Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Jag vore glad att få denna fragå besvarad av Institutet.

Har färgerna i Martinus symbolik förutom att vara ett klart angivande av de 6 grundenergierna även psykologisk betydelse?

Människor tycker om vissa färger, beror det på hur långt de nått i utvecklingsstegen?

Har färgen i sig själv symbolisk betydelse, t. ex. den röda = aktiv, värme - från eldklotstillstånd till våxtrike? Eller den blå = kyla, himlens färg. Är meditation och intuition på väg mot passivitet och salighetsriket?

Da Martinus for mange år siden blev spurgt om, hvorfor han havde valgt solspektrets farver som kendetegn for de syv kosmiske grundenergier samt farven hvid som kendetegn for Jeget, svarede han spontant, at sådan var det overalt i verdensaltet. Det var ganske vist ikke, fordi grundenergierne på nogen måde havde disse farver, hverken direkte eller indirekte. Derimod havde det noget med grundenergiernes gennemtrængningsevne at gøre.

Det er interessant at se, hvordan den moderne fysik nu bekræfter dette. Med opdagelsen af den såkaldte foto-elektriske effekt og videreudviklet gennem kvantefysikken er det blevet erkendt, at der består en sammenhæng mellem sollysets farver og disse farvers energiindhold, en sammenhæng, som uden videre kan overføres på grundenergierne og disses respektive symbolfarver.

Som bekendt er sollys elektromagnetiske svingninger med forskellig bølgelængde og frekvens (svingningshastighed); og hvad der er nok så interessant: sollyset er i sig selv fuldstændigt usynligt. I sig selv kan det ikke ses, hvorimod det kan bruges til at se med. Dette kan man overbevise sig om ved at iagttage fuldmånen ved nattetide. Kun måneskiven lyser, hvorimod rummet mellem denne og solen, som sollyset naturligvis konstant opfylder, henligger i fuldstændigt mørke.

Ved hjælp af særlige metoder (interferenseksperimenter) kan man fastslå, at der til en bestemt farve i solspektret hører en tilsvarende bestemt bølgelængde og frekvens. Og ligeledes viser det sig, at netop denne omstændighed bestemmer deres respektive pladser i solspektret, der jo fremkommer, når man lader det "hvide" sollys passere gennem et glasprisme. Jo længere bølgelængde samt lavere frekvens, des mindre brydes lyset. Og resultatet bliver den karakteristiske farvefølge, vi kender fra regnbuen. Nederst har vi rødt; herefter kommer orange, gult, grønt, blåt, indigo og violet.

Opdagelsen af den fotoelektriske effekt (den lys-elektriske virkning) afslørede, at sollys er en form for energi, og det blev hurtigt klart, at der var nøje relation mellem frekvens og bølgelængde på den ene side og energiindhold på den anden. Således var lav frekvens og lang bølgelængde ensbetydende med ringe energiindhold, og høj frekvens samt kort bølgelængde ensbetydende med højt energiindhold. Rødt lys har således den laveste fotoelektriske effekt, medens violet har den højeste; og netop den fotoelektriske effekt er udtryk for gennemtrængningsevne. Således har som bekendt røntgenstråler, der i virkeligheden er "sollys" med enormt høj frekvens samt ultrakort bølgelængde, en uhyre stor gennemtrængningsevne, for slet ikke at tale om de kosmiske stråler, der kan trænge mange kilometer ned i jorden.

Hver af sollysets farver står altså for en ganske bestemt gennemtrængningsevne, og netop denne bestemmer - bortset fra en enkelt undtagelse - deres plads og anvendelse i Martinus symbolik, der jo i virkeligheden bygger på otte grundelementer, nemlig et Jeg (subjekt) samt syv kosmiske grundenergier.

Da Jeget i virkeligheden er grundlag og materiale for de syv grundenergier, har Martinus valgt at bruge den hvide farve som kendetegn for dette, jvf. det forhold, at hvidt repræsenterer summen af solspektrets syv farver.

Herefter knyttes rødt til instinktenergien, orange til tyngdeenergien, gult til følelsesenergien, grønt til intelligensenergien, blåt til intuitionsenergien, indigo til hukommelsesenergien og violet til moderenergien.

