Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Fortsat fra forrige brev.

 

Når det er lettere at få kontakt med det i forrige brev antydede supplerende seksualfelt, end man umiddelbart skulle tro, beror det på, at det ikke er helt ukendt for os. Det kendes nemlig som vort intellektuelle og humanitære interesseområde.

Rent umiddelbart skulle man måske ikke tro, at dette område har noget med seksualisme at gøre, men det er i høj grad tilfældet. For det første lader det sig let konstatere, at det ordinære seksuelle interessefelt umiskendeligt henter næring fra nævnte område: det er nemlig i konsekvens heraf, at mennesket, som en spøgefugl engang har sagt, er det eneste dyr, der har brunsttid hele året rundt. Men hertil kommer, at menneskets intellektuelle og humanitære interesseområde udtrykkeligt er et interesse-område, dvs. et område, inden for hvilket mennesket beskæftiger sig med noget, der giver det et vist behag, en vis glæde, inspiration og tilfredsstillelse.

Vi er ikke i tvivl om, at den højeste ild her stikker bag; derimod venter man sig sikkert ikke, at netop det behag og den glæde samt inspiration, dette at dyrke intellektuelle og humanitære interesser medfører, er optakten til en seksuel klimaksoplevelse - ganske vist af en anden karakter end den kendte, men ikke desto mindre en klimaksoplevelse. Dette er imidlertid i høj grad tilfældet, hævder Martinus. Det er en optakt, akkurat som behagsfornemmelserne ved elskovslegens fysiske kærtegn normalt danner optakt til en seksuel klimaksoplevelse. Det er så at sige søluften i nærheden af havet, og når mennesket på det intellektuelle og humanitære interesseområde ikke når havet (altså klimaks), er det simpelt hen fordi dette område som følge af menneskets begrænsede udvikling endnu rent organisk ikke er tilstrækkeligt modent til, at en klimaksoplevelse her lader sig etablere. Men herpå vil den fortsatte udvikling automatisk bøde; det vil dog sige: der kommer et stadium, hvor menneskets personlige, bevidste medvirken begynder at blive af betydning, og dette stadium falder netop sammen med, at mennesket på grund af den tidligere beskrevne utilfredsstillelse begynder at eksperimentere med sin seksualisme med fare for at få den afsporet. Denne tilstand er nemlig et symptom på, at tiden er inde til at lade de to områder træde i forbindelse med hinanden til fordel for et storslået samspil. Og det bør tilføjes, at netop dette initiativ betegner den eneste farbare vej fremad og dermed den eneste redning fra mere alvorlig afsporing af seksualenergierne, idet den nugældende tendens til at inficere seksualismen med volds- og smerteprincippet aldrig nogen sinde vil kunne føre til opnåelse af den ubevidst ønskede mer-effekt. Denne fremgangsmåde kan kun føre til en katastrofal vanedannelse, der i sig bærer nødvendigheden af stadigt stærkere virkemidler og dermed nødvendigheden af et mere og mere udpræget voldsmoment. Og at dette nødvendigvis før eller siden må ende i en tragisk og dyster katastrofe turde være indlysende - så meget mere, som det at slå ind på denne vej samtidig ifølge sagens natur bringer den ulykkelige på større og større afstand af en naturlig føling med den vej og metode, det lønner sig at følge.

Med hensyn til sidstnævnte drejer det sig som sagt om at tilstræbe forening mellem den ordinære seksualinteresse og -aktivitet på den ene side og de intellektuelle samt humanitære interesser på den anden side, således at den ordinære seksualisme bringes til at træde i en højere sags tjeneste. - Desværre vil en praktisk redegørelse herfor føre alt for vidt på dette sted, men nogle generelle retningslinjer kan antydes.

For at forenkle sagen tænker vi os de principielle muligheder, der står til rådighed for en mand og en kvinde, der deler livet med hinanden - det være sig inden eller uden for et ægteskabs rammer - og som lider under den form for manglende tilfredsstillelse ved det i øvrigt harmoniske samliv, som tidligere er beskrevet, altså to mennesker, for hvem det er fristende at indføre voldsprincippet i kærlighedslivet i begrænset omfang.

Her er det vigtigere end noget andet at få det til at dæmre, at der i udvekslingen af humanitære og intellektuelle (herunder kunstneriske) præstationer består en aldeles effektiv mulighed for at ophæve det vakuum, der kendetegner den seksuelle side af samlivet. - Det lyder måske ikke særligt indlysende, men udtrykker ikke desto mindre en dyb sandhed. Selv om der til at begynde med måske ikke kan spores nogen særlige virkninger - eventuelt fordi der savnes erfaring og åndelig bæredygtighed - vil målbevidst stræben snart afsløre bemærkelsesværdige resultater. Man vil opdage, hvorledes dette at præstere noget menneskeligt, tænkt som en gave til partneren, efterhånden forlener samlivet med en lykke og fylde, som den isolerede seksualaktivitet aldrig nogen sinde vil kunne give anledning til og som man siger syd for vor smukke grænseegn: appetit komt beim essen (appetitten kommer medens man spiser)! Med andre ord: har man først fået taget hul på den lykkepose, som vekselvirkningen på det intellektuelle og humanitære - kort sagt menneskelige område repræsenterer, da vil også tilskyndelsen til forøget stræben vokse for hver dag, og man vil opdage, at de tidligere problemer og fristelser inden for det seksuelle samliv m. h. t. dets moment af farlighed fuldstændigt forsvinder. Ja, man vil opdage mere end det: nævnte samliv er ikke længere det alfa og omega i den fælles tilværelse, som tidligere var tilfældet. Helt af sig selv har det derimod hævet sig op til at blive prikken over i'et i denne fælles tilværelse; det udgør den skønneste og helligste gave, man kan skænke hinanden, dels fordi det ikke længere er det eneste af betydning, man har at dele imellem sig, og dels fordi det henter kraft, skønhed og indhold fra netop det, man yderligere har fået at give hinanden, nemlig det menneskelige fællesskabs sublime værdier, altså de værdier, der i forhold til prikken over i'et er selve i'et.

Som mennesket i dag fortrinsvis dyrker og opfatter seksualismen kunne man godt tale om prik-seksualisme. For målt med menneskelivets mulige værdier som helhed skulle det seksuelle samliv blot tjene som prikken over i'et i den menneskelige tilværelse, hvor selve i'et er disse øvrige værdier. Men i vor foreløbige uvidenhed og blindhed dyrker vi i fuld udstrækning denne prik, som om den var nok i sig selv. Det er den imidlertid ikke; tværtimod er man bedre tjent med et i, der mangler en prik, end med en prik, der mangler et i. Heraf fremgår det også på indlysende måde, hvor vigtigt det er for os, at vi i vor interesse for, og afhængighed af livsglæde og kulminerende behagsoplevelse får kontakt med det store seksualområde, der er prikkens "i". Først da er den højeste ilds kræfter ledet ind i lønnende baner, baner, der med tiden taget i betragtning giver løfte om en menneskekultur, hvis atmosfære og grundtone er lysende næstekærlighed.