Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1935/11 side 176
HINDUVISDOM
Slægtskab.
Den, som lever i vort Hjerte, er nær os, skønt langt borte.
Medens den, som Hjertet ikke kender, altid er fjernt fra os, selvom han er nær.
Ædle og primitive Mænd sammen er som Floden og den røde Aakande, sammen og dog adskilte.
Men de rene er, selvom Afstanden skiller dem, dog forenede i Aanden, som Maanen og den hvide Aakande.
Aforismer.
Hvad Nytte er det til at klæde sig i Sæk og Aske? Kun den har guddommelig Visdom og Frigjorthed, hvis Hjerte er opfyldt af Velvilje mod alle levende Væsner.
Der er fire Maader at prøve Guld paa – ved at gnide, skære, varme og hamre, – saaledes er der ogsaa fire Maader at undersøge en Mand paa, – ved hans Tale, Handlinger, Omgangskres og Optræden.
Jeg vil forklare i en enkelt Sætning, hvad der er skrevet vidt og bredt om i mange Bøger, – gør ikke mod andre, hvad du ikke ønsker gjort mod dig selv.
Undgaa det slette Menneske, selvom det er prydet med Lærdom. Skulde man ikke frygte Slangen, selvom den havde et Smykke paa sit Hoved?
Kritik.
Det er den Misundeliges Mani, kun at lede efter Fejl i selv det smukkeste Digt, i hvilket Kendere altid finder ny Glæde. I en Dam dækket med den blomstrende Lotus og hvor Flamingoerne har Reder, jager Spoven kun efter Fisk.
Alle fra Engelsk ved Thora Gerner Larsson.