Kosmos 1968/26 side 289
Martinus:
DOM OG BESKYTTELSE II
Et "undersamfund" i hovedsamfundet
Den beskyttelse, der bliver tale om i fremtidsstaten, bliver altså ikke en fysisk afvæbning af forbryderne ved at spærre dem inde i fængsler eller koncentrationslejre eller ved at myrde dem, men udelukkende en sjælelig afvæbning. En virkelig kulturstat vil i fremtiden blive ledet af en regering, som er hævet over hedenskabets, overtroens og naivitetens inkvisitoriske straffebegreber. En sådan regering vil arbejde på at udrydde og uskadeliggøre disse begreber hos befolkningen, ikke ved diktatur naturligvis, det ville jo være tilbagegang til metoder, der allerede har dømt sig selv til døden, men på den af naturen selv foreskrevne måde: erfaring og udvikling. Fremtidsstaten vil derfor se det som et vigtigt fundament for sin egen beståen, at den beskytter og udvikler sin "underverden".
I det kommende samfund vil der være bestemte, foreskrevne, absolut retfærdige betingelser for selve hovedsamfundet, som vil bestå af de individer, der er vokset ud over alt, hvad der hedder forbryderiske tendenser, fordi de har udlevet dem helt i tidligere liv og gjort de erfaringer, forbrydelser bringer med sig, når de kommer tilbage som høsten af det, man har sået. Sådanne mennesker vil naturligt danne et samfund, hvor forbrydelser er utænkelige. Men det vil jo tage lang tid, inden alle indbyggerne har nået et sådant udviklingstrin. Når flertallet har det, vil man for at opnå gensidig beskyttelse skabe en "understat" i staten, som naturligt vil passe for de væsener, som ikke kan indordne sig under hovedsamfundets love. Derved beskytter man hovedsamfundet mod disse væsener, og man beskytter væsenerne selv mod de fristelser og tillokkelser, som hovedsamfundet ville rumme for dem. Det vil sige, at man beskytter dem mod deres egen natur, idet de i det undersamfund, hvori de kommer til at leve, ikke vil møde nævnte fristelser. Omtalte undersamfund skal ikke på nogen måde have præg af fængselsvæsen, og dets ansvarshavende skal ikke være dommere og fængselsbetjente. Det skal være videnskabsmænd, psykologer i dette ords mest udvidede betydning. Det skal være mennesker, som selv engang har været forbrydere, selv om det er længe siden, mennesker som ved, hvad det er de kosmisk set har med at gøre. De skal være skolede væsener i tålmodighed og beherskelse af deres eget sind. Deres opgave vil først og fremmest være at finde ud af de forskellige forbryderes specielle anlæg og finde frem netop den lille spire af højere livsgnist i dem, der kan bringes til en sådan vækst, at den vil kvæle og underminere de dyriske og morderiske anlæg. Det er ikke noget, der skal ske ved hjælp af hypnose eller ved at få magt over forbryderen, men ved en naturlig udvikling af de skabende anlæg, der findes i ethvert jordmenneskes sind.
Senior- og juniorsamfund
Man vil i fremtidsstaten være ganske fortrolig med, at den såkaldte forbryderiske underverden er forholdsvis "unge sjæle" inden for menneskelivet. Det et virkeligt kulturmenneske har fremme i sit sind i fuld blomstring, kan en sådan ung sjæl kun have i sin første spirende tilstand. Med denne indsigt som basis er det, at man anlægger undersamfundet. Alle pædagogiske eksperter vil blive taget i dette samfunds tjeneste, og alle tænkelige humane principper vil blive anvendt med genial indlevelsesevne. Forbrydelse og forbrydere er udtryk, der da kun vil eksistere som overleverede levninger fra en rå og barbarisk tidsalder, hvor overtro og misforståelser endnu dominerede verden. Undersamfundets borgere vil ikke føle sig set ned på som "lavere væsener". De betragtes som samfundets yngste, og da de samtidig véd, at de betragtes som evige væsener, ligger der ikke noget nedsættende i den betragtning, eftersom der ikke kan være noget diskriminerende i, om ét væsen er kommet ind i en udviklingsspiral på et senere tidspunkt end et andet. At undersamfundets borgere ikke har adgang til hovedsamfundet, vil være lige så naturligt, som det i en skole er naturligt, at eleverne i 1. eller 2. klasse ikke har adgang til gymnasiet. Inden for deres eget område lever "de yngste" i fuld frihed, og efterhånden som det fornemmes, at deres ansvarsbevidsthed vokser, vil de også selv kunne mærke virkningerne deraf. Undersamfundet er blot en betegnelse eller karakteristik, jeg bruger, men det vil snarere komme til at hedde juniorsamfundet i modsætning til seniorsamfundet, og man vil føle det lige så naturligt at være medlem af det ene som af det andet.
