Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Det er vist de færreste af os, der rigtigt har gjort os klart, hvad ord betyder for vor evne til at tænke og dermed for hele vor udvikling fra de mest primitive urstadier, hvor vi til at begynde med kun kunne udtrykke de mest enkle følelser som angst og glæde, sorg og raseri ved uartikulerede brøl, mumle- eller knurrelyde af forskellig styrkegrad og art, til det trin, vi i dag står på, hvor vi gennem tale og sang, i poesi og prosa, på tusinde måder kan give udtryk for en uhyre skala af følelser og tanker, spændende fra den sorteste fortvivlelse til den højeste ekstase af inspireret lykkefølelse.

Den næsten suggererende, hypnotiske magt ord kan have, er et velkendt fænomen i vor tid og udnyttes bevidst af reklamefolk i de såkaldte slogans eller slagord, men ordene i sig selv er jo kun redskaber, og deres værdi bestemmes af den tanke- eller energikombination, der ligger bag dem, og det er derfor let forståeligt, at ord eller slagord, der kun skabes, skrives eller siges for at påvirke mennesker til at købe en eller anden vare, ikke kan have nogen egentlig varig værdi, ikke mindst da der ofte slet ikke er noget rimeligt forhold mellem ordenes valør og de faktiske realiteter bag ordene. Man kunne næsten fristes til at sammenligne sådanne, i høj grad tidsbestemte slagord med similistene, kunstige smykker, sammenlignet med de virkelige visdomsperler, som ordsprog som ovenstående er udtryk for.

Sådanne visdomsperler er nemlig udkrystalliseret af generationers erfaringer netop i hverdagen, og de er gennem tiden slebet sprogligt til, sådan at de kommer til at virke umiddelbart ved deres enkelhed og skønhed og har kunnet bevare deres værdi op gennem skiftende tider med skiftende kulturer og idealer. Og hvorfor har disse ordsprog så kunnet bevare deres værdi, kunne man spørge? - Fordi de beskæftiger sig med det alment menneskelige, det jævne og naturlige, der angår alle mennesker, og fordi de ofte rører ved det problem, som vi mennesker til alle tider og i alle kulturer mere eller mindre har været stillet overfor, nemlig hvordan vi skal overvinde vor isolation, vor ensomhed, hvordan vi skal nå frem til en forening med andre, hvordan vi skal overskride vor egen individuelle tilværelse og blive led i en større helhed, kort sagt: hvordan vi skal finde lykken i hverdagen.

Sprogligt set var en stor del af de gamle ordsprog udformet i billed- eller symbolsprog, der skjulte en bagved liggende dybere sandhed, akkurat som i eventyrene, og som det gav den, der blev præsenteret for dem, en særlig tilfredsstillelse at opfatte. Lige fra det øjeblik, hvor mennesket som homo sapiens begyndte at lære glæden ved at tumle med tanker og ideer at kende, udtrykke dem i ord og videregive dem til alle, der gad høre eller læse, hvad det havde på hjerte, har der altid været noget særlig fascinerende ved det dobbeltbundede, flertydige udsagn, som skjulte mere bag sin tilsyneladende enkle ydre form end en overfladisk undersøgelse afslørede, og som ligesom var en udfordring til menneskelig fantasi og fatteevne.

I det japanske ordsprog, der er udgangspunktet for denne artikel, skjuler der sig også en dybere visdom; end man måske ved en første gennemlæsning får øje på. Martinus har af og til givet udtryk for den tanke, at det ligger i alle menneskers natur at ville gøre sig fri. Men fri af hvad? Frihed er jo netop blevet et slagord i vor tid. Alle råber på frihed, men vi taler ofte forbi hinanden, når vi bruger dette ord, for vi mener helt forskellige ting med det. Men én ting kan vi måske blive enige om, og det er, at der er noget, vi alle sammen gerne vil gøre os fri af, og det er frygten. - Når derfor ordsproget slutter med at fastslå, at det er et mål: intet at frygte, røres der allerede i disse enkle ord ved noget meget centralt i hele menneskehedens situation i dag.

