Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

"Livet har en positiv hensigt med menneskeheden og det enkelte menneske. Trods krigsrædsler, revolutioner, folkedrab, terror og sygdomme, har udviklingen en indre retning mod fuldkommenhed." - Dette mener den danske forfatter og tænker Martinus, som på basis af foredrag og forfattervirksomhed i en menneskealder har skabt et åndsvidenskabeligt institut i København og en hertil knyttet filosofisk skole.

I sit hovedværk "Livets Bog" fremstiller Martinus i klare tankerækker livets love på en sådan måde, at det tilfredsstiller både tankens krav på logik og følelsernes behov for harmoni. I en tid, hvor videnskaben prostitueres af teknik og militær, hvor filosofien indvikler sig i sproglige problemer, og hvor Kirken forgæves forsøger at fastholde betydningen af irrationelle dogmer for en samtid, der begynder at tænke på en ny måde, møder vi her et menneske, som gennem egen intuition direkte har fået kontakt med livets tidløse idégrundlag.

Det essentielle i Martinus intuitive erfaring er erkendelsen af universet som ét altomfattende levende væsen. Naturen og dens love er således ikke af mekanisk art, men levende pulsslag i en guddommelig organisme og bevidsthed. Summen af dette guddommelige væsens intentioner er på langt sigt at skabe vækst, udvikling og livsglæde for de talløse væsener af alle arter, som opfylder verdensaltet.

For Martinus røber det gamle ord: "Lad os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse" et fuldendt udtryk for den hensigt, livet har med mennesket. Mennesket gennemgår i disse årtusinder en forvandlingsproces, som vil føre det fra "én bolig til en anden i Faderens hus". Denne proces er identisk med evolutionen fra dyr til menneske, som gradvis vil forløse et guddommeligt åndsvæsen af dyrerigets selviskhed og instinktmæssige lænker.

Alle menneskets kampe og lidelser er vidnesbyrd om, at det endnu ikke har udviklet sig ud af sit animalske klædebon, men lider under det uforenelige i samtidig at besidde dyrisk egoisme og menneskelig fornuft og følsomhed. Menneskets tilværelse sønderrives af mentale og fysiske kortslutninger mellem det onde og det gode. "Mennesket er", siger Martinus, "en såret flygtning mellem to riger".

Men lidelsen er i virkeligheden ikke nogen forbandelse. Fremtidens mest epokegørende filosofisk-etiske idé vil utvivlsomt blive erkendelsen af, at udviklingen følger en kontrasternes lov, som siger, at modgang og lidelse er en nødvendig forudsætning for udvikling af indsigt og menneskelig kærlighed, på samme måde som de mørke farver i et maleri eller de dybe toner fra et instrument danner nødvendig baggrund for de lysere elementer og dermed bidrager til helhedens balance og harmoni. Menneskehedens frelse er i Martinus fremstilling ikke en mirakuløs virkning af en trostilstand, men beror på en successiv modning af de menneskeligt set mest værdifulde træk i personligheden, der alle står i ubetalelig gæld til de nævnte lidelseserfaringer.

Mennesket har således ifølge Martinus en stor og strålende fremtid foran sig. De verdensomspændende eksplosioner, som finder sted i vort århundrede, rummer en erfarings- og lidelseskulmination, som har tendens til at overskygge alle andre begivenheder og derfor frister til en sønderknusende dom over menneskeheden. Det kan derfor ikke fremhæves stærkt nok, at der netop i disse katastrofers kølvand er opstået en lang række bevægelser, som både idealistisk og realistisk arbejder med problemet: hvordan kan der skabes fred i verden?

Krigstilstandene på Jorden i dag er ikke, som nogle mener, tegn på verdens ende, men derimod fødselsveerne ved en ny verdens fødsel, som vil bringe fornuft og næstekærlighed til for alvor at sejre over selviskhed og uvidenhed. Dyreriget, hvori den naturlige moral er den stærkeres ret, vil således blive afløst af et nyt klodeomspændende rige, "Det rigtige menneskerige", baseret på ansvarsfølelse hos det enkelte individ samt en neutral verdensregering på internationalt plan.

Ud fra Martinus opfattelse kan varig fred på Jorden ikke skabes alene ad de veje, som almindeligvis anvises af forskellige autoriteter, fx. gennem opdragelse, undervisning eller politik. En afgørende betingelse for, at der kan skabes en høj standard på disse vigtige områder, er det enkelte menneskes medarbejde gennem en forstandskontrolleret kærlig levevis i det daglige liv. Verdensfreden må således begynde i det enkelte menneskes egen mentalitet i form af en sikker balance mellem følelse og intelligens og kan derfra brede sig til familie, arbejde og samfund. Ægte kærlighed til livet og medmenneskene udspringer ifølge Martinus af en mental tilstand, hvor disse to sjælelige grundkræfter i form af intellektualiseret følelse eller humaniseret intelligens afvejer hinanden på den mest gavnlige måde. Men for at tilvejebringe denne ligevægtige holdning i alle situationer, både i medgang og modgang, må mennesket have mange erfaringer om virkningerne af uligevægtige og ukærlige handlinger. Det er netop erfaringer af denne art, som erhverves under udviklingen fra dyr til menneske og som kulminerer i vor tid. Mennesket må derfor, for at nå den fuldendte væremåde eller etik, i sit sind eje virkningerne af alle udviklingsprocessens erfaringer. Dette kan intet menneske imidlertid opnå i løbet "af et enkelt fysisk levnedsløb, og Martinus understreger derfor, at mennesket fødes atter og atter til nye fysiske liv, der former sig som trin på en kontinuerlig udviklingsstige fra dyr til menneske.

