Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I Mark. 11:15 talas om hur Jesus "förbannar" ett fikonträd (ett väl hårt straff för att trädet ej råkade bära frukt när Jesus var hungrig) och hur han välter omkull växlarnas och månglarnas säten. Här är vi inne på det egentliga problemet. Problemet om tolerans. Vad är tolerans? Hur "används" den? Vi har ju här sett ett exempel på, hur Jesus inte tolererar affärsverksamheten i helgedomen. Jag förutsätter att Jesus gjorde rätt, men just tack vare att jag tror detta så blir jag starkt villrådig om vad som menas med tolerans. Ett exempel: Det skall byggas en anstalt for djurförsök här i staden. Om jag nu saboterar byggandet av dessa lokaler, är jag ändå en tolerant människa i enlighet med den syn på toleransproblemet som Martinus har? Stridsmetoder och tolerans, går de två tillsammans?

Jag tror att många läsare är intresserade av att få analyserat ovanstående problem, varför jag hoppas på några rader i "frågespalten".

De har utvivlsomt ret i, at mange med stor interesse ser disse spørgsmål behandlet. For de fleste kristne er især Jesu voldsomme optræden under tempelrensningen totalt uforenelig med den Jesusskikkelse, evangelierne i øvrigt tegner - måske lige netop bortset fra tilfældet med figentræet, der forbandes - og det må konstateres som en helt almindelig reaktion at betragte beretningen om tempelrensningen som et falsum, som noget Jesu fjender har opdigtet for at skaffe anklagemateriale imod ham. Jesus kan umuligt have foretaget sig noget sådant. Det strider helt imod indtrykket af ham som tolerancens og næstekærlighedens forkynder, og som måske klarere end noget andet sted er blevet fæstnet i Thorvaldsens berømte Kristusfigur.

Om man kan lide det eller ikke foreligger der imidlertid i dag et materiale, der med stor videnskabelig sikkerhed fastslår, at Jesus virkeligt har foretaget den beskrevne tempelrensning, ja endog gik så vidt som til at holde vagt ved templets indgang med svøben i hånden for at forhindre overtrædelse af sabbaten. Og hvad mere er: dette materiale afslører klart, at der ikke er tale om ondsindet opspind rettet mod Jesus, idet netop tempelrensningen for en kortere tid tjente til at gøre ham uhyre populær - og kendt!

Denne erkendelse er nået som et resultat af den seneste tids Jesusforskning, til hvilken ikke mindst fundene af de berømte dødehavsruller har bidraget. Som talsmand for disse resultater kan især nævnes den store tyske Jesusforsker Ethelbert Stauffer, der siden 1948 har været professor i Erlangen, hvor han leder et institut for urkristendommens historie.

Stauffer indlader sig ikke på at motivere Jesu tempelrensning. Derimod fremstiller han dens historiske baggrund under henvisning til de kilder, der meddeler den, hvilke for en stor dels vedkommende stammer fra den bevægelse, der grupperede sig omkring Johannes Døberen, og til hvilken Jesus til sidst kom i et åbenlyst modsætningsforhold. I samme forbindelse påviser Stauffer, hvorledes Johannesevangeliet, der som bekendt er det yngste - må betragtes som det historisk set mest værdifulde, idet man på grundlag af de føromtalte nye resultater af Jesusforskningen kan konstatere, at det rummer en næsten fuldstændig korrekt kronologi. Lad os se lidt på, hvad Stauffer kan meddele om den historiske baggrund for Jesu tempelrensning, der altså i dag må betragtes som et historisk faktum, uanset hvilke motiver man vil lægge til grund for den.

Som vi alle husker begyndte Jesu offentlige optræden (bortset fra gæstespillet i templet som tolvårig) med, at han lader sig døbe af Johannes Døberen i Jordanfloden. Men var det første gang Jesus så noget til Johannes Døberen? - Utvivlsomt nej, for det viser sig nemlig, at de var fætre! Johannes var en fætter til Jesus på Marias side, og det må anses for givet, at de ved tidligere lejligheder har truffet hinanden, i hvert fald hørt om hinanden, idet familiebånd i disse samfund som bekendt er meget stærke.

Johannes Døberen var søn af præstedatteren Elisabet og præsten Zakarias, der boede i Judæas bjerge syd for Jerusalem, og til den ene af disse var (jomfru) Maria søster.

Som lille dreng overgives Johannes til den såkaldte Qumran-bevægelse, et samfund af lovstrenge jøder, der holdt til i bjerghulerne omkring klosteranlægget Chirbet Qumran nær det døde hav. I denne bevægelse, der tager sit udgangspunkt i tiden før den syriske religionsforfølgelse (ca. 135 - 100 f. Kristus) blev Johannes opdraget og oplært i loven på strengeste vis. Omkring tyveårsalderen slutter han sig til en særlig yderliggående fraktion af klosterordenen kendt for sin fjendtlighed over for ægteskabet og al verdslig nydelse, fra hvilken han efter alt at dømme nogle år senere udskiller sig fysisk til fordel for en ekstrem eneboertilværelse; det første, vi hører om ham i evangelierne er jo også, at han lever som eneboer i ørkenen, hvor han alene ernærer sig af græshopper og vild honning. Johannes Døberen havde altså sine rødder i Qumran-menigheden, og det er netop dennes efterladte papirer og optegnelser, man under navn af "dødehavsrullerne" har fundet i hulerne omkring Qumranklosteret, der nu er en ruin.

