Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Dette brev er i virkeligheden et post festum brev! Det medfølgende bilag burde have været Dem i hænde for længe siden, og det efterfølgende handler udelukkende om noget, der for længst synes overstået - nemlig højsæsonen heroppe.

Sensommeren har sat sit umiskendelige tegn på egnen. Overalt høstes der, og markerne har fået den ubestemmelige gule tone, der røber, at lyset har kulmineret, og at mørketiden snart står for døren. Men endnu er feriebyen fyldt til sidste plads og vil være det ret længe endnu - til lige stor lykke for de mange ældre, de mange syge såvel som for sagen!

Højsæsonen vil altid være sommerens kulmination, ventet med spænding, gennemlevet i spænding og afsluttet i spænding, så sandt som enhver højsæson i sig selv udløser ideerne til den næste. Om jeg nu skriver, at den svundne højsæson havde stor succes - og det havde den - er det i sig selv blot udtryk for, at den tilrettelagte plan fungerede efter hensigten. Belægningen er ikke længere noget problem. Det har altid været og det vil formentlig altid være svært at få plads i denne ferieby, der nok er stor, men indtil nu ikke stor nok. Nej, problemerne heroppe befinder sig, hvad fremtiden angår, på to helt forskellige planer.

Det første er af rent fysisk natur. Feriebyen er nu så gammel, at slitagen begynder at mærkes. Skulle den moderniseres, som jeg kunne tænke mig det, ville det koste en formue. Men noget kan vi gøre. Vi kan f. eks. forsyne hvert eneste sengested med tæpper, så vore gæster slipper for den byrde, det er at slæbe sengetøj med sig. Andre mindre, men praktiske ting vil også blive gjort, således at ferien her bliver så bekvem for vore gæster, som det er os muligt.

Det andet problem er ulige sværere. Det åndelige liv heroppe går nu næsten "på løbende bånd". Foredrag, undervisning og underholdning afløser hinanden i et tempo, der får 8 eller 14 dage til at svinde som dug for solen. Gang på gang har jeg spurgt mig selv, om dette egentlig er meningen, om et menneske virkelig kan fordøje alt det, det her bliver præsenteret for? Jeg tvivler!

Kaster man et blik på menneskets rent kosmiske struktur, er der i virkeligheden et skrigende misforhold mellem det, vi her byder den enkelte og så vedkommendes mulighed for at udnytte dette overdådige åndelige måltid. Det er efteråret og vinteren, der henholdsvis er sjælens forår og sommer! Inden for den periode vågner vort åndelige liv op til fuld funktion. Da er sjælen fyldt med længsel efter i de lange aftener at nyde bøger, foredrag etc. Men allerede i slutningen af januar begynder mættelsen at sætte ind! Vi er så tilbøjelige til at tro, at vi "ejer" vor krop. Men det er en illusion! Kroppen har sit eget liv, og det mærker vi, når foråret nærmer sig, eller når følelse, intelligens og vor svage intuition har fået sit. Så kræver instinktet og tyngden også sit! Det er ikke just lektielæsning, barnet tænker på, når det tænker på ferie! Da tænker det på sol og strand, på bevægelse og atter bevægelse. Og selv om vi voksne ikke helt tænker som barnet, fordi vore kroppe er udvoksede, så er tanken om ferie heller ikke for os forbundet med anstrengt tænkning eller hårdt hjernearbejde. Også vi trænger til at slappe af, trænger til at lade sjælen hvile og kroppen suge al den næring af lys, sol og luft, den kan få - og hvilket sted er vel bedre egnet dertil end vor store ferieby lige ud til havet?

Der er noget forkert i al den åndelige aktivitet, vi her udløser. Jeg hører for ofte udtrykket: "Jeg orker simpelt hen ikke med alle disse foredrag, min hjerne kan ikke tage det!" til at jeg med rette kan ignorere det. Så meget mindre som jeg på bunden af min sjæl er ganske enig med disse mange, der ytrer sig sådan! Men hvor går den gyldne middelvej?

Jeg tror, jeg ved det, Sagen er for mig den ganske enkle, at den dag næppe er alt for fjern, hvor feriebyen bliver vort arbejdes virkelige centrum, og hvor vi bliver i stand til at opføre en bygning, der i vintertiden kan fungere som skole i Martinus kosmologi. Det bliver næppe i begyndelsen nogen stor skole, men den vil blive effektiv, fordi dens sigte bliver at uddanne lærere i kosmologi. Martinus har ofte givet udtryk for disse planer, så der er intet nyt i dem. Nyt er det kun, at vi i dag står ved en korsvej og må prøve at veje og måle, hvilken vej vi indtil videre skal vælge. Som De af medfølgende bilag kan se, valgte vi i år at koble MELLEMFOLKELIGT SAMVIRKE ind i sommerplanen. Vi lyttede til forskellige foredragsholdere fra denne betydningsfulde organisation, af hvilke især Ghanas repræsentant i sit hjemlands skønne dragt gav os et strålende billede af det Afrikas sjæl, som stadig eksisterer. Vi vil fortsætte denne linje, fordi vi er overbevist om, at denne organisation i sig selv repræsenterer en af strålerne i den ny kosmiske verdensimpuls, Også J.A.K.-dagen vil fortsætte, fordi disse mennesker i deres forsøg på at finde nye økonomiske veje er dybt beslægtede med Martinus tanker og i hvert fald som forsøg betragtet udgør en humanistisk nyskabelse på et højt plan. Hvad jeg her har nævnt er tydeligvis udadrettede veje. Det er min urokkelige overbevisning, at bryder vi ikke den onde cirkel, der ytrer sig ved, at vi på en måde er os selv nok, er vort arbejde dømt til stagnation. Vi må møde livet der, hvor livet leves i dag, og vi må lære os selv at tale det sprog, der tales i dag. Alt for mange i denne sag lever på visioner, der hører en fjern fremtid til. Det er som om mødet med Martinus kosmologi hos mange udløser ideer, der isolerer dem fra det liv, der leves omkring dem. De bliver "højtudviklede", hvad det så er, og mister kontakten med den idé, der mere end nogen anden stråler ud fra hver eneste side i Livets Bog, nemlig den, at vi med al vor kraft skal tjene livet!

