Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1968/24 side 272
Martinus:
LIVETS BOG II
Citat fra stk. 313, side 380:
"Jeg'et i sin egennatur kan således ikke betegnes som værende et sted henne, thi det er ganske uden for rummet. Afstande og steder er "skabte" ting i rummet. Men da rummet også hører med til de af Jeg'et "skabte" ting eller frembringelser, må Jeg'et selv repræsentere en højere form for væren. Da denne væren således ligger uden for de "skabte" ting, vil den være umanifesteret. Men en umanifesteret tilværelse vil i sig selv være en navnløs tilværelse, thi det er ligegyldigt, hvad man så end ville sige om den, ens udtalelser ville kun kunne være udtryk for "skabte" ting, hvilket vil sige ting inden for rum og tid, ting der var frembragt af Jeg'et. Hvis vi siger om dette, at det er "ondt" eller "godt", det er "lyst eller "mørkt", det er "frelst" eller "fortabt", vil alle disse udtryk kun være betegnelser for "skabte" situationer, frembragt af Jeg'et, og kan således ikke være udtryk for virkelige analyser af selve Jeg'ets egennatur uden for tiden og rummet, uden for former og ting. At det ikke desto mindre eksisterer med en sådan væren, er en kendsgerning, man umulig kan komme udenom, thi i modsat fald skulle det være de "skabte" ting, der har skabt skaberen. Men en sådan opfattelse kan kun være abnorm, da den er stridende mod al logik og modbevist igennem alle livets foreteelser. Man har endnu aldrig set, at skaberen ikke er forud for skabelsen. Årsagen må komme forud for virkningen. At påstå det modsatte kan kun være det samme som at repræsenter "en tænkt modsætning til virkeligheden", det er at påstå, at livet går baglæns. Men en sådan påstand er uden bekræftelse. Man er endnu aldrig blevet vidne til, at kyllingen er gået tilbage i ægget, og ægget tilbage i hønen, ligesom man heller aldrig har set en olding blive yngre og yngre for til sidst at ende som en baby i vuggen for derfra at gå tilbage til moders liv. Overalt råber og skriger, tordner og lyner livet det modsatte ud som kendsgerning. Jeg'ets evige væren uden for tid og rum er en analyse, hele universet kun er til for at bekræfte som kendsgerning." .......
Citat fra stk. 314, side 381:
"Jeg'et eller dette usynlige "Noget" bag enhver organisme, bag enhver form eller ting, er således den dybeste eksisterende årsag til alt, hvad der kan sanses, opleves og manifesteres. Alt er livløst, alt er stilhed, alt er lig intet uden dette "Noget" eller uden et Jeg. Materien uden et Jeg er således lig intet, ligesom Jeg'et på samme måde uden materie faktisk bliver lig intet. Det er igennem materien eller stoffets "krusninger", hvilket altså vil sige, igennem bevægelserne eller skabelsesprocesserne i nævnte materie, at vi bliver i stand til at dokumentere Jeg'ets eksistens. Men uden disse bevægelser eller skabelsesprocesser ville vi aldrig nogen sinde være kommet til at opleve materien. Den ville uden Jeg'et også være ganske umanifesteret. Ligesom bølgerne på søens overflade ikke kunne blive til uden vinden, således kunne bevægelserne i materien heller ikke blive til uden Jeg'et."
Martinus: LIVETS BOG II, indb. kr. 55,00