Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

At kosmiske glimt kan være farlige synes overraskende, men igen og igen møder vi jo mennesker, der ud fra sådanne glimt er blevet selvoptagne og farer på med en energi, der ødelægger i stedet for at bygge op. Andre kan til gengæld reagere på kosmiske glimt ved at blive verdensfjerne og opgivende.

Martinus karakteriserer sådanne reaktioner med sit udtryk "partielle genier", der i videste forstand må gælde alle mennesker, der på ét punkt kan være højt udviklede (så at sige ved en kortslutning), men på mange andre områder udviser en ganske primitiv tilstand. Med sine analyser heraf får Martinus gjort opmærksom på, at man bør følge sine kosmiske glimt op med støt, dagligt arbejde for at skaffe sig den almene udvikling, livet har brug for.

Indenfor det såkaldte ungdomsoprør finder man en hel del udslag af kosmiske glimt, og situationen er så broget, at den kan være vanskelig at vurdere som helhed. Vi bliver tilbøjelige til at anse de unge oprørere enten for at være slyngler - eller genier. Lad os her forsigtigt prøve at se nogle aspekter af situationen ud fra lidt længere perspektiver, end det sker i dagspressen.

Set ud fra reinkarnationstanken drejer det sig om en bølge af "kosmiske rejsende", der efter en pludselig krigsdød har oplevet åndelige verdener og nu lidt hovedkulds må gøre sig gældende i denne jordiske verden tilmed i en meget udfordrende situation på randen af nye krige. Der er ikke noget at sige til, at disse unge ikke er helt klare i deres sigte!

For en udenforstående er det ikke let at finde rundt i de grupperinger, der både her og i andre lande stadig skifter navne og sammensætning. To poler kan i hvert fald skelnes i ungdommens oprør. Til den ene side provoerne, der i deres hollandske oprindelse repræsenterede en del politisk sans og ofte vittige forsøg på at få det borgelige samfund til at falde over sine egne ben, medens de i deres danske fortsættelse i bredere forstand anvender den provokerende handling, der skal vække samfundet til debat og stillingtagen. Til den anden side finder man hippierne, der med rødder i østlig mystik og LSD-oplevelser søger bort fra samfundet og i deres egen kreds prøver at skabe det ideale brodersamfund: "Skab kærlighed, ikke krig".

Alle oprørets afskygninger er først og fremmest modstand mod et gammelt samfund, der går tilbage til enevælden, men selv i vor tid kan findes i de sociale strukturer, der er bygget op som en pyramide med en leder (eller ledelse) på toppen, hævet over en mere eller mindre anonym mængde af menige. Gang på gang i historien sker så det, at afstanden mellem top og bund bliver så stor, at kontakten helt brister (man bliver fremmede for hinandens ønsker og hensigter) og omvæltninger bliver følgen. Resultatet er som regel, at den gamle struktur bevares, og at det bare er nogle nye, der sidder på pyramidens top.

I vor egen tid er vi blevet vågne for, at der på mange områder findes en sådan spaltning, hvor afstanden mellem top og bund er blevet for stor. Det gælder de afdelinger af universiteterne, hvor professorerne ikke har nogen naturlig og daglig kontakt med studenterne. Det gælder skoler, hvor skoleledelsen bliver for autoritær. Det gælder en række politiske systemer, hvor enkelte familier eller kliker sidder med magten (f. eks. i Latinamerika).

En sådan afstand mellem top og bund er kommet til at præge hele samfundet med en fremmedgørelse mennesker imellem og en fremmedgørelse i forholdet mellem mennesker og arbejde og tingenes verden. Begrebet statussymboler som vi alle er drevet ud i en jagt efter - rummer den idé, at man må have visse ting for at se ud af noget, ikke fordi de betyder noget virkeligt for en.

Det er en protest mod denne afkølede livsholdning, vi først og fremmest finder hos de unge, båret frem af en ægte følelse for, hvor store menneskelige værdier der går tabt i den kulde, der breder sig overalt. Den amerikanske professor Herbert Marcuse, der har påvirket ungdomsoprøret, skriver i en bog om det en-dimensionale menneske - det menneske, der kun lever i én bestemt retning, bundet af sine vaner og sine blinde behov for at få mere og mere uden rigtigt at vide hvorfor.

Livet skal være glæde, siger Marcuse og påviser, hvorledes vi i dag har alle tekniske muligheder for at skabe et lykkeligt samfund. Vi kvæler os selv i en spændetrøje af overflod, der stadigt forøges, i stedet for at indskrænke arbejdstid og arbejdsindsats til fordel for den frie menneskelige skaben, der ville gøre os til rigtige mennesker. Skal vi udnytte de enorme tekniske muligheder rigtigt, må der ske en absolut bevidsthedsændring. Vor bevidsthed må drejes fra ophobningen af tekniske goder til de menneskelige værdier. Det sker ikke gennem en fredelig udvikling, men kun ved et radikalt brud med tidligere tænkemåde. Dette er kernen i ungdomsoprøret.

Som hos en række tidligere forfattere finder vi igen hos Marcuse (og i ungdomsoprøret) en bekendelse til, at en ændret tænkemåde på det seksuelle område er nødvendig, hvis mennesket skal blive frit og skabende. Det sker i det ydre gennem en del protester mod en gammel tids opdeling i kønsroller. Vi er alle lige, siger man, og siger det på sin måde ved at unge mænd går med langt hår og piger med cowboybukser. I kejtede glimt viser man sine anelser om et topolet menneskevæsen. De ydre fænomener følges op af tilsvarende ønsker om lighed og frihed i selve det seksuelle liv: at give må være kernen i seksualitet, ikke at eje! Seksuel frihed, gruppesex, storfamilier osv. er ikke bare nydelsesmidler, men protester mod tidligere umyndiggørelse af kvinden på seksualitetens område.

Af de mange udtryk for famlen efter noget nyt skal her tillige nævnes forsøgene på ad kunstig vej at nå en ny bevidsthedsform - enten gennem hippiernes trang til meditation eller gennem anvendelsen af de psykedeliske stoffer (Hash, LSD m.v.). Disse forsøg viser nok et inderligt ønske om en mental udvikling, men tillige en total mangel på forståelse af den pris, der må betales for den.

Så langt møder vi i ungdomsoprøret en række sandhedsglimt, der ikke kan virke fremmende for den, der er fortrolig med de store kosmiske perspektiver. Det er træk, der indgår i den større helhed, vi kalder et nyt verdensbillede, selv om de i øjeblikket fremstår i en impulsiv og mangelfuld form. Det er dog ikke uvæsentlige sider af fremtidens verden, vi her stilles overfor.

At revolutioner indgår i verdensudviklingen er klart. Der er lande, hvor samfundets sygdom kommer så vidt, at voldeligt oprør er en nødvendighed. Vi kan beklage en sådan udvikling, men ikke fordømme den (bl. a. opstår den, fordi vi pæne mennesker Ikke i tide er effektive nok!). Vi kender også i vort personlige liv, hvorledes fremskridt og udvikling kun sjældent kommer som stille vækst, men oftest i pludselige sæt som følge af ydre, kraftige oplevelser. Vort livs ydre former er som de sæt tøj, man vokser fra og fra tid til anden må skifte ud. Sygdom er det at gå i stå.

I universets store, kosmiske perspektiver ser vi, at de åndelige kræfter, der evigt skaber alt og bringer alt i udvikling, kræver, at vi stadigt er bevægelige. Det, der stiller sig imod disse kræfter, fejes væk. Dommedag betegner jo netop ikke en fredelig udvikling, men det voldsomme sammenbrud af noget gammelt, for at noget nyt kan komme til (jf. at noget centralt i Johannes Åbenbaring er fødslen af et barn, Johs. Åb. 12,4).

Uden at fordømme revolutionen er vi nok en del, der hellere vil undersøge, hvorledes vi ad evolutionens vej kan tjene fremskridtet uden at komme på tværs af de kræfter, der går omvæltningens vej.

