Kosmos 1969/7 side 75
Johs. Dragsdahl
KAN VI TILEGNE OS VERDENSBORGER-TÆNKNING
Når der i disse år vågner en dårlig samvittighed overfor u-landene, ligesom der for et hundrede år siden vågnede en dårlig samvittighed overfor "underklassen" herhjemme, så er der vist ikke mange, der ser, hvad det i virkeligheden er, man går i gang med. Foreløbig tårner problemer sig op, og opgaverne viser sig forfærdeligt vanskelige at løse, ikke fordi man mangler de tekniske og økonomiske muligheder, men fordi man er bundet til en gammel tids tankegang om, at enhver er sig selv nærmest. Derfor brænder Amerika inde med sine overskudslagre af korn og Danmark med sine lagre af kød og smør. Det gamle system magter simpelt hen ikke de nye opgaver.
ET VERDENSRIGE UNDER SKABELSE
I virkeligheden gælder det ikke bare om at hjælpe nogle u-lande. Det gælder om at få et verdenssamfund til at fungere, og det er straks meget værre. Dertil kræves ikke bare et flygtigt kendskab til fremmede mennesker, men en dyb forståelse af deres tænkemåde og traditioner.
Hvordan kommer vi til at magte den opgave?
Det mest iøjnefaldende fremskridt i dag er den langt større kontakt tværs over landegrænserne, der er opstået siden f.eks. 1939. Turister rejser til Ceylon, unge tager Europa rundt uden penge, og alverdens nationer sender folk på studierejser hos hinanden. Kommunikationsnettet er helt forbløffende. Det bevirker ikke bare, at brobygning, kriminalitet og psykologi og alt muligt andet må studeres i internationale grupper. Det betyder også, at andre verdensdeles åndelige problemstilling tvinges ind på livet af os: indere taler om yoga i Danmark, og danske dyrlæger underviser i Mysore i Indien. Intet under, at også hjælpsomheden er imponerende: folkebespisningen i Biafra er en virkelig demonstration af menneskelig samfølelse.
I visse øjeblikke gribes man af en vision af denne klode som et levende, myldrende væsen. Er det ikke som et stort legeme, der er ved at fødes med sine lemmer, sit nervesystem, sine sanser, sin hukommelse, spørger Teilhard de Chardin.
Hvis det er tilfældet, er det ikke nok at have teknisk rådgivning eller at fodre børn i Biafra. En organisme bliver ikke til ved at atomer eller organer stables oven på hinanden. Den behøver livskraft og bindemidler på et dybere plan, ellers kan organerne simpelt hen ikke samarbejde.
Selve verdenssamfundet må efterhånden finde en form, der for os nulevende vil virke lige så revolutionerende, som tiden i dag er i forhold til arbejderbevægelsens opståen. Vi foruroliges ved de eksplosioner, der slår op fra Paris, Vietnam og Angola, men i virkeligheden kommer de jo fra en trang til at få alle folkeslag samlet omkring ét rundt bord, hvor man på ligelig måde kan fordele både ansvar og fordele.
ÅNDSVIDENSKABENS PLACERING
Et af de spændende problemer, tiden rejser, er, om de religiøst eller åndeligt indstillede mennesker tør følge med i denne udvikling. Vi er jo trods alt borgerlige i vores livsform og økonomi. Vi bærer slips og sidder i lænestole, "for sådan gør man nu engang", og vi er måske lige så bange for at miste noget af vores sikkerhed som alle andre pæne mennesker omkring os. Det, at et menneske har åndelige interesser, er ikke i sig selv en garanti for, at det er egnet til at være verdensborger.
Det er iøjnefaldende, at verdensudviklingen kræver en helt særlig handlemåde i de nye situationer, der opstår. Ligesom der skal en særlig sans for helhed til at skabe en flyvemaskine til 1000 passagerer (fremfor de sædvanlige til 2-300), skal der noget særligt til for at få en buddhist og en muhamedaner bragt i samtale, såvel som for at få en konservativ og en ungdomsoprører til at forstå hinanden. Der skal ikke bare tænkes i bredere målestok, men også i en dybere.
