Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I sidste nummer af KOSMOS blev det nævnt, at menneskeheden for tiden bestråles af stærke kosmiske energier, og at dette er den dybeste årsag til de mange kulturelle omvæltninger, vi er vidne til. Men hvad er disse energier egentligt for noget, og hvor kommer de fra?

Fra Martinus side svares der, at det drejer sig om bevidsthedsenergier, der udlades fra organiske centre i makrokosmos. Dette svar må ses i sammenhæng med Martinus fremstilling af verdensaltet som et levende væsen, der i kraft af sin enestående stilling er henvist til at skabe sig et tilværelsesindhold i sin egen bevidsthedsverden. Alle mennesker, dyr og planter er livsorganer i dette helhedsvæsen, og det samme gælder i virkeligheden med hensyn til de materiekoncentrationer, der danner henholdsvis mikrokosmos og makrokosmos, dvs. celler, molekyler, atomer og elementarpartikler til den ene side, og kloder, solsystemer og mælkevejssystemer til den anden.

Man kan tale om, at helhedsvæsenet, der er det samme som Guddommen, permanent er stillet over for en ganske bestemt opgave, nemlig at skabe og forny sin livsoplevelse, således at den til stadighed tilfredsstiller det for ethvert levende væsen gældende behov for et tilværelsesindhold. På denne måde er Guds åndelige formåen konstant udfordret, og Guds eneste mulighed for at besvare denne udfordring består naturligvis i at bringe nævnte åndelige formåen til manifestation. I praksis sker dette gennem idéskabelse, tænkning og emotionel virksomhed, der sætter sig spor i det guddommelige univers, altså verdensaltet, og det er netop virkningerne af denne åndelige virksomhed, Martinus udtrykker som Skabeprincippets impulser. Nævnte impulser er simpelt hen produkter af Guds bevidsthedsvirksomhed udløst i den hensigt at opretholde og forny den guddommelige livsoplevelse. Og med hensyn til begrebet "skabeprincippet" udtrykker dette selve de kosmiske faktorer, der danner Guds skabeevne, hvilket vil sige Guds evne til i praksis at opretholde og forny verdensaltet.

Det vil imidlertid være forkert at tro, at dette skabeprincip eller denne skabeevne kan lokaliseres til et bestemt sted i verdensaltet. Det er tværtimod til stede overalt, idet det er fordelt over samtlige guddommelige livsorganer; ja, disse livsorganer og deres organisation er i sig selv udtryk for Skabeprincippets virksomhed. Skabeprincippet er knyttet til de enkelte livsorganer i form af disses egen personlige skabeevne, og takket være de nævnte livsorganers organisation efter princippet: livsorganer inden i livsorganer, danner de en organisk enhed, der til enhver tid og på ethvert trin kan koordineres eller dirigeres "ovenfra", altså fra Guddommens eget suveræne udsigtspunkt. Af samme grund virker det guddommelige skabeprincip under ét på den måde, at skabeimpulser forplanter sig ovenfra og ned gennem organisationen, som de beliver på deres vej - dog vel at mærke i henhold til den modtagelighed, der kendetegner de enkelte livsorganer. Således er som nævnt menneskeheden som følge af en vis modtagelighed genstand for påvirkning af en impuls eller rettere impuls-serie, der efterhånden vil føre til dannelsen af en helt ny menneskekultur. Og i samme takt, som denne impulsserie vinder indpas i de enkelte mennesker og her begynder at gøre sin indflydelse gældende, fortsætter dens forplantning ned gennem det guddommelige skabeprincips vældige organisation, nemlig på den måde, at den nu begynder at belive det univers, der danner disse menneskers mikrokosmos; og således fremdeles - i virkeligheden i det uendelige. For det menneske, der er åbent for disse betragtninger, må det virke umådeligt inspirerende at blive klar over disse forhold, både når det drejer sig om at forstå de ting, der finder sted i omgivelserne, og når det gælder om at få øje på den enkeltes personlige muligheder for at komme i et mere bevidst forhold til den guddommelige helhed.

Ud fra ønsket om at konkretisere disse noget abstrakte betragtninger har Martinus bidraget med en symbolsk fremstilling, således som det fremgår af dette nummers forside. Selve det guddommelige skabeprincip er symbolsk udtrykt ved den korsformede figur foroven. De herfra udløste skabeimpulser er vist som skraverede ringe, der stråler ud fra den korsformede figur, og skraveringens tæthed er et symbolsk udtryk for de enkelte skabeimpulsers relative indhold af lys- og mørkeværdier. I forskellig afstand fra den korsformede figur og dermed i individuel berøring med de forskellige skabeimpulser ses en del cirkelfigurer af forskellig størrelse; disse symboliserer livsorganer på forskellige udviklingstrin - her specielt kloder. En af kloderne er fremhævet ved en dobbeltcirkel; denne udtrykker vor egen jordklode, og her igen specielt menneskeheden. Det ses, at den er i berøring med hele tre skabeimpulser, hver med sin kvalitet. Disse tre skabeimpulser, der ikke er strengt temporære fænomener, beskrives af Martinus som de vigtigste årsager til den enorme udvikling, menneskelivet fra sin begyndelse og til i dag er undergået. Således er den mørkeste impuls ansvarlig for de såkaldte primitive offer-religioners tilsynekomst samt for det kulturelle liv, disse danner centrum for. Den midterste impuls, der af Martinus omtales som "den gamle verdensimpuls", er derimod ansvarlig for de humane religioners opståen samt for det kulturliv, disse har inspireret til. Og endelig udtrykker den øverste impuls - der ifølge Martinus for øvrigt har sit organiske udspring i nærheden af vort mælkevejssystems centrum - menneskehedens første berøring med et felt af guddommelig bevidsthedsenergi, der i kraft af sin høje kvalitet med tiden vil give sig udslag i en helt ny religiøs og kulturel standard på jorden, lige så højt hævet over de humane trosreligioners kulturelle klima, som dette er hævet over de primitive offerreligioners kulturelle klima, De første tegn på, at denne skabeimpuls holder sit indtog, optræder i form af tidens videnskabelige og teknologiske eksplosion samt den voksende interesse for internationale relationer og politisk integration, og det vil netop sige de faktorer, der i kraft af deres revolutionerende natur forårsager de mange verserende kulturomvæltninger.

Hertil kommer et stadigt klarere erkendt behov hos et voksende antal mennesker for en åndelig videnskab, der på strengt videnskabeligt grundlag dels kan fastlægge en ny moralkodeks for menneskelivet, og dels åbne vej for en modsigelsesfri erkendelse af tilværelsens åndelige faktorer, af Gud, og derigennem levere perspektiv til de udviklingsområder, der allerede nu sætter sig så strålende blomster. Men hvem skal skænke menneskeheden denne ophøjede åndelige videnskab? Ja, det må nødvendigvis være mennesker, der i kraft af deres egne indre kvaliteter er i stand til at komme på bølgelængde med disse svingningsområder af den ny verdensimpuls, altså mennesker, der er i stand til at virkeliggøre en alliance mellem det guddommelige skabeprincip og tilværelsens verdensgenløsningsprincip. At Martinus uden for al tvivl tilhører denne betydningsfulde kategori af mennesker, taler efter forfatterens mening det storslåede verdensbillede, der er resultatet af Martinus liv og virke, og som netop nu stærkt nærmer sig sin færdiggørelse.

(Vedr. skabeprincippets impulser, se endvidere "Livets Bog" I, stk. 1-157, samt "Det evige Verdensbillede", I, symbol nr. 1).