Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ordet "kliché" betyder både en figur, en skabelon, der anvendes til aftryk, og også det abstrakte begreb: en tom talemåde, hvis tomhed skyldes, at indholdet er blevet forslidt, udtrådt og trivielt, eller at man har glemt, hvad det oprindelig stod for. Foran mig ligger to klicheer, der dækker begge ordets betydninger, den ene er trykt på en recept, den anden på et forretningspapir. På recepten ser man en stav med en slange snoet omkring, på forretningspapiret en stav med hele to slanger og vinger foroven. Det er henholdsvis lægevidenskabens og købmandsskabets symboler. Men hvorfor er der slanger på dem? Slangen er gennem vor børnelærdom om "syndefaldet" blevet kliché for det onde, ja, for selve ondskabens personifikation: djævelen; hvordan kan den også stå som symbol for lægevidenskab og handel? De er dog begge positive kulturfaktorer i menneskehedens udvikling, og selv om der er former for "djævelskab" alle vegne, kan lægevidenskab og handel dog ikke have patent på "det onde" - og ville nok heller ikke reklamere med det!

Slangen er et mærkeligt dyr, den er som en rygrad, der snor sig hen ad jorden, en rygrad med lidt kød på og en ham, der kan skiftes, og med en mave, der kan svulme op og rumme et bytte, man slet ikke ville tro, slangen kunne fortære og fordøje. Dens bid kan være giftigt, ja, dødsens farligt, så det er ikke mærkeligt, at den i almindelighed opfattes som et uhyggeligt dyr, et ondt dyr, endda som selve symbolet på "det onde". Sådan kender vi den fra det gamle testamente, hvor den samtidig fremstilles som mere kløgtig og listig end noget andet dyr. Der siges ligefrem, at det er djævelen i slangens skikkelse, som frister Eva og Adam til at æde af frugterne på kundskabens træ.

Visse steder på jorden er slangen endnu genstand for religiøs kultus og magi inden for primitive religioner. Denne slangekult vil dog snart som så megen anden primitiv religion dø ud og forsvinde fra denne verden. Men at slangen tidligere har spillet en meget stor rolle som religiøst symbol, ikke blot blandt primitive folkeslag, derom vidner mange fund af gamle billeder og hellige tekster fra svundne tider og kulturer i næsten alle verdensdele. Slangeguder er som regel, hvad man i religionshistorien betegner som "ktoniske guder", dvs. betegnelsen for en række guder, der har deres bolig i jorden. Mange af de senere græske guder har deres oprindelse fra de ktoniske guder. Asklepios f. eks. er navnet på en slangeguddom fra jordens indre, der havde spådomskraft og kunne helbrede sygdomme. Senere forestillede man sig samme guddom i menneskeskikkelse men med slangen om sin stav. Man dyrkede ham som lægevidenskabens gud og opfattede ham som søn af Apollon. Staven med slangen snoet omkring er endnu den dag i dag lægernes bomærke. Til Asklepios knytter der sig en ejendommelig myte: Han var med sin lægekunst til så stor gavn for menneskene, at underverdenens eller dødsrigets gud, Pluto, blev bange for, at Asklepios skulle lære menneskene at overvinde døden. Pluto anklagede derfor lægeguden for Zeus, og resultatet var, at Asklepios, der kun var en halvgud, fordi han havde en jordisk mor, blev dømt til døden. Ligesom en anden halvgud, Prometheus, der havde hjulpet menneskene ved at give dem ilden, men blev straffet derfor, blev også Asklepios dømt for sin velgerning mod menneskene. Han blev straffet med det, han lærte menneskene at undfly, han blev dømt til døden.