Døden er i denne sammenhæng en periodisk tilbagevenden til en åndelig verden, bestående af parafysiske (ultrafysiske), stråleformige energier, hvor individet ligesom under søvnen kan hvile ud og restitueres før en ny inkarnations anstrengelser. Reinkarnationstanken er ikke en sværmerisk idé, men en solid hypotese, som rummer mulighed for at yde livet retfærdighed, idet den føjer det enkelte menneskes skæbnemønster ind i en større helhed. Martinus fremhæver således, at mange behagelige såvel som ubehagelige oplevelser i menneskers skæbne har deres årsag i tidligere inkarnationer, ligesom mennesker ved deres nuværende tanker og handlinger lægger grunden til kommende inkarnationer. Loven om, at "som I sår, sådan skal I også høste" får således et nyt og inspirerende perspektiv gennem reinkarnationstanken. Som Voltaire har udtrykt det: "Læren om reinkarnation er hverken absurd eller nytteløs. Det er ikke mere overraskende at blive født to gange end én gang; alt i naturen er genopstandelse".

Forvandlingen fra dyr til hvad Martinus kalder et "rigtigt" menneske omfatter også en gradvis ændring af menneskets seksuelle holdning og heraf følgende ægteskabelige indstilling. Den fra dyreriget medførte kraftigt ensporede maskulinitet og femininitet, som skaber stærke bindinger mellem menneskene to og to og hertil knyttede ejendomsfølelser samt voldsomme jalousifølelser ved brud, vil langsomt udjævnes. Manden vil således gennem voksende følelsesliv og kvinden gennem tiltagende selvstændighedstrang og intelligensengagement gradvis tilegne sig de mest positive sider ved det modsatte køns egenskaber. Dette vil udviske de traditionelle kønsroller, hvad vi allerede ser en betydelig tendens til i vor egen tid, men vil tillige ifølge Martinus ændre selve det seksuelle grundmønster og skabe en stærkere og renere kærlighedsholdning, der har retning mod alle medvæsener uafhængig af biologiske kønsforskelle.

Erkendelse af sandheden om livet afhænger ikke blot af intelligensmæssige evner, hvad videnskaben ofte indirekte giver indtryk af, men tillige af følelsernes og sympatiernes renhed. Gennem isoleret brug af intelligens klæber forstandsmennesket til den fysiske verdens håndgribelige "realiteter", men da den fysiske verden ud fra Martinus synspunkter blot udgør et fragment af en større kosmisk virkelighed, røber den rene intelligens dermed sin utilstrækkelighed til at begribe livets sande virkelighed. Intelligens i sig selv må karakteriseres som følelseskolde tankefunktioner, der ikke besidder naturlige forudsætninger for at skabe eller værdsætte æstetiske og etiske værdier. Suppleret af en uselvisk menneskekærlig indstilling og en naturlig ærbødighed for livets storhed kan intelligensen derimod konverteres til den lysende intuition, som har karakteriseret menneskehedens største begavelser på såvel kunstneriske, videnskabelige som filosofiske områder og ladet disse ane et tilværelsesmønster, som strækker sig langt ud over fysisk tid og rum.

Når denne mentale balance mellem følelse og intelligens bliver stabil, vil mennesket opleve "kosmiske glimt", dvs. øjeblikke af ubeskrivelig glæde parret med umiddelbar forståelse af livets højere mening. Senere vil det opnå kosmisk bevidsthed og derefter daglig være i stand til at erkende livets sande virkelighed. Det indser da på helt naturlig måde, at det befinder sig i et univers, som i virkeligheden er en levende organisme, hvori alle livsformer er harmonisk og hensigtsmæssigt integreret, og at naturens love og skabeprincipper er focuseret i det formål at skabe udvikling og livsglæde for alle universets beboere. Det erfarer desuden, at det højeste universelle eller kosmiske princip, som i de kristnes sprog er kaldt Gud, men som har haft talrige andre betegnelser i alverdens religioner og livsanskuelser, er ét og det samme: en skabende magt, som mennesket kan komme på bølgelængde med, når dets mentalitet er blevet tilstrækkelig ren, og med hvilken det kan opleve et helt personligt, dagligt fællesskab.

Martinus nærer intet ønske om at omvende andre mennesker til en tro på sit verdensbillede. Han er overbevist om, at livet selv vil føre ethvert menneske frem til personlig erkendelse af livets mål og mening. På teoretisk grundlag kan Martinus verdensbillede imidlertid tjene som en nyttig "tilværelseshypotese", hvis styrke ligger i, at den ikke er i modstrid med naturvidenskabens erfaringer - at den er formuleret logisk og sammenhængende, og endelig at dens etiske og religiøse indhold er i overensstemmelse med kernen i de store verdensreligioner.