Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hemendra Nath Banerjee er professor i filosofi ved Government College, Sri Ganganagar, Rajasthan, Indien, og desuden redaktør af "indisk tidsskrift for parapsykologi". Professor Banerjee er en verdenskendt autoritet inden for forskningen af fænomenerne vedrørende oversanselig opfattelsesevne hos børn.

"Kald mig ikke Ismael", siger den lille dreng bestemt. "Jeg er Abeit".

Lige siden 1958, da han var et og et halvt år gammel, har Ismael Altinklish stædigt fastholdt, at han er Abeit Suzulmus, en velstående gartner, som solgte sine varer på torvet, og som døde en kort tid før Ismael fødtes. Da jeg besøgte Adana i december 1962, havde jeg anledning til at gøre udmærkede iagttagelser af Ismaels opførsel i hans nuværende familie og hans helt anderledes opførsel, når han var hos Abeits familie.

Ismael identificerer sig så grundigt med Abeit, og han ejer et så indgående kendskab til Abeits liv og vaner, at hans tilfælde udgør en stærk støtte for tanken om, at personligheden overlever døden.

Tilfældet begynder med Abeit Suzulmus, som levede i Banchehedelen af Midikdistriktet i Adana, Tyrkiet. Denne mand havde en ejendom, som var passende stor til, at han havde flere arbejdere ansatte som hjælp. Hans første kone, Hatice, kunne ingen børn få, derfor skilte han sig ved hende og giftede sig med en smuk pige, Sahida, med hvem han fik flere børn.

Han fortsatte dog med at give Hatice understøttelse og lod hende bo i et hus i nærheden af det, hvor han selv boede sammen med sin anden kone og børnene.

En dag henvendte et antal arbejdere fra en anden by sig til Abeit Suzulmus for at få arbejde, og han ansatte dem til at arbejde i sit gartneri. Af motiver, som er ukendte, lokkede de ham ind i stalden og myrdede ham ved at slå ham i hovedet med en jernstang den 31. januar 1956. Hans kone, Sahida, som blev urolig over, at Abeit ikke vendte tilbage til huset, åbnede døren og mødte morderne, som så også dræbte hende. Senere dræbte de de to af børnene - og forsvandt. Men de blev dog arresteret en uge senere, forhørtes og domfældtes. To af morderne blev hængt; den tredie døde i fængslet.

Nogle måneder derefter fødtes en søn, Ismael, hos Mehemet Altinklish, en urtekræmmer og slagter, som er bosat i en anden del af Midikdistriktet i Adana, ca. en kilometer fra den afdøde Abeit Suzulmus' hjem.

Da nu denne dreng, et af ni børn, var omkring et og et halvt år gammel, begyndte han at tale om et foregående liv. Da han en dag lå i sin seng sammen med sin far, sagde han: "Jeg er træt af at bo her. Jeg vil rejse tilbage til mit hus og mine børn"!

Da hans far nu udspurgte ham, fortalte han om en hel del forhold og hændelser i det foregående liv og beskrev, hvorledes han som Abeit Suzulmus blev myrdet. Ismael havde et tydeligt modermærke, ligesom et sår, oppe i hovedet, og det begyndte at blegne, da drengen nåede et og et halvt års alderen.

Drengens moder bevidnede, at modermærket fandtes endnu ved mit besøg, men da jeg foretog en undersøgelse, kunne jeg ikke mærke noget usædvanligt på hans hoved.

Fra denne tid af viste Ismael en yderligere stærk identificering med Abeit Suzulmus. Han plagede sine forældre for at få lov til at lade ham besøge sit (Abeits) hjem, og da han var tre år, gav forældrene endelig deres tilladelse. Dette blev de rådet til af en forretningsmand dér på stedet, som senere fungerede som tolk for mig under mine undersøgelser.

Selv om en hovedvej forbinder Midik- og Banchehedistriktet, passerer man mange korsveje, når man færdes mellem begge hjemmene, og det er højst usandsynligt, at nogen som ikke ejer et vist kendskab til vejen, selv skulle kunne vælge den rette. Ismael påstod, at han kendte vejen fra sit tidligere liv.