Nej, Livets Bog er ikke en priviligeret bog. Det er en frihedens bog, og det er især en bog, der skal hjælpe den enkelte til det rigest mulige liv. Det er sandt, at den opstiller en række fremtidige idealer og dermed giver os en åndelig kurs, vi kan slå ind på, men den kræver absolut intet af noget menneske, dette menneske ikke af naturen er født til at kunne klare.

Bedre end nogen anden ved Martinus, at går et menneske udover den grænse, dets egen bevidsthed sætter, bliver det ikke alene unaturlig i sin fremtræden, det bliver også meget ulykkeligt, meget ensomt! Jeg har ofte givet udtryk for, at der på den første side i dette store værk skulle have stået de samme manende ord, som der står på enhver højspændingsmast herhjemme, nemlig "Forsigtig. Berøring livsfarlig!" For det er farligt at komme i forbindelse med høje åndelige kræfter, om man ikke har den fornødne åndelige modenhed. Jeg har set alt for mange eksempler på disse "åndelige forbrændinger" til ikke at vide besked. Åndelige bevægelser ødelægges nu engang ikke udefra. De ødelægges kun indefra, fordi deres tilhængere i deres kamp for tolerance, humanitet og fred let ender med at blive intolerante og sekteriske eller netop de ødelæggende elementer, der kan opløse enhver ædel skabelse.

Til næste år får vi efter al sandsynlighed den første internordiske vegetarkongres, som vil fortsætte højsæsonen. Mange af disse mennesker kender allerede vort arbejde, og vi vil her møde en helt ny "arbejdsmark". Disse mennesker er forenede i kampen om den vegetariske tanke, men da også denne udgør en af den nye kosmiske verdensimpuls' grundtanker, føler jeg det naturligt at indlede dette samarbejde og har i virkeligheden den tro, at vi her står over for et meget afgørende skridt i den rigtige retning. At der i forbindelse med denne kongres kommer gæster fra både Tyskland og England, nævner jeg kun for at vise, hvor omfattende den bliver.

Som et lille apropos til højsæsonen havde vi i år nogle få engelske og amerikanske gæster, som i en uge fik et beskedent indtryk af vort arbejde. Selv om "én svale" ikke gør nogen "sommer", var dette besøg i sig selv udtryk for, at vort arbejde vokser. Men overdriv det ikke! Det er på en måde vort arbejdes ulykke, at alt for mange gør det meget større, end det er - i den ydre verden! Det er ikke nødvendigt! Dets storhed er af en indre art, og for dets fremtid behøver ingen at være nervøs. Men det er en beskeden spire, som først er i færd med at bryde igennem en temmelig frossen jordskorpe. Blot man dog altid ville erindre sig det! Havde Martinus arbejde fået de dimensioner, dets mest naive tilhængere drømmer om, havde det ikke været det fremtidens åndelige fundament, det er bestemt til at blive. Og hvor står det i øvrigt skrevet, at de der påstår at forstå det bedst virkeligt forstår det? Nej, man bør her træde uhyre varsomt, om man ikke vil løbe den risiko at opleve den indre mening af Jesu berømte ord: "Hvo som synes at stå, se vel til at han ikke falder!"

En højsæson er forbi, og i det fjerne anes allerede konturerne til den næste. Vil den blive som de tidligere? I hovedlinjerne ja! Men jeg forestiller mig, at den bliver fredeligere i den forstand, at den efterhånden alt for voldsomme aktivitet neddæmpes til fordel for en større mulighed for ferie - også for kroppen! Jeg tror, vi vinder ved at lade de enkelte virkeligt dybtgående foredrag få bedre tid til at bundfælde sig, end tilfældet er i dag, så sandt som man ikke skal spænde "føllet for ploven" - og det mener jeg, man gør, når man lader vore endnu ret uudviklede åndelige organer arbejde næsten på døgndrift. At skabe en lykkelig kombination af begreberne skole og ferie er målet. Det er min tro, at de mange svundne somres erfaringer langsomt gør det muligt for os at opfylde dette ideal, så nær som det nu engang er menneskeligt muligt!