Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Recepten og forretningspapiret ligger stadig på mit skrivebord med deres nydeligt trykte slanger snoende sig om Asklepios- og Mercurstaven. Nu ved jeg, at de engang har været af vital betydning, selv om de er endt som dekorative klichéer. I medicinens tjeneste er slangen vel egentlig også et godt symbol, da medicin så at sige altid er giftig og dermed et onde. Men taget i en given mængde ved givne omstændigheder kan den være til gavn, i visse tilfælde endda så meget, at den ikke blot er et mindre onde men et gode.

At kundskab skulle være noget ondt i sig selv, må virke paradoksalt i en tid som vor, hvor teoretisk viden og praktisk indsigt og erfaring er nødvendig for os alle i kampen for tilværelsen. Det onde ligger snarere i sidstnævnte realitet: kampen for tilværelsen. At livet på denne jord er en kamp for en plads i solen, har vi allerede bevis på i planteriget, og i dyreriget er kampen intensiveret, der hersker kun den stærkestes ret. Menneskenes verden er blevet en intellektualiseret jungle, hvor den snedigste får magten, den der har størst overblik over årsag og virkning inden for det lokale felt, hvor tilværelseskampen foregår. Det jordiske menneske er et dyr, der har udviklet evnen til at tænke og til at realisere sin tanke i handling. Men hvordan er disse evner blevet udviklet? Det er sket gennem omgivelsernes påvirkning på godt og ondt, dvs. behagelige og ubehagelige påvirkning. Gennem en millionårig udvikling baseret på reinkarnationsprincippet er vi blevet vækket til bevidsthed her i en fysisk verden om det, der er behageligt og det, der ikke er det. Disse årmillioners forvandling er beskrevet kort og fyndigt af den orientalske digter Rumi:

Martinus beskriver i sin kosmologi de universelle love og principper, der ligger bag hele denne millionårige skabelsesproces eller skabende udvikling: fra mineral til menneske. Han understreger også, at døden ikke er noget, vi skal frygte, da den er en nødvendig del af hele livsfornyelsen og reinkarnationsprocessen. Men hvordan kan denne udviklingslære forbindes med det gamle testamentes skabelsesberetning? Martinus forklarer, at skabelsesdagene er symbol på udviklingsepoker, og at når Adam blev skabt af støvet, er det udtryk for mineraltilstanden. Senere, ved Evas skabelse, hvor jo netop en spaltning af Adam finder sted, er det udtryk for udviklingens overgang fra planterige til dyrerige, hvor det maskuline og det feminine princip, eller de to seksuelle poler, fremkommer som dominerende i hver sin organisme som hanvæsener og hunvæsener. Evas fødsel betyder altså spaltningen i to køn, der tiltrækkes af hinanden, og af hvis fysiske forening formeringen, dvs. den fortsatte reinkarnation, finder sted. I Martinus terminologi betyder "Eva" ikke et hunvæsen, men betegner den enpolede tilstand som henholdsvis maskulint eller feminint væsen. Set i dette perspektiv er et handyr eller en mand altså også et "Evavæsen", medens "Adam" er det dobbeltpolede væsen før "Evas skabelse". I sin nuværende tilstand er den jordiske kvinde og mand atter på vej til at blive et dobbeltpolet væsen eller et rigtigt menneske. Det betyder ikke, at det skal blive et "Adamvæsen" igen, men det skal blive et "Kristusvæsen".