Men lad os allerførst se lidt nærmere på, hvad FRYGT egentlig er. Når man beskæftiger sig med åndsvidenskab, lærer man langsomt, hvor nyttigt det er ikke at tage ordene efter deres "pålydende værdi", men prøve at finde ud af, hvad de virkelig dækker. Vi lærer gennem Martinus, at mennesket primært er et åndeligt væsen, der gennem sine seks forskellige legemer oplever tilværelsen som en sammenhængende række tankebilleder, præget i ikke ringe grad af instinkt, i høj grad af tyngde- eller eksplosions-energi, farvet af stærke følelser og kun hist og her for alvor under intelligensens kontrollerende indflydelse eller glimtvis oplyst af intuitionens kornmods glans. Intet under, at et sådant væsen i det moderne menneskes skikkelse kan lignes ved en såret flygtning mellem to riger, som Martinus billedligt udtrykker det, nemlig det dyrerige, hvori vi med vor krop og en meget stor del af vor tankeverden stadig hører hjemme, og det kommende rige, det, Martinus kalder DET RIGTIGE MENNESKERIGE. Men hvad er en flygtning? Er det ikke netop et menneske, der drives frem af frygt? Og hvad er grunden til, at mennesket fyldes af frygt? - Fordi der i menneskets tankeverden også eksisterer en faktor, der hedder fantasi, og det vil i denne forbindelse sige: evnen til i kraft af tidligere smerteerfaringer at kunne forestille sig en gentagelse, ja, måske endda en forstærket gentagelse af disse tidligere ubehagelige og smertelige oplevelser. Og jo stærkere disse tidligere lidelseserfaringer har været, jo mere levende er menneskets angst, og jo stærkere vil man ganske naturligt koncentrere sig om at undgå en gentagelse.

Frygtens broder er sorgen, de er et tvillingepar, dermed deres mørke janushoved synes at spærre mennesket vejen frem, så vi i stedet for at se dristigt op stirrer ned i den kløft af rugende mørke, som er under os og bag os. Og de to supplerer hinanden godt, mens sorgen ser tilbage og begræder savnet af det tabte, ser frygten fremad i skælven.

Frygten har fulgt mennesket som en skygge, lige fra det tog sine første vaklende skridt op ad den vældige udviklingens stige, der fører fra det egentlige dyrerige op til urmenneskets stade. Den har været den inderste drivkraft i det, vi kalder selvopholdelsesdriften, og det er ikke vanskeligt at forestille sig, hvordan tilværelsen på mangfoldige måder må have været en kilde til frygt for de første mennesker: frygt for naturens kræfter, for fjender og onde ånder, for giftige og farlige dyr, for sultens svøbe og nattens mørke, for den klamme og uforståelige pludselige død, der kunne overrumple dem, når de mindst anede det. Men frygten var dem også en god læremester. Den lærte dem lidt efter lidt at tænke og handle mere og mere logisk, sådan at de uddrog viden af deres smerteerfaringer. Og ud af frygten fødtes dens modsætning: modet, der voksede med menneskets tiltagende forståelse og viden og blev til dristighed, eventyrtrang. Af det oprindelige dyrevæsens nysgerrighed og legetrang udviklede der sig de første spæde spirer til det, vi i dag kender som videnskabelig forskning, og samtidig kom en anden faktor det vordende menneskevæsen til hjælp: det lærte at overvinde en del af sin frygt gennem det, vi kalder religion.

