Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Atter glider et Aar paa Hæld, med hastige Skridt nærmer vi os den korteste Dag, Julen staar for Døren, – og hinsides den skimter vi nu et nyt Aars første spæde Morgenrøde.

Da hele Martinus' Arbejde befinder sig midt i sin Skabelse, endnu har det jo ikke Aarhundredernes Tyngde over sig, tror jeg det vil være klogt at standse op et Øjeblik og lade Blikket glide tilbage over det snart svundne Aar for at se, hvilke Resultater det bragte, hvormed netop det har gjort sig fortjent til at erindres.

Lad mig sige det straks, blot i to simple Ord: "Kosmos' Feriekoloni"! Alle de, der har fulgt denne Sags Fødsel igennem dens forskellige Faser, fra det første offentlige Foredrag i Forhaabningsholmsallé og til nu, vil sikkert give mig Ret i, at bortset fra den Dag, vi saa "Livets Bog" ligge paa vort Bord, har vel intet bragt vort Hjerte til at banke stærkere end den Dag, vort Øje første Gang skuede de smukke orangerøde Huse paa de mørke Graners Baggrund. Naar "Kosmos"s Feriekoloni har faaet saa stor en Plads i vore Hjerter som Tilfældet er, er det vel i første Række, fordi den saa helt er et Produkt af os selv. Alle har her løftet i Flok, hver ydede sit, og Resultatet er af en saadan Beskaffenhed, at man skal lede meget længe efter noget tilsvarende.

For mig personlig staar denne Feriekoloni som Opfyldelsen af en Drøm, jeg i al den Tid, jeg har kendt Martinus, har næret. Efter at Livet havde belært mig om, at ikke alle og enhver, som tilsyneladende ikke mangler noget, hvad Begavelse angaar, kan fatte disse Analyser, endsige blot tolerere dem, gik det op for mig, at Idealet af en Ferie maatte blive den, hvor Mennesker af fælles aandelig Opfattelse mødtes i et kort Spand af Tid og der, under absolut frie og utvungne Forhold, kunde tale sammen, mere eller mindre fortroligt, alt efter Temperament, men alligevel under Former, hvor Straalerne fra det fjerne, rigtige Menneskerige af hver enkelt kunde føles indtil en saadan Grad, at det grænsede op til den rent fysiske Fornemmelsesevne.

Alle de, der oplevede Koloniens første Sommer, vil sikkert give mig Ret i, at den svarede til Forventningerne. Her er virkelig skabt noget, som i sig rummer Værdier langt ud over det almindelige. Thi ikke alene er denne Koloni blevet Mødestedet for Mennesker af samme aandelige Opfattelse; beliggende som den er i en skøn og ejendommelig Natur, er den samtidig blevet et Hvilested for det trætte Sind og de overanstrengte Nerver.

I Betingelserne for at være deroppe har Martinus ikke forlangt, at man skal være Vegetarianer, det overlader han som altid til den Enkelte selv, men det er, som hviler en uskreven Lov, der byder at skaane yngre Brødre til os selv i Udvikling, over hele Kolonien. Dyr og Planter har her, som vi andre, faaet et fredfyldt Sted at være. Der, om ikke andre Steder, skal alle føle, hvad det vil sige at komme "Himlen" blot lidt nærmere.

Et Aar gik rundt, – den første Sæson i "Kosmos"s Feriekoloni er forlængst fuldbyrdet, og Forberedelserne til den næste skal snart paabegyndes. Maatte den Trang og Evne til at bære i Flok, der prægede Skabelsen af denne smukke Koloni, ogsaa fortsættes, det ikke alene haaber jeg, det tror jeg at vide.

Men ogsaa inden for andre Omraader betød 1935 et Aar i Vækst. Studiekresarbejdet har nu antaget Form, den sidste Udvidelse over til Borups Højskole viser hver den, der har Øjne at se med, at vi her er i Gang med at skabe en Skole, der for enhver, der søger den, kun kan betyde et Plus i Vedkommendes egen Udvikling. I en Atmosfære af Fred og Kærlighed søger vi her i Fællesskab at trænge dybere og dybere ind i Martinus' store Analyser. For mig staar Maalet: en aandsvidenskabelig Højskole – klart. Ogsaa her løftes i Flok, ogsaa her skabes i Fællesskab noget, der har Betydning langt udover Hverdagen. Om dette Arbejdes Trivsel hersker ingen Tvivl, det maa, som alt levendefødt, gro. Skal jeg ønske noget her, saa bliver det, at den Kærlighed, jeg i Aar har følt paa de forskellige Hold, maa vokse i Dybde og Inderlighed, saaledes at hver ny, der kommer indenfor vor Dør, maa føle sig – ikke alene godt tilpas, men ogsaa hjemme!

Et Aar gik rundt – et Aar med Vækst og smukke Resultater. Lad os nu ved Aarets Slutning glæde os over det naaede, men lad os ogsaa samtidig tænke paa, at Vejen frem er lang, at Maalet: det rigtige Menneskeriges Fødsel paa Jorden, kræver al vor Anspændelse, al vor Vilje, al vor Kærlighed. Et kosmisk Sekund er udrundet, – lad det næste bringe os den største af alle Oplevelser – den store Fødsel – endnu et Skridt nærmere!