Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

For adskillige mennesker med kendskab til Martinus Kosmologi står det som noget ubegribeligt, at planterigets væsener kan blive udsat for så megen vold og overlast, som i realiteten finder sted. Faktisk repræsenterer planteriget det væsenssamfund, der er genstand for den største voldspåvirkning, og det til trods for, at det ikke selv udløser vold - i hvert fald så godt som ikke. Naturens kræfter i form af kulde, tørke, storm og hede påvirker selv de største vækster på destruktiv vis. De mindre tjener til føde for utallige dyr; og mennesket farer frem mod planteriget på ubændig vis uden smålig skelen til stort og småt. Og hvad mere er: en undersøgelse af naturens orden viser hurtigt, at planteriget ligefrem er "indstiftet" som det forrådskammer, hvorfra alt andet liv på jorden henter det fornødne til livets opretholdelse. Hvordan kan dette være udtryk for retfærdighed? - Hvordan kan planterigets væsener blive genstand for en sådan morderisk skæbne, når de selv repræsenterer indbegrebet af fredelighed, ja i så høj grad, at endog deres ernæring foregår i kontakt med livgivende principper? For dette er som bekendt tilfældet, idet planterne som praktisk taget de eneste væsener på jorden ernærer sig ved at omdanne uorganiske stoffer til organiske - altså præsterer opbygning, og kun opbygning i forbindelse med deres ernæring.

For at få disse problemer afklaret er det nødvendigt først og fremmest at interessere sig for de omstændigheder, der ligger til grund for, at der overhovedet findes et planterige i tilværelsen.

Ifølge Martinus er som bekendt alle levende væsener udødelige, ligesom de hver især repræsenterer den øverste myndighed med hensyn til udformningen af den personlige skæbnedannelse. Og der kan derfor være grund til at interessere sig for spørgsmålet om, hvorfor der findes væsener, som føler sig fristet til at indlade sig på den tilværelsesform, planteriget er ensbetydende med. Skyldes det uvidenhed om, hvad et sådant forehavende indebærer, eller er det tvært imod betinget af en klar og bevidst målsætning?

Fra Martinus side fremhæves uden forbehold den sidste løsning som den rigtige. Planterigets væsener er ikke ofre for uvidenhed, men derimod genstand for opfyldelsen af klare dagsbevidste ønsker og begær. Således også med hensyn til oplevelsen af al den vold og overlast, der er planterigets typiske skæbnelod.

Hvordan kan man da ønske sig at blive genstand for vold og overlast; er dette ikke udtryk for en afsporet mentalitet? - For at få disse spørgsmål belyst på en måde, så svarene giver sig selv, er det nødvendigt at se på det tidsafsnit, der ligger umiddelbart forud for plantevæsenernes fremtræden som netop planter. Her skal vi søge tilbage til de åndelige tilværelsesplaner, Martinus kalder visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget, altså tilværelsesplaner, der primært bæres af henholdsvis intelligens, intuition og hukommelse.

På det tidspunkt, hvor plantevæsenerne gæstede disse tilværelsesplaner, fremtrådte de ikke alene ikke som plantevæsener, men var knyttet til et helt andet organismeprincip, nemlig organets. Martinus taler jo om syv kosmiske organismeprincipper: elementarpartiklens, cellens, organets, organismens, planetens, solsystemets og mælkevejssystemets, og af disse betjente de nuværende plantevæsener sig altså af organets princip, dengang de var hjemmehørende i de førnævnte høje åndelige verdener. Yderligere var de kendetegnet ved at have kosmisk bevidsthed, der er det samme som totalt indblik i livets bærende love og principper.

Grundlaget for kosmisk bevidsthed er ifølge Martinus et fuldendt personligt kendskab til forskellen på godt og ondt inden for samtlige livets områder. Dette kendskab tilvejebringes ifølge sagens natur gennem personlig erfaringsdannelse, altså gennem personlige oplevelser af henholdsvis godt og ondt, dvs. behag og ubehag.