Der er dybtliggende faktorer at tage med i betragtning, hvis verdensproblemerne skal løses: hvori består de dybere menneskelige forskelle? hvorfor kan religioner binde så stærkt? hvad må virkeligt samarbejde bygge på? Jeg tror rent ud sagt ikke, at en rent human inspiration er stærk nok til at magte de hindringer, verdens samarbejdet støder imod. Tænk på, hvilken styrke U Thant og Dag Hammarskjöld må have haft i deres personlige trosforhold som buddhist og kristen.
Derfor må vi spørge, hvad åndsvidenskaben (videnskaben om de åndelige naturlove) kan bidrage til verdenssamarbejdet. Det er så iøjnefaldende, at åndelige og mentale love må tages i betragtning. Men vil vi evne at formulere dem? kan vi lære at udtrykke os rent sprogligt, så det får betydning for de store opgaver, mennesker rundt omkring tumler med? Eller skal vi endnu engang opleve, at de "religiøst" indstillede bare bliver hindringer for verdensudviklingen?
Vi må bemærke, at hele verden er grebet af en dybtgående autoritetskrise, ikke bare i forholdet til de autoriteter, der tilhørte den gamle tid, men til autoritet i det hele taget. Vi oplever i disse år et særligt skridt i menneskets opvågnen til bevidsthed: man vil tænke selv og erfare selv. Hermed er givet, at vi ikke bare kan komme med en færdigt formuleret åndsvidenskab som en ny tro, men at vi ud fra vore tanker må danne de former og erfaringer, der er synlige for alle på overfladen. Vi må i første række prøve at give svar på de spørgsmål, der rent faktisk bliver stillet - og vente med at svare på dem, der ikke er stillet endnu. Det gælder både på det sociale og politiske plan og i de rent personlige samtaler.
Vor tid er blevet meget træt af ord, fordi mange af dem er blevet grundigt misbrugt, og fordi der er så mange, der taler og taler om mere eller mindre fikse ideer. I dag kommunikerer man (får man forbindelse) gennem handlen. Det, en mand gør, føler man, at man kan vurdere ham efter. Handling er et sprog, der forstås på tværs af landegrænser. Det er et sprog, der virker hurtigt - og i ABC-bombernes epoke må man ikke spilde tid med snak. Handling er et sprog, der giver færre anledninger til misforståelse.
ÅNDSVIDENSKABENS OPGAVE
Må jeg dele sigtet for en verdensborgertænkning op i tre afsnit?
1. Der skal handles på tværs af grænser mellem mennesker. Åndsvidenskaben skulle nødigt blive en ny cirkel ved siden af alle de andre. En sådan ny cirkel er jo immervæk ikke andet end en cirkel. En virkelig videnskab om åndelige naturlove må jo være en tænkning, der omfatter alle cirkler og viser deres berettigelse. Denne tænkning opøves gennem studiet af de forskellige religioner, livsanskuelser og kulturformer. De vil aldrig nå til et samarbejde, hvis man blot skaber en ny, bedre end alle andre.
En vis viden, f.eks. om grundenergierne i Martinus analyser og deres sociale følger i kulturens verden er ganske givet en hjælp til at forstå, hvorledes man skal finde og kalde på det bedste i hver enkelt af de åndsregninger, man møder. Heri ligger f.eks. kvækernes store fortjeneste: at de har evnet at "tale til det af Gud, der er i enhver".
Videnskaben om det åndelige kan ikke blive stående ved bare at være tolerant (tolerere = udholde andre), men må bringe forståelse af, hvad der er det bedste at bygge på hos buddhisten, hos oprøreren, hos den konservative.
Verdenssamarbejdet kan kun etableres, hvis buddhisten bliver en bedre buddhist og den kristne en bedre kristen.
