Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1969/6 side 70
Hvad, hvem eller hvilket er jordmenneskevæsenets nærmeste underliggende spiral?
K.L.
 
Efter Deres indlæg at dømme synes selve begrebet "spiral" at være et tvivlsspørgsmål hos Dem, og det vil måske derfor være rigtigst at indlede med en redegørelse herfor.
I sin fremstilling af livet beskriver Martinus det levende væsen som en udødelig livsenhed, der i al evighed er på rejse gennem tilværelsens mange muligheder for livsoplevelse. På visse afgørende punkter styres kursen for denne rejse af en række kosmiske love og principper, som helt behersker verdensaltet, og som er rodfæstede i ethvert levende væsens egen kosmiske struktur; dvs. den del af dets samlede fremtræden, som er hævet over død og forgængelighed.
Indflydelsen fra disse kosmiske kræfter bevirker, at den evige livsrejse former sig på en principielt fastlagt måde, der ligefrem kan betragtes som et kosmisk grundmønster for livet. Dette grundmønster udtrykker Martinus som et spiralkredsløb, fordi der er tale om en stadig tilbagevenden til bestemte principielle stadier, blot i nye og stadigt mere omfattende variationer. Og det er de enkelte kredsløb i dette uendelige spiral-kredsløb, der populært omtales som "en spiral". Men udtrykket er altså ikke helt dækkende, idet en spiral jo rent begrebsmæssigt indikerer en sum af sammenhængende kredsløb.
Som før nævnt gentager de enkelte kredsløb sig i stadigt nye og mere omfattende variationer. Dette sker for at imødekomme Jegets behov for effektiv fornyelse af livsoplevelsen, og rent praktisk giver det sig udtryk i eksistensen af syv grundlæggende organismeprincipper, som i en bestemt rækkefølge afløser hinanden - og ligeledes i stadig gentagelse, om end samtidig i nye og atter nye variationer, således at trivialitet også hér undgås.
Et af disse organismeprincipper kendes som det, menneskeorganismen repræsenterer: organismeprincippet. Dette princip har i den menneskelige version en levetid, der svarer til gennemvandringen af det spiralafsnit (spiral!), mennesket netop gennemløber. I forhold til menneskets princip placerer de seks øvrige sig med tre i mikrokosmos og tre i makrokosmos, hver repræsenterende et individuelt spiralafsnit. Med udgangspunkt i mennesket er rækkefølgen ned i mikrokosmos: organets, cellens og elementarpartiklens princip. Og op i makrokosmos: planetens, solsystemets og mælkevejssystemets princip. Heraf fremgår, at de livsenheder, vi kalder "organer", danner menneskets nærmest underliggende spiral (spiralafsnit).
P.B.-J.