Det vil altså sige, at de nuværende plantevæsener en gang i fjerne fortidige epoker under organets princip har været tilknyttet høje åndelige verdener udstyret med kosmisk bevidsthed, og forud herfor i endnu fjernere fortidsepoker knyttet til fysiske verdener, i hvilke de erhvervede det fuldendte kendskab til forskellen på godt og ondt, der dybest set er grundlaget for kosmisk bevidsthed.

Men hvorfor blev de høje åndelige verdener så overhovedet forladt, når først de var nået? - Det er der mange grunde til.

For det første er en rent åndelig tilværelsesform ensbetydende med permanent åndelig aktivitet af intens karakter, idet al oplevelse i den åndelige verden skal skabes af væsenerne selv gennem påvirkning og udformning af den flygtige åndelige materie. Den åndelige tilværelsesform er dermed særdeles krævende, og det jo mere, des længere tid den strækker sig over. Kræfter i det enkelte individs såkaldte overbevidsthed udløser nemlig automatisk et krav om, at livsoplevelsen permanent skal fornyes i så høj grad, at den til stadighed kan virke spændende og tiltrækkende og derigennem give anledning til fornemmelsen af et livgivende indhold i individets tilværelse.

Den åndelige aktivitet bliver altså med tiden stadig mere intens og koncentreret, ligesom den konstant tvinges op på et højere og højere kvalitativt niveau. Og det er givet, at en sådan proces på et eller andet tidspunkt må føre til en vis åndelig træthed ledsaget af et modsvarende behov for hvile og dermed passivitet. Ja, man kan ligefrem tale om, at individets organiske struktur for åndelig aktivitet slides op, således at en regeneration bliver aktuel. Og denne situation er nødvendigvis ensbetydende med en midlertidig udtræden af de verdener, hvor intens åndelig aktivitet er en forudsætning for livets opretholdelse.

Et andet motiv for en sådan udtræden finder man i det forhold, at livet i de høje åndelige verdener i det lange løb truer den personlige individualitetsfølelse, hvis grundlag er fornemmelsen af et privat ego eller Jeg. Dette skyldes, at livet i de åndelige verdener i udpræget grad er et intimt samliv af udpræget altruistisk karakter. Det vil for det første sige, at man i stedet for at tænke i JEG udelukkende tænker i VI. Og dertil er det ensbetydende med, at al skabelse er kollektiv - ikke blot i den forstand, at man er fælles om den, men tilmed således at forstå, at kun fællesskabet kan tilskrives æren for den. Med andre ord er der tale om en tilværelsesform, gennem hvilken væsenerne så at sige organisk vokser sammen til en højere enhed, der føler, tænker og handler ud fra princippet VI, og dette fører uundgåeligt på et tidspunkt til en situation, hvor den individuelle jeg- og personlighedsfornemmelse definitivt trues. Dette provokerer imidlertid andre kræfter i de enkelte individers overbevidsthed - især livsenhedsprincippet - og resultatet heraf er en begyndende tendens til opposition mod fællesskabet og den organiske integritet. Denne tendens antager med tiden en stadig mere udpræget karakter og fører i forbindelse med det førnævnte behov for åndelig hvile efterhånden til et brud med de åndelige verdeners livstraditioner og derigennem til en udtræden af disse.

Vi skal nu til slut se på den sidste og afgørende årsag til udvandringen fra de åndelige verdener.

Denne kan opdeles i to biområder. - Med hensyn til det første drejer det sig om endnu et sæt faktorer, der udløses fra overbevidstheden, og som kan sammenfattes i begrebet: kontrastprincippet.

