Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er for længst gået op for mennesket, at det lever i et kosmos, dvs. et ordnet univers eller verdensalt. Ligegyldigt hvor vi retter vort blik hen, og lige meget hvilke sanser vi drager i anvendelse: overalt støder vi på orden og lovmæssighed. Vor egen organisme med dens utallige funktioner er et strålende eksempel herpå. Det vældige verdensrum med dets enorme mængder af stjerner, stjernesystemer og mælkevejssystemer viser os det samme, og retter vi blikket mod mikrokosmos - såvel den organiske som den uorganiske del af dette - vinder vi endnu en gang denne erfaring. Alt er behersket af love, der virker med hårfin præcision, og som betinger verdensaltets fremtræden som et kosmos. Selv de utroligt små atomer og molekyler er fanget i naturlovenes greb, trods det at de så at sige intet fylder og dertil udviser næsten ubegribeligt hurtige bevægelsesfunktioner. Det vil man kunne få et indtryk af ved at kaste blikket på ovenstående lille tegning til højre for overskriften. Den viser det hypotetiske bevægelsesmønster hos et radiumatom. I midten ses kernen, og omkring denne svæver de 88 elektroner i lovbundne baner med en gennemsnitlig hastighed af syv-millioner-milliarder kredsløb pr. sekund - og med dannelsen af dette skønne bevægelsesmønster til følge. Der er bestemt ikke noget at sige til, at mennesker, der på den ene eller anden måde giver sig af med naturstudier, gang på gang føler sig fristet til at tale om naturens eventyr.

Og hvordan passer så mennesket ind i denne sammenhæng? Fremviser også det orden og lovmæssighed? Ytrer også den menneskelige verden sig som et kosmos? - Nej, tilsyneladende ikke. Tværtimod synes den menneskelige faktor at være et højst forstyrrende fremmedelement, der meget dårligt harmonerer med det kosmos, der omgiver det og er til stede i dets organisme. For det er jo en kendsgerning, at mennesket på det ene område efter det andet forårsager kaos, altså det modsatte af kosmos. Vi skaber krige og mange andre former for ødelæggelser. Vi etablerer samfundstilstande, der på masser af områder er utålelige og kaotiske. Vi forstyrrer endvidere naturens balance og undergraver derigennem vore egne elementære eksistensbetingelser (radioaktivitet i atmosfæren, ætylenbly i luften, sulfosæbe i grundvandet, giftige kemikalier i vandløb og andre vandressourcer, DDT og andre gifte i grøntsagerne osv. osv.). Og endelig øver vi på utallige måder attentat mod selve det redskab, der betinger vor biologiske eksistens: vor egen organisme. Intet under, at personer, der alvorligt studerer mennesket og dets forhold til livet og naturen, har svært ved at finde anledning til de samme lovprisninger, som kommer i betragtning ved studier af naturen uafhængig af mennesket, men tvært imod som f. eks. den store engelske filosof Bertrand Russell bekymret spørger, om mennesket mon i det hele taget har en fremtid.

Blandt dem, der med vægt tager stilling til dette problem, tælles på inspirerende måde Martinus. Og hans argument er, at det i virkeligheden kun er tilsyneladende, at mennesket befordrer kaos. Formår man nemlig at skaffe sig større overblik over tingene, således som intuitionen gør det muligt, viser det sig, at det såkaldte menneskelige kaos faktisk også udtrykker orden og lovbundethed, ja, i virkeligheden repræsenterer et "bevægelsesmønster", der hvad konsekvens og skønhed angår ikke står tilbage for radiumatomets. Dette bevægelsesmønster grunder sig på et evigt kosmisk princip, der i forbindelse med det levende væsens udødelighed betinger, at overhovedet alle energier, det udsender, danner kredsløb og på denne måde vender tilbage til ophavet, som de påvirker i henhold til de kvaliteter, de rummer. Ved dette princip er ethvert levende væsen garanteret en hundrede procent retfærdig skæbnedannelse, og ved det samme princip er det sikret, at også den menneskelige energiudfoldelse er undergivet lov og orden og således genspejler det øvrige kosmos, ganske uanset hvordan det tegner sig i øjeblikkets forkortede perspektiv.

Med sit symbol over evighedslegemet (se forsiden) har Martinus inden for tidens og rummets forkortende ramme søgt at skildre det kosmiske bevægelsesmønster, der knytter sig til mennesket - ja, i virkeligheden til ethvert levende væsen i tilværelsen, og som altså dølger sig bag dét tilsyneladende kaos, specielt mennesket er årsag til. Det er fremstillet som et plan, men skal opfattes som tre-dimensionelt, altså som en kugle. En sådan kugle danner bag om de ydre fænomener ethvert levende væsen, hvorved det viser sig, at kaos i kosmos dybest set er totalt umuligt. Det er en illusion alene opretholdt af menneskets endnu begrænsede indsigt i livet.