Kosmos 1969/4 side 39
Martinus
LIVSMODET I
Menneskets trang til martyrium
Alle mennesker har brug for at vide noget om livsmodet. Det menneske der er i besiddelse af det rigtige livsmod, er nemlig uovervindeligt over for negative kræfter. Så længe et menneske synes, at der er noget, der er forkert, så længe er vedkommende i disharmoni med livet. Så længe man bedrøves og irriteres eller bliver bitter og skuffet, har man ikke fået det rigtige syn på livet, og så har man ikke det rigtige livsmod. Der er mennesker, der går så vidt, at de begår selvmord på grund af manglende livsmod. Dermed er de dog ikke færdige med livet, men får vanskelighederne udsat til næste inkarnation. Det skulle helst være sådan, at man beholder sin fysiske organisme så længe, som den kan bruges.
Hvad skal der til for at få det rigtige livsmod og for at bevare det? Man må lære at elske sin næste som sig selv. Det giver livsmod, og det bevarer det. Men hvorfor taber menneskene gang på gang livsmodet? Fordi livet ikke er, som de tænker sig det og ønsker det. Den tankeart, der allermest underminerer livsmodet, er martyriet. Martyriet er en af menneskets værste fjender, fordi det er en livsløgn. Der findes i virkeligheden intet martyrium. Ingen kan i virkeligheden lide uret, og ingen kan gøre uret. Hvis nogen kunne det, og hvis der var noget i livet, der var tilfældigt, kunne menneskene aldrig være sikre på noget som helst, og så ville hele verdensaltet faktisk være af lave. Men det er det ikke, det er tværtimod i den skønneste orden, og det er udtryk for den højeste logik. Intet er tilfældigt, og når menneskene har sorger og bekymringer og føler sig som martyrer, er det fordi de tror og føler, at der er begået noget imod dem, som ikke er retfærdigt. En sådan martyrfølelse kan skyldes forholdet til naturens kræfter. Landmanden kan føle sig som martyr, når høsten slår fejl, eller når kreaturerne bliver syge og dør. Også i forhold til naturkatastrofer kan menneskene føle martyrium, når elementerne bryder løs, og de står hjælpeløse og prisgivne over for den vældige natur. Den almindeligste form for martyrfølelse eksisterer dog nok i forholdet til andre mennesker. Hvis nogen bagtaler og generer en, vil man tro, at vedkommende er ond imod en, at man er martyr og uretfærdigt behandlet. Man bruger da en masse energi til negative tanker og følelser og selvmedlidenhed, hvilket i allerhøjeste grad er usundt for mennesket både psykisk og fysisk. Gennem kosmologien kommer man til kundskab om, at der i virkeligheden ikke eksisterer noget ondt i verden, og at alt er kærlighed og intellektualitet. Det er svært for menneskene at forstå, men det er meget vigtigt for dem at lære. Universet er udtryk for den allerhøjeste og mest strålende fuldkommenhed. Men da mennesket ikke arbejder med hele universet, kun med et lokalt felt deraf, er det endnu tilbøjeligt til fejlbedømmelse. Hvis en flue kravler hen over et billede, hvor alt hvad den i øjeblikket ser er sort, ville den hvis den kunne tale sige, at alt hvad der eksisterer er sort. Sådan kan mennesket også være "sortseer", fordi det ikke har tilstrækkeligt overblik over en større kosmisk sammenhæng, hvoraf det såkaldte "sorte" er en lille del. Det hele er i virkeligheden i harmoni, men når visse ting tager overhånd i bevidstheden, kan der opstå disharmoni, indtil man opnår overblik og får et større perspektiv.
Kristus var ikke martyr men eksempel
Nu vil nogen måske indvende, at Kristi død på korset var et martyrium. Men det var det ikke. Hvordan kunne det da være retfærdigt og rigtigt, at et uskyldigt menneske led en forbryders død? Det var ikke på nogen måde for at forsone en vred gud, men det var for at vise menneskeheden et eksempel på guddommelig-menneskelig væremåde. Kristus kendte sin mission, som han inden han inkarnerede på jorden var fuldt fortrolig med. Han vidste, at han begik et intelligensbrud ved at lade sig korsfæste. Hans intelligens havde allerede på forhånd sagt ham, at han ville udsætte sit fysiske legeme for korsfæstelse, når han lod sig føde her på jorden. Men hvis han ikke havde ladet sig korsfæste, ville der være sket noget meget værre, så ville verden ikke have fået nogen fundamental demonstration af, hvorledes et udviklet væsen tager de største lidelser, og så ville menneskene ikke være kommet så langt i deres udvikling, som de er nu. Gennem Jesu liv og væremåde, hans død uden had og bitterhed men i forbøn for sine bødler, og gennem hans opstandelse i et åndeligt, efterhånden helt materialiseret legeme, er menneskeheden kommet i besiddelse af en række evige sandheder, som den kan leve efter og dø på, og som i fremtiden vil få den allerstørste betydning, når menneskene lærer at forstå den kosmiske eller universelle mening dermed.
