Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Som vi i det Foranstaaende har set, udgør Materialisme og Religiøsitet kun forskellige Former for Manifestation af det samme Princip. Materialisten og den Religiøse har hver især sin særlige specielle Forestilling om den samme Ting, nemlig den ukendte Verdensanalyse, hvilket igen vil sige, om alt det, der ligger udenfor det fysisk Synlige, om alt det, der endnu ikke er blevet til Kendsgerninger. Men da den virkelige Verdensanalyse saaledes, for de nævnte to Grupper af Mennesker, ligger i eller hører ind under det Ukendte, kan deres Meninger eller Paastande om det samme Ukendte allerhøjest kun være Formodninger, Postulater eller Dogmer. Men dette forhindrer jo ikke, at nogle af disse Postulater eller Dogmer kan være Sandheden eller den virkelige Verdensanalyse nærmere eller fjernere end andre af de samme Paastande. Og der opstaar derfor en almindelig Forvirring med Hensyn til selve Livets Analyse. Den Religiøse holder paa, at hans Opfattelse er rigtig samtidig med, at Materialisten ikke er mindre stejl eller haardnakket, naar det gælder Forsvaret af hans Paastand som den rigtige.

For Udenforstaaende, hvilket vil sige Væsener, der ikke kan tro paa nogen som helst af de hidtidige fremsatte materialistiske eller religiøse Dogmer eller Paastande om Verdensanalysen, vil det store Spørgsmaal "Hvad er Sandhed" stadigt være meget aktuelt. De nævnte Væsener har, skønt de ikke tror paa de "autoriserede" religiøse eller de "moderne" materialistiske Dogmer, alligevel en ukuelig instinktmæssig Trang til Viden om det Ukendte. De har i Virkeligheden en ubevidst eller skjult "Tro" paa, at der findes en for Logik, Intelligens eller Fornuft endnu mere tilfredsstillende detailleret Løsning end den, de førnævnte traditionelle Dogmer og Paastande repræsenterer. Ogsaa de er saaledes "troende" Væsener, uden at deres Tro dog har faaet noget accepteret bestemt Ideal. De er alle i Virkeligheden ogsaa Repræsentanter for et andet stort Spørgsmaal: "Hvad skal jeg gøre for at blive salig".

Men de er trods dette dog ikke nær alle lige følelses- og forstandsmæssigt kvalificeret til at modtage den store Løsning paa Livets Mysterium, Svaret paa deres inderste dybeste Spørgsmaal. For nogle gaar Acceptionen let. De har det fornødne medfødte ligevægtige Sind, der ikke lader dem komme i stærke følelsesmæssige Affekter mod anderledes Tænkende, ikke afføder stærkt Begær om at blive andre Mennesker dominerende overlegen, ikke nærer eller stimulerer hovmodige Illusioner om allerede at være "højtudviklede" Væsener. De har saaledes Talent for Tolerance, Talent for ikke overilet at lade sig rive med af nye følelsesmæssige "Vækkelser" eller "Rørelser". Dette i Forbindelse med deres deraf fremtrædende ydmyge og kærlige Væsen giver dem den store Taalmodighed, Fred og Ro i Sindet, den Balance i deres Underbevidsthed, som kun kan afføde en stilfærdig Modtagelighed for en absolut saglig, nøgtern Forskning af Livets højeste Mysterium. De er "Den gode Jord", i hvilken Livets højeste Visdom kan "saas" og bære sine "Hundrede Fold". De hører "Ordet". Gennem Hjærte og Forstand bliver det til Kendsgerning, og gennem Væremaaden til Kærlighed.

Medens en højere Livsforskning for disse Væsener saaledes gaar forholdsvis let, og de derved bliver Visdommens faste Støtter, vil samme Forskning for en hel Skare af andre Væsener derimod foregaa meget besværligt.

Disse andre Væsener har en altfor stor Uro i Sindet. De mangler Menneskekærlighed. Derfor har de Tilbøjelighed til Intolerance. De forsker Livsproblemerne mere af Forfængelighed og utilfredsstillet Ærgærrighed end af medfødte naturlige Anlæg og Talenter. Som Følge heraf bliver det i mindre Grad Livets virkelige og nøgterne Sandhed og Logik og den herpaa hvilende forædlede Væremaade, end det bliver dets Sensationer og Muligheder for deres egen Berømmelse, de efterstræber eller dyrker.