2. Der skal handles i større perspektiv.
Alt for megen handlen i dag er nytteløs, fordi den mangler klarhed over sit mål. Der er alt for mange revolutionære, der netop modvirker det, de ønskede at gennemføre. Ganske som amerikanske kvækere i 1949 kunne beskrive, hvorledes USAs udenrigspolitik virkede stik imod det, der altid har været det amerikanske folks udtalte målsætning. Der behøves i dag i en meget, meget høj grad et virkeligt arbejde for at gennemanalysere målene for menneskehedens udvikling. Netop det er vel nok et af åndsvidenskabens vigtigste områder.
Men her tænker jeg også på, at det menneske, der har den klareste målsætning, vil være bedst i stand til at bøje sig "ned" og forstå og hjælpe andre fra deres bestemte plads i udviklingen. Hvor megen tålmodighed, der er nødvendig i dag, mærkes f.eks. i det arbejde, der skal til for at få en afrikansk eller indisk landsby hentet med ind i udviklingens strøm. Her skal man virkeligt kunne korte af på sine egne fikse ideer og sætte sig i andres sted.
Der er brug for åndsvidenskabens analyser af, hvorledes hvert enkelt menneske må lære igennem sine egne erfaringer og ikke bare ved at blive belært af en autoritet udefra. Hvis verden blot forandres til at adlyde en anden disciplin (f. eks. et åndsvidenskabeligt diktatur) ville intet være sket. Det var måske til syvende og sidst det, der skete i det gamle Ægypten, hvor et "indviet" præsteskab ikke fik bragt folket synderligt videre i social udvikling. Verden må forvandles ved, at hvert enkelt menneskes skabeevne samler de erfaringer og impulser, der er grundlag for den personlige udvikling.
3. Skal vi magte disse enorme opgaver, må vi lære at handle på en ny måde.
Jeg har prøvet at antyde, hvorledes ting kan tage sig ud, hvis man ser dem indefra, fra "det punkt, hvor intet skiller os ad". Men jeg tror, vi behøver veje til rent personligt at fornemme dette punkt. I virkeligheden er det et tegn på dårlig udvikling, når vi har travlt - også med at omvende andre.
Der er noget, der hedder at tænke, før man taler. Der er også noget, der hedder at være stille, før man handler. Det må være afgørende for vort arbejde med os selv, at vi ikke bare arbejder på et ydre, intellektuelt plan, hvor vi kan se tingene i forhold til hinanden, men også på et indre, følelsesbestemt plan, hvor tingene sanses fra deres udgangspunkt.
Meditation har været en gammel vej dertil, og meget tyder på, at vi ikke mere magter den. De psykedeliske stoffer, som p. t. er så moderne, har deres uheldige bivirkninger. Måske ender vi en dag med at forstå, hvorledes vi skal benytte de veje til dybere oplevelse, der går gennem musik, kunst, samvær. At arbejde med disse "naturlige" veje består også til dels af en teknik, der kan læres.
Hovedsagen er, at vi får lært at lytte indefter bare et øjeblik, før vi handler. - - - - - - -
Verdensborger-tænkning er ikke bare et spørgsmål om at vide alt om FN, Afrikas kultur eller buddhisme. Det er et spørgsmål om en oplevelse indefra af, at de forskelle vi ser mellem mennesker, er illusioner og hører vor verden til. Den verden, der uhjælpeligt er i færd med at dø, har netop levet i kraft af tro på visse forskelligheder. Hvordan den nye verden bliver, kan vi ikke se ret meget om endnu, men vi kan se, at den, der har fundet fodfæste i det formløse, vil være bedre stillet end den, der blot er bundet til nogle nye fikse ideer om forskelligheder.
Et hjælpemiddel i denne situation må være skoler i åndsvidenskab, hvor man ikke bare behandler teorierne, men hvor man ved eksempler og med oplevelser står midt i den praktiske verden, vi allerede lever i, og der får anskuet de åndelige love, vi må have lært at pejle os ind efter.
En sådan skoleform - som vi eksperimenterer med den på Søtofte - kræver meget store pædagogiske ændringer: mindre foredrag, mere samtale, mere lejlighed til fælles vurdering af situationer, mere lejlighed til at opleve det punkt, hvor intet skiller os ad.
En åndsvidenskabelig skole må være en model af det verdenssamfund, den tager sigte på.
Johs. Dragsdahl
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige