Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det er sjældent folk ikke vælger at få sandheden at vide i kritiske situationer. Selv om dybdepsykologerne har afsløret mennesket som den største selvbedrager, der fortrænger ubehagelige kendsgerninger til det ubevidste, er menneskets hovedbestræbelse dog den at nå nærmere virkeligheden i alle spørgsmål.

Denne tendens er særlig iøjnefaldende i videnskabelig forskning, som rent metodisk søger at eliminere fejlkilder i den videnskabelige erkendelse. Men det er også meget lettere at være saglig, når det gælder fysiske forhold, hvor det kan være forskeren lige meget om den ene eller den anden teori er mest rigtig. Men også her kan subjektiviteten trænge sig ind, hvis man følelsesmæssigt har engageret sig i en bestemt teori, så det bliver et forfængeligt eller prestigemæssigt spørgsmål, at denne nyder fremme og at der knyttes et bestemt navn til den.

Alligevel er det langt sværere at være objektiv på det psykologiske område: selverkendelsen og sand erkendelse af de medmenneskelige relationer. Her har de allerfleste mennesker indviklet sig i et net af urigtige forestillinger om sig selv og de mennesker, de har med at gøre i det daglige. Her florerer himmelråbende misforståelser, fejlvurderinger og illusioner med det resultat, at der opstår følelser, som er tilsvarende fejlagtige, og handlinger naturligvis, som måske for alvor først skaber forviklinger og konflikter.

Kan man afgøre, hvem der har ret, optimisterne eller pessimisterne? Selv om man kan anføre vægtige ting, som taler for at optimisterne har ret, skal man ikke regne med at kunne overbevise pessimisterne. Ligesom i vitsen med det halvfulde ølglas, hvor optimisten konstaterer, at halvdelen endnu er tilbage, medens pessimisten bedrøveligt noterer, at halvdelen allerede er drukket, drejer det sig om en psykisk grundholdning, som kun kan ændres, hvis selve psyken ændres.

Alligevel har optimisten stærke indicier for sit synspunkt. Han kan for det første hævde, at universet og naturen er en harmonisk og hensigtsmæssig helhed, og at mennesket overhovedet ikke ville være blevet til, hvis ikke denne planmæssighed var til stede. Hvis mennesket ikke var i besiddelse af en organisme, der fra naturens hånd fungerer genialt og gnidningsløst, ville individet overhovedet ikke være i stand til at have en eneste af sine mange rigtige eller urigtige forestillinger. Et af de mest geniale træk ved denne organisme er, at den er lydløs! Hvor ser man en forbrændingsmotor, der som titusinde sammenkoblede muskelceller fungerer effektivt uden motorstøj? Et andet indicium er livsmodet. Pessimisterne trækker sig selv ned i depressioner, de mister kraft og inspiration til at leve og fungere (for hvad kan det nytte). Og konstante depressioner kan intet menneske tåle, hvad sådanne mennesker også tydeligt demonstrerer ved ofte at ty til spiritus, narkotika eller nervepiller. Uden sikkert at ville erkende det, søger de ad den vej det tabte paradis: harmonien, sammenhængen med helheden. Mennesket kan ikke leve uden for kosmos eller virkeligheden. Det kan ikke leve uden Gud, idet Gud er virkelighedens essens: helheden som et levende væsen. En tid kan mennesket leve videre på sine opsparede instinktive ressourcer, og denne periode kan utvivlsomt forlænges, hvis vedkommende i sin praktiske væremåde er til positiv gavn for sine medmennesker, men en skønne dag er de åndelige "akkumulatorer" opbrugt og kraftesløsheden lammer de skabende evner. Ved at bruge surrogater for virkeligheden i form af narkotika breder opløsningstendensen sig yderligere til organismen, idet den sundhed, individet har fået fra naturens hånd, ødelægges med disse midler. Koncentrationsevnen svækkes, nerverne kommer på højkant, man må have flere stimulanser og usundheden breder sig i de store organområder. På denne måde lukker mennesket sig selv ude fra helhedens harmoni. Det spolerer det legemlige univers, det er betroet, og som i virkeligheden er et strålende spejlbillede af det kosmiske univers.