Menneskene vil lære, at de lever hele tiden, enten de er her, eller de er "døde". De skal komme til klarhed over, at det er ånden, der skal herske over materien og ikke omvendt. Når mennesket er sorgfuldt, bitter eller skuffet, er det tegn på, at materien er herre i stedet for det omvendte. Det er det skabende princip, der skal herske over materien; det er uværdigt at lade materien herske over skabeevnen. Mennesket skal blive livets og materiens herre. Men dertil kræves, at samme menneske får overblik ikke blot over livets små lokale felter i hverdagen, men lærer at se disse felters forbindelse med den kosmiske helhed. Det er det, jeg forsøger at vise gennem mine kosmiske analyser. Jeg viser dem, at Jeg'et, det levende væsens faste punkt, er herre over materien og ikke omvendt. Men hvorfor er da ikke alle mennesker suveræne, hvorfor er de ikke kristusvæsener? Lad os sammenligne spørgsmålet med et andet spørgsmål: Hvorfor er det ene menneske et barn og det andet et modent menneske? I begge tilfælde gælder det, at når menneskene ikke alle er lige modne, lige langt fremme, skyldes det, at deres erfaringer med hensyn til livets kontraster ikke er lige store. Alt hvad der hedder udvikling, er baseret på oplevelsen af kontraster. Når et modent menneske i dette liv, altså et menneske i moden alder, kan tænke og handle anderledes end et lille barn, er det på grund af sit livs erfaringer, ikke mindst de erfaringer, som er resultatet af overståede lidelser og besværligheder. Men hvad der gælder i ét liv, gælder også for den udvikling, der foregår i så stort et kredsløb, som jeg kalder en udviklingsspiral. Når et menneske kan handle anderledes end et dyr, og når et udviklet menneske kan handle og tænke anderledes end et primitivt menneske, er det på grund af forskellen i deres kosmiske alder i en udviklingsspiral, hvilket vil sige på grund af forskellen i deres erfaringer i forhold til kontrastprincippet. Der må være kontraster i tilværelsen, ellers var livets oplevelse umulig. Vi har kun evne til at opleve det, vi har oplevet kontrasten til. I samme grad som man har oplevet hadets virkninger, kan man opleve kærligheden. I jo højere grad man har været ude for mørke og lidelse, såvel som for lys og glæde, i desto højere grad bliver det muligt at være i kontakt med livets love. På basis af erfaringerne får Jeg'et herredømme over både åndelig og fysisk materie, og når flere og flere mennesker i dag bliver søgende og længes efter fred, er det på grund af deres lidelseserfaringer i mange inkarnationer.
Spiralkredsløb, kontrastprincippet, det ubehagelige og det behagelige gode
Der var engang, hvor vi var i den åndelige guddommelige verden og oplevede den største harmoni. Det var før vi kom til at opleve den udviklingsspiral, hvor vi nu befinder os. Da var vi ikke i fysisk materie, men i en materie af en meget mere fuldkommen slags. Det var i et underliggende spiralkredsløbs lyszone. Vi var der så længe, at vi blev mætte af alt det lys, al den kærlighed og al den fuldkommenhed, vi mødte der. Og vi begyndte at længes efter modsætninger eller kontraster til denne tilstand. Da blev sådanne kontraster "lys" for os. Det er guddommeligt, at man kan få kontrasten til det, man er blevet mæt af, ellers ville livet gå i stå, fordi alt blev automatisk, og væsenerne blev til "robotter". Og selv i lysets verden ville en robottilstand ikke have noget med oplevelse af skønhed og livsglæde at gøre. Det levende væsens bevidsthed må fornyes, for at det igen kan opleve lyset, og denne fornyelse sker gennem den kommende spirals mørkezone. Længslen efter kontrasten til det, man er mæt af, kender vi fra den symbolske beretning om Adam og Eva. De var i paradiset, i lyset, hvor de måtte nyde alle ting i "haven". Kun én ting måtte de ikke røre, og denne ene ting, kontrasten, fristede dem, og så skete "syndefaldet". Adams og Evas skabelse og "syndefald" er en symbolsk beretning om menneskehedens udvikling i den nuværende udviklingsspiral. Vi voksede fra mineralriget frem gennem planteriget og dyreriget og kom dertil, hvor vi er i dag. "Syndefaldet" er ikke noget, der engang er sket, det foregår hele tiden. Det er en realitet i tilværelsens styrelse, der er udtrykt eller symboliseret ved "syndefaldet", og på basis af den vokser det levende væsen fra at være et "foster" i den nye udviklingsspiral, hvad de jordiske mennesker er endnu, frem til det, jeg kalder "den store fødsel" eller "kosmisk bevidsthed", hvor deres Jeg atter opnår fuld suverænitet over materien og det uovervindelige livsmod.
