Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kan De hjælpe mig at finde ud af hvad manglende kontaktevne kommer af, denne grusomme følelse af magtesløshed, ensomhed, og at ingen i hele verden bryder sig om mig. I min barndom lå der realiteter bag denne sjælelige tortur; men da det nu i min høje alder atter overgår mig, og jeg slet ikke kan øjne realiteter herfor, aner jeg, at det må stå i forbindelse med andet og mere end blot og bar gengældelse eller karma?

I forbindelse med sine kosmiske analyser opererer Martinus med begrebet "mentale fængsler", og netop ensomhed som følge af manglende kontaktevne henhører under dette begreb. Denne form for ensomhed repræsenterer endog et af de mest lidelsesfulde mentale fængsler, der eksisterer, og det er derfor mere end forståeligt, at det fører til et ønske om udfrielse. Dette er imidlertid også det mentale fængsels dybeste kosmiske formål forstået på den måde, at det i realiteten repræsenterer en unaturlig tilstand, som "livet" er interesseret i at få afbrudt så hurtigt som muligt. Og til dette formål tjener lidelsen og ubehaget.

Ved et mentalt fængsel forstår Martinus generelt en tilstand af mental isolerethed, og han redegør også for dets kosmiske grundlag. Dette gør han endog på en måde, der klart viser, at et mentalt fængsel er en mindst lige så konkret ting som et fysisk fængsel, hvis ikke mere konkret.

Hvor mærkeligt det måske end kan lyde, skal det mentale fængsels kosmiske grundlag søges inden for et af de mest teoretiske områder af Martinus kosmologi, nemlig det erkendelsesteoretiske. Dette hænger sammen med, at det har noget med livsoplevelsens natur og tilblivelse at gøre og bør i øvrigt ikke afskrække, da det trods sin teoretiske natur vil kunne forstås af enhver. Samtidig må det tages i betragtning, at man erfaringsmæssigt først for alvor bliver i stand til at bekæmpe et onde i det øjeblik man til bunds forstår dets natur og grundlag, jævnfør de gamle kinesere, der sagde, at det intet nytter at pleje grenene, hvis det er roden, der er syg.

For at komme på sporet af det mentale fængsels sande realisme er det vigtigt først og fremmest at gøre sig klart, at ethvert levende væsen kosmisk set er fuldstændigt ensomt, nemlig på den måde, at det er bundet til at leve inden for grænserne af sin egen bevidsthed og livsoplevelse, der repræsenterer en hundrede procent privat verden. Umiddelbart forekommer det, som om vi lever i en fælles verden, nemlig den fysiske med dens mange genstande, funktioner og fænomener. Martinus påviser imidlertid, at vi hver især lever i en fuldstændigt privat verden, nemlig den verden, der er repræsenteret ved vor egen personlige livsoplevelse, der igen danner grundlag for vor bevidsthed. Og det er netop i denne private verden, vi har mulighed for at blive fængslede i så høj grad, at vi opdager vor kosmiske ensomhed. For dette er jo normalt ikke tilfældet. Sædvanligvis unddrager denne ensomhed sig fuldstændigt vor opmærksomhed, nemlig fordi vi gennem vekselvirkningen med hinanden deler den indbyrdes og derigennem borteliminerer den. Men just denne vekselvirkning er også en afgørende forudsætning herfor, og forstået på den rette måde giver denne kendsgerning os en strålende mulighed for at indse det kosmiske afhængighedsforhold, vi befinder os i til hinanden. Hver for sig er vi dybt ensomme verdener trods det, at vi godt kan rumme meget. I vekselvirkning med hinanden derimod skaber vi forestillingen om en fælles verden, i hvilken det, vi hver især rummer, får betydning og mening. Dette er imidlertid en sandhed, som først for alvor går op for én, når man har prøvet at være ensom. Da opdager man, at det dyrebareste i verden er kontakten med i det mindste ét andet menneske - ja, blot et levende væsen: en hund, en kat eller en fugl - og at det er fra dette andet væsen alle andre ting henter deres værdi. Mange mennesker er i færd med at gøre denne erfaring, især ældre mennesker. Men endnu flere mangler desværre at gøre den. Var det modsatte tilfældet ville verden se helt anderledes ud end den gør. For tiden taler vi jo om faren ved for mange mennesker, og denne fare kan sandelig heller ikke overses. På den anden side lader det sig heller ikke overse, at denne fare ville placere sig et helt andet sted i det samlede perspektiv, hvis menneskene værdsatte hinanden efter en målestok, der skylder den sande ensomhedsoplevelse sine normer.