At erkende virkeligheden og leve i kontakt med denne er således ikke blot et spørgsmål om tro, livsstil eller smag og behag. Det er ikke noget, man lige så godt kan leve foruden. Det er i realiteten et eksistensspørgsmål, da det drejer sig om at leve, i ordets virkelige betydning, eller destruere sig selv. Netop derfor er det sat så stærkt op i skabelsesberetningen: dersom I spiser af dette træ, skal I dø døden! Heldigvis er der aldrig tale om en total udslettelse af det levende væsen, Martinus beskriver på sin geniale måde, at syndefaldet betegner naturlige periodiske faser i menneskets evige liv, der altid vil efterfølges af en åndelig genopvækkelse eller "opstandelse". Denne sammenhæng fremhæver den guddommelige storhed, men bagatelliserer ikke de sønderrivende åndelige og fysiske smerter, som rammer de mennesker, som søger deres eget og dermed udelukker sig fra helheden.

Vrangforestillinger er ikke blot forbeholdt sindslidende, men er et generelt træk ved menneskenes situation i dag. Kan man kræve tydeligere symptomer på "sindssyge" i dette ords virkelige betydning end atomkapløbet, som flere og flere nationer stiller op i? Er denne forberedelse til selvdestruktion ikke langt mere vanvittig end adfærden hos patienterne på vore statshospitaler, hvis symptomer ofte er så uskyldige som at snakke med sig selv og ikke ville have med andre mennesker at gøre?

Ærgerrighed og ambitioner er et andet sæt psykiske laster, som fordrejer virkelighedserkendelsen så de kommer til at passe til menneskets personlige mål og planer. Selv under dække af idealisme kan disse tendenser føre mennesket bort fra helhedens plan og en skønne dag vil det se, hvad det troede skulle blive dets livs triumfer synke i grus, fordi det ikke byggede på virkelighedens faste klippe.

Kilden til de fleste, måske alle, psykiske laster er begæret. Om noget kunne kaldes det onde, da måtte det være begæret som betegnelse for så stærkt et ønske efter noget, at det bliver herre over mennesket. Det seksuelle behov betragtes ofte som synonym for begær, og det kan heller ikke skjules, at dette behov i visse perioder i menneskets liv virker med så voldsom en kraft, at det ganske tilsidesætter menneskets virkelighedssans. Hvad der er ofret af menneskelig værdighed og åndelig udvikling på dette alter kan næppe overvurderes. Seksualiteten er utvivlsomt kæmpen blandt menneskelige begær, der ligesom man siger om ilden kan være en nyttig tjener, men en frygtelig herre. Martinus understreger ofte, at det ikke mindst er overfor dette begær, at de bibelske ord har deres store betydning: "Våger og beder, at I ikke falder i fristelse".

Men menneskets begær har en stor aktionsradius. Det er så at sige sådan, at denne ildstråle kan rette sig mod en hvilken som helst plet i den fysiske verden, ja tillige i den åndelige verden. Den sympatiske evne, som burde brede en behagelig varme til alle ting i menneskets omgivelser, koncentrerer sig uafladeligt i stikflammer snart imod disse, snart imod hine materielle goder, som det da søger at tilegne sig på bekostning af andre ting, ikke mindst sine menneskelige forpligtelser. Når en nation (eller en familje) i en økonomisk krise vil have farvefjernsyn, så får de det også, som Bodil Koch udtalte det i en fjernsynsudsendelse, men pengene skal jo tages et sted fra, og da man ikke vil tage dem fra de "nødvendige" udgifter, så bliver det den sociale forsorg, som må bære byrden, dvs. at begæret har sejret over det menneskelige ansvar....

Ligesom frøet, der lægges i jorden, må opgive sit eget liv, for at give plads til nyt liv, således må menneskets normale motivverden dø for at give plads til en ny psyke. Udviklingen eller "afviklingen" af materiens klæbrige begærtilstande kræver den allerstørste koncentration i daglig indsats. Ved den forestående "eksamen", som alle mennesker er på vej imod, er der ingen muligheder for at snyde. Heldigvis er der da også god hjælp at hente på den åndelige vej, først og fremmest bønnen, som er en ubevidst kanal til den skjulte virkelighed. Gennem denne kan mennesket til enhver tid hente ny kraft og inspiration til at holde ud i striden med sine egne negative tendenser. Martinus har i sin lille bog om bønnens mysterium givet en enestående beskrivelse af, hvor stor betydning det har for søgende mennesker at åbne sig for denne åndelige kontakt.