Denne forstærkede Trang til Opnaaelse af andres Beundring og Hyldest bevirker en tilsvarende alt for stærk "Albuen sig frem", svækker deres egen Evne til at beundre og hylde andre og virkelige fremragende, men endnu ikke berømte Personer, de maatte møde paa deres Vej, ja opflammer undertiden ligefrem Had til disse Personer, idet de i dem frygter overlegne konkurrerende Aspiranter til den Berømmelse eller Publikumsgunst, de selv efterstræber. Deres endnu uudviklede Moral inspirerer dem ikke til at være helt ærlige. I deres Jag efter Beundring opsnapper de megen Viden fra de virkelige Talentfulde for senere i større eller mindre Grad at publicere den som deres egen. Deres manglende Ydmyghed og primitive Næstekærlighed i Forbindelse med deres særlige Antipati for de virkeligt begavede Medaspiranter faar dem næsten altid til at bekæmpe disse.

Uden at de i Virkeligheden er sig den her sande Aarsag til deres Væremaade helt klart bevidst, ligger de saaledes i Strid med mange af de Væsener, de i Virkeligheden burde beundre, burde acceptere som Lærere. De bringer som oftest stor Ufred, Disharmoni eller mørk Atmosfære i deres Kølvand. Der er megen Larm og Støj omkring dem, hvor de saa end forekommer, enten det er i Foreninger, videnskabelige eller religiøse Forsamlinger, eller det er i politiske Foretagender, Embeder eller Professioner. Saadanne Mennesker kan altsaa tilegne sig overordentlig megen teoretisk Viden, med hvilken de kan blænde eller bluffe mange, men deres primitive Følelsesliv, der endnu i saa høj Grad dikteres af Hovmod, ubehersket Forfængelighed eller Berømmelsestørst i Forbindelse med en endnu forholdsvis meget svagt udviklet Medfølelsesevne afslører sig altid tilsidst, skaber Kulde omkring dem, gør dem ensomme, giver dem de bitre Lidelser eller Erfaringer, der gør det af med ethvert Hovmod, med enhver Selvforgudelse, aabenbarer Tomheden eller Hulheden i ethvert Liv, der kun er baseret paa Berømmelse, viser hvorledes denne Tilstand gør det ganske umuligt for dem at være fuldstændig nøgterne og ærlige i deres Docering af det absolut Virkelige, idet nævnte Tilstand jo faar dem til om end i mange Tilfælde ubevidst i større Grad at forme nævnte Docering til Fordel for Opnaaelse eller Bevaring af Medmenneskenes Hyldest, end til Fordel for Aabenbaringen af de højeste eller evige Fakta, der hvor denne vilde bringe Populariteten og eventuelt deres Økonomi i Fare.

De paagældende Væsener møder saaledes her Livets egen direkte Undervisning, bliver gennem bitre Erfaringer skolet i hvor uegnet man er til at være den evige Sandheds Repræsentant, saalænge man endnu ligger under for den, med en overlegen eller altdominerende Berømmelsestørst forbundne, Uærlighed, og at virkelig aandelig Storhed og Magt derfor absolut ikke kan opnaas, saalænge Berømmelse eller Medmenneskenes Hyldest er det bærende Motiv i Ønsket om nævnte Oplevelse. Ligesom et Barn ikke pludselig kan blive voksen, blot fordi det ønsker det, men maa vente til de Aar er gaaet, der betinger dets Vækst, saaledes kan et Væsen heller ikke i Kraft af et Ønske pludselig blive en aandelig Storhed, men maa udvikle sig til at kunne opfylde de Betingelser, paa hvilke en saadan Tilstand udelukkende er baseret. Derfor kommer den nævnte aandelige store Tilstand slet ikke, naar Individet ønsker den, men naar det derimod er modent til at kunne bære en saadan Mentalitet. Dette vil igen sige, paa et Tidspunkt, hvor Ydmyghed, Medfølelses- eller Kærlighedsevnen igennem Livets direkte Paavirkning er blevet udviklet til en saa altdominerende Faktor i dets Bevidsthed, at Tanken for Medvæsenernes Skæbne ganske har fortrængt Selvforgudelsen eller Tanken om selv at være eller blive noget Stort.