Men religion er kun en hjælp for den, der ejer evnen til at tro, og denne evne er - siger Martinus - degenererende i kraft af den stadigt voksende evne til at tænke, Det er ikke svært at se, at det faktisk forholder sig sådan. Jamen, så må videnskaben vel kunne hjælpe mennesket til at frigøre sig for al frygt. Er vi ikke ved at gøre os jorden underdanig, som skrevet står? Behersker vi ikke ved vor teknik snart sagt alt? Har vi ikke overvundet naturens ublide kræfter, ja, tvunget dem til at arbejde for os, så vort liv kan være beskyttet på så godt som alle måder? Har vi ikke udnyttet jordens rigdomme, kortlagt den ganske klode og opfundet befordringsmidler, så vi på kortere og kortere tid kan komme fra den ene ende af den til den anden? Er videnskaben ikke trængt ned i naturens inderste hemmeligheder, helt ned i mikrokosmos - og langt ud i makrokosmos, først med store teleskoper og siden med bemandede rumfartøjer? Og er man ikke klar over, at dette blot er begyndelsen?

Jo, alt dette er måske rigtigt nok. Men hvorfor er hverdagen så alligevel så grå - ja, rent ud sagt et helvede for masser af mennesker på vor klode? Er det ikke frygten, der stadig bringer nationerne til at ruste sig imod hinanden som aldrig før i jordens historie? Det ser ikke ud til, at vor voksende viden på de materielle områder har kunnet beskytte os imod frygten og dens virkninger. Menneskeheden har gjort nogle dyrekøbte smerteerfaringer i vor tid. Man behøver blot at sige navnene Hiroshima og Nagasakhi, så toner billedet af atombomben frem i vor tankeverden og med den en frygt, som overgår alt, hvad mennesket har frygtet i tidens løb.

Krigens Molok kræver også sine stadige ofre: Vi har oplevet det to gange i vort århundrede, og trods alle fredsbestræbelser er der meget, der tyder på, at vi kan komme til at opleve endnu en verdenskrig, inden tidens store viser passerer det kosmiske klokkeslæt, der hedder år 2000. Ja, ulmer krigen i grunden ikke allerede rundt om på vor klode?

Er det underligt, at menneskets sidste håb og tilflugt: troen på den ene store, alkærlige Gud og Fader, der er almægtig og alviis, er ved at svinde? At det moderne menneske har svært ved at se ham, som Michelangelo så ham og har malet ham så vidunderligt i det Sixtinske Kapels loft? Eller som en af vore guldalderdigtere, Ingemann, opfattede ham; som vi møder ham i Ingemanns aftensange: Mod aften stilner det muntre liv på jorden af, og børnene bliver trætte. Da stiger engleflokke ned fra himlen, og Gud breder selv det store stjernetæppe over sin jord, så alle kan lukke øjnene og slumre trygt i hans varetægt. - Et finere og mere nænsomt udtryk har kun få digtere formået at skænke det, Martinus har givet navnet Den gamle Verdensimpuls.

Men det er langt over 100 år, siden disse sange blev til, og Den gamle Verdensimpuls viger hurtigt pladsen for en helt anden guldalder: materialismens guldalder, hvor forstanden ikke længere lader sig holde fangen under troens tømme, og hvor begrebet frygt ligesom har fået mange flere facetter end før. Nu optræder den i allehånde forklædninger og under fornemme fremmede navne: man taler om psykosomatiske sygdomme og om neuroser; vi må dulme den med piller eller flygte for den ind i narkomanernes falske paradis, hvor man måske nok for en kort stund kan glemme alle sine sorger, men blot for senere at vågne op til en virkelighed, der er mere grå end den kunstigt frembragte lykketilstand var gylden.

Hvis en af betingelserne for at finde lykken i hverdagen er: intet at frygte, er vi tilsyneladende fjernere fra den end nogen sinde, for fundamentet mangler. Alle taler om det. Det fremgår af udsendelser i radio og TV, af artikler i tidsskrifter og blade, af mange film og bøger: mennesket af det tyvende århundrede mangler et åndeligt ståsted. Deraf frygten. Og videnskaben har altså ikke kunnet hjælpe. Hverken lægen med sine kostbare transplantations-instrumenter har kunnet finde det svageste spor af nogen sjæl, eller astronauten i sit rumfartøj noget spor af Gud i rummet uden for vor klodes atmosfære.