Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I sin underfundige bog: "Oberst Brambles messe" lader forfatteren (André Maurois) en af sine personer opregne, at ofrene for samtlige førte krige gennem tiderne ville kunne forsyne en blodstrøm, der med en kapacitet af syv hundrede liter i timen løb siden verdens skabelse. Det svarer til et tab af menneskeliv på gennemsnitligt nitten millioner pr. århundrede.

Som fransk forbindelsesofficer under første verdenskrig havde André Maurois lejlighed til på første hånd at opleve denne blodstrøms tilblivelse, og han nåede også at blive vidne til den anden verdenskrig, der med sine 55 millioner ofre fuldstændigt sprængte rammerne for de netop nævnte beregninger. Faktisk antager "krigens pris" i det tyvende århundrede fuldstændigt uoverskuelige dimensioner, ikke mindst hvis en tredie verdenskrig skal afslutte det. Således ville alene de 55 millioner ofre for den anden verdenskrig kunne danne et geled, der ved ækvator når jorden en og en sjettedel rundt. Hvem kan overskue omfanget af en sådan tragedie? Vel sagtens ingen, men man kan måske danne sig en forestilling om det, hvis man tænker sig, at man til fods skulle skridte denne front af og under vejs se hvert eneste af disse mennesker i øjnene. Med en hastighed af seks kilometer i timen ville denne parade tage syv tusinde timer, hvad der svarer til knapt et år. Skulle man nå at hæfte sig hvert enkelt menneskes ansigt og personlighedsudstråling måtte hastigheden antageligt nedsættes til omkring to kilometer i timen, og paraden ville dermed vare 21.000 timer eller ca. tre år. Tre års uafbrudt konfrontation med mennesker, der for flertallets vedkommende skal lide en mere eller mindre voldsom og tragisk død. Og af årsager, hvis inderste natur hovedsageligt er uklare og diffuse. Det er ikke så sært, at man ved den anden verdenskrigs ophør kunne konstatere en umådelig krigslede, en fast beslutning om, at noget sådant aldrig mere måtte gentage sig i menneskehedens historie. De nationale særinteresser måtte vige til fordel for internationale fællesinteresser. Man var parat til at interessere sig for den pris, en varig fred måtte koste.

Det er nu snart 25 år siden at disse intensioner var virksomt levende, og som vi alle ved er det i praksis gået helt anderledes. Ja, faktisk på samme måde som efter enhver tidligere krig. Og man må uvilkårligt tænke på Churchills ord om, at menneskene lærer langsomt, men glemmer hurtigt. Nu er en helt ny generation på vej ind i den samfundsmæssige indflydelsessfære, en generation, for hvem den anden verdenskrig med samtlige dens lidelser og erfaringer tilsyneladende blot er historisk strandingsgods og dermed et mere eller mindre abstrakt fænomen. Vi nåede ikke i mellemtiden at få etableret en fredssikret samfundsform, der hviler på de vundne lidelseserfaringer, og som den nye generation kan overtage og bygge videre på. Den anden verdenskrig har tilsyneladende været lige så forgæves og dermed i dybeste forstand meningsløs som alle tidligere krige. En umådelig chance synes håbløst forspildt.

Man kan med god grund og dyb beklagelse undre sig over denne tingenes tilstand. Er krigen virkeligt den periodiske naturlov, André Maurois taler om, og som hos menigmand finder udtryk i tesen om, at der altid har været krig, og at der altid vil blive ved med at være krig?

Afdøde præsident John F. Kennedy tog kategorisk afstand fra denne tanke, idet han konkluderede, at vi ved at antage den allerede på forhånd har erkendt en tredie verdenskrigs udbrud som en uafvendelig fremtidsbegivenhed. Ikke desto mindre er det samtidig en kendsgerning, at netop USA har været en meget aktiv partner i det rustningskapløb og den terrorbalance, vi har været vidne til i de sidste femogtyve år. Således viser de tørre kendsgerninger, at alene USA siden den anden verdenskrigs ophør har spenderet ti billioner - altså tusinde milliarder kroner - på rustningsformål. Nogenlunde samme tal gælder for Sovjetunionen, og resten af verden har fulgt med så godt den kunne. Resultatet af disse investeringer er et potentiel af sprængstoffer, der allerede i 1965 beløb sig til ca. 40.000 megaton trotyl, hvilket svarer til 30 tons pr. menneske på hele jorden. Til sammenligning kan nævnes, at der i hele den anden verdenskrig tilsammen udløstes 6 - skriver seks - megaton trotyl. Ikke desto mindre fortsætter anstrengelserne for at øge dette potentiel, efter sigende med ca. 30% om året.