Naar Individet saaledes er naaet igennem de stærke Lidenskaber og Magtbegær, og der fra dets Aasyn begynder kun at lyse Beskedenhed og Kærlighed, da er "Himmeriges Rige" nær. Da er den "forlorne Søn" paa Tærskelen til sin evige Fader.

Og hvad er saa "Himmeriges Rige"? - Hvad er aandelig Storhed? - Hvad er dette, at være paa Tærskelen til den evige Fader? -

"Himmeriges Rige" er den virkelige aabenbarede Viden om Livets sande Analyse. Det er den virkelige videnskabelige Erkendelse af Verdensaltets altgennemtrængende Logik. Det er Synet af det evige og dermed uforanderlige, virkelige Verdensbillede. Dette Syn eller denne Verdensanskuelse udgør igen det samme som det, der i Biblen udtrykkes som "Den hellige Aand". "Den hellige Aand" er ikke et Væsen, en Person, men en Bevidsthedstilstand, i hvilken det paagældende Individs Tanker er besjælet af virkelig Viden om Gud. Derfor har disse Mennesker, der er blevet "overskygget" eller "indhyllet" i "Den hellige Aand" altid virket som "Profeter" eller aandelige Førere for den øvrige Menneskehed. Deres Udtalelser er blevet til evige Sætninger, der har været Kærnen i al Moraldannelse. De udgør de højeste Udtalelser, der overhovedet eksisterer, og har som Følge heraf været og er fremdeles Brød for Millioner.

Gennem Lidelse og Korsfæstelse at have udviklet sig frem til en saadan Hjærtets Renhed, at man derved er blevet i Stand til at opleve den virkelige guddommelige Plan og alkærlige Hensigt, der ligger bag alle ydre Foreteelser, saaledes virkelig at have været i Stand til at "se" Gud, at man er blevet Ophav til disse udødelige Sætninger, er at være en aandelig Storhed, er at være "Et med Faderen". Det er at eje den "Salighed", som altid vil være "de Rene af Hjærtet" til Del.

Besiddelsen af en uselvisk, vaagnende urokkelig Følelse af et guddommeligt Forsyn bag alt tilsyneladende Mørke er at være i Faderens Nærhed. Denne Følelses Uafhængighed eller Frigørelse af de gængse Dogmer eller Bogstavformer til Fordel for en endnu større Kundskab, Uselviskhed og Kærlighed, end der gennem disse kan udtrykkes, er Tærskelen til den evige Fader. Det er Retningen mod det evige Lys.

Dette evige Lys er altsaa "Synet af Gud", Opfyldelsen af den store Forjættelse til de "Rene af Hjærtet", Resultatet af Lidelsens Vej. At opnaa dette er "Indvielse". "Indvielse" er Oplevelse af "Viden" i Stedet for "Tro", Fakta i Stedet for Formodninger, Virkelighed i Stedet for Illusioner.

Opnaaelse af denne Bevidsthedstilstand paa det højeste religiøse eller aandelige Omraade er saaledes det, der foreløbig er Livets Mening med de jordiske Mennesker. At være i Kontakt med denne Mening vil altsaa være det samme som at være i Harmoni med den samlede Verdenslogik. At gaa imod denne Logik er at gøre Modstand imod Verdensplanen. Det er Billen, der ikke viger for Elefantens Fod. Ligesom dens lille spinkle Krop maa knuses under Elefantens uhyre Vægt, saaledes maa ogsaa alle Villier, Ønsker og Begær og de herpaa baserede Skæbner, knuses, der gaar imod Verdenslogikken.

