmelske Far er fuldkommen".

Således udtrykker Jesus sig i sin berømte Bjergprædiken - vel nok historiens mest konsekvente og storslåede anbefaling af begrebet tolerance. - De fleste mennesker, uanset hvilken religion de tilhører, er i almindelighed enige om, at bjergprædikenens ord er smukke og ophøjede, men det er samtidig sådan, at man har svært ved at få plads til dem i det praktiske liv. Dette former sig for de fleste på en sådan måde, at det vil være forbundet med en ganske betydelig risiko at efterleve bjergprædikenens ord. Ja, så udpræget er faktisk dette forhold, at disse ord gennem deres konfrontation med dagligdagens vilkår ofte ligefrem forekommer naive, hvis ikke direkte tåbelige. Tænk hvis man til hverdag virkeligt tog bjergprædikenen alvorlig, hvordan skulle det så gå med lov og orden? Og hvad skulle der blive af politi og militær, domsmagt og fængselsvæsen, forretningsverden og kreditvæsen, for at nævne nogle enkelte af de institutioner, vi i dag betragter som ønskelige og nødvendige for overhovedet at gøre en dagligdag og et dagligliv muligt? Og i det øjeblik vi erkender uundværligheden af disse faktorer, der jo har deres "små brødre" i den enkeltes hverdag, hvor bliver da berettigelsen af bjergprædikenens ord af? - Har de overhovedet nogen berettigelse, når det kommer til stykket? Med andre ord: levner livet rent faktisk plads for tolerance og menneskelighed i den udstrækning, bjergprædikenen opfordrer til?

Vi kan ikke være i tvivl om, at der her er tale om en både meget alvorlig og særdeles aktuel problemstilling. Alene af den grund, at hælder vi til svaret Nej, da bliver konsekvensen, at Jesus må anses for en sværmer og drømmer uden kontakt med virkeligheden - altså som inkompetent i spørgsmål om livsførelse. Og går vi ind for svaret Ja, da udfordres vi til en fuldstændig revision og omlægning af den nugældende livsstil; så omfattende, at det næsten er umuligt at gøre sig forestilling om slutproduktet.

Til aktualisering af denne problemstilling har jeg som forsidebillede til dette nummer valgt et portræt af dr. Josef Mengele. Og hvem er så det? Ja, man skulle ikke tro det efter billedet at dømme, for faktisk drejer det sig om et af de mest uhyggelige mennesker, den nyere historie har opvist, nemlig den person, der i koncentrationslejren Auschwitz gik under navnet "dødens engel" eller "engelen fra helvede".

Til belysning af dette menneskes mentalitet og personlighed kan det nævnes, at han ved sin tiltræden i Auschwitz netop havde bestået en fin lægeeksamen ved universitetet i Frankfurt. Han var ualmindelig smuk og overordentlig pertentlig med sin påklædning: sort uniform og lange sorte højpolerede støvler. Hans væsen udadtil var altid elskværdigt og forekommende, og han var kendt for sin store indsigt i musiklitteraturen; det var således almindeligt at høre ham fløjte små strofer af musikkens forskellige store klassikere.

Trods disse egenskaber var han ved siden af lejrens kvindelige kommandant Irma Grese den mest frygtede enkeltperson i Auschwitz, og der gik et gys igennem alle, når han viste sig. For han var i sandhed dødens engel fra helvede. Hver morgen mødte han op i lejrens modtagelsesrum, hvor KZ-fangerne stillede til inspektion, og idet han lod dem passere forbi sig, udtalte han med sin sædvanlige elskværdige stemme kortfattet: "til venstre" - - - "til højre". Til venstre betød døden. Til højre betød i hvert fald midlertidigt livet. I timevis stod den unge smukke doktor med hvide glacéhandsker på og gav enten livet eller døden.

Han spurgte en ældre kvinde: "Hvordan er der på den anden side?" "Jeg forstår ikke", svarede kvinden. "Om få minutter vil De forstå", svarede Mengele .. Til venstre! - Titusinder sendte han i døden på denne måde.

En aften gik han ind i en afdeling i lejren, hvor 2000 jødiske børn var samlet til Yom kippur-forsoningsfesten. Han udvalgte en middelhøj dreng og bad ham komme hen til sig. Drengen blev stillet op ad væggen, og et stort søm slået ind for at markere drengens højde. De 2000 jødiske børn skulle alle passere sømmet. Hvis de ikke nåede op til det, blev de øjeblikkelig sendt til gaskammeret. Og under hele denne uhyggelige ceremoni udstrålede Mengele konstant den ydre elskværdighed, der var ham særegen. I sandhed en dødens engel ...