Hvordan klarlægge logikken i en sådan aktivitet? - Det er blevet sagt, at hvis resten af universet er beboet, da må jorden bestemt være dets galeanstalt, og adskillige mennesker er parat til at skrive under på denne dom. For samtidig med, at der ofres disse umådelige summer på det dræbende princips alter, forsømmes i vid udstrækning de aktiviteter, der skulle sanere krigens udløsende mekanismer. For sandheden er, at menneskeheden slet ikke har råd til de enorme investeringer, der finder sted til fordel for destruktive formål, hvis den samtidig på betryggende måde skal tilgodese de projekter, der gør krig overflødig og uønsket i en sådan grad, at verdensfreden virkeligt kan betragtes som konsolideret og sikret. Således ved vi f. eks., at Vietnamkrigen har ført til nødvendigheden af at udskyde de socialreformer, der så hårdt trænger sig på i USA, og som bl.a. viser deres nødvendighed ved, at ca. 10 millioner mennesker i dette velstandssamfund er så fattige, at deres føde kun andrager gennemsnitlig 800 kalorier om dagen. Fra offentligt hold er det med bidende ironi blevet sagt, at dette ikke engang er nok til at holde liv i de indvoldsorm, flertallet af disse mennesker lider af.

Retter vi blikket mod ulandene tegner billedet sig endnu mere grelt. Her dør kun 4% af alle mennesker af naturlige årsager. Mange steder har man en børnedødelighed inden for det første leveår på helt op til 80%, og undersøgelser foretaget af Unicef (FN's internationale børnefond) viser, at der hver eneste dag året rundt dør ca. 30.000 børn af sult og sygdom. Ikke desto minde ofrer USA så store beløb på sin krig i Vietnam, at det andrager ca. 1,4 millioner kroner pr. nedkæmpet fjendtlig soldat. Man må unægtelig føle sympati for de mennesker, der er tilbøjelige til at betragte jordkloden som universets galeanstalt. På den anden side er det helt sikkert, at det ikke løser nogen problemer at forskanse sig i dette synspunkt. Det er ganske øjensynligt en helt anden holdning, der er brug for.

Ja, men er det da overhovedet muligt at løse krigens problem? Hertil må svares, at dette spørgsmål i virkeligheden slet ikke kommer i betragtning. For som situationen tegner sig i dag skal det simpelt hen være muligt. Dette fremgår af, at vi i dag råder over destruktionsmidler mere end tilstrækkelige til at udrydde den menneskelige race fuldstændigt, hvis ikke overhovedet alt liv på jorden, således at en ny uforsonlig storkrig efter alt at dømme vil være ensbetydende med menneskehedens selvmord. Og set på denne baggrund må krigens problem simpelt hen løses, hvad enten det er muligt eller ikke.

Og naturligvis kan dette problem løses. Krig er jo noget vi selv skaber, ligesom det er noget, der forudsætter det enkelte menneskes medvirken for at kunne virkeliggøres. Følgeligt ligger også problemets sanering på det individuelle plan. Normalt er vi jo tilbøjelige til at anse krig for noget næsten overmægtigt, der påtvinges den enkelte så at sige oven fra, medens sandheden er, at krigen så vel som freden har en atomistisk struktur i den forstand, at den muliggøres af enkeltvæsener, f.eks. Dem og mig. Det er derfor også helt klart, at krigens udryddelse går gennem dette, at det enkelte menneske siger nej til den. Siger nej til at være dens praktikant. Men dette er til gengæld også den eneste måde, problemet kan løses på. Alle forestillinger om, at krigen kan holdes fra døren ved hjælp af det størst mulige krigsberedskab er lige så illusorisk som at tro, at ildebrand kan afværges ved hjælp af et vældigt beredskab af benzin. Dette bekræftes da også til overmål af historien. Intet skræmmevåben har endnu været i stand til at umuliggøre krig. Og tager vi hensyn til de erfaringer, der er høstet gennem de sidste 25 års alvorlige krisesituationer på det internationale plan (f. eks. Koreakrisen, Cubakrisen og krisen i det mellemste Østen), er der heller ikke noget der tyder på, at de nugældende destruktionsmidler yder denne effekt. For ganske vist har skrækken for følgerne hidtil afværget det store ragnarok. Men samtidig har vi erfaret, at konflikterne vil kunne tænkes at låse sig fast i sådanne positioner, at en eskalation eller ukontrollabel udvikling automatisk bliver følgen, jævnfør det gamle ordsprog, at når man først har mistet hovedet, kan det være lige meget med frisuren. Nej, faren for krig er tydeligt nok først for alvor afværget i det øjeblik denne form for meningsudfoldelse er afsvoret i en sådan grad, at det giver sig udslag i definitiv afrustning af nationerne. Da har man nemlig etableret den sikkerhedsventil, der sørger for, at det bliver over forhandlingsbordet og ikke på slagmarkerne, de optrædende problemer løses.