Men det er netop denne Omstændighed, der gør samme Logik guddommelig, idet den udelukkende kun kan resultere i Kærlighedens Kulmination. At gaa imod denne Logik vil være det samme som at modarbejde Kærlighedens og Uselviskhedens Manifestation og Skabelse. At Verdensplanens Logik knuser eller opløser alle Villier, Ønsker og Begær, der ikke er kærlige og uselviske, men derimod er egoistiske, hadefulde, intolerante, dræbende og saaledes direkte nedbrydende for al sund og lykkelig Oplevelse af Livet, kan jo kun være identisk med det allerhøjeste Gode i Tilværelsen. At dette Gode netop er Kulminationen af Kærlighed, kommer yderligere til Syne derved, at Knusningen af de omtalte uheldige Villier og ukærlige Begær og Tankearter altid resulterer i stærke Erfaringer. Erfaringer er Kendsgerninger, Kendsgerninger er Videnskab, virkelig Videnskab er Visdom, Visdom er Aabenbaring af Livets Mysterium. Denne Aabenbaring er igen "Indvielse", "Indvielse" er den "forlorne Søns" Hjemkomst. Denne Hjemkomst er vort eget Livs Forklarelse i Guds Straaleglorie. Intet Væsen kan fortabes. Verdenslogikkken er Kulminationen af Fuldkommenhed.

At være kærlig er altsaa det samme som at være virkelig logisk og dermed fuldkommen. At være ukærlig er at være ulogisk og tilsvarende ufuldkommen. Derfor bliver det rigtigt, naar der staar skrevet: "Salig er de Rene af Hjærtet, thi de skulle se Gud", thi alle Følelser, der ikke er kærlige, er urene og saaledes ulogiske. Nævnte Citat vil derfor i Virkeligheden sige: "Salige er de Logiske, thi disse er i Kontakt med Verdensplanen og har derfor ikke nogen ukærlige eller selviske Tankearter, Begær eller Ønsker, der kolliderer med denne, og kan saaledes ikke komme til at opleve Smærten af disses Knusning mod Verdensplanens Urokkelighed. Intet kan forstyrre Freden i deres Hjærter. Og alene herpaa kan en virkelig Salighed hvile".

Det samme gør sig ogsaa gældende, naar det hedder: "Elsk din Gud over alle Ting og din Næste som dig selv, det er al Lovens Fylde". Citatet udgør en Opfordring til at lade Kærligheden være det højeste i Bevidstheden. Denne Opfordring vilde jo være ganske meningsløs, hvis ikke netop Kærligheden var Opfyldelsen af Verdensplanens Logik. Hvorledes skulde den ellers være "al Lovens Fylde".

Naar Kristus siger: "Derpaa skulle alle kende, at I ere mine Disciple, dersom I have indbyrdes Kærlighed". Hvis ikke denne indbyrdes Kærlighed havde noget med Logik at gøre, vilde den da være et mærkeligt Kendetegn paa ophøjet Discipelskab.

Verdensplanens Logik, Tilværelsens Facit, Livets Mening er altsaa Kærlighed. Men naar Kærlighed saaledes er Tilværelsens Facit, er Livets Mening, er Logik, er den ogsaa Videnskab. Og da Verdensplanen er den største Plan i Tilværelsen, maa Viden om dens Struktur og Detaillering være den højeste Videnskab. Dens Tilegnelse som matematisk Kendsgerning, og denne Kendsgernings Anvendelse som Basis for en højeste fornuftsmæssig Livsførelse for Individet, Samfundet og Staterne, er derfor "Det eneste Fornødne" i al jordisk Tilværelse.

Det store Spørgsmaal bliver nu, kan Kærlighed virkelig blive til matematisk Videnskab? - Kan det virkeligt i en given Situation være Fornuft "at vende den højre Kind til, naar man bliver slaaet paa den venstre"? - Umaadelig mange Ting i den daglige Tilværelse synes netop at gøre det modsatte til Kendsgerning. Og hertil maa jeg svare, at det er ganske rigtigt, at det daglige Liv i meget stor Udstrækning ikke synes at bekræfte denne her fremførte Verdenslogik. Men hvad er den daglige Tilværelse her paa Jorden? - Og hvem er det, der befordrer den? -

