Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvordan ser Martinus på den generationskrise, der i så høj grad præger vor tid.

(Fortsat fra forrige nummer)

Det har foran været forsøgt at give et indtryk af den kosmiske baggrund, mod hvilken det lønner sig at se det generationsproblem, tiden fremviser. Dette skal vi nu følge op med at rette søgelyset mod nogle psykologiske omstændigheder og mekanismer af væsentlig betydning for samme problems opståen.

Først må man gøre sig klart, at begrebet generationskonflikt som tidligere antydet ikke er noget nyt fænomen i den menneskelige kulturhistorie. Det må tværtimod betragtes som en naturlig og obligatorisk omstændighed ved selve den måde, hvorpå livet fornyer sig i den fysiske verden. Karakteristisk herfor er jo, at det "nye" liv - ikke mindst for menneskets vedkommende - starter tilværelsen med at fremvise en tilstand af den højeste hjælpeløshed, fysisk såvel som psykisk. Fra dette udgangspunkt, hvor det nye individ helt er prisgivet forældrenes beskyttelse og omsorg, skal det i løbet af relativ kort tid gennemløbe en udvikling, ved hvis afslutning det fremviser den samme fysiske og psykiske suverænitet, som netop forældrene, og som naturligvis gør det principielt uafhængigt af disse. Det turde da være klart, at der i dette udviklingsforløb rent principielt er lagt op til en generationskonflikt, nemlig på den måde, at det nye individ i takt med sin vækst i stigende grad bliver uafhængig af forældrenes omsorg og beskyttelse samtidig med, at en voksende trang til at regne med sig selv og stå på egne ben naturligt bryder frem. Og netop dette kan meget let udløse en generationskonflikt, især hvis det kniber for forældregenerationen at forstå denne mekanisme og indtage den rette holdning til den.

Inddrager man nu reinkarnationen i betragtningerne, kommer det naturlige i eksistensen af generationsmodsætningsforhold endnu tydeligere til syne. For da forstår man, at det såkaldte "nye liv" i virkeligheden er "gammelt liv" i ny iklædning, nemlig på den måde, at de nye individer i realiteten er væsener, der har været voksne mange gange tidligere, og som nu på ny er ved at danne en ny fysisk organisme, hvilken med tiden skal være bolig og instrument for hele den erfaringsmasse, der hidrører fra fortiden. Men en vigtig følge af reinkarnationen er dette, at mennesket med hver ny inkarnation, det fuldbyrder, indtræder i verden med en stadig større sum af erfaringer bag sig, og hvilke erfaringer det altså gradvis får føling med under sin udvikling fra baby til modent menneske i ca. 30 års alderen. Og det er da uden videre klart, at dets relative modenhed for hver ny inkarnation kommer tidligere og tidligere til syne, således at også selvstændigheden og løsrivelsestendenserne begynder at vise sig på et stadigt yngre alderstrin. Man kan med andre ord tale om, at de unge, efterhånden som liv følger på liv, bliver tidligere og tidligere "voksne" som børn.

Dette er netop et træk, der i udpræget grad kendetegner den nuværende situation. Men det synes ligefrem eksplosivt i sin tilsynekomst. Forklaringen er imidlertid for det første, at ungdommen som følge af de mere humane og frie opdragelsesprincipper får større mulighed for at folde sig ud, end det tidligere var tilfældet, således at man nu får et bedre indtryk af dens sande kosmiske format. I nøje tilknytning hertil opstår der spontant en vis generationssolidaritet, hvorved ungdommen bliver en opinionsfaktor, der ikke lader sig overse. Som gruppe betragtet påkalder ungdommen sig endvidere forretningsverdenens interesse og "agtelse", fordi situationen som følge af en lang række omstændigheder også tildeler den en betydelig købedygtighed. Dette bidrager naturligvis til en vis selvfølelse, der i ikke ubetydelig grad supplerer den følelse af betydningsfuldhed, den almindelige hensyntagen i forvejen medfører. Imidlertid er de unge trods alt ikke fuldkomne mennesker, hvad der ikke mindst røber sig gennem deres kritik af den generation, hvoraf de er rundne. Ganske vist har de under henvisning til historien på den ene side, og nutidens utrolige udryddelsesvåben på den anden side, al mulig grund til at betragte den verden, de skal overtage fra den ældre generation, som et fuldstændigt fallitbo, ikke mindst i åndelig og moralsk henseende. Men de glemmer at tage hensyn til, at den kritiserede generation ud fra sine forudsætninger har gjort tingene så godt, den kunne, akkurat som man kan vente sig, at den kritiserende generation vil gøre det - uden at dette dog på forhånd garanterer den fritagelse for kritik fra en senere generations side. Og endelig savner de unge af gode grunde fuldstændigt sans for, at menneskehedens udviklingstempo helt og aldeles er bestemt af makrokosmiske forhold, som hverken de eller nogen anden generation har den mindste indflydelse på.

Som det imidlertid i forrige nummer blev søgt skitseret, befinder jordkloden sig i en situation, der medfører en stærk acceleration af dette udviklingstempo. Og dette viser sig bl. a. som de omstændigheder, der begunstiger den herskende generationskonflikt, som i betydeligt omfang ligefrem kan karakteriseres som en generations-krise.

Formålet med denne situation er imidlertid at forcere den menneskelige udvikling, således at menneskeheden ved afslutningen af jordklodens kosmiske indvielse klart er på højde med dennes udviklingstrin; dette er nemlig en forudsætning for, at menneskeheden kan være med til at varetage den organiske formidling af jordklodens bevidsthedsfunktioner hinsides den kosmiske indvielse, dvs. bevidsthedsfunktioner, der inkluderer intuition.

Jordkloden har altså travlt med menneskeheden, for at sige det populært, og det viser sig ved, at sidstnævnte bliver genstand for problemer, der griber om sig og vokser efter noget nær en progressiv målestok. Og et af udtrykkene herfor er altså generationskonflikten.

Set i et kosmisk perspektiv er denne imidlertid ikke noget som helst andet end en ny facet af det sameksistensproblem, menneskeheden allerede i forvejen kæmper med på så mange områder. Og ser man nærmere til, vil man opdage, at konflikten også indeholder nøjagtigt de samme klassiske elementer, som gælder for det generelle sameksistensproblems vedkommende, således for eksempel en god portion egoisme, intolerance, selvtilstrækkelighed og snæversynethed - ikke mindst fra den unge generations side, ironisk nok. Men netop herved afslører denne sig som kompetent og nødvendig part i den aktuelle udviklingsproces, hvilken den gennem sin såvel berettigede som uberettigede kritik samt sine mange krav om rettigheder og hensyntagen (f. eks. fri sex, eget værelse respekteret af forældrene, egenbolig, adgang til narkotika, o. m. a.) selv bidrager til at presse særdeles føleligt. Og det er netop dette, der er det egentligt nye ved situationen.

Sagt med få ord er generationskonflikten i vor tid - set med Martinus øjne - altså udtryk for, at jordkloden på grund af sin egen situation har så travlt med menneskeheden; at selv de unge under repetition på realistisk vis må med i billedet. Der er simpelthen ikke tid at vente, til de bliver voksne af alder.