I år 28, nærmere betegnet i januar, fremstår Johannes Døberen på profetisk vis med sit eskatologiske døberbudskab: "Omvend eder osv.", og i februar 28 støder Jesus til ham og bliver døbt. Som vi husker førte denne begivenhed til åbenbaringen af et guddomstegn: en due daler ned over Jesu hoved, og en røst forkynder Jesus som den søn, i hvem Gud har velbehag.

Der er ingen tvivl om, at denne begivenhed af Jesus er blevet oplevet som en mere eller mindre dybtgående indvielse i den mission, han var udset til, men det er på den anden side i dag også en historisk kendsgerning, at Jesus i de følgende to og et halvt år både formelt og reelt optrådte som medlem af Døberbevægelsen, der på det tidspunkt var både stærk og omfattende. Han optrådte som Johannes yndlingsdiscipel og gjorde selv alt for at holde sig i skyggen af Johannes, og det er på denne baggrund, man må se tempelrensningen.

Denne kom i påsken 29 og var en historisk set velbegrundet protest mod ypperstepræsten Hannas nidkære forsøg på gennem alskens handel og pengepolitik at styrke tempelbanken på Zion, over for hvilken Pilatus nylig havde gjort følelige indgreb. Trods det politiske moment i sagen var denne aktivitet fra Hannas side imidlertid en stor forargelse for alle ortodokse jøder, og langt ind i præsteskabets rækker betragtede man det som en uhyre velgerning, at Jesus som en tro discipel af den ekstremt lovstrenge Johannes omsider rensede templet. Det gjorde ham umådeligt populær, og i endnu højere grad gjorde det døberbevægelsen populær; tilhængerne strømmede til. Men nu begyndte også vanskelighederne. Adskillige af disse tilhængere så i Jesus den kommende Messias, og der opstod i Døberbevægelsen en splittelse, som Jesus måtte tage afstand fra, det så meget mere som den del af præsteskabet, Jesus havde provokeret, straks forsøgte at udnytte situationen ud fra parolen: del og hersk. I november 29 tager Jesus konsekvensen og drager via Samaria til Gallilæa, hvortil han ankommer i januar 30. Der følger nu 10 stille måneder, hvor man intet hører til Jesus, men hvor meget tyder på, at han har været genstand for nye åndelige oplevelser af afgørende betydning for hans egen personlige afklaring og fremtidige forhold til Døberbevægelsen. Det er nemlig tydeligt nok en helt anden personlighed, der fremstår i september år 30, og meget tyder på, at det er fængslingen af Johannes Døberen, der udløser denne nye optræden over for offentligheden; denne fængsling finder nemlig også sted i september år 30. Og nu begynder de et og et halvt år af Jesu virke, der skulle få så stor betydning for eftertiden. Det første signal, der afslører den "nye" Jesus, er helbredelsen af den syge ved Bethesda dam på en sabbat. For første gang bringer Jesus sig i modsætningsforhold til den lov, han selv tidligere så strengt håndhævede (svøben), og han fortsætter hermed på stadig mere udfordrende måde, idet han proklamer er et helt nyt evangelium fra Gud. Denne nye optræden er selvfølgelig også ensbetydende med et brud med den lovstrenge Døberbevægelse, der snart placerer sig som en udpræget uforsonlig modstander. Men Jesus accepterer selv dette brud, idet han erkender det uhensigtsmæssige i at hælde ny vin på gamle læderflasker. Og han markerer bl. a. sin uafhængighed ved at indføre en helt ny dåbspraksis totalt uforenelig med den, Døberbevægelsen brugte. Kun Johannes Døberen selv viser tilbøjelighed til at fastholde indtrykket af Jesus som den lovede Messias; således husker vi, hvorledes han i fængslet umiddelbart før sin henrettelse i begyndelsen af år 31 tilkalder Jesus og spørger ham, om han er den lovede Messias, eller de skal vente en anden.

I påsken 32 korsfæstes Jesus i konsekvens af sin kætteriske lære gennem de forløbne halvandet år. Hans samlede virke kom således til at spænde over i alt 4 år: 2½ år som discipel hos Johannes Døberen og 1½ år som selvstændig forkynder; og med beretningen om tempelrensningen i erindring bør det bemærkes, at det er de sidste halvandet års virke til fordel for næstekærlighedens forkyndelse og virkeliggørelse, der bringer ham på korset, hvorimod de første to og et halvt år som nidkær discipel i Johannes Døberens bevægelse gjorde ham populær som en "folkets renselse fra Herren". Skal man derfor søge en sand forklaring på det forskellige i Jesu optræden inden for disse to tidsrum, må man utvivlsomt rette opmærksomheden mod de ti stille måneder i Gallilæa år 30. Der må i disse ti måneder være sket noget, der har forvandlet den nidkære Johannesdiscipel til det Kristusvæsen, der i dag er selve symbolet på tolerance og næstekærlighed.

Svaret afsluttes i næste nummer.

Ps. Meddelelse vedrørende: "Gud på anklagebænken".

For ganske nylig har vi fremsendt denne bog til anmeldelse hos pressen, og vi beder i den anledning læserne om venligst at holde øje med eventuelle anmeldelser, idet de forskellige redaktioner erfaringsmæssigt glemmer at give meddelelse. Vi er glade for alle oplysninger. Hjertelig tak!