Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Yderliggående, passiv, indifferent over for alt, idealistisk, ivrig efter at tjene samfundet, skeptisk, kynisk, Dette er kun nogle få af de modstridende udtryk, man finder anvendt i forbindelse med en beskrivelse af ungdommen i vor tid. Det er ikke så sært, at det har været hævdet, at ungdommen som en selvstændig enhed betragtet overhovedet ikke eksisterer.

Men hvor sand er i virkeligheden denne sidste påstand? Eller for at sige det på en anden måde: er de horisontale bånd, som binder de unge til deres egen generation, stærkere end de vertikale bånd, som binder dem til den ældre generation?

I tidligere samfund var de vertikale bånd utvivlsomt de stærkeste. En aristokrats søn blev aristokrat ligesom sin far. Og sønnen af en kontorist var kontorist i svøb lige fra den dag, han var født, uden nogen større chance for at undslippe dette sociale og ofte selvskabte hierarki.

Hvis forholdene er anderledes i dag, og hvis der er en følelse af solidaritet mellem unge mennesker - ofte på tværs af nationale, religiøse og sociale skranker, må det betragtes som resultat af en langvarig proces, der har stået på gennem generationer. Tendensen begyndte for alvor at vise sig, da et voksende antal unge i en tidlig alder søgte uafhængighed af deres forældre ved at forlade hjemmet og i stedet prøve at klare sig på egen hånd. Og den er foreløbigt kulmineret med den nuværende bevægelse, der til forskel fra den enkeltes protest mod familien har antaget karakter af de organiserede oprør, vi er vidne til i dag.

For at forstå, hvad der ligger bag disse oprør, er det vigtigt ikke at overse de forandringer, der er sket med hensyn til det vi kan kalde "det sociale ideal". Medens det førhen var de materielle ting i livet, der talte mest for de unge, gør nu nye værdier sig i voksende grad gældende. Således foretrækker mange unge nu løbebaner med mulighed for skabende udfoldelse fremfor de, som lønner sig bedre, men som levner ringere lejlighed til skabende aktivitet.

En netop foretaget høring af næsten 3.000 studenter i Rostov-ved-Don understregede tydeligt dette. Idet studenterne blev spurgt, hvorfor de havde valgt netop den løbebane og det studium, som var tilfældet, svarede det overvejende flertal: "Fordi det er skabende". Kun 11 studenter svarede, at de ønskede at tjene flere penge. Denne holdning er ikke begrænset til studenter, men afspejler indstillingen hos den sovjetiske ungdom i almindelighed, hvilket andre undersøgelser har bragt for dagens lys. Lignende resultater har vist sig i andre lande.

Mange sociologer fornemmer, at der ikke blot forekommer en afstand eller endog et gabende svælg mellem generationerne, men åben strid og fjendtlighed. Forbindelsen mellem de unge intellektuelles oprør mod de materielle værdiers regimente og den meget omtalte generationskonflikt er heller ikke svær at få øje på. Vi ser den overalt, hvor den ældre generation klynger sig til sine idealer og værdier, men som den unge generation praktisk taget pure forkaster.

Der forekommer en voksende overbevisning hos unge om, at penge ikke kan købe alt, og at penge ikke er den eneste værdi i livet. Beatlessangen "She's Leaving Home" (hun stikker af hjemmefra) fremstiller dette synspunkt i historien om pigen, der løber hjemmefra, medens forældrene ikke kan finde ud af årsagen, eftersom "de gav hende alt, hvad penge kunne købe".

Betragtet på denne måde synes studenteruroen og oprøret mod den ældre generation, tilsynekomsten af de såkaldte beatniks, hippies, provos og andre protestgrupper at være dele af en samlet proces, man kan udtrykke som forvandling af de bestående værdisystemer. Men medens ældre mennesker foretrækker at se denne proces foregå langsomt og gradvis, finder den unge generation ingen anledning til at vente på noget, og deres utålmodighed giver sig ofte udtryk i eksplosive og voldelige adfærdsformer. Årsagerne hertil er ofte af både objektiv og subjektiv karakter.

Lad os først betragte de objektive årsager. For alle lande, der er ramt af studenteruro i det forløbne år, gælder et bestemt fællestræk: for det første en koncentration af stillinger og magt placeret hos ældre mennesker, medens unge mennesker ofte ikke besidder nogen af delene. Og for det andet at unge som regel kun har lille eller slet ingen indflydelse på de sociale og samfundsmæssige områder.

Den teknologiske revolution samt udviklingen af automation har givet anledning til hvad sociologer kalder "fabriksaffolkning". Unge mennesker, der begiver sig ud i livet, erfarer ofte, at der ikke er nogen stilling at få. Til trods for at nye beskæftigelsesområder og stillinger til stadighed skabes, er der ikke nok til at imødekomme efterspørgslen fra de mange, som ønsker at komme i arbejde. Og selv om mange personalechefer i dag foretrækker unge mennesker, er det hos ungdommen man finder den største procentdel arbejdsløse.