I sit nuværende liv ville Ismael - i lighed med andre tyrkiske børn på hans alder (tre år) - ikke have begivet sig på vej fra sit hjem alene, så han kunne umuligt have færdedes der, inden han viste et dusin medlemmer af sin familie vej til Abeit Suzulmus' hjem. Selv om deltagerne i hans selskab kendte vejen, var Ismael foran dem og viste vejen uden hjælp. Nogen gjorde desuden et forsøg på at vildlede ham.

I Abeits hjem identificerede Ismael medlemmer af Abeits familie i en gruppe på 20-30 personer. Han genkendte spontant Abeits første kone, Hatice, og han ikke alene kaldte hende ved navn og sagde, at hun var hans første kone, men han omfavnede hende også under tårer. Senere har han grædt, når han har set hende ved andre tilfælde. Også Gulsarin Suzulmus tiltaltes ved sit navn og genkendtes korrekt som "min datter". På samme måde tiltaltes Zaki Suzulmus ved sit navn og genkendtes som "min søn".

Hikmat Suzulmus blev også genkendt som "min datter" og blev givet det rigtige navn. Ismael tilføjede, at Hikmat havde vokset og var blevet stor. Hun havde været omtrent otte år dengang faderen døde.

Under dette første besøg gengav Ismael detaljer omkring mordet og begravelsen. Han gik ind i det ene af de to rum, som udgjorde stalden, og da de øvrige i selskabet fulgte efter, pegede han på et hjørne og sagde: "Lad mig vise jer, hvor jeg blev myrdet".

Han pegede også på andre steder og fortalte korrekt, at en fodertønde og en gammel sofa var fjernet fra stalden.

Blandt de mange andre, næsten uforklarlige hændelser, som forbinder Ismael med Abeit, er hans konfrontation med Mehemet, en issælger, som kun sjældent besøger Midikdistriktet. Ved et af disse tilfælde talte Ismael til ham ifølge den lokale presse og spurgte, om han kendte ham igen. Derefter sagde Ismael: "Du har glemt mig. Jeg er Abeit. Du solgte ikke is før, men vandmeloner og grønsager"! Avisen meddelte, at issælgeren indrømmede, at dette var sandt.

Da issælgeren havde talt med Ismael om en del af privat interesse for dem, sagde issælgeren, at han var overbevist om, at Ismael var Abeit. Manden omtalte ikke for vidnerne nogle detaljer vedrørende denne samtale, men han aflagde vidnesbyrd om rigtigheden af Ismaels påstand, at Abeit havde udført omskærelsesceremonien for ham.

Ismael havde også omtalt, at en vis "Abdul Razak skyldte ham en masse penge". Inden Ismael sagde dette, vidste man indenfor Abeit Suzulmus' familie kun, at Abeit engang havde lånt Abdul penge; men de vidste ikke, om pengene var tilbagebetalt. Abdul Razak indrømmede, at han skyldte familien Suzulmus penge.

Ismael genkendte også Mezit og Abeits ko, Sujain. Mezit var hyrde for familien Suzulmus' kvæg. Han havde været i hæren nogle år, men var kommet tilbage for igen at arbejde for familien Suzulmus. En dag kom han tilfældigvis forbi Altinklish' hus, og Ismael tiltalte ham spontant, idet han kaldte ham ved navn og spurgte om den ko, som han førte med sig, ikke var "den gule pige", som tilhørte ham (Abeit). Ismaels familie vidste intet om den ko.

Ismael vil have, de skal kalde ham "Abeit", og ofte vil han ikke svare, når de tiltaler ham ved navnet "Ismael". Desuden anvender han altid nutidsbetegnelser, når han beskriver omstændigheder i Abeits liv, f. eks.: "Jeg har et hus; jeg har børn, som hedder Zaki, Hikmat og Gulsarin; her er min grav".