Når de jordiske mennesker altså nu befinder sig i kulminationen af en udviklingsspirals mørkezone på vej mod dens lysregioner, er det fordi de selv har ønsket denne tilstand. Nu ønsker de en anden tilstand, og deres længsler og ønsker vil blive opfyldt. Denne opfyldelse sker dog ikke gennem mirakler, men ved at væsenerne lærer at skabe den tilstand, de længes efter. Gennem viden om mørket skabes lyset lidt efter lidt i deres bevidsthed. Vi bestemmer over vor skæbne, og det er guddommeligt, at der altid er det, vi længes efter, som lys forude, og det, vi er mætte af, som mørke bag os. Derfor kan man i virkeligheden ikke tale om noget ondt og noget godt, men om det ubehagelige gode og det behagelige gode. Der er ikke noget, der er ondt i sig selv. Men når der ikke er noget, der er ondt i sig selv, kan der jo heller ikke være noget martyrium. Hvad er da det såkaldte martyrium? Det er en illusion.
Jordmennesket er i en kosmisk undervisningszone
Et lille barn bliver tit skuffet, hvis det ikke får, hvad det vil have, f. eks. en skarp kniv. Det synes, den voksne, der ikke vil give det kniven, er "ond", og det føler sig selv som martyr. Det ved ikke, at dets ønske er farligt for det selv og dets omgivelser. Når det bliver større og mere modent til at modtage erfaringen, får det kniven og må lære at tage følgerne. På samme måde kan menneskenes ønsker være farlige, og der går måske en tid, hvor de til deres store skuffelse ikke får dem opfyldt, fordi de endnu ikke er modne til erfaringen. Men når de er det, så kommer den, og de må tage følgerne. Denne årsags- og virkningskæde eller karmaloven strækker sig over en række inkarnationer, hvor menneskene sår og efterhånden, som de er modne til det, må høste, hvad de har sået. Opfyldelsen af mange af deres ønsker bringer dem smerte og lidelse, selv om de havde ventet noget andet. Alle former for smerte og lidelse er som en klokke, der ringer, når væsenet er ved at komme på afveje, og denne klokke skal føre det tilbage til næstekærligheden og livsmodet. Det er rigtigt, at menneskers lidelser kan være meget store, så store, at de set i et lokalt perspektiv ser uretfærdige og meningsløse ud. Men menneskenes overtrædelse af livslovene er også til tider meget store, og virkningerne står i forhold til årsagerne. Det betyder naturligvis ikke, at man, fordi et menneske i øjeblikket er inde i meget store vanskeligheder, skal se på det som en "stor synder", der får sin "straf", og at man af den grund ikke skulle have medfølelse med vedkommende eller med andre, der har store vanskeligheder. Der findes ingen "syndere" og ingen "synd" set i det kosmiske perspektiv, eftersom der ikke findes noget, der er ondt i sig selv. Der hvor uvidenheden ophører, ophører det såkaldte onde at eksistere. Det vil sige, at der hvor de tilstrækkelige erfaringer er gjort og eksisterer i bevidstheden som viden om mørket, om det ubehagelige godes virkninger, der begynder kontrasten dertil, dvs. lyset som visdom og næstekærlighedsevne at stråle ud fra væsenets bevidsthed og væremåde. I forbindelse med sådanne vibrationer kan sygdomme, skuffelse, bitterhed og had ikke eksistere. De forsvinder lidt efter lidt, og væsenet har overstået "syndefaldets periode", der ikke er en straf eller noget forfærdeligt, der ikke skulle ske, men en udviklings- og fostertilstand, inden væsenet fremtræder som et suverænt menneske i Guds billede.
(Afsluttes i næste nummer af Kosmos).
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige