Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Et forår gled over i midsommeren, uden at vi næsten mærkede det! Foråret heroppe er altid meget travlt. Den 15. maj skal alt det indre være i orden, for da bliver feriebyen belagt med både ældre og med sclerosepatienter, og straks derefter må vi gå i gang med det ydre, for at ikke alene forsæsonen, men også højsæsonen kan blive mødt på rette vis. Men nu er alt dette ved at være overstået, og vi ser frem til om få uger at se sagens venner fra nær og fjern strømme til dette smukke sted, som nu skal opleve sin 34. sæson. En lang udviklingsbane ligger bag os, men ser vi på resultatet, behøver ingen at skamme sig. Kosmos Ferieby er i dag en verden for sig, et område hvor tanker, der ganske vist hører fremtiden til, har slået rod, og som her lever deres eget liv i en verden, hvor ondskabens bølge skyller hen over land efter land.

Hvilken mærkelig verden! Endnu piner erindringen om en Dag Hammarskjøld's, en John Kennedy's, en Martin Luther King's og nu en Robert Kennedy's død sindet. Mænd der på hver sin front ville det rigtige, men som Forsynet tog ud af spillet, netop som det syntes at komme i gang. Hvorfor - spørger mange sig selv. Mon ikke svaret er det simple, at alle disse mænd ville noget, verden endnu ikke er moden til at opleve? De ville fred, ro og orden, de ville den harmoni, verden taler så meget om, men som kun de færreste selv ejer i deres egen sjæl. For her står vi ved et af livets store paradokser, at alle taler om fred samtidigt med, at de både i egne sind og også rent samfundsmæssigt forbereder krig. En ondskabens bølge går virkelig gennem verden i disse år. Sidst har vi oplevet den - og oplever den fremdeles - i studenternes verden eller i den verden, hvor der burde herske ro og orden, alene for studiernes skyld. Men universiteterne besættes, og visdommens gudinde trækker sløret for ansigtet! Nu gælder det ikke visdom længere, nu gælder det at ændre verden én, to, tre! Nuvel, hvor en stor kilde bryder frem, kommer der ofte en stinkende mudderpøl først, en mudderpøl der forvirrer og lammer dem, der ikke ser dens inderste hensigt. Når det tyvende århundrede engang kommer på tilstrækkelig afstand, vil menneskeheden se dette århundrede som "mudderpølens århundrede", som det århundrede, hvor ældgamle, udlevede ideer kæmpede desperat for deres eksistens med alle til rådighed stående midler og alligevel ikke magtede at hindre en ny tid i at vokse frem. Men dette skal man have kosmisk indsigt og forståelse for at kunne fatte. Den der kun vurderer det, han er vidne til i disse år ud fra kortsynede opfattelser, kører uhjælpeligt fast og ser kun kaos og destruktion, hvor den mere vidtskuende ser en ældgammel tankebygning styrte i grus til fordel for en ny og langt skønnere tankebygnings fødsel.

Men mennesket lever ikke i intuitionens verden. Det lever i en verden af tyngde- og følelsesenergi blandet op med en smule intelligensenergi. Jeg skriver med vilje "en smule", for selv om mange mennesker både udnævner sig selv og andre til "uhyre intelligente", så er det trods alt så som så med denne intelligens, som i vor tid mere synes viet destruktion end den opbygning, alle taler om og længes efter. Sandt nok har vi fået vidunderlige maskiner takket være denne intelligens, men vi har også fået drabsmaskiner af en kapacitet og en rækkevidde, der må give ethvert selvtænkende menneske mareridt - og gøre enhver ansvarlig statsmands liv til et konstant helvede.

Men det er ikke verden, det er galt med. Det er menneskene og den fortvivlede selvovervurdering, der er blevet det normale. Vi bilder os ind at være nået så utroligt langt frem i udvikling, medens sandheden er den, at junglementaliteten trives lige så godt i jakkesæt som i skindpels. Vi er ikke ude af junglen endnu. Vi er kun i udkanten af den! Den der tror sig ude, må være forberedt på pinagtige oplevelser. For vi kommer ikke ud i sollyset, før vores sjæl kan tåle det. Og det kan den absolut ikke i øjeblikket. Tværtimod strækkes der fra junglens mørkeste dyb hænder imod os for at holde os fast til den verden, der fostrede os, og af hvilken vi er en besk frugt. Det er kun i vore drømme, i vore håb og i vore længsler, vi hører til i lyset. I daglig livspraksis er vi fremdeles mørkets børn og vil være det længe endnu!