Det lange perspektiv (også bagud) viser, at revolutionens vej medfører langt flere komplikationer, end den revolutionære selv ser, fordi hans perspektiv er afkortet - han lever så at sige i øjebliksbilleder. For det første er revolutionære kræfter meget vanskelige at styre, fordi de sjældent kan styres med forstanden (som Marcuse gerne ønsker), men før man ser sig om forenes de med blinde instinktive kræfter, der fortsætter i et ensporet løb uden at kunne bremses igen. Derfor sker der alt for ofte det, at revolution følges af et reaktionært tilbageslag af en sådan rækkevidde, at man må spørge, om det hele var ulejligheden værd (jf. Gaullisternes valgsejr i Frankrig efter studenteroprøret). Dernæst bør man nok ikke overse, at voldelige kræfter medfører personlige virkninger, der rammer nok så hårdt bagud (tænk på senere nervesammenbrud hos dem, der under besættelsen måtte nedskyde stikkere, om end i selvforsvar).

Jeg tvivler personligt på, at vor klode undgår de revolutionære omvæltninger. Der er opstemmet for megen sygdom i samfundslivet. Og selv om vi i mange situationer langs ad vejen må indskrænke os til at finde de mest humane muligheder (hjælpe krigens ofre i stedet for at kunne standse krigen etc.) må nok en del af vor interesse rettes mod det samfund, der skal blive til efter omvæltningerne, og som på mange måder kan forberedes allerede nu.

Alt for megen løssluppen, revolutionær energi udspringer jo af følelsen af magtesløshed. Mange af de unges initiativer i dag præges i fortvivlende grad af hjælpeløshed (hjælpen til desertører, mange mislykkede demonstrationer etc.) og af manglende fantasi i valget af udtryksformer.

Skal vi på denne måde være med til at kanalisere revolutionens kræfter ind i baner, vi tror på, vil der kræves en langt større effektivitet af os, end vi hidtil har præsteret. Der er en tilbøjelighed til, at vi der har set kosmiske perspektiver bliver ført så langt ud i verdensrummet, at vi mister lidt af interessen for det nuværende ("det er jo kun så ubetydeligt set i den store sammenhæng"). Vi glemmer, at det lange perspektiv i verdenshistorien formes nu og kan ændres meget undervejs, om vi skaffer plads for positive kræfter eller om vi blot overlader de mørke kræfter i mennesket at beherske scenen. Og det er sent: U-landene glider ind i en mere og mere forpint situation, ABC-bomber rykker stadigt nærmere, mennesker låser sig mere og mere ind i et krampagtigt forhold til tilværelsen. Overfor dette må vi passe på, at vi ikke bare står som begavede, men passive tilskuere. Alle disse mørke kræfter kan ikke pludseligt udryddes, men de kan afdæmpes gennem positive kræfters indsats - nu.

En skoling af ungdomsoprørets kræfter - som vi fuldt bevidst tilsigter den på Højskolen Søtoftegaard - må have en pædagogisk form, der på mange måder er forskellig fra fortidens. Pædagogik kan ikke mere indstille sig så ensidigt på intellektet, på viden og lytten, men må på en anden måde sigte på hele personen og den personlige erfaring. Det er selve menneskets skabeevne, der skal påvirkes effektivt. Det er ved at handle og leve sammen, man lærer noget om sine muligheder og sine begrænsninger. Det er ved selv at skulle træffe beslutninger, man lærer selvstændighed og ansvar.

Og samtidig må der arbejdes for viden om de jordiske forhold, der skal ændres. Oprørerne må have langt større viden om de sociale mekanismer, de vil forandre (og det må vi andre for øvrigt også, hvis vi mener noget med at ønske "et kommende verdensrige"). Vi må alle være i stand til at opstille et detailprogram og ikke bare slås med principper og slagord. Og vi må alle prøve at se lidt af det kosmiske perspektiv, vi skal stå til regnskab overfor.

Men oprør må der til, om en ny verden skal fødes.