Forvandlingen fra mineral til jordmenneske gennem plante- og dyrerige er den del af skabelsesprocessen, Martinus karakteriserer som indvikling i materien, det er samme proces, som på Mercurstaven er symboliseret med den mørke slange, der symboliserer kredsløbet fra stavens top og nedefter. Men hvilken rolle spiller nu Bibelens slange set i kosmologiens perspektiv? Den symboliserer den første fase af verdensgenløsningen og er altså ikke udtryk for noget ondt, tværtimod. Ganske vist repræsenterer den, hvad Martinus kalder "den mørke verdensgenløsning", men det er en fase i den skabende udvikling, der er akkurat lige så nødvendig som den senere "lyse verdensgenløsning", så nødvendig, at uden den førstnævnte kunne den sidstnævnte aldeles ikke finde sted. I mineralriget har det levende væsen endnu ikke nogen dagsbevidsthed på det fysiske plan, det er den "sovende Adam", hvis bevidsthed endnu er i forrige spiralzones salighedsrige, et "paradis". I planteriget er organismen mere modtagelig for påvirkning, her begynder evnen til at ane behag og ubehag, idet klima og vejrforhold lige fra den lette brise og fine regn til storm og uvejr virker på det levende væsens begyndende fysiske sansesæt. I dyreriget bliver fornemmelsen både af behag og ubehag større, og væsenet fører en instinktiv kamp mod alt ubehageligt, begynder at vågne til fysisk dagsbevidsthed, det bliver efterhånden et dyremenneske, der bevidst søger at skabe de årsager, det tror giver behagelige virkninger. Igennem alle disse faser af udviklingen, der altså er en stærkere og stærkere indvikling i fysisk materie, påvirkes væsenerne ikke blot af den fysiske natur, men også af åndelige væsener, der står bag naturkræfterne. Og for det primitive naturmenneske er dette forhold indlysende. Dets fra fortidige tilstande stærkt udviklede instinkt forbundet med primitiv følelse og en spirende fornemmelse for sammenhæng mellem visse årsager og virkninger, bliver til et religiøst instinkt, og da er væsenet modent for en særlig påvirkning, da begynder "den mørke verdensgenløsning", som for væsenet selv ikke på nogen måde opfattes som mørk. Det væsentlige i den primitive religion er livskraften og dens fornyelse, ikke specielt i det enkelte væsen men i samfundet. Samfundet er jo netop de "sociale dyrs" sammenhold, og hvor det enkelte væsen er svagt og forsvarsløst over for den farlige omverden, kan et samfund, en gruppe med en fast og sikker ledelse stå forholdsvis stærkt, hvis den har gode krigere, der er rede til at ofre livet for samfundet, og kvinder, der kan føde mange nye krigere.

Det primitive samfunds struktur er diktatorisk som en direkte arv fra dyreflokken og førerdyret, der ikke tåler ulydighed. Livskraften er i ganske særlig grad til stede i høvdingen, han opfattes som en personifikation af livskraften og en inkarnation af et guddommeligt væsen. Den sociale orden i samfundet er gennemstrømmet af kosmiske kræfter, den er som et fysisk afbillede af den overnaturlige verdensorden, og religion og dagligliv er ét. Ofringer er for naturmennesket et synligt tegn på loven om den universelle livskrafts vekselvirkning, et fællesskab mellem guder og mennesker og mellem døde og levende. Flokbevidstheden dominerer, og det enkelte væsens evne til selvstændig tænkning og individuel udfoldelse er ikke stor. Krigen forherliges, døden på slagmarken er vejen til "himmerige", og guderne skal tilbedes i frygt og bæven. "Føreren tænker for dig", dette Hitler-citat har virkelig engang været udtryk for en guddommelig ledelse og styrelse af mennesker, der endnu ikke var i stand til selvstændig tænkning, fordi deres indre "slange", hjernen, rygraden og nervesystemet endnu ikke var tilstrækkeligt udviklet. Men så havde de "slangen" til at lede sig, symbolet på livsfornyelse, på lægedom og magi, på forstand og snedighed, men også på farlighed. Kulminationen af ophøjethed for slangen som symbol på herskermagt både på visdom og farlighed, finder vi på de ægyptiske faraoners pande. Der sidder den gyldne Uræusslange, symbolet på, at farao er en inkarneret gud, alvidende og derfor farlig for andre at nærme sig, hvis ikke de viser den største ærbødighed.