Et sådant juniorsamfund vil altså være en slags forgård til det virkelige samfund, hvis videre udvikling ligefrem vil være afhængigt af, hvorledes undervisningen og udviklingen i juniorsamfundet skrider frem.
Fremtidsstaten skal spire frem i det enkelte menneskes tankeverden
Det var lidt om fremtidsstaten og dens forhold til begreberne dom og beskyttelse. Men lad mig slutte med at understrege, at denne fremtidsstats grundvold er ved at blive lagt i dag i det enkelte menneskes bevidsthed. De mennesker, der lever i dag, skal jo også leve i fremtidsstaten, ja, de skal endda være med at skabe den. Og hvis ikke nævnte stat vokser frem i Deres bevidsthed, så vokser den ikke. De vil måske synes, at så har det ringe udsigter. Men de er nu ikke så ringe endda, selv om udviklingen naturligvis tager sin tid. Der er jo intet, der fødes voksent. Men det er i Deres bevidsthed, at dette med at dømme og fordømme andre skal ophøre. Hvis De offentligt i tale til andre mennesker dømmer et tredie menneske som en løgner, en upålidelig person eller det, der er værre, og siger: "Han skulle nu også klapses af", eller "det ville nu være retfærdigt, om han fik en ordentlig lærestreg", så er det ikke sikkert, at det just er ønsket om vedkommendes undervisning, der ligger Dem på sinde, men ønsket om straf, faktisk om hævn. Og dermed dømmer De Dem selv. Men ender vi da ikke i den rene tossegodhed og øllebrødsbarmhjertighed, vil De måske spørge. Det er der måske nogle, der gør, og de ville gøre det alligevel. Men det er absolut ikke noget sådant, jeg appellerer til, tværtimod, det er til klar og logisk tænkning og stillingtagen til de aktuelle forhold og vejen bort fra den intellektuelle jungle. Bort fra bagtalelse og spredning af rygter og sladder, bag hvilken der i virkeligheden kun ligger misundelse og intolerance. Med den dom, hvormed De dømmer et andet menneske, dømmer De Deres egen fremtidige skæbne. Det åndelige mål, De måler ham eller hende med, med samme mål vil også De blive målt af andre i fremtiden.
Der vil kosmologien kunne være Dem til stor hjælp. Gennem den får De en logisk forklaring på, hvorfor intet individ i dette øjeblik kan være anderledes, end han eller hun er på basis af deres evige fortid og med henblik på deres evige fremtid. Naturligvis har vi lov at bedømme andre, ja, det har vi ligefrem pligt til, for på basis af en bedømmelse kan vi bedst vide, hvordan vi i vor vekselvirkning med dem kan være mest positive. I en bedømmelse, hvis den virkelig kun er en bedømmelse, vil der ikke ligge noget negativt eller nedvurderende. Tænk også på, hvor let det er at kunne lide mennesker, der er gode og kærlige mod én, det er ingen kunst. Men det jordiske menneske skal lære at blive kunstner i at elske sin næste som sig selv, også alle dem, han eller hun vil være tilbøjelige til at dømme og straks sætte i en eller anden negativ bås. Men det kunne jo være, at nogle af de personer, De ikke rigtigt kan lide, rummer spiren til evner og talenter, som netop Deres venlighed og kærlige omtanke kunne få til at vokse frem i lyset? Alle jordiske mennesker vil engang komme til at leve under en fuldkommen kosmisk beskyttelse, men det kan kun ske gennem deres beskyttelse af andre og deres spirende evne til at lade en kærlig bedømmelse afløse en dom.
(Ovenstående foredrag blev holdt af Martinus i Instituttets foredragssal søndag d. 16. november 1947. Det er bearbejdet til "Kosmos" af Mogens Møller).
Tilbage til artikler af Martinus
Forrige