Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For et voksende antal mennesker står naturvidenskaben som den store autoritet i alle væsentlige spørgsmål - således ikke mindst vedrørende livets natur og oprindelse. Tidligere hørte disse anliggender til kirkens domæne, men siden renæssancen - og særligt i løbet af de sidste knapt to hundrede år - har der gradvis fundet et tronskifte sted i naturvidenskabens favør. I dag er det først og fremmest den, man spørger til råds, når man vil vide noget om livets grundlag og indretning. Kirkens synspunkter i disse spørgsmål betragtes derimod nærmest som forældede og næsten latterlige rariteter.

Og hvad er det så for et livssyn, naturvidenskaben er talsmand for? Ja, det er jo det såkaldte materialistiske livssyn. Imidlertid er det erfaringsmæssigt ikke så mange, der ved nærmere besked med, hvad dette livssyn egentligt går ud på, og når man gør rede for det, resulterer det - heldigvis, fristes man til at sige - overordentligt ofte i en skeptisk reaktion, der meget svarer til den, kirken er genstand for. "Det kan de da ikke mene", lyder det som regel.

Og hvad er det så, "de" ikke kan mene? At livet slet og ret er en prosaisk biomstændighed ved den fysiske materie, altså blot én af denne materies mange mulige ytringsformer, for så vidt på linje med elektricitet, magnetisme, kerneenergi og andre energiformer, blot langt mere kompliceret. Således definerer professor H. V. Brøndsted, en af det materialistiske livssyns erklærede fortalere, liv som en komplikation af fysisk-kemiske processer, der i enhver henseende følger fysikkens og kemiens nøgterne love.

Konsekvensen af dette livssyn bliver, at livet udelukkende er et fysisk fænomen. Man bestrider i nøje sammenhæng hermed eksistensen af en ikke-fysisk sjæl, en åndelig verden, en Gud, individuel udødelighed samt mening i tilværelsen ud over den, der umiddelbart fremgår af de forekommende situationer og begivenheder. Dette er naturligvis ikke særligt inspirerende og leder trods den føromtalte skepsis til udbredt pessimisme og desillusionering - især hos ungdommen. Og resultatet bliver en tænkning og værdibetragtning, hvis normer man kommer temmeligt nær i følgende lille ordspil, og som i høj grad bidrager til at forklare den verserende interesse for euforiserende stoffer (narkotika):

Det er altså den fysiske organisme, udforskningen af livet koncentrerer sig om, og denne har man i dag drevet så vidt, at man mener at kunne tilskrive fysikkens og kemiens love det fulde ansvar for eksistensen af det fænomen, vi kalder liv - herunder også bevidsthedsliv. Livet iagttages nemlig at være bundet til givne processer - naturligt kaldet livsprocesser - og disse igen viser sig helt og fuldt at være styret og bestemt af fysikkens og kemiens love. Og da man endnu ikke er stødt på noget, der ikke lader sig forklare (i hvert fald principielt) på dette grundlag, ser man i de fysiske naturlove den sande forklaring på livets fænomen. Og følgeligt finder man ingen som helst anledning til at operere med faktorer af metafysisk natur. Dette kunne der måske have været tale om, hvis der var ting ved livet, som man ikke kunne forklare på grundlag af naturlovene. Men som landet nu ligger, er det udelukket.

Så langt må man anse ræsonnementerne for logisk uangribelige, men i samme øjeblik man også tager det skridt at konkludere, at metafysiske faktorer slet ikke eksisterer, har man faktisk bevæget sig bort fra den videnskabelighed, der ellers hævdes så strengt. For den omstændighed, at livet med hensyn til sin fysiske udfoldelse lader sig forklare under henvisning til fysiske naturlove, således at metafysiske faktorer i denne forstand overflødiggøres, udelukker naturligvis ikke, at metafysiske faktorer alligevel eksisterer og gør sig gældende. Tvært imod er den mulighed i allerhøjeste grad til stede, at det levende væsen foruden at være repræsenteret ved sin fysiske organisme også kan omfatte en ikke-fysisk struktur, der eksisterer i harmonisk sameksistens med netop den fysiske organisme. Hvad skulle udelukke dette? I hvert fald ikke de fysiske livsprocessers afhængighedsforhold til de fysiske naturlove. For den mulighed foreligger jo umiddelbart, at en eventuel ikke-fysisk struktur samvirker med den fysiske organisme i respekt for dé naturlove, der her betinger livsprocesserne. Og hvad kan vel være mere nærliggende? Er det ikke det samme, der finder sted, dér hvor mennesket ved hjælp af teknikken søger at udbygge sine eksistens- og udfoldelsesmuligheder, således at disse kommer til at omfatte andet og mere, end der umiddelbart fremgår af organismens bygning, egenskaber og anlæg m.m.? Det må man vist uden videre indrømme. Hvad enten vi skal skabe en bil, et hus, en bro, en flyvemaskine eller blot et vaskepulver eller en bukseknap, er vi nødt til at respektere de naturlove, skabelsen bringer os i berøring med. Vi er med andre ord nødt til at placere os i en harmonisk sameksistens med de fysiske naturlove. Og når det er tilfældet, kan det ikke forekomme hverken urimeligt eller unaturligt, at en eventuel ikke-fysisk struktur ser sig henvist til at respektere de samme principper for sameksistens. Og idet dette er tilfældet, opstår ganske automatisk den situation, at samtlige i organismen forekommende livsprocesser - herunder også bevidsthedsprocesserne - synes at kunne forklares udtømmende og modsigelsesfrit under henvisning til de fysiske naturlove, således at den ikke-fysiske struktur helt lader sig overse. Først i det øjeblik den på en eller anden måde direkte lader sig verificere - f. eks. ved at der opdages metoder til at gøre den synlig - bliver den en faktor, der må tages hensyn til.

Et specielt eksempel på sameksistensargumentets gyldighed finder vi i selve den fysiske organismes tilblivelse. Her er det autoriserede synspunkt jo dette, at fosterprocessen helt og holdent styres af biokemiske mekanismer, der er knyttet til de såkaldte gener og kromosomer, der har sæde i den befrugtede ægcelles kerne. Disse mekanismer, og de alene, tilskrives ansvaret for den udvikling, fosteret beskriver under sin vækst frem til fødselsmodent individ.

Lad os nu tænke os, at dette lod sig bevise - for et sådant bevis er nemlig endnu ikke ført - kan man så heri samtidig se et bevis for, at fosterprocessen absolut ikke har forbindelse med overfysiske faktorer, f. eks. en ikke-fysisk struktur, der er sæde for en individuel personlighed og bevidsthed? - Nej, absolut ikke. Den omstændighed, at fosterprocessen tilfredsstillende lader sig forklare under henvisning til genernes og kromosomernes indflydelse, og hvilken igen kan kortlægges som en virkning af elementære fysiske naturloves indflydelse, udelukker selvfølgelig på ingen måde muligheden af, at den samtidig korresponderer med en ikke fysisk struktur, der under processens forløb bindes stadig stærkere til fosteret. For så længe nævnte ikke-fysiske struktur samarbejder på en sådan måde, at der er tale om gennemført respekt for de fysiske naturlove, generne og kromosomerne administrerer eller realiserer, røber den jo ikke sin tilstedeværelse. Dette ville ifølge sagens natur først ske i det øjeblik, den afgav en indflydelse, der med hensyn til sin fysiske virkning ikke lod sig tilfredsstillende forklare ved hjælp af generne og kromosomerne eller andre fysiske faktorer. Men så længe dette ikke finder sted, kan den udmærket være knyttet til fosterprocessen på en ubemærket måde. Og dette kan der af hensyn til sagens vigtighed være al mulig grund til at holde sig for øje, både når man driver forskning, og når man med autoritær kompetence udtaler sig om sit syn på livets natur.

Fra Martinus side hævdes ikke alene eksistensen af en ikke-fysisk struktur. Han beskriver tilmed på indgående måde dens natur, sammensætning og opbygning. Men han indrømmer samtidig blankt, at det ikke i den almindelige forstand af begrebet er muligt at føre bevis for dens eksistens; og af de netop fremførte grunde. Den lader sig på den ene side endnu ikke registrere direkte. Og på den anden side befinder den sig i en så harmonisk sameksistens med den fysiske organisme, at den rent praktisk forholder sig ubemærket, ligesom årsagen hertil udelukker muligheden af en teoretisk bevisførelse, der bygger på logisk behandlede sandsynlighedsargumenter. Men Martinus hævder også med stor vægt, at den tid er umiddelbart nær, hvor det levende væsens ikke-fysiske struktur vil blive til empirisk bekræftet kendsgerning. Og dette vil endda have mulighed for at ske på flere forskellige måder.

For det første befinder forskningen sig i umiddelbar nærhed af opdagelser, der vil tvinge den til på teoretisk plan at beskæftige sig med en helt ny form for materie af så gradsforskellig natur fra den fysiske, at det vil føre til nødvendigheden af at tale om para-fysisk materie. Og netop denne materie danner materiale for det levende væsens ikke-fysiske struktur.

For det andet vil man opdage metoder, der muliggør transformation mellem fysisk og parafysisk materie til fordel for en "synliggørelse" af sidstnævnte. Herved vil en helt ny verden blive sansemæssigt tilgængelig for mennesket, en parafysisk eller åndelig verden, i hvilken man vil finde hele den del af det levende væsen, som sætter det i stand til at overleve den fysiske organismes undergang.

For det tredie befinder mennesket sig i den situation, at der i forbindelse med dets udvikling begynder at bryde helt nye sanseevner frem, som muliggør en direkte korrespondance med den parafysiske materieverden.

Og endelig for det fjerde vil den allerede nu forekommende parapsykologiske forskning som følge af disse opdagelser og begivenheder blive genstand for en sådan interesse og goodwill, at det vil sætte den i stand til at gennemføre en omfattende række eksperimenter, som i sig selv vil føre til erkendelse af den parafysiske virkelighed. Og på grundlag af disse omstændigheder vil menneskeheden på relativ kort tid frigøre sig af det åndelige mørke, der i dag kommer til udtryk i det materialistiske livssyn, og som i henhold til sit begrænsede perspektiv totalt udelukker den fra kontakt med livets evige grundplan. Og i tilgift vil man ud fra den nyvundne indsigt gøre den erfaring, at argumentationen i det tilsyneladende så velbegrundede materialistiske livssyn, når alt kommer til alt ikke er mere holdbar, end hvis man hævdede, at et skib drejer, fordi roret drejer.