Også bønnen har sine regler, siger Martinus. Den er en hjælp, men ingen genvej. Også den kræver, at man tænker rigtigt og føler rigtigt for at kunne handle rigtigt. Bønnen er ingen trylleformular, men en hjælp til selvhjælp. Vigtigst er det at bede om kærlighed, ikke for sig selv, men som en værdi, der kan gives videre til andre. Men for at denne kraft kan trænge igennem auraen og opfylde bevidstheden, må der være "fejet og gjort rent", dvs, at urene tendenser som forfængelighed, ambitioner og begær må være totalt fjernet. Denne opgave er menneskets egen, den kan ingen blive fri for, men til gengæld står hele den kosmiske virkelighed parat til at åbenbare sig for vedkommende, når tiden er moden. Det er denne virkelighed, Martinus er i stand til at opleve, og det er den, han har afdækket i sit "kosmiske verdensbillede". I Martinus kosmiske analyser træffer vi netop den neutrale mentale holdning overfor livet, som udelukker enhver favorisering af nogen eller noget, og som er grundbetingelsen for at erkende virkeligheden i sig selv. Fra Martinus tekster udstråler en varm sympati imod alt levende, mennesker, planter og dyr, ja selv den tilsyneladende døde mineralverden. Denne sympati er rettet mod alt det gode og smukke, som findes i naturens verden og blandt mennesker; men de væsener, som udfolder vold og lidelser i deres omgivelser, omfattes af den samme positive sympati, fordi man må skelne mellem de levende væsener i sig selv og deres handlinger. Og i skæret af virkelighedens skarpe lys viser det sig, at absolut alle levende væsener uden undtagelser har et guddommeligt indre, om også de for øjeblikket gennemlever en syndefaldsepoke. Den som kender virkeligheden kan derfor hverken føle vrede eller forargelse. Og der er heller ingen logisk grund til det, da det i samme lys viser sig, at umodne menneskers umodne handlinger kun kan ramme mennesker med en tilsvarende umoden mentalitet og netop rammer disse for at belære dem om skæbneloven: som du handler imod andre, vil disse handle imod dig. For den som erkender denne dybe sammenhæng i tilværelsen, er der kun grund til også at holde af disse mennesker, så meget mere som man ved, hvilke prøvelser der venter dem.

Virkeligheden er helt anderledes end de fleste forestiller sig. Martinus antyder, at intet i den fysiske verden er, hvad det ser ud til at være. Når Jesus udtalte: elsk jeres fjender, gør godt imod dem, som hader og forfølger jer, tyder det på, at også han vurderede menneskelige handlinger på et andet grundlag end mennesker normalt gør. Der er ingen tvivl om, at netop Jesus kendte virkeligheden, jvf. ordene "Jeg og Faderen, vi er ét", men der var snævre grænser for, hvor meget Jesus kunne røbe af sin viden for samtiden. "Dette har jeg sagt til jer i billedtale, den tid skal komme, da jeg ikke mere skal tale til jer i billedtale, men frit ud forkynde jer om faderen" (Johs. 16.25). Jesus hentyder da også til, at Talsmanden, Den hellige Ånd, skal sendes af Faderen til kommende slægter. "Men når han, sandhedens ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden, men han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og det, der kommer, skal han forkynde jer" (Johs. 16.13). De som kender Livets Bog og har hørt Martinus foredrag gennem en årrække vil kunne bekræfte, at Martinus i al sin tekst og tale netop opfylder denne profeti, og det er derfor fuldt berettiget at kalde Livets Bog DET TREDJE TESTAMENTE. Igennem dette testamentes vejledninger skal troen blive til viden, dvs. sikker erkendelse af den strålende virkelighed som toner frem, når alle menneskeskabte forestillinger er vejret bort som dug for solen.