En anden græsk gud, Hermes, den samme som romerne kaldte Mercur, har som symbol en stav, hvorom to slanger snoede sig, den såkaldte Caduceus eller Mercurstaven. Navnet Hermes betyder "ham fra stenhøjen" eller stenhøjens dæmon, og stenhøjen kunne være et vejmærke, en gravhøj eller en bautasten, hvor der meget ofte skjulte sig slanger. Hermesdyrkelsen er også begyndt som slangedyrkelse og udviklede sig til, at man opfattede denne slangeguddom i menneskeskikkelse og som søn af Zeus. Hermes er symbolet på klogskab og forstand såvel som på list og snedighed. Oprindelig blev han dyrket som hyrdegud og frugtbarhedsgud, og slangen blev symbol på Phallos eller det mandlige lem. Hos naturfolk er der - helt naturligt - ikke noget syndigt ved at fremstille seksuelle organer som symbol på noget guddommeligt, på frugtbarhed og fornyelse. Det møder man den dag i dag i Indien, og det hørte også til de gamle grækeres religiøse kultus. Men med Hermes var det ikke blot symbol på biologisk frugtbarhed. Hans phallos trængte ind i den anden verden og hentede de sjæle, der skulle til denne verden (kan man tænke sig noget bedre billede på reinkarnationen?). Han var i det hele taget vejleder og fører for sjælene, og han var veltalenhedens, vejenes, købmændenes og tyvenes guddom. Hans alsidighed er et godt symbol på, at der er mange slags forstand til i denne verden. At han var vejenes og de vejfarendes gud, refererede ikke blot til de jordiske veje og de rejsende, som færdedes der, men også til, at han var sjælelederen, som førte sjælene til og fra underverdenen. Ligesom slangen blev opfattet som et "sjæledyr", der stod i pagt med underverdenen, blev Hermes med sin stav fører for de "kosmiske rejsende", der ikke blot overskrider de mange fysiske korsveje, men også den korsvej, der gennem død og fødsel fører fra materiens til åndens verden og tilbage igen.

Caduceus eller mercurstaven, som endnu i vor tid bruges som symbol på handel og købmandsskab, er i virkeligheden et genialt kosmisk symbol, som har langt mindre at gøre med, at Hermes var købmændenes gud, end med hans egenskab af sjæleleder og gud for kundskab og forstand. Stavens symbolske struktur viser - i lighed med visse andre ældgamle symboler - at der i fortiden har levet væsener, som var indviet i de kosmiske love og gav dem udtryk på en måde, som blev forstået af nogle få, der var mere udviklet end de store masser, for hvilke samme symboler fik betydning gennem suggestion og magi.

Stavens nederste del er omslynget af to slanger, der snor sig som et dobbeltmønster om dens akse og danner mindre buer forneden og større længere oppe. I den øverste og største bue nærmer de to slangehoveder sig hinanden, og over dem, på stavens øverste del, ser man to vinger, der omgiver dens toppunkt. Med sin bevingede hat og dito sandaler og med sin stav i hånden kunne Hermes, gudernes sendebud, overskride alle grænser. Hans kundskab og indsigt gav ham adgang såvel til underverdenen som til menneskene på jorden og til gudernes Olympos. Ifølge gammel ægyptisk og græsk okkult overlevering symboliserer slangernes snoninger kredsløbet i materien, både i sjælenes verden og på jorden. At der er to slanger, der er blevet ét, udtrykker det maskuline og det feminine princip, og yderligere siges den ene slange at symbolisere den del af kredsløbet, som er indviklingen i materien (fra oven og nedefter), den anden symboliserer udviklingen, der igen går op mod stavens toppunkt. Tilsammen er de to slanger altså udtryk for de to faser af det levende væsens underbevidsthed, gennem hvilke det mister og genvinder sin kosmiske bevidsthed eller sin dagsbevidste viden om sin identitet som et evigt væsen, der gennem sin overbevidsthed, symboliseret med stavens toppunkt og vinger, er ét med den evige Guddom. Staven er også i sin helhed symbol på universet som den evige Guddom. Den ene slange udtrykker Guddommens sekundære bevidsthed, hvor livsfornyelsen finder sted, den anden Guds primære bevidsthed, der fører op mod toppunktet, det faste punkt eller Guddommens Jeg, hvorfra vingerne stråler ud som symbol på skabeevnen. Hermes eller Mercur bærer således et symbol på den højeste visdom og kundskab, hvor slangerne er udtryk for kredsløb og bevidsthedsfornyelse.