Længe inden kongeprincippets fuldstændige degeneration havde den lyse verdensgenløsning begyndt at få indpas blandt de jordiske mennesker. På grund af de lidelser, som krige, hungersnød, slaveri, sygdomme og megen anden modgang havde påført millioner af jordmennesker, begyndte nogle af dem at få et andet livssyn også med hensyn til, hvad de kunne nænne og ikke kunne nænne at gøre. En mættelse af visse former af den mørke verdensgenløsning var ved at finde sted, og derfor var der begyndende modtagelighed for nye inspirerende kræfter. Når man er mæt af noget, er den første reaktion, at man væmmes ved det og får afsky for det. Denne mættelse og dermed den første fase af en ny form for verdensgenløsning spores i Bibelens beretning om "syndefaldet", hvor slangen er blevet en "djævel. Den er stadig symbol på farlighed, men nu på en anden måde. Nu er man nemlig ved at være bevidst i, at den mere kloge narrer og bedrager den mindre kloge. Man er blevet klog af skade, man er langt inde i oplevelsen af forskellen mellem godt og ondt eller behag og ubehag. Og da man begynder at danne sig en ny forestilling om det guddommelige som retfærdigt og godt (omend stadigvæk strengt og ikke egentlig kærligt), så må al livets tilsyneladende uretfærdighed og "ondskab" placeres uden for Gud, og så skaber man djævelen. At det princip, samme "slangedjævel" repræsenterer, er inde i mennesket selv, og at det har været en nødvendig faktor i opvågningen til fysisk dagsbevidsthed, er et overblik, som først kan komme til senere i udviklingen. Men "slangen" er symbol på fornyelse, hvad enten man opfatter den som udtryk for noget "djævelsk" eller guddommeligt, og hvor den før var udtryk for magt, suggestion, viden og frugtbarhed, bliver den nu symbol på den midlertidige individuelle udvikling i selvisk retning; på "djævelen" dogmatisk set, men kosmisk set på det, Martinus kalder "djævlebevidsthed", noget højst aktuelt for mennesket af i dag.

I Goethes "Faust" spørger Faust Mefistofeles: "Hvem er du da?" Og får til svar:

Faust forstår det ikke, og derved repræsenterer han næsten hele menneskeheden. En positiv fortolkning af det onde har kun de indviede kunnet præstere, og de var tavse, fordi de vidste, de ikke ville blive forstået. I deres symboler er deres viden dog nedlagt for dem, der kunne forstå det, som f.eks. i Mercurstaven og i Østens Yang og Yin-symbol.

I Vesterlandet er det først filosoffen Leibniz og senere Hegel, der forsøgte at give det negative en positiv fortolkning. Det blev hovedsagelig nogle af romantikkens digtere, som inspireredes af denne tankegang, deriblandt H. C. Andersen, men ellers druknede dette forsøg på et kosmisk overblik i efterfølgende perioders pessimisme og materialisme og i den indignation, der førte til de store revolutioner, til socialismen og kommunismen.

Slangen er symbol på de første væsener, der lærte os at tænke i denne verden, og dermed blev den også symbol på os selv som "rygradsvæsen". Også vi jordmennesker æder som slangen i almindelighed utrolig meget af andre ofte meget større dyrs organismer, og vi "kryber på bugen i støvet" som hundrede procent materialister. Men hvad med "kvindens sæd" og "slangens sæd"? I Bibelen omtales, at førstnævnte (Kristus) skal knuse slangens hoved, men slangen skal bide ham i hælen. Her er atter en beskrivelse af det jordiske menneskes forvandling. Vor menneske- eller Kristusbevidsthed skal overvinde slangebevidstheden, men det sker ikke uden smerte og lidelse, det er biddet i hælen. Forholdet mellem lidelse, kundskab og liv, som allerede Odin på Ygdrasill symboliserede, virkeliggjordes i kød og blod af Kristus. Men han sagde: "Tag dit kors og følg mig", altså var hans korsfæstelse ikke en stedfortrædende lidelse, men et eksempel. Der findes fra middelalderen et billede af Kristus hængende på kundskabens træ, og der findes et symbol af slangen som korsfæstet. I begge billeder er menneskehedens nuværende situation symboliseret. Slangens og kundskabstræets sidste og højst aktuelle udgave som kliché har vi i dollartegnet. Og når de jordiske mennesker i tilstrækkelig grad har lært, hvad der kan læres af "pengetræet på godt og ondt", og hvad det bringer med af krig og anden plage, så vil de, som Martinus skildrer det i 4. kapitel af Livets Bog, afskaffe pengene og igen finde frem til livskraften, skaberkraften som den eneste værdi. Ikke i blind underkastelse som de primitive mennesker, men som bevidste guddommelige medarbejdere, der i deres tanker velsigner både mørkets og lysets verdensgenløsere, der var de guddommelige redskaber, som hver på sin vis lærte dem sandheden om livslovene og lærte dem at bruge dem.