De unge ønsker i høj grad også en reel indflydelse på det politiske liv. I de fleste lande indtræder stemmeretten med 21-års alderen (undtagelser er Brasilien, Israel, Uruguay og USSR, hvor stemmeretsalderen er 18, og Japan samt Schweiz, hvor den er 20). Denne tradition går tilbage til Kong Arthurs og Richard Løvehjertes dage, hvor ridderne blev kåret i 21-års alderen. Men politisk modenhed har intet med riddervæsen at gøre, og ikke desto mindre afholder denne forældede tradition talløse unge mennesker fra at kunne stemme.

Når det drejer sig om lovgivning - såvel på det nationale som på det lokale plan - er de unges stilling om end endnu dårligere. Krav til alder samt en mængde andre kvalifikationer er af en sådan karakter, at det i mange lande praktisk taget på forhånd udelukker unge mennesker fra at komme i betragtning. Men eftersom det er en kendsgerning, at unge mænd og kvinder i vor tid udgør en fjerdedel af den samlede menneskehed, hvorfor da udelukke dem fra optagelse i lovgivende forsamlinger og fra at have medbestemmelsesret i deres landes anliggender, ikke mindst på områder, hvor det drejer sig om ungdommens egne spørgsmål og problemer?

I de fleste lande skal en person være mindst 25 år for at få sæde i parlamentet, og 30-35 år for at opnå valg til senatet. I USSR er minimumsalderen for medlemmer af den lokale lovgivningsmagt, de lovgivende forsamlinger i de enkelte republikker samt lovgivningsmagten på det nationale plan (Den øverste Sovjet) henholdsvis 18, 21 og 25 år. For tiden behandles et forslag gående ud på, at 30-35 procent af de lokale sovjetter skal bestå af deputerede hørende til aldersgruppen 18-30 år, idet næsten halvdelen af hele den sovjetiske befolkning er under 30 år gammel.

Den anden og dermed objektive gruppe af årsager til, at de unge er så utilfredse og utålmodige med tingene som de er, har forbindelse med en række psykologiske særtræk, der er fælles for ungdom i al almindelighed. For mere end 2.000 år siden skrev Aristoteles således:

"Alle deres fejltagelser stammer fra det forhold, at de overdriver alt, hvad de foretager sig, og at de udfolder sig med lidenskab. Alt hvad de gør, gøres for overdrivelsens skyld. De elsker at overdrive, og de hader at overdrive, og således med alt andet i deres tilværelse". - Set i lyset af meget af det, der foregår i verden, er disse ord måske endnu mere sande i dag, end da den store græske filosof for to årtusinder siden udtalte dem.

Men ungdommens emotionelle frodighed har både et positivt og et negativt aspekt. Sort er ikke kun sort, men det sorteste overhovedet; lyst er strålende lyst. Dette er årsagen til, at både positive og negative situationer provokerer de unge til at reagere så yderliggående.

Russisk ungdom danner her ingen undtagelse. Hvis de accepterer deres eget lokale samfunds vedtagne værdier, afviser de til gengæld energisk alt, hvad de på denne baggrund anser for fejlagtigt, gammeldags og bureaukratisk. De er langt mere radikale end de ældre i deres indstilling til de ting, de ikke anerkender; og jo mere uddannede de er, des mere kritiske bliver de. En undersøgelse foretaget i en by på Sverdlovskegnen tilkendegav, at personer med en højere uddannelse gennemsnitligt var fem gange mere kritiske end personer uden sådanne forudsætninger. Dette betyder dog naturligvis ikke, at tilstedeværelsen af et voksende antal mennesker med en højere uddannelse nødvendigvis fører til dannelsen af et stadigt stærkere negativt element i samfundet. Uddannelse hæver samfundets intellektuelle niveau som helhed og udløser samtidig kravet om højere standard med hensyn til de indbyrdes ydelser.

Unge intellektuelle indtager imidlertid ikke blot en udpræget kritisk holdning over for deres omgivelser; de er også deres egne hårdeste kritikere. I forbindelse med spørgsmålet, stillet af en russisk sociolog: "Bryder De dem om Deres egen generation", indløb de fleste negative svar fra unge intellektuelle.

Forklaringen på denne holdning må delvis søges i de problemer og vanskeligheder, ungdommen stilles over for. Et hovedproblem er fx. adgangen til højere uddannelse. I USSR er al højere uddannelse fri for alle, og næsten alle studenter modtager studietilskud. Højere uddannelse er blevet så eftertragtet, at russiske universiteter og læreanstalter hvert år bogstavelig talt bliver belejret af mange tusinde unge ansøgere.

Mellem 60 og 80 procent af samtlige elever med eksamen fra den russiske underskole prøver på at blive optaget på et universitet eller en anden højere læreanstalt. Ved nogle fakulteter konkurrerer ikke mindre end 10-15 ansøgere om hver enkelt ledig plads. Hovedreglen er dog, at en af tre ansøgere kan blive optaget. De resterende to tredjedele må enten vende sig mod andre uddannelsesmuligheder eller forsøge igen næste år.

Undersøgelser foretaget i Novosibirsk (ca. 40 km fra Akademgorodok, videnskabens by i Sibirien) viser, at godt og vel halvdelen af alle, der forlader underskolen, ønsker at blive læge, civilingeniør, videnskabsmand eller noget andet af højere, intellektuel art. Stillinger inden for landbrug, forbruger- og serviceindustrien rangerer langt nede på listen over populære stillinger.

Selv når en student er heldig nok til at opnå adgang til et universitet, kan han meget vel blive udsat for andre skuffelser. En omfattende undersøgelse, der for nylig blev foretaget ved universitetet, det højere seminarium og den medicinske højskole i Rostov-ved-Don, afslørede, at én ud af otte studenter var ked af sit studievalg. Trods dette afholdt de fleste af disse studenter sig fra at skifte studium og vil sandsynligvis i fremtiden komme til at virke på et felt, de kun har ringe interesse for.

Da en gruppe færdigtuddannede ved Leningrads tekniske Institut blev udspurgt om deres fremtidsplaner, kom det frem, at fire ud af fem unge mænd og kvinder ønskede at blive forskere eller konstruktører, og mange af disse unge mennesker har her store udsigter til at skulle møde skuffelser.

Lysten til at opnå bedre uddannelse manifesterer sig på utallige måder. Således er hovedårsagen til unges afvandring fra et stort antal industrivirksomheder i Moskva ikke utilfredshed med betalingen (17% af de adspurgte), men derimod savnet af bedre betingelser for en almindelig højnelse af deres kulturelle og tekniske horisont (26%). Som et andet eksempel kan nævnes, at 75% af landboungdommen fra Oryol- og Kurganområdet ønsker at forlade landsbyerne til fordel for uddannelsesbyerne for at få lejlighed til at udvide deres lærdom fra underskolen. - Med disse ting taget i betragtning bliver det en iøjnefaldende opgave at få etableret en forbindelse mellem de unges higen efter tilfredsstillende muligheder og deres ønske om et engagement i samfundsspørgsmål. Det eksisterende tomrum herimellem er naturligvis årsag til megen utilfredshed.

Som det imidlertid allerede tidligere blev fastslået, finder ungdommens engagement ikke blot udtryk i negative reaktioner. Når unge mennesker bliver begejstrede for noget går de også helt og fuldt ind for det. Dette bekræftede sig på udtalt måde i forbindelse med projekterne vedrørende jomfrulandet i Kazakhstan samt i Sibirien og det høje nord.

En nylig foretaget undersøgelse i Leningrad afslørede følgende forbløffende kendsgerning: en ud af fem unge mennesker i denne moderne, industrialiserede hovedstad var straks parat til at afstå fra bylivets komfort og bekvemmelighed ved udsigten til eventyr og pionergerning i det kolde nord, på Sibiriens frosne tundraer og andre fjerne egne af Sovjetunionen.

For få år siden udsendtes et opråb med det formål at hverve frivillige til at hjælpe med bygningen af en jernbane fra Abakan til Taishet i Sibirien. Af de 35.000 personer, der svarede, var 26.000 unge mennesker i tyveårsalderen og derunder. Trods det frygtelige klima og de hårde arbejdsbetingelser drev de frivillige denne jernbane gennem Sayani-bjergene, tværs over Taiga og sumpstrækninger, hen over hvirvlende floder og vandløb som krydsede linien, og omsatte på denne måde, hvad der først havde lignet en urealistisk drøm til en fuldbyrdet kendsgerning - ført ud i livet med iver og begejstring. En lignende reaktion sås i forbindelse med et andet opråb, hvor det drejede sig om at opføre Bratsk-kraftstationen, ligeledes i Sibirien.

Vi ser således, at de unges vitalitet enten kan finde udtryk i en eksplosion af utilfredshed eller en eksplosion af begejstring. Og løsningen på mange af de problemer, der nu hærger et stort antal lande, består tilsyneladende i en tilnærmelse mellem to formål, På den ene side at sørge for en reducering - og så vidt muligt eliminering - af årsagerne til de unges berettigede utilfredshed. På den anden side at virke for en udvidelse af de unges muligheder, således at de kan få lejlighed til at udfolde deres iboende evner og tilbøjeligheder til fordel for konstruktive formål - og derigennem få afløb for deres naturlige talent for engagement og begejstring.

I såvel USSR som alle andre dele af verden har erfaringerne vist, at giver man dem blot chancen samt den tillid og respekt, de forlanger og behøver, da vil unge mennesker overalt i verden overvinde alle vanskeligheder på strålende vis. De har klart vist, at de kan tænke selv, er modige, effektive og energiske. Hvad de behøver er i dybeste forstand at få chancen. Og er det ikke en kendsgerning, at de overalt, hvor de har fået chancen, klart har taget føringen inden for nye grene af videnskab, ingeniørkunst, industri og produktion? - Hvad venter vi da på?

 

Reprinted from the UNESCO COURIER, April 1969.
Originaltitel: TOWARDS A NEW KIND OF INVOLVMENT
Oversættelse: Per Bruus-Jensen.