Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Stadig flere mennesker begynder at fornemme, at de lever i en helt usædvanlig tid uden sidestykke i jordens og menneskehedens historie. Det anes, at vældige kosmiske kræfter er i gang, kræfter der skaber opbrud, opløsning og omvæltning på det ene tilsyneladende ukrænkelige område efter det andet. Og det synes at gå hurtigere og hurtigere, uden at nogen rigtigt ved eller kan forudse, hvad det skal ende med. En indre uro griber om sig. Det føles i stigende grad vanskeligt at følge med. Fremtiden tegner sig usikker og samtidig foruroligende. Men på mange måder også lovende. Hvordan vil menneskets stilling være i det enogtyvende århundrede? Vil det med teknologiens hjælp have overflødiggjort sig selv og ophævet sin egen betydning, eller vil det have skabt den verden af skønhed, tryghed og højnede livsvilkår, som flertallet i dybet af deres sjæl længes efter? Vil vi overhovedet nå frem til at passere tærskelen til det enogtyvende århundrede? - Har mennesket en fremtid?

Det må noteres som en både frugtbar og inspirerende ting, at Martinus kosmiske verdensbillede ved siden af en lang række abstrakte temaer også beskæftiger sig med disse livsnære problemer, og måske især fordi det tegner en overordentlig lysende og løfterig fremtid for menneskeheden. Martinus lægger ganske vist ikke skjul på, at der vil være svære problemer at løse under vejs. Men netop beskæftigelsen med disse vil føre til en modning af menneskeheden, der gør en helt ny tilværelsesform mulig. Så ny og forskellig fra den, der nu er gældende, at det vil være nødvendigt at tale om et rigtigt menneskerige.

De kræfter, der for tiden rører på sig, vil føre til lige så gennemgribende omvæltninger, som der var tale om, da fiskene i sin tid gik på land og erobrede landjorden, udtaler Martinus. For det kosmiske klarsyn viser det sig, at menneskeheden under indflydelse af vældige kosmiske energier er på vej til at forlade ét tilværelseselement til fordel for et andet og helt nyt. Denne gang imidlertid ikke i fysisk forstand, men derimod i psykologisk eller mental betydning, i hvert fald hovedsageligt. På det psykologiske område manifesterer mennesket stadig for en stor del det dyrerige, det biologisk er runden af, dvs selviskhed, hensynsløshed og aggression. Men samtidig fremviser det egenskaber, der er ukendte for det rene dyr, og som røber, at mennesket ikke i renkultur tilhører dyreriget; der tænkes naturligvis her på menneskets evne til at manipulere rationelt med sine erfaringer til fordel for den proces, vi kalder tænkning, men for øvrigt også på "nyheder" inden for følelseslivet som f.eks. samvittighed og medlidenhed.

Den menneskelige bevidsthed er altså skueplads for to kategorisk forskellige sæt kræfters udfoldelse, og netop vor tid er udset til at skulle gøre den erfaring, at disse to sæt kræfter er indbyrdes uforenelige. Det viser sig nemlig med stadig voksende tydelighed, at det er i strid med menneskets sande interesser at lade de nye bevidsthedskræfter arbejde i de dyriske bevidsthedstraditioners tjeneste. Det er nemlig denne alliance, der på det ene menneskeskabte område efter det andet i dag truer menneskehedens fremtid og fortsatte beståen. For eksempel kan man pege på atomvåbnene og de endnu frygteligere kemiske og bakteriologiske våben som et produkt af denne alliance, ligesom motivkræfterne bag tilbøjeligheden til at ville bruge disse våben med held kan søges her. Og det er efterhånden klart for enhver, at katastrofemomentet vokser i nøje takt med de nye bevidsthedsevners vækst og skærpelse, så længe de er koblet sammen med de dyriske bevidsthedstraditioner. Det er derfor heller ikke så sært, at der i udbredt grad begynder at vise sig tegn på lyst og tilbøjelighed til at komme ondet til livs, helst én gang for alle. Men hvordan skal man få taget sig sammen til at gennemføre dette medens tid er?

Martinus svarer her, at netop den førnævnte lyst eller tilbøjelighed, dramatisk udtrykt, besegler menneskehedens skæbne. For uden at mennesket ved af det, fungerer den som modtagelighed for de førnævnte mægtige kosmiske energier, således at disse kan begynde at gøre en indflydelse gældende. Denne vil vise sig som en umådelig drift i menneskeheden frem mod fuldbyrdelsen af en helt ny verdenskultur. En udpræget humanistisk verdenskultur. Det vil sige en tilværelsesform, hvor menneskets intellekt og tænkeevne træder i forbindelse med følelseslivets ædleste strømninger til fordel for en udpræget livgivende livsudfoldelse og alene den. Altså en aktivitet, der udtrykker en kompromisløs dyrkelse af menneskelige egenskaber, idealer og normer, totalt frigjort for dyrerigets mentale tendenser. Og med fuldbyrdelsen af denne humanistiske verdenskultur siger mennesket definitivt farvel til dyrerigets livsform - først mentalt, men siden også organisk. Og så forskellig vil denne livsform komme til at tegne sig i forhold til den nugældende, at man uden overdrivelse kan tale om et helt nyt livselements erobring. Mennesket har gentaget fiskenes utrolige erobringsbedrift, blot på et højere plan. Og som denne erobringsbedrift i sin tid afhang af de enkelte individers præstation, således afhænger også den nye erobring af den enkeltes indsats. Den ny humanistiske verdenskultur skabes gennem det enkelte menneskes tilegnelse af en personlig humanistisk kultur. Allerede i dag. Her og nu.

Ps.    Dette nummers forsidetegning er udgivet som mærkat og kan rekvireres gratis ved henvendelse til Instituttet. Vi vil dog være taknemmelige for, om De selv vil erholde udgifterne til svarporto.