Blandt de livsnære symboler, som kunne få stor betydning for store grupper mennesker - især efter at man var begyndt at dyrke jorden - var træet og dets frugter. Det blev symbol på livet og på livsrytmen, på vegetationens opblomstring, dens hendøen og dens genoplivelse og dermed på liv, død og genopstandelse. Grene og stave var symboler på livstræet, og ovennævnte Caduceus eller Mercurstav har muligvis udviklet sig fra blot at være en symbolsk gren til at blive et genialt udtænkt symbol, så det faktisk på én gang var livets træ og kundskabens træ. Både hos ægyptere, babylonere, persere, indere, de gamle nordboere og adskillige andre folkeslag har træet lige som hos jøder og kristne været et meget fremtrædende symbol i den religiøse kult og mytedannelse. I nogle gamle kulturer var livstræet ikke blot symbol på frugtbarhed og naturens kredsløb, men på selve frugtbarhedsguden og hans hendøen og genoplivelse. Det blev visse steder direkte anskueliggjort for folket ved fældning og plantning af livets træ, eller som f. eks. i Ægypten ved "nedlægning" og "oprejsning" af det hellige træ. Man opfattede træet og guden som ét, men da man også opfattede kongen som ét med guden, måtte han underkaste sig de samme riter som guden og træet. Det som udtryktes som gudens død og opstandelse ved træets fældning og plantning blev udtrykt ved symbolsk henrettelse af kongen og påfølgende genindsættelse. Visse steder har henrettelsen ikke blot været symbolsk, men virkelig en ofring. Man kan så gøre sig sine tanker om den dogmatiske kristendoms forbindelse bagud til disse gamle religioner, når man véd, at Kristus også er blevet kaldt "det sande livs træ".

Men lad os ikke blot holde os til Orientens og det sydlige Europas gamle religiøse symbolik og mytedannelse, men også se på, hvad der i længst forsvundne tider var den åndelige baggrund for mennesker på vore egne breddegrader. Vi ved nok lidt om Odin, Thor og Loke og har i skolen lært nogle historier om dem, som både var spændende og morsomme, ikke mindst hvor det drejede sig om Thors og Lokes indbyrdes stridigheder. Men at der eksisterede en dybtgående livsfornemmelse og åndelig indsigt bag den nordiske mytologi, en fin symbolik, er der ikke så mange, der er klar over. I den nordiske mytologi hedder livstræet "Yggdrasill", dets grene breder sig over hele verden og når op over himlen. Det har tre rødder, der strækker sig overmåde vidt, en til guders og menneskers verden, en til jætternes og en til underverdenen eller dødsriget, også kaldet "Hel", dvs. "det indhyllende rum". Ved den førstnævnte rod sidder Nornerne, skæbnegudinderne. Også af dem er der tre, en for fortid, en for nutid og en for fremtid. De vedligeholder gudernes og menneskenes del af verdenstræet med vandet fra Urds kilde (urkilden eller fortidens kildevæld). De forkynder skæbnen, ja, de væver den for tidens børn, for menneskene. De skærer runestave, et mønster med en mening bagved. Men hvad er egentlig runer?

Det er et ældgammelt verdensbillede, vi her bliver konfronteret med. Det er som et primitivt maleri fuldt af kraft og skønhed, og der er megen okkult visdom bag dets digteriske billedverden. Skaberen af disse myter, eller skaberne, for der har sikkert været flere, har også anet, at der foruden den del af verdenstræet, der var "offertræet", som vi med et lignende udtryk også ville kunne kalde "kundskabens træ", var en del, der var endnu ældre. Og her er vi ved spørgsmålet: hvad var der før guder og mennesker? Hvad var der før begyndelsen? Hvad var der før verden blev til? Det spørgsmål stiller vi, men det har fortidens mennesker ikke stillet, da deres bevidsthed var anderledes end vor. De har ladet sig nøje med en digterisk antydning, en tilsløring, der lader ane noget bagved. Myten er hemmelighedens klædebon, ikke selve hemmeligheden, som kun kendes af de indviede, der selv har oplevet den. Ved hjælp af hemmelighedens klædebon, af dets mønstre, figurer, former og farver, der blev til symboler, har det almindelige menneske i fortiden, hvis det var åbent og vågen og brugte sin fantasi og sit religiøse instinkt, kunnet nærme sig hemmeligheden og ane dens væsen og storhed. At de, der har skabt dette ældgamle verdensbillede, har vidst mere, forstår man, når man kender kosmologien. Det der var før guder og mennesker, kalder de "Mimers brønd", hukommelsens brønd, som Odin kunne øse af på den måde, at hans ene øje blev sænket ned i brønden (derfor var han enøjet).