Engang da Ismaels fader havde købt nogle vandmeloner, tog Ismael den største og bad sin fader give den til Gulsarin. Han var da to og et halvt år gammel. Da hans fader vægrede sig, begyndte Ismael at græde. Siden da har han givet søde sager til Hatice og Abeits børn, selv om hans familie dårligt har råd til det.

Abeits datter Gulsarin kom en dag for at træffe Ismael i hans hjem (efter hans første besøg i hendes hjem), da hun ville undersøge hans kendskab til Abeits forretninger. De havde en privat samtale, efter hvilken hun forklarede, at hun accepterede, at Ismael var hendes genfødte fader.

Da de skiltes, græd Gulsarin, og Ismael holdt hårdt på vognen, som Gulsarin kørte med, idet han viste den største modvilje mod at skilles fra hende.

Hatice, Zaki og Hikmat Suzulmus viser en lignende hengivenhed for Ismael, og de accepterer ham tydeligvis helt og holdent som den genfødte Abeit. Ismael er meget tilfreds i selskab med Abeits familie og har gang på gang bedt om lov til at bo hos dem.

Siden Ismael første gang begyndte at tale om sit foregående liv, er han bestandig kommet tilbage til emnet. Han taler stadig væk om det, og han har presset sine forældre for at få lov til at vende tilbage til Banchehedistriktet. Når de forbyder ham at tale om sagen, græder han.

Frem til 1962 oplevede Ismael ofte scener fra Abeits liv, inden han sov og under søvnen. Somme tider råbte han i søvne og under stor bevægelse Gulsarins navn.

Hans forældre fortæller, at Ismael optræder på en moden og alvorlig måde og kun leger lidt. Han giver gerne råd, præcis som en voksen kan gøre. Hans forældre mener, at han har en intelligens, som er overlegen deres øvrige børns i samme alder.

Ismael bærer et tørklæde rundt om halsen, noget som ikke er sædvane hos andre medlemmer af hans familie, ej heller hos nogen anden person i distriktet. Men - Abeit Suzulmus bar et tørklæde rundt om halsen på en så karakteristisk måde - i lighed med, hvad Ismael gør nu.

Mine iagttagelser er af to slags. Først interviewede jeg så mange vidner, som jeg kunne, angående hvad Ismael havde sagt og gjort, og siden sammenlignede jeg deres vidnesbyrd. Jeg interviewede også medlemmer af Ismaels påståede tidligere familie for at få drengens udtalelser bekræftede og få noget at vide om deres iagttagelser vedrørende Ismael.

Jeg havde også udmærkede muligheder for selv at iagttage Ismael.

Det kan siges, at betydningen af dette tilfælde ikke afhænger af de fakta, som Ismael præsterede i spørgsmålet om Abeit, men af hans genkendelse af folk og steder, som havde forbindelse med Abeit, og endnu mere af hans yderst stærke identificering med Abeit.

Det føles usædvanligt sikkert, at dette ikke er et tilfælde af bedrageri. Ikke en eneste gang har familien søgt publicitet. Tværtimod modstod de i et og et halvt år drengens ønske om at få lov til at besøge Abeit Suzulmus' familie, og de har med nogen tvivlrådighed samarbejdet med mig og de interviewende journalister, som havde fået kendskab til sagen. Faktum er, at der ikke kom nogen rapporter ud om sagen før tre år efter drengens første besøg hos Abeits familie.

Mehemet Altinklish var så urolig over at miste sine indtægter, hvis han ikke kunne passe sin forretning, mens han gav os oplysninger, at vi besluttede at give ham kompensation for den tid, han ofrede på os. Han tilbragte en hel dag sammen med os og fik 100 lira (12 dollars - ca. 85 d.kr.). Også Abeits familie viste nogen tvivlrådighed med at svare på spørgsmål.

Der synes at være opstået en vis modvilje mellem begge de indblandede familier, og dette hindrede Ismaels fader i at gøre mig selskab, når jeg sammen med Ismael besøgte Abeits hus. En sådan kulde i forholdet mellem familierne taler jo også imod et bedragerisk påhit af dem, såfremt vi ikke antager, at spændingen mellem dem er en del af spillet.