Hvad er det da, vi rent kosmisk oplever? Simpelt hen mødet mellem to kosmiske verdensimpulser! Vi oplever et kosmisk tidehverv af så store dimensioner, at vor "egen tid", vort nuværende fysiske liv, kun tæller uendeligt lidt i forholdet til den tid det vil tage, før kampen mellem disse to impulser er endt, og den nye har sejret. Dette må man vide for ikke at falde for vilde fantasier. At man som Moses skuer ind i et "forjættet land" er jo ikke det samme som at være der, og netop her står vi i Martinus verdensbillede over for noget på én gang uendeligt inspirerende og uendeligt farligt. Martinus har "tegnet vejen". Har man "øjne, at se med" og "øren, at høre med", kan man både se denne "vej" og også "høre" larmen fra en verden, der er begyndt at slå ind på den.

Men hvad er det, Martinus har givet os? En ny tro eller en ny viden? Det sidste!!! Men alt for mange gør denne høje viden til det første! Da jeg for snart fyrretyve år siden mødte ham og valgte at slå følge med ham, gjorde jeg det, fordi han dengang klart viste mig, at hans livsværk var bestemt til at hjælpe det åndeligt søgende menneske i hverdagen, til at give det en kurs det kunne følge uden risiko for at havne i fanatisme og sekterisme. Det skulle vokse udenom alt det, fordi hans arbejde netop var viden - og vel at mærke en viden, som enhver kunne tage af og bruge efterhånden som vedkommende modnedes derfor. Dette var målet - og det er stadigvæk mit eget mål. Jeg mindes et opgør med en gruppe antroposoffer, hvor man skød med skarpt på Martinus, fordi en havde sagt, at han var større end Rudolf Steiner. Martinus svarede, at han var aldeles uinteresseret i, om han var større eller mindre end denne eller hin. Han var ikke kommet til verden for at føre krig imod nogen eller noget, men kun for at give verden del i den oplevelse, han havde haft. Enhver kunne så tage det af hans viden, han eller hun kunne bruge og lade resten ligge.

De og jeg har ingen bevidst erindring om hverken Jesus, Buddha, Platon, Sokrates eller hvem nævnes kan. Men vi har deres liv og deres værker at hente næring fra. Her står vi objektivt, og en dag vil alle stå i akkurat samme forhold til Martinus. Så vil personen være forsvundet fra verdens skueplads, og med den alt hvad dermed følger. Og så vil man spørge, ikke efter denne person, men efter hvad han skabte, og så vil mange af de, der i dag tror, at man kan klare sig med at lytte til foredrag, endelig opdage det værk, der bærer hans navn! Bevares, foredrag er en inspiration, men de er ikke og kan aldrig blive en erstatning for det værk, på hvis enkelte sider Martinus virkelige bevidsthed er inkarneret. Derfor ser jeg trygt udviklingen i møde. Det bliver Martinus arbejde som videnskab, der kommer til at betyde noget. Og her er det, at den, der virkelig er trængt ind i hans verdensbillede, sjæleligt tilegnet sig det indtil en sådan grad, at det umærkeligt er blevet en del af vedkommendes egen bevidsthed, står meget stærkt i dagligdagen, fordi vedkommende gennem egen selvtænkning og dermed selvoplevelse har gjort sig fri af meget af det, som den, der kun har pseudoviden at støtte sig til, stadigvæk er arresteret i.

Og endelig en ting som ofte bedrøver mig. Og det er, at alt for få opfatter Martinus tanker som det, de virkelig er, nemlig et defensorat for kristendommen og dermed for denne kristendoms strålende ophav! Jesusskikkelsen er for alt for mange forsvundet ud i myternes verden, medens et virkeligt studium af Martinus kosmiske analyser ikke alene skulle have gjort ham nærværende, men også efterfølgelsesværdig. I sit værk har Martinus atter og atter citeret denne strålende skikkelse, der drejede en hel verdens åndelige kurs. Martinus har gang på gang erklæret, at denne skikkelse var hans barndoms ledestjerne, og at han i alt, hvad han gjorde, i sit hjerte spurgte sig selv, om Jesus nu også ville have accepteret dette eller hint. Vælger man at følge Martinus efter følelsernes direktiver, gør man ham alt for let synonym med den, han er kommet for at forsvare, og virkningen heraf behøver jeg ikke at beskrive. Vælger man derimod at bygge sit åndelige liv på den viden. Livets Bog giver adgang til, ja, så vil man uundgåeligt opleve intuitionens vækst i sit sind og med den også den indre sjælelige frihed, der fører en frelst ud af følelseslivets alt for fristende lukkede kapeller. Kristus ønskede at give os akkurat den samme frihed, den samme urokkelige objektivitet i vor livsoplevelse som den, Livets