Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den væsentligste årsag til den ringe tilslutning til den vegetariske levevis er utvivlsomt,

Stillet over for disse forhold må vi nøgternt erkende, at kun små landvindinger er mulige inden for en overskuelig fremtid, hvis landvindingerne skal fremkomme som resultat af vegetarkredses aktiviteter. Men tilsyneladende små fremskridt kan være af stor betydning for skabelsen af fremtiden, og vegetarer må derfor bestandig spørge sig selv

Vi kan næppe få andre mennesker til at antage den vegetariske ernæringsform, med mindre denne er på bølgelængde med deres mentale grundindstilling. Det eneste, vi på dette område kan gøre for vore medmennesker, er at give dem fyldestgørende lejlighed til at tage personlig stilling til vegetarismen. Hvad vi kan og bør gøre er derfor udadtil at skabe størst mulig respekt og interesse for "den vegetariske tanke" og den vegetariske levevis, hvilket vi kun kan gøre ved at sprede saglig oplysning herom. Vi mangler imidlertid en fælles, bæredygtig, grundlæggende ledesnor, som kan ligge til grund for alle vore aktiviteter. Vor viden om og indstilling til den praktiske vegetarisme er ofte for usaglig og præget af uoverensstemmelse, ja, undertiden endog fejlagtige synspunkter. I denne artikel vil jeg ganske summarisk argumentere for anførte opfattelse, argumentationen er betegnelsen "vegetar" anvendt som udtryk for personer, der aldrig eller kun undtagelsesvis indtager levnedsmidler, der indeholder celler hidrørende fra dræbte dyr.

Sult-økonomi-motivation.

Det er muligt at leve usundt som ikke-vegetar. Det er ligeledes muligt at leve usundt som vegetar. Det er sandsynligt, at det kan være usundt at spise visse animalske produkter i mængder over en vis grænse. Men det synes usandsynligt, at der nogen sinde vil kunne fremkomme et naturvidenskabeligt, generelt bevis for, at det er usundt at spise små mængder af enhver form for kødprodukt, f. eks. små mængder leverpostej eller kogt rødspætte. Dertil har alt for mange faktorer indflydelse på vor helbredstilstand. Når vegetarisk levevis i mange tilfælde er blevet oplevet som værende sundere end den ikke-vegetariske levevis, skyldes det næppe alene, at man midlertidigt eller permanent har opgivet enhver form for kødprodukter i ernæringen. En væsentlig del af effekten må ofte kunne henføres til dels psykosomatiske virkninger, dels det forhold, at man vitterligt gør sig forstærket umage med at leve sundt såvel på ernæringsområdet som på andre legemspleje-områder. En objektiv sammenligning forudsætter nemlig, at vegetaren og ikke-vegetaren lever under i øvrigt lige forhold, dvs begge vælger deres føde med samme omhu, begge får samme grad af motion, samme mængde uren luft (tobaksrøg, fabriksos, bilos), samme dækning af søvnbehovet og samme stress-belastning. Med andre ord: det er urealistisk at forestille sig, at fremtiden vil bringe os et naturvidenskabeligt bevis for, at det er sundere at leve som vegetar end som ikke-vegetar.

Den dogmatisk-religiøse argumentation for vegetarisme må anses for kun at have betydning for de personer, der er tilsluttet det pågældende trossamfund. Den etisk-religiøse argumentation betragtes her som en etisk argumentation.

Den eneste argumentation for vegetarisme, som er bæredygtig udadtil, er efter min opfattelse den etiske motivation, der f. eks. kan udtrykkes således:

Vegetarismens ansigt udadtil er dels de enkelte vegetarers væremåde, dels foredragene, tidsskrifterne, bøgerne og special-levnedsmidlerne. Vi er her vidne til mange forskelligartede, og desværre undertiden også indbyrdes modstridende, synspunkter og systemer. Hvem kan hjælpe os med saglig sammenligning af ovolactovegetarisme, lactovegetarisme, "almindelig vegetarisme", råkost, Ohsawakost (makrobiotik), Waerlandkost, biodynamisk kost, slimfri kost, syre-basesystemet osv? Disse forhold er næppe sagligt overskuelige og gennemskuelige for ret mange. Hvor ophører tingene med at være viden, og hvor begynder de at være tro?

Disse kendsgerninger, som den enkelte vegetar normalt kun udnytter i begrænset udstrækning, bør være vort primære grundlag for valg af fødemidler og tilberedning af disse. Dette gælder ikke mindst, når vi har ansvaret for planlægningen af ernæringen for børn, gravide, diegivende og gamle. Som eksempler på ernæringsproblemer, som endnu kun er sparsomt belyst af videnskaben, kan nævnes:

På de områder, hvor videnskaben endnu ikke kan give os fyldestgørende oplysninger, er vi henvist til at støtte os til vor sunde fornuft, til registrering af vort legemes reaktioner samt til informationsmateriale fra de personer, der føler sig kompetente til at udtale sig om problemerne. Denne lægmandsviden må vi i vore aktiviteter holde skarpt adskilt fra den naturvidenskabelige viden, idet sidstnævnte næsten altid er langt bedre underbygget og kritisk gennemarbejdet end førstnævnte.

Hvis vi vil skabe interesse og respekt for "den vegetariske tanke" og den praktiske vegetarisme, må det idémæssige grundlag primært være det etiske, og det praktiske grundlag primært være alt det, der er i overensstemmelse med videnskaben. Vi bør stræbe efter, at alle vore udadrettede aktiviteter - primært foredrag, tidsskrifter og bøger - er så objektive og saglige, at vi med største glæde præsenterer vore aktiviteter for videnskaben og indlader os i frugtbar diskussion med dens repræsentanter.