Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1969/6 side 72
Den ideelle forsøgshund
Et beløb på ca. 6 millioner kr. er af den amerikanske regering stillet til rådighed for et forskningsarbejde med det formål at fremavle "den ideelle forsøgshund". Journalist Rhalf Champion, New York, har i en artikel i det engelske "Sunday Mirror" redegjort for enkeltheder i dette projekt og for det mål, videnskabsmændene har opstillet, nemlig at frembringe en hund, der er "sagtmodig, stærk, tålmodig, intelligent og kærlig af natur". Hunden skal være af en størrelse, der gør den egnet til f. eks. transplantationsforsøg, og det eneste, der skal være dårligt udviklet hos den, helst helt mangle, er stemmebåndene(!).
Videnskabsmændene håber, at den sagtmodige idealhund, der ikke bider sine plageånder, og som takket være de manglende stemmebånd ikke kan give udtryk for sin smerte, vil være udviklet i løbet af fem år.
I mellemtiden betragter man Labradorhunden som den race, der kommer kravene til idealhunden nærmest, men også den afrikanske Basenji er velegnet - den mangler nemlig evnen til at gø...
Forfatteren af den bemærkelsesværdige artikel i Sunday Mirror påpeger, at de amerikanske eksperimentatorer har bekymringer ikke blot af kvalitets- men også af kvantitetsmæssig art. De titusinder af hunde og katte, der årligt må lade livet i laboratorierne, fremskaffes på mange måder. Nogle købes direkte og helt legalt hos dyrehandlere og opdrættere, andre kommer fra dyreasyler, hvor de er optaget som herreløse, og et stort antal er simpelt hen stjålet fra deres ejere af lyssky individer, der har gjort det til en levevej at levere forsøgsdyr til laboratorier. Det eneste, der synes at bekymre videnskabsmændene, siger Rhalf Champion, er risikoen for ikke at få tilstrækkeligt sunde og modstandsdygtige dyr og risikoen for, at leverancerne ikke til enhver tid er tilstrækkelige. Ønskemålet synes at være en slags hundefabrik, der kan frembringe idealhunde i ubegrænset mængde.
Amerikanske skatteborgere skal altså nu, gennem bevillingen på næsten 1 mill. dollars, hjælpe de dyreeksperimentelle forskere frem ad vejen mod dette forjættende mål.
(Citat fra FORSØGSDYRENES VÆRN. Nr. 4 - 1968 - 6. årgang).