Ældre Kosmos og Kontaktbreve

BERØRINGSPUNKTER MELLEM VIDENSKAB OG RELIGION
af Ian G. Barbour

"Er den videnskabelige metode den eneste pålidelige vej til erkendelse af virkeligheden? Er mennesket kun en kompliceret biokemisk mekanisme? Hvordan kan Gud gribe ind, hvis verden er underlagt bestemte naturlove?"

Sådan lyder de indledende sætninger i en ny bog af I. G. Barbour, og de angiver de retningslinier, som undersøgelsen af de nævnte spørgsmål følger, idet han beskæftiger sig med følgende tre problemer: 1) Forskningsmetoder inden for videnskaben og inden for religionen 2) Menneskets forhold til naturen og 3) Guds forhold til naturen.

Det er imidlertid meget forskellige spørgsmål fra dem, man stillede for bare 50 år siden. Dengang tænkte man på konflikten mellem to verdensopfattelser, som ofte syntes ganske uforenelige. Der er løbet meget vand i stranden i disse 50 år, og ordet "konflikt" anvendes nutildags knapt så ofte som tidligere. Det er helt andre spørgsmål, man stiller nu - mere relevante spørgsmål - så det er med god grund, at professor Barbour har givet sin bog titlen: Berøringspunkter mellem videnskab og religion. En af grundene til denne ændrede indstilling er, at selve nøgleordene videnskab og religion ikke længere kan defineres så præcist som før. Hvis videnskaben ikke rummede andet og mere end de love for bevægelse, som Newton påpegede, og hvad deraf kan udledes, og hvis religionen ikke var andet og mere end en urokkelig opfattelse af Bibelen som den absolutte, bogstavelige sandhed, ville konflikt være det eneste ord, der virkelig dækkede deres indbyrdes forhold. Men naturligvis gælder ingen af disse "hvis'er" i dag. Newtons bevægelseslove er abstraktioner fra en i høj grad kompliceret verden, og vi vil aldrig med sikkerhed kunne fastslå, om en hvilken som helst videnskabelig lov er absolut sikker, Og hvad religionen angår, så er den nu - så langt fra at være blot og bar hjernegymnastik - efter Barbours opfattelse menneskets eneste mulighed for en "helvurdering af tilværelsen". Når disse to områder inden for det menneskelige erfaringsmateriale betragtes ud fra disse synspunkter, er det af afgørende betydning at fastslå, at man ikke først og fremmest hæfter sig ved forskellen imellem det videnskabelige og det religiøse grundsyn, men påpeger en del af de berøringspunkter, der er imellem dem. Et sådant berøringspunkt udgøres af den rolle, som den enkelte videnskabsmands menneskelige kvalifikationer spiller. Theodore Mommsens gamle slagord "videnskab uden forudfattede meninger" er ikke længere god latin på bjerget. For videnskab er noget højst personligt, både når det drejer sig om dens udøvelse og om dens forhold til videnskabsmandens hele psyke. Man erkender nu, at ingen videnskabelig forsker kan møde problemerne med en fuldstændig uhildet indstilling, men må være præget af sine egne ideer, fornemmelser, følelser, forhåbninger og ønsker samt sin intuitive indfølingsevne over for det stof, han arbejder med. Men skønt videnskaben således i høj grad præges af den enkelte, udelukker dette ikke, at de iagttagelser, den ene videnskabsmand gør, kan videregives til andre. Som Barbour så rammende udtrykker det: "Videnskaben er nok en personlig, men ikke en privatsag". Man kan således ikke se bort fra den rolle, som forskeren spiller i enhver form for forskning. Som Heisenberg så ofte har sagt det: at iagttage naturen er at forandre den - i dybeste forstand. Hver eneste iagttagelse, hver eneste beregning efterlader sit spor i universet. Mennesket befinder sig jo ikke uden for den verden, som han iagttager og studerer. Fra den dag, da Darwin fremkom med sin bog Arternes Oprindelse, stod det klart, at mennesket selv var en del af det selvsamme univers, ja, var i virkeligheden et produkt af det. I den henseende er videnskaben underkastet visse betingelser og derfor også begrænset i sine muligheder.

Intetsteds kommer dette tydeligere til udtryk end i den moderne fysik. Her ser man med umiskendelig klarhed nogle af den videnskabelige forsknings begrænsninger. En partikels vandringshastighed og position er således primære grundbegreber; men Heisenbergs 'Usikkerheds-princip' rokker ved disse begreber, idet han påpeger, at hvad enten vi både kender en sådan partikels position og dens hastighed eller ej, så kan vi aldrig erkende begge faktorer samtidigt eller med absolut præsicion. Hvad Sir Edmund Whitaker benævnede som 'Afmagtens Principper', synes at være indbygget i vor opfattelse af naturen. Som Barbour udtrykker det: "Den moderne fysiks væsentligste betydning ligger i den erkendelse af videnskabens begrænsninger, som den belærer os om". Det er slut med den viktorianske videnskabsmands selvsikre overbevisning om, at videnskaben - og den alene - har nøglen til menneskets fremtid, fordi den alene kender sandheden.

Desuden kan der, som den moderne videnskab har lært os at forstå, være mere end én logisk og meningsfuld fortolkning af en hvilken som helst gruppe fænomener. Hvis vi i stoffernes verden må indstille os på at tale om bølger eller om partikler uden at dermed ville antyde, at den ene betegnelse er rigtig og den anden forkert, hvor meget mere skulle vi da ikke være parate til med en uhildet indstilling at behandle problemer, som angår os som mennesker langt mere personligt, end bølger og partikler gør det. Hvis videnskaben har ret, ligger der ikke deri længere, at religionen har uret.

Resultatet af alt dette er, at vi ikke kan beskrive mennesket fuldstændigt ved at tale om mekanismer (det uholdbare i reduktions-metoden, ifølge hvilken man forsøger at bestemme mennesket gennem en undersøgelse af dets enkelte bestanddele); ej heller ved at tale om adfærdspsykologi. Går man ind for en mekanistisk metodik, vil det jo sige, at man analyserer tingene til bunds, indtil de mindste enkeltheder; men på højere og mere differentierede udviklingsstadier afslører der sig nye træk, som ikke findes i de små bestanddele. Helheden rummer mere end summen af de enkelte dele. Mennesket kan måske nok siges at være en maskine eller et sæt kirtler eller endog en elektronhjerne; men disse definitioner er ikke udtømmende, og mennesket er mere end dem alle tilsammen.

Det er denne bogs store fortjeneste, at den tager disse tanker alvorligt, og at den fremsætter dem på en fuldstændig nøgtern og saglig måde. Forfatteren har ikke bredt sig unødigt, for bogen er skrevet med det formål at tjene som lærebog. Men den er mere end en lærebog. Det er en af de mest objektive og sobre fremstillinger af disse problemer, jeg nogen sinde har læst. Den er meget læseværdig og ret omfattende. Professor Barbour er en videnskabelig kapacitet og dertil filosof. Han kan derfor skrive med autoritativ myndighed. Hans bog vil komme til at stå som en standard-fortolkning af forholdet mellem disse to store interesseområder i det menneskelige bevidsthedsliv.

Oversat fra engelsk af Ben Saxe.