Denne fordeling af farverne refererer til det forhold, at også grundenergierne er kendetegnet ved forskellig gennemtrængningsevne. Denne er lavest hos instinktenergien og tiltager herefter i den førnævnte rækkefølge for at kulminere hos moderenergien. Det relative forhold udtrykker Martinus ved talskalaen 20, 40, 60, 80, 120, 100 samt 420. Det må dog bemærkes, at grundenergiernes gennemtrængningsevne viser sig på en ganske anden måde end tilfældet er med hensyn til solspektrets farver. Udtrykket gennemtrængningsevne henviser her til den manifestations- og livsoplevelsesstandard, den enkelte grundenergi er i stand til at give anledning til, altså en vis præstationsmæssig kapacitet af åndelig natur. Således bidrager f. eks. instinktenergien med den manifestations- og oplevelsesstandard, vi ser udfolde sig i planteriget. Og på tilsvarende måde bærer tyngdeenergien dyreriget og hukommelsesenergien mineralriget.

Som allerede nævnt forekommer der en undtagelse fra den regel, at der er principiel overensstemmelse mellem en grundenergis gennemtrængningsevne og energiindholdet i den farve i solspektret, den kendetegnes ved. Talskalaen fra før viser, at intuitionsenergien med tallet 120 burde kendetegnes med indigo, medens hukommelsesenergien med tallet 100 burde kendetegnes ved blåt; altså lige omvendt af den praksis, Martinus har indført. Denne afvigelse beror imidlertid på tvingende grunde, der refererer til de enkelte grundenergiers ansvarlighed for dannelsen af det kosmiske spiralkredsløb samt dette kredsløbs forhold til lys- og mørkeprincippet. En redegørelse i enkeltheder lader sig her ikke gennemføre. Blot skal det nævnes, at overgangen fra ét spiralafsnit til et andet af uomgængelige grunde er nødt til at foregå via det tilværelsesplan, hukommelsesenergien bærer, ligesom dette tilværelsesplan nødvendigvis må forme sig som et svagt antiklimaks til højdepunktet af al manifestation og livsoplevelse, der netop finder sted i det tilværelsesplan, intuitionsenergien bærer. Dette medfører, at intuitionsplanet gennemleves forud for hukommelsesplanet, og Martinus har her fundet det vigtigere at lade den rækkefølge, i hvilken grundenergierne nævnes, være bestemt af den rækkefølge, efter hvilken de danner tilværelsesplaner, end af den rækkefølge, deres relative gennemtrængningsevne udtrykker. Førstnævnte refererer nemlig til et konkret, kosmisk organisationsskema (se symbolet over grundenergiernes kombination), i forhold til hvilket den relative gennemtrængningsevne er af sekundær betydning. Og da farverne i solspektret jo ikke lader sig bytte om, bliver den førnævnte uoverensstemmelse mellem symbolfarvens energiindhold og den symboliserede grundenergis gennemtrængningsevne altså uundgåelig.

Det har allerede været nævnt, at grundenergierne ikke på nogen måde har de farver, de er symboliseret ved. Med reference til Deres andet og tredie spørgsmål kan det tilføjes, at der heller ikke kan udledes nogen relevant symbolik af de farver, vi møder i naturen således at forstå, at det grønne græs og løvet på træerne f. eks. skulle udtrykke tilstedeværelsen af særlig megen intelligensenergi og således fremdeles. At der muligvis ved dybere eftersyn viser sig at være knyttet en kosmisk symbolik til naturens mange forskellige farvevalg, kan på den anden side ingenlunde udelukkes, snarere tværtimod. Men den har i hvert fald ikke noget med grundenergierne at gøre. Ligeledes kan det bestrides, at grundenergiernes symbolfarver skulle referere til den måde, hvorpå de pågældende energier gør sig gældende i det levende væsens aura. Dette understreges allerede af den kendsgerning, at f. eks. intelligensfunktion i auraen viser sig som gul farve, medens den tilgrundliggende intelligensenergi i Martinus kosmiske symbolik jo er markeret ved grøn. I samme symbolik udtrykker den gule farve følelsesenergien, medens i modsætning hertil følelseslivets mange forskellige stemninger i auraen spiller i det røde farveområde, lige fra sart rosa i tilfælde af sublim forelskelse til skiddengrumset orange med knitrende lyn i tilfælde af had og mordlyst. - Det kan altså slås fast, at farverne i Martinus symbolik udelukkende refererer til de indledningsvis beskrevne evigtgyldige omstændigheder.