Ismaels nuværende familie er lidt urolig for, at drengen skal forlade dem for at vende tilbage til sin tidligere familie. Abeits familie på deres side og i særdeleshed Gulsarin, som arvede en stor del af Abeits ejendom, frygter for, at Ismaels familie kan gøre fordring af nogen slags på Abeits ejendom.

Bortset fra disse synspunkter om belønning og motiv, mener vi det usandsynligt, at nogen skulle have fundet på noget bedrageri for at fremkalde tilfældet Ismael.

Ismael Altinklish' familie kendte sikkert til mordet i store træk. De vidste også, på hvilket sted Abeit boede. En af Ismaels farbrødre, Mahamut Altinklish, havde arbejdet for Abeit Suzulmus nogle år tidligere og kendte uden tvivl til meget omkring familien, som ikke enhver kendte til.

Men selv om en del af, hvad Ismael har fortalt om Abeits liv, var kendt af Ismaels familie, har en del personer, som blev udspurgt, påpeget, at Ismael også har nævnt noget, som ikke var kendt af hans farbroder eller af Abeits familie, f.eks. de rigtige oplysninger om Mehemet, issælgeren, og de tilgodehavender, som Abeit havde.

Desuden er det usandsynligt, at Ismaels dramatiske gråd i nærværelse af medlemmer af Abeits familie kunne udgøre en del af en optræden, sat i scene af drengen og hans familie. Vi kan også betvivle, at en dreng på tre eller syv år kan udvise sådanne følelser, som en del af vidnerne bekræfter, og som jeg selv iagttog.

Ismael identificerede ikke blot rigtigt flere personer og steder, som var forbundne med Abeits liv og død, men han viste også en umiddelbar og stærk følelse, som stemte overens med hans identificering med Abeit.

Disse træk i hans optræden er uden tvivl det, som gør det stærkeste indtryk. En hel del, men sikkert ikke alle, af de oplysninger Ismael gav, kunne være hentet fra hans familie, og især hans farbroder, som kendte den afdøde. De tilbagestående fakta, som Ismael kendte til, men som hans familie var uvidende om, er der en mulighed for, at han kunne have fået kendskab til gennem ESP (oversanselig fornemmelse).

Men om han kunne erhverve viden på den måde om issælgeren og om Abeits ko, "den gule pige", hvorfor fik han da ikke kendskab til andre personer på samme måde? Disse oplysninger angående et foregående liv gælder alene omstændighederne omkring Abeit Suzulmus' liv.

Det forhold, at vi ikke kan stilles tilfreds med en forklaring, som går ud på bedrageri eller ESP, leder os til alvorligt at overveje, om den hypotese er rigtig, ifølge hvilken Abeit Suzulmus' bevidsthed levede videre.

Da andre forklaringer ikke slår til, giver det en kraftig antydning af, at Ismaels påstand og optræden er formet i et mønster, som er karakteristisk for Abeit Suzulmus' personlighed.

Dette antyder på den anden side, at Abeits bevidsthed på sin vis bidrager til Ismaels opførsel. En sådan indflydelse kunne være opstået gennem "besættelse" eller en påvirkning delvis på Ismael fra den diskarnerede Abeit, eller forklaringen skulle kunne være reinkarnation, i hvilket tilfælde Abeits personlighed og Ismaels personlighed må opfattes som en eneste uafbrudt personlighed, som residerer i to forskellige organismer.

I enhver henseende udgør tilfældet Ismael Altinklish en stærk støtte for, at personligheden overlever døden.
 

Copyright © by Clark Publishing Co. 1965. Reprinted by special permission from the february 1965 issue of FATE Magazine, Highland Park, Illinois, USA.
 

Oversættelsen er sket fra tidsskriftet SOKAREN, Box 3063, Stockholm 3, ved Erna Frislev.