Det er et overordentligt stort Flertal af Væsener, der ikke, hverken i deres Hjærte eller Forstand, kender noget til, hvad der virkeligt er Verdensplanens Logik, hvad der virkeligt er Livets Mening. Det er en Samling Væsener, der mere eller mindre raaber i Munden paa hverandre hver sin særlige specielle Anvisning paa, hvad der er Moral, Ret og Rimeligt. Det er en Samling Væsener, der overfor Livets virkelige Mening er ufødte Sjæle, der som Følge heraf handler blindt og vildt paa Diktat af primitive Sympatier og Antipatier, en Samling Væsener, der gør Tilværelsen til et Orgie af Hovmod, Mord, Drab, Plyndring og Lemlæstelse. Hvorledes skal denne Valplads af Lemlæstede og Saarede, dette mentale Krater af dræbende Had og Ulykkeliges Dødsrallen, for det Væsen, der endnu ikke kan overskue en saadan Dødedans' kvælende Fangarme, være Udtryk for, at Verdensplanens Logik er Kærlighed? - Hvorledes skal Mikroben faa Ide om de lyse Farver i Verdensbilledet, saalænge den ikke kan overse den for samme Verdensbilledes fuldkomne Koloratur og Harmoni nødvendige mørke Plet eller Del, den selv befinder sig i? - Maa ikke Levereglen, "Enhver er sig selv nærmest", blive aktuel, blive populær i en saadan Zone af Tilværelsen, hvor alt er Kamp? -

Men hvorledes skal saa saadanne Væseners Udtalelser kunne være autoritative paa Kærlighedsspørgsmaalet eller Verdenslogikkens Omraade? - Maa ikke de Væsener, der lever i Dalen, stige op paa Højderne for at faa det rette Billede af Omgivelserne? Er det ikke en urokkelig Logik, at det Menneske, der lever i Dalen, umuligt kan faa et virkeligt selvoplevet Billede af den Egns Omgivelser, det lever i, uden netop ved at stige op paa samme Egns højeste Punkt? -

Det jordiske Menneske lever i en mental Dalsænkning, hvis Skygge og snævre Horisont ikke kan give det noget som helst fuldkomment Overblik over den store Egn, det lever i, som vi kalder "Livet". Enhver, der vil opleve den virkelige Sandhed, maa derfor begive sig op paa "Højderne" i Livet, hvorfra Overblikket over Sandheden er at finde.

Disse Højder er ikke helt let tilgængelige. Til at begynde med er Opstigningen en Entring af næsten lodrette Klippeskrænter. Hænderne rives til Blods. Men saa efterhaanden lades Hadets, Egoismens, Gridskhedens, Hovmodets eller Selvforgudelsens og Sensationslystens tunge og besværlige Bagage tilbage i Dalens dybeste og mørkeste Skyggeregioner. Befriet for denne Ballast begynder Aandsevnerne at bære Individet mod de evige Regioner. Naar Uselviskhed, Kærlighed, Intuition og Ydmyghed er blevet de altbeherskende Faktorer i dets Bevidsthed, kommer det paa Bølgelængde med Verdensaltets Logik. Og igennem denne Bølgelængdes altbeherskende Harmoni bliver Tænkeevnen fuldkommen, bliver til "Den hellige Aand", bliver, som vi senere skal se, til det Vingeslag, paa hvis Sus det levende Væsen i stolt Ørneflugt bæres hen over den evige Aabenbaring af Livet, hæver sig op til Livsgaadernes Løsnings allerhøjeste Stratosfære, og hvorfra det har fri Udsigt over Mysteriernes, Illusionernes, Overtroens og Fejltagelsernes dybe Afgrunde, dræbende Faldgruber og stejle Klippeskrænter.

Og her i dette Visdommens klare Sollys bliver Livspanoramernes mørke Skyggesider fuldt oplyst, Detaillerne i samme rigtigt erkendt, og en guddommelig altgennemtrængelig logisk Verdensplan til Virkelighed for Beskueren. Her er Fornuftens Kilde, Logikkens Hjemstavn. Her bliver Livets Mening til. Vi befinder os paa Guds eget Udsigtspunkt, hvor "Alt er saare godt". Verdensplanens Logik er Kærlighed, Skønhed og Glæde.