I praksis viser kontrastprincippets indflydelse sig på den måde, at individet til stadighed er afhængigt af at forny sin tilværelse, for så vidt denne skal virke tilfredsstillende. Som allerede nævnt er den åndelige tilværelsesforms moralske tendens udpræget altruistisk, og det betyder naturligvis, at den i praksis former sig som en oplevelse af kosmisk lys - udelukkende lys. Alle er gode ved hinanden, og al skabelse foregår i kontakt med livets bærende love og principper, ganske uanset hvor højt den rangerer med hensyn til sin intellektuelle kvalitet. På dette grundlag kan kontrastprincippet imidlertid kun bringes til at virke effektivt på den måde, at netop den intellektuelle kvalitet til stadighed højnes i virkningsfuld grad, således at livsudfoldelsens principielle tendens er en stræben mod skabelsen af det absolut fuldkomne på overhovedet alle de områder, hvor de implicerede individer har forudsætning for at skabe. Og med usvigelig sikkerhed nås et tidspunkt, hvor denne fuldkommenhed i uindskrænket grad og omfang er virkeliggjort. Dette sker i princippet samtidig med, at den føromtalte åndelige træthed begynder at indfinde sig, parret med lysten til at opponere mod fællesskabet, der i sig selv er et aspekt af fuldkommenhed. Og det er klart, at det fuldkomne højdepunkt kun kan afløses af én ting, nemlig noget, der i en eller anden grad må være et antiklimaks. Altså noget, der på en eller anden måde repræsenterer noget lavere end det absolut fuldkomne. Men tværtimod at opfatte dette som en ulykke oplever individet det som noget tilfredsstillende, nemlig fordi det er en ny måde at få kontrastprincippet til at virke på. Med fuldkommenheden som baggrund danner det mindre fuldkomne et kontrastforhold, der på en helt ny måde fornyer livsoplevelsen og giver tilværelsen indhold. Men en sådan skabelse er samtidig nødvendigvis ensbetydende med en begyndende udtræden af de verdener, der er den absolutte fuldkommenheds hjemsted.

Vi har nu set en række grunde til, at det levende væsen af egen fri vilje og tilskyndelse forlader tilværelsens høje åndelige verdener. Den sidste og vigtigste har imidlertid med grundlaget for den kosmiske bevidsthedstilstand at gøre, der jo er obligatorisk for disse verdener.

Dette grundlag eksisterer som sagt i form af et absolut fuldkomment kendskab til forskellen på godt og ondt inden for alle livets områder. I de høje åndelige verdener oplever individet imidlertid kun "godt", og absolut ikke begrebet "ondt" (ubehag). Da imidlertid sidstnævnte er en principiel forudsætning for erkendelsen af førstnævnte, får det i det lange løb alvorlige virkninger for individet, at det udelukkende kun oplever inden for begrebsskalaen "godt". Den nødvendige kontrasterende baggrund bliver med tiden mere og mere fjern, teoretisk og uvirkelig, og på et tidspunkt så udpræget, at balancen i den kosmiske bevidsthed trues. Dette registreres øjeblikkeligt af individet som et svagt ubehag, og dermed lige akkurat som det, der for en tid genopretter balancen. Men før eller siden trues balancen igen, og efterhånden er det resulterende ubehag ikke tilstrækkeligt til at genoprette balancen, i virkeligheden fordi der ikke sker noget nyt, men blot det samme; kontrastprincippet virker med andre ord ikke tilstrækkeligt effektivt. Følgen er, at nye virkemidler må tages i brug, virkemidler, der kan forny individets kendskab til den faktor, der er i underskud, dvs. begrebet "ondt".

Da individets hele organiske struktur er tilpasset udfoldelsen af altruisme og næstekærlighed, består der kun én mulighed for kontakt med faktoren "ondt", nemlig gennem hukommelsen at søge tilbage til fordums dage i den fysiske verden, hvor godt og ondt på realistisk vis blev oplevet i skøn forening. Og naturligvis er det især "det onde" - dvs. ubehagsoplevelserne - der søges kontakt med.

Første gang væsenet tager dette skridt indtræder imidlertid den begivenhed, der i Det gamle Testamente er skildret som syndefaldet: væsenet søger kontakt med mørket og overtræder dermed i princippet de love, der er betingelsen for tilværelsen i lyset. Og fristeren (slangen) er altså væsenets eget behov for en fornyelse af kendskabet til forskellen på godt og ondt.