Det er nærliggende her at indvende, at dette er ønsketænkning uden anden forbindelse med virkeligheden, end at den efterhånden deles af et ikke ubetydeligt antal mennesker. Men i praksis går det jo slet ikke sådan. Således har man f.eks. for længst passeret den resultatløse nedrustningskonference nr. ethundrede.

Ganske rigtigt, men samtidig må man ikke være blind for, at vi med hensyn til begrebet krig befinder os i en helt ny situation uden sidestykke i hele menneskehedens lange udviklingshistorie. Denne situation består i at krig ikke længere kan betale sig for nogen som helst. Især ikke da den teknologi, der for første gang i verdens historie sætter menneskeheden i stand til at begå globalt selvmord samtidig sætter den i stand til at tilfredsstille samtlige menneskers samtlige materielle behov. Som U'Thant for år tilbage udtrykte det: "Verdens hovedproblem i dag er ikke et spørgsmål om mangelfulde ressourcer, men derimod et spørgsmål om villighed til at fordele de ressourcer, jorden til overmål stiller til rådighed".

Dette er tydeligt nok en helt ny situation, som det naturligvis kræver en vis tid at tilpasse sig. For medens udviklingen fra prækambrisk kæmpemolekyle til atomaldermenneske har været én eneste undervisning i magt- og voldsprincippets gyldighed som eneste mulige og effektive forsvars- og gevinstmetode, så burde alene den selvopholdelsesdrift, der hidtil har været drivkraften bag denne metodes praktisering, i dag tilskynde os til at afstå fra at benytte den som middel til at løse tidens aktuelle problemer. For i forsøget på at gøre den så effektiv som muligt har vi nu udviklet sådanne magtmidler, at det vil være den visse død og undergang for alle at bringe dem i anvendelse. Og dermed har magt- og voldsprincippet elimineret sin egen berettigelse i en sådan grad, at det har mulighed for at blive åbenbart for alle samtidig med, at det gør efterlysningen af nye fremgangsmåder aktuel til det yderste. Menneskeheden er simpelt hen stillet over for spørgsmålet om, hvorvidt den fortsat vil betale krigens pris, eller den er parat til at interessere sig for det, man må kalde fredens pris. Og på en måde, så praktisk taget hvert eneste menneske på jorden i en eller anden grad tvinges til at tage stilling til det.

Og hvad er da fredens pris? Ganske enkelt at man er parat til at tage følgerne af, at man konsekvent renoncerer på at anvende magt- og voldsprincippet, både som forsvars- og beskyttelsesmetode og som gevinstmetode. Ikke mindst det sidste er vigtigt, idet der her er tale om selve den mekanisme, der bag om alle ydre slør avler og motiverer krigen i de allerfleste tilfælde, således ikke mindst forsvarskrigene. Det er i denne forbindelse af betydning at gøre sig klart, at freden vindes inden krigen bryder ud; herefter kan højst denne vindes. Det er derfor NU en indsats for fredens bevarelse i det størst mulige omfang bør sættes ind og fredens pris dermed betales. At dette kan betyde personlige ofre og indeholde en betydelig risiko for den enkelte er naturligvis klart. Men det gælder også for indsatsen på slagmarken. Og i dag er der næppe megen tvivl om, hvor indsatsen og prisen er højst, alt taget i betragtning. Som Martin Luther King ved flere lejligheder betonede: tiden synes for alvor inde til, at sjælsstyrke sættes i stedet for våbenmagt.