Det er en triviel sandhed, at der er mange grunde til eksistensen af ensomme mennesker. Som regel begynder det med et eller andet, der sker i omgivelserne: man kan gennem mange år have satset ensidigt på en ægtefælle, der pludseligt bortrives, og så er man pludselig på bar bund. Man kan blive svigtet i et tillidsforhold, som for en tid får én til at miste interessen for omverdenen, og der kan være så mange andre grunde. Men i alle tilfælde skabes der en bestemt, fælles faresituation, nemlig at evnen til at præstere vekselvirkning med andre mennesker sættes over styr, først i det små, senere mere og mere alvorligt. Det bliver et problem, hvad man overhovedet skal sige, og jo større des mere man længes efter kontakt. Til sidst kan situationen udarte sig neurotisk som angst for overhovedet at træffe andre mennesker, fordi man ikke ved, hvad man skal stille op; og her kan man for alvor tale om et mentalt fængsel. Gud ske lov er det langt fra alle mennesker med dette problem, der når så langt ud, men faren er i allerhøjeste grad til stede, og det afhænger foruden af skæbnesituationen i væsentlig grad af de personlige dispositioner, hvordan det enkelte forløb former sig. Således er betingelserne naturligvis vidt forskellige for f. eks. en sangvinsk og en melankolsk types vedkommende.

Men er der da ikke noget, man kan gøre? Findes der ikke et eller andet middel til at ophæve den kontakthæmmede tilstand og dermed gennembryde det mentale fængsels råklamme mure? - Jo, det gør der i allerhøjeste grad, og det er simplere end man tror. Til gengæld koster det karakteristisk nok, at man pr. fast beslutning opgiver at koncentrere sig på sig selv, og i stedet målbevidst stiller ind på den tanke, at et hvilket som helst menneske, man møder på sin vej, er et uhyre spændende univers, som man for enhver pris må udforske. Det gør ikke noget, at man inderst inde godt ved, at det næppe helt holder stik, for det vigtigste er, at man bryder sin egen isolation. Og det gør man altid bedst ved at interessere sig for andre. Denne politik indebærer flere fordele end nogen anden. For det første er det ikke uoverkommeligt vanskeligt at gennemføre en offensiv, der er viet en beslutsom interesse for et andet menneske - og naturligvis hellere end gerne flere, hvis det er muligt. For det andet glæder det dette eller disse mennesker at mærke, at de er genstand for en sådan interesse. Og endelig for det tredie opnår man med næsten hundrede procent sikkerhed, at de hurtigt og villigt lukker sig op og på denne måde effektivt bidrager til at holde vekselvirkningen i gang; og det er jo dette, der for enhver pris må finde sted. Og hele hemmeligheden ligger naturligvis i, at mennesker hellere end gerne fortæller om sig selv. Det gør vi alle sammen, og det hvad enten vi er kontakthæmmede eller ej. Set fra en vis synsvinkel er dette naturligvis meget harmløst, men for mennesket, der er kontakthæmmet, er der ikke desto mindre tale om, at netop denne tilbøjelighed er den onde fe i "torneroseslottet". Nævnte tilbøjelighed leder nemlig bevidsthedslivet ind i et negativt kredsløb bestående i, at man på den ene side trænger til at tale om sig selv, medens man på den anden side af forskellige årsager har mistet evnen til at gennemføre de konventionelle formaliteter, der leder til kontakt og derigennem også senere til fuldbyrdelse af den egentlige hensigt. Derved forbliver man uforløst, og behovet for at realisere sig selv bliver endnu mere mærkbart. Men derved kommer selve kontaktproblemet endnu mere i centrum, og til sidst stirrer man sig blind på det, således at det, og kun det optager én; det mentale fængsel er etableret. Men der findes altså heldigvis en "kongesøn" der kan bryde igennem murene og skabe befrielse, nemlig i form af en foreløbig opgivelse af sig selv til fordel for en modig, sand og oprigtig hengivelse til medmennesket og den verden, dette rummer og bærer på, jævnfør ordene: at give sig selv, er at vinde sig selv.

Kort sagt: det afgørende er ikke, om der i hele verden muligvis ikke er et eneste menneske, der bryder sig om os, men at der i verden er i det mindste ét menneske, som vi holder af og er parat til at give os selv for. Er dette nemlig tilfældet, behøver vi ikke at frygte den ufrivillige ensomhed så sandt som verden i den grad hungrer efter mennesker med netop dette hjertelag.

P.B.-J.