Imidlertid er der indtrådt et vendepunkt, nemlig på den måde, at væsenet for at bevare sin kosmiske bevidsthedstilstand mere og mere må ty til brugen af sin hukommelse for derigennem at forny og udbygge kontakten med mørkeerindringerne. Og ganske langsomt vendes væsenets opmærksomhed fra den ydre verden mod den personlige erindringsverden, der er en indreverden. Væsenet udtræder af den guddommelige verden og indtræder i stedet i det tilværelsesplan, Martinus kalder "salighedsriget", og hvis "ydre" side i form af mineralriget danner overgangsled til planteriget. I salighedsriget fanges det efterhånden helt i en oplevelse af mørkeerindringer, der sættes i forbindelse og relief med de netop passerede lysoplevelser, og med oplevelsen af ekstatisk salighed til følge.

Til denne redegørelse for væsenernes frivillige udtræden af de højeste åndelige verdener - visdomsriget og den guddommelige verden - skal nu blot føjes dette, at den videre kurs går mod en ny realistisk kontakt og forbindelse med den fysiske verden. Årsagen hertil er, at væsenet her for det første bliver bundet i et sådant materieengagement, at der automatisk indtræder stagnation på de åndelige aktivitetsområder. Og resultatet bliver netop den åndelige hvile og passivitet, væsenet har brug for.

I den fysiske verden konfronteres individet samtidig med en lang række risikomomenter, der appellerer til dets selvopholdelsesdrift på en sådan måde, at det til slut fører til en frigørelse fra det tidligere organiske fællesskab til fordel for en genetablering af individualiteten - herunder den personlige jegfornemmelse.

Yderligere indvikles individet i et helt nyt organismeprincip, hvad der giver kontrastprincippet helt nye muligheder for at virke.

Og endelig erhverver væsenet sig på ny en realistisk kontakt med behags- og ubehagsfaktorer, der jo er typiske ingredienser i den fysiske tilværelsesform. Og netop dette sidste er af betydning for det - især hvad angår ubehagsoplevelserne. I det lange løb mister nemlig mørkeerindringerne fra det forrige spiralafsnits mørkeoplevelser deres kraft og inspirationsindhold, således at nye momenter må bringes til at gøre sig gældende. Og disse kan kun eksistere i form af realistisk kontakt med mørket på det fysiske materieplan. Kun gennem direkte, kontant smerteoplevelse kombineret med den resterende effekt i de førnævnte mørkeerindringer er det nu muligt at opretholde den kosmiske bevidsthedstilstand. Og netop dette er planterigets situation. I virkeligheden er plantevæsenerne på samme tid bundet i to bevidsthedsformer, en primær og en sekundær. Den primære har form af en åndelig indreverden kendetegnet ved kosmisk bevidsthed og med hovedvægten lagt på hukommelsesvirksomhed; det drejer sig i virkeligheden om tilstanden i salighedsriget videreført til planteriget.

Den sekundære bevidsthedsform har karakter af en fysisk anelsesbevidsthed båret af den fysiske planteorganisme, og gennem hvilken plantevæsenet i form af de voldspåvirkninger, som er planterigets typiske skæbnelod, modtager det tilskud af mørkeoplevelser, som i virkeligheden er en betingelse for den primære bevidsthedsforms opretholdelse - altså den kosmiske bevidsthed. Det er således i virkeligheden i plantevæsenernes direkte interesse at være genstand for disse voldspåvirkninger. For så længe de blot registreres gennem de i sansemæssig henseende elementært udviklede planteorganismer, opfattes de ikke som realistisk smerte og ubehag, men slet og ret som impulser, der bidrager til at forlænge deres primære bevidsthedstilstands varighed og dermed deres tilværelse i salighedsrigets lysende oplevelsessfærer. De registreres med andre ord dybest set som behag, et faktum, som ikke alene lader planterigets typiske skæbnelod fremstå som et nyt vidnesbyrd om, at alt i livet og tilværelsen bag om de ydre slør er såre godt, men som yderligere for menneskets vedkommende understreger den vegetariske ernæringsforms etiske fortrin frem for den animalske. Thi medens vold og fysisk undergang for dyret må betragtes som en midlertidig katastrofe, opleves de samme påvirkningsformer af plantevæsenerne som en midlertidig guddommelig velsignelse. Som midlet til at forblive i lyset og den kosmiske bevidstheds overjordiske lykketilstand.