Og hvad er det så, vi føler, når vi hører om sådanne personer og ting? Er det trang til at praktisere tolerance og tilgivelse? Føler vi tilskyndelse til at velsigne dr. Mengele og gå i forbøn for ham? Kort sagt: føler vi trang til i vort forhold til alt det, han repræsenterer, at efterleve bjergprædikenens ord. Og ville vi især gøre det, hvis vi ikke blot læste herom, men også direkte oplevede det - eventuelt selv var offer for det? - Enhver må svare for sig selv, men uanset hvad man svarer, tilbagestår det spørgsmål, om der rent faktisk består nogen fornuftig relation mellem bjergprædikenens opfordring til tolerance og tilgivelse på den ene side, og så den sataniske grusomhed, kynisme og livsforagt, dr. Josef Mengele repræsenterer på den anden side. Med andre ord: har den konsekvent praktiserede tolerance nogen virkelig mening, eller er den udtryk for naivitet?

Fra Martinus side svares der uden forbehold, at det første i allerhøjeste grad er tilfældet. At være tolerant vil nemlig i virkeligheden slet og ret sige at tage hensyn til det enkle faktum, at intet væsen i tilværelsen kan være eller handle anderledes, end hvad dets midlertidige dispositioner bestemmer det til. Ud fra sine specielle forudsætninger måtte dr. Josef Mengele manifestere sig, som han netop gjorde, akkurat som vi selv hver og én må gøre det. Og hvem af os føler, at vi kan gøre for, at vi er, som vi netop ér? Er det ikke tværtimod en kendsgerning, at vi på dette område føler os sagesløse og i virkeligheden mere end noget andet trænger til forståelse, tolerance, kærlighed, forbøn og tilgivelse - ikke mindst fra de væseners side, vi på mere eller mindre frygtelig måde gør fortræd. Og hvad er det vi føler, når dette ikke sker? - At vi bliver uretfærdigt behandlet! Og for øvrigt: kan vi mon sige os helt fri for selv i større eller mindre målestok at være repræsentanter for det, dr. Josef Mengele var et næsten rendyrket eksempel på. Er hele vort eget liv ikke én eneste proces, der i forholdet til medvæsenerne i omgivelserne følger princippet: til venstre - - - til højre; hvorledes f. eks. med vort forhold til dyrene?

Hvad der sker med disse mennesker, interesserer mig ikke det mindste", udtalte en anden af den anden verdenskrigs frygtelige forgrundsfigurer, Heinrich Himmler, da han skulle tage stilling til den skæbne, der skulle overgå de okkuperede østlandes milliontallige befolkninger. Ja, men hvordan med os selv, f. eks. i spørgsmålet om den skæbne, der skal overgå U-landenes dødstruede befolkninger, eller blot de endnu levende ofre for krigshandlingerne i Biafra og Vietnam. Ligger disse menneskers situation os virkeligt på sinde, således at vi i vort forsøg på at hjælpe strækker os så langt som overhovedet muligt? Eller vender vi ryggen til og således rent faktisk indtager Heinrich Himmlers standpunkt? Igen må enhver svare for sig selv, men det bliver næppe til at komme uden om, at vi alle uden undtagelse har brug for at blive accepteret, som vi er - kort sagt har brug for tolerance. For vi KAN ikke være anderledes, end vi i øjeblikket er. Det betyder naturligvis ikke, at vi er afskåret fra at blive anderledes. Som påvist af Martinus vil vi alle i tidens løb forvandle os til det bedre, men så længe vi endnu har ufærdige sider, har vi også brug for tolerance. Og da vi alle uden undtagelse rummer ufærdige sider, må vi ifølge sagens natur også alle have til opgave at praktisere tolerance, ganske uanset hvad vi måtte komme ud for. Dette kan næppe betragtes som naivitet, men tværtimod som nøgtern realisme. Men det vil utvivlsomt her være af den dybeste betydning at se i øjnene, at behovet for tolerance i virkeligheden først for alvor begynder dér, hvor vor forståelse møder sin grænse. Thi der hvor vi forstår tingene, har vi også relativt lettere ved at vise forståelse end der, hvor vi ikke forstår dem. Og mon ikke det er de sidstnævnte tilfælde, der når alt kommer til alt er i flertal og således i særlig høj grad rejser tvivl om bjergprædikenens praktiske holdbarhed? - Vor livsstil i dagligdagen kunne tyde på det.