Kosmos 1969/1 side 3
MARTINUS
PARTIKLER, TOMRUM OG TANKEKRAFT
Makrokosmiske partikler og tomrum
Når vi en skyfri nat skuer opad imod stjernehimlen, ser vi, at den udgør et billede af lysende partikler og tomrum. Men det er ikke blot så langt, som øjet rækker, at himlen består af partikler og tomrum, det gør den lige så langt, som man med optiske hjælpemidler kan observere millioner af lysår ud i det uendelige rum. At dette umådelige rum skulle holde op og have en afslutning, er umuligt, det turde være selvfølgeligt for enhver udviklet iagttager.
Men hvad er det, vi i virkeligheden ser? Vi ser verdensaltets grundprincip, der netop er partikler og tomrum. Vi kender lidt til disse partikler og ved, at de udgør gigantiske kraftcentre i form af sole ladet med de energier og kræfter, der skal til for at der kan eksistere liv i fysisk tilstand. Disse livets kræfter, de evige grundenergier, stråler fra solcentrene ud til kloder og planeter, til levende fysiske verdener, der i virkeligheden er organismer for levende væsener i makrokosmisk format. Kloderne er levende væsener, men levende væsener kan ikke leve i noget ingenting. De kan kun leve i et for dem passende makrokosmos; og vi ser da også, at vor egen klode, jorden, befinder sig i et større system, der har vor sol til kraftcenter. Vi ser, at der til denne sol er knyttet flere kloder med biplaneter eller måner, ligesom jorden også har en måne. Det er et sådant system af kloder med en sol som kraftcenter, vi kalder et solsystem, og et sådant system udgør også en organisme for et levende væsen. Dette levende væsen kan naturligvis heller ikke leve i noget ingenting og befinder sig i et endnu større system, der består af mange solsystemer, som vi tilsammen kalder et mælkevejssystem eller en galakse, og også dette er en organisme for et levende makrovæsen. Vi ved, at der i universet er andre mælkeveje end den, hvori vor sol og vor jord befinder sig. Disse mælkeveje er samarbejdende foreteelser i et system, der ligeledes må erkendes som organisme for et levende og for os superkosmisk makrovæsen. Og her er vi nået til grænsen af, hvad jordmenneskenes sanseevne forlænget af tekniske, optiske apparater til en vis grad kan iagttage. Alle disse systemer befinder sig inden i hverandre, og det superkosmiske system er blot tilsyneladende en grænse, i virkeligheden fortsætter det i det uendelige. "Partikler og tomrum" er et fundamentalt system i det makrokosmiske verdensalt, men det er også noget fundamentalt, at parktikerne er levende.
Partikler er organismer for levende væsener
Universets partikler er hver især organiserede kraftcentre for de kosmiske grundenergier, der kaster refleks igennem solspektrets syv farvestråler: rødt, orange, gult, grønt, blåt, indigo og violet. Vi kender disse energier fra de kosmiske analyser i "Livets Bog". De opfylder lige akkurat de betingelser, der kræves for at de evige kosmiske Jeg'er kan skabe organismer og bevidsthed og dermed fremtræde som levende væsener. De ligger til grund for såvel fysisk materie i form af mineralstoffer, vegetabilske stoffer og animalske stoffer som for selve bevidsthedskræfterne: instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse, holdt i gang af urbegæret og moderenergien. At disse makrokosmiske partikler er levende bliver til kendsgerning gennem dette, at de udelukkende består af kombinationer af bevægelse, vibrationer og bølgelængder. Bevægelse er livets fornemste kendetegn. Hvordan skulle vi ellers opdage, hvad der er levende, og hvad der ikke er levende? Noget absolut dødt ville umuligt kunne manifestere bevægelse. Alle de lysende legemer, disse for os store partikler i det uendelige verdensrum, er legemer, der er udtryk for liv, og da livet er det samme som oplevelse og manifestation, sker der altså oplevelse og manifestation igennem de store makrokosmiske partikler, vi kalder kloder, sole, mælkeveje og endnu større systemer. Makrokosmos er bevidsthed og liv.
Men hvad så med det umådelige tomrum, der er imellem disse makrokosmiske partikler? Vi må her erindre os, at levende væsener ikke består af et fysisk legeme alene. Hele bevægelseskraftens struktur ligger uden for de fysiske sansers rækkevidde, de hører til den realitet ved det levende væsen, som er kendt under begrebet: dets ånd, dvs. dets bevidsthed og tankeverden. Denne realitet kan kun sanses på det fysiske plan igennem dens virkninger i den fysiske materie. Tomrummet mellem kloderne, solene og mælkevejene er i virkeligheden ikke noget tomrum, det er opfyldt af de levende makrovæseners bevidsthed eller ånd, det er sædet for den åndelige verden bag alle fysiske foreteelser. Og da den åndelige struktur i det levende væsen er af elektrisk natur, vil verdensaltets tomrum være fyldt med elektriske stråler og bølger fra disse makrokosmiske væseners tankeudfoldelse. Denne udfoldelse af elektrisk kraft strækker sig langt ud over, hvad jordiske mennesker er i stand til at opfatte med fysiske sanser og måle med tekniske apparater. Det menneskene kalder elektricitet er en speciel del af jordklodevæsenets livskraft, som de jordiske mennesker har lært at benytte. Men derudover er det endnu meget begrænset, hvad menneskene på deres nuværende udviklingstrin er i stand til at opfatte af universets stråleformige kræfter. De førnævnte stråler og bølger danner for de makrokosmiske væsener selv deres synlige verdensrum med dettes detaljer og skabelsesprocesser, væsener og ting, som aldrig nogen sinde kan blive tilgængelige i lokale detaljer for jordiske ufærdige mennesker, før end de når frem til selv at være beboere af klode-, sol- og mælkevejsspiraler.
Verdensaltets makrokosmiske partikler og tomrum udgør således henholdsvis levende makrovæseners organismer og samme væseners bevidsthed eller ånd. Når vi ser opad imod stjernerne, ser vi altså et lille område af en befolket verden. Denne verden forekommer imidlertid i et så gigantisk makrokosmisk format i forhold til vor egen tilværelse og sanseevne, at vi ser dens faste materie som partikler og tomrum. Og denne makroverden er i forhold til os så gigantisk, at den smule af den, vi oplever gennem vore fysiske sanser, symbolsk kan sammenlignes med partikler og tomrum i en organismes lillefinger. Det er ikke så mærkeligt, at makrokosmos er et uløseligt mysterium for den rent materielle videnskab og evigt ville vedblive at være det, hvis ikke videnskaben udvikledes til at omfatte andet end forskning af fysisk materie. Kun det færdige menneske i Guds billede kan med kosmisk bevidsthed iagttage den del af verdensaltets helhed, der er den evige Guddoms altrummende, alt oplevende og skabende organisme og altgennemtrængende bevidsthed eller hellige ånd.
Mikrokosmiske partikler og tomrum
Hvis vi nu vender vort kosmiske syn den anden vej i verdensaltet og i stedet for at se opad imod stjernerne ser nedad i vor materies indre, ikke blot den materie vor egen organisme består af, men også den som naturen omkring os og alle forekomster af skabte ting i vore omgivelser er bygget op af, da bliver vi også her vidne til en lysende stjerneverden bestående af partikler og tomrum. Den kalder vi mikrokosmos, og den består bl. a. af cellernes, molekylernes, atomernes og endnu mindre partiklers verdener. Over for disse mikrokosmiske partikler og tomrum fremtræder vi som makrokosmiske væsener. Vor organismes mange organer er hver for sig et system af partikler og tomrum. De er "mælkevejssystemer" eller "galakser" i mikrokosmiske formater i forhold til hvilke jordmenneskenes organismer er i makrokosmisk format. Set i dette perspektiv kan vor organisme således i princippet sammenlignes med føromtalte organisme i vort makrokosmos, der bestod af forskellige samordnede mælkevejssystemer. Vi ser, hvorledes vi, hvad enten det drejer sig om makro- eller mikrokosmos, overalt møder princippet partikler og tomrum, men som levende væsener, der udgør henholdsvis universer og stoffer eller materie for hverandre.
Men hvad nu med det jordiske menneskes egen sanse- og oplevelsesevne? Bortset fra makrokosmos sanser vi ikke verden omkring os som partikler og tomrum. Vi oplever den som levende væsener og ting, noget vi kan se, høre, føle, lugte og smage. Den verden mennesket oplever gennem sine fysiske sanser, kalder jeg "mellemkosmos". Den eksisterer midt imellem det makrokosmiske og det mikrokosmiske, og den består naturligvis af partikler og tomrum, men den sanses og opleves ikke sådan. Her afslører Guddommen for os, hvad de makro- og mikrokosmiske stjerneverdener i virkeligheden betyder. Mellemkosmos viser sig jo for os som levende væsener og ting, der både har form, farve og volumen. Vi ser myriader af forskelligartede levende væsener, vi ser faste, flydende og luftformige materier eller stoffer, og vi ser, at alle disse foreteelser er underkastet forvandling, der er det samme som skabelse. Vi ser, at denne skabelse i sit slutfacit er logisk, hvilket igen vil sige, at den er til glæde og velsignelse for levende væsener. Det er denne skabelsesproces, der har frembragt vor organisme, vore organer og alle foreteelser i vore omgivelser. Men hvem står bag denne skabelse?
Skabelse der manifesteres af levende væsener
I jordmenneskenes mellemkosmiske verden hører det med til almen erkendelse og erfaring, at de jordiske mennesker selv kan skabe. Menneskene bygger huse, skibe, biler og andre tekniske hjælpemidler, de frembringer kunstværker og udfører håndværksmæssigt praktisk arbejde, som alt sammen er skabelsesprocesser. Kunne nogen af disse ting blive til uden et menneskes eller et levende væsens skabeevne? Det kunne de ikke, det ville være totalt umuligt. Men der eksisterer jo mange flere skabte ting end dem, menneskene har frembragt, nemlig alle de mange ting, som vi under ét kalder "naturen", og som er lige så logiske og nyttige som de ting, menneskene har frembragt. Ja, har menneskene ikke endda i utallige tilfælde lært af naturens skabelsesprocesser for at skabe noget, der kunne være til gavn og nytte? Det må være naturligt for mennesket ud fra egne erfaringer at erkende en skaber med en skabeevne bag ved skabte foreteelser. Men hvor er det skabende, levende "noget", som ud fra erfaringen om, at der må eksistere en skaber bagved det skabte, må eksistere bag alle naturens skabelsesprocesser? Har vi nogen sinde set dette? Nej, det har absolut intet levende væsen set, for det er hævet over al skabelse, det er hævet over al materie og derfor utilgængeligt for al sansning. Dette "noget" kan kun blive til kendsgerning gennem sin indflydelse og indvirkning på materien, hvilket vil sige dets skabelse. Kun gennem skabelse og manifestation giver skaberen sig til kende, altså ved virkningerne af sin skabeevne. Kun de i materie skabte ting er tilgængelige for direkte sansning. Det vi ser af de levende væsener, er ikke de levende væsener selv. Det er ikke det levende væsens dirigerende og oplevende "noget", vi sanser, men virkninger i materien, som dette "noget" har skabt. Et menneskes fysiske organisme er ikke dette væsen selv, men en virkning af dets skabeevne, som igen er en udstråling fra det usynlige "noget", eller den usynlige skaber, menneskeheden efterhånden vil komme til at erkende som den evige allestedsnærværende guddom. En guddom, som er allestedsnærværende, må naturligvis også være nærværende i mennesket, ja, i menneskets organer, celler, molekyler, atomer osv., såvel som samme guddom er nærværende overalt i universet, i makro- og mikrokosmos. Hele det materielle verdensalt er denne guddoms fysiske organisme, og alle levende væsener i universet er guddommens organer og redskaber, hvorigennem samme guddom oplever og manifesterer sin skaberkraft.
(Afsluttes i næste nummer af "Kosmos").
Ps. Til belysning af forholdet mellem partikler og tomrum i den "faste, håndgribelige" fysiske materie kan nævnes, at en jernklods på størrelse med et femetagers hus og en vægt på ca. 100.000 tons ville svinde ind til et knappenålshoved, hvis tomrummet mellem partiklerne blev ophævet. Omvendt er partiklerne så små, at skulle de gøres synlige som bordtennisbolde, måtte knappenålshovedet forstørres op til et volumen, der svarer til Furesøen tømt for vand hver eneste dag i 50.000 år.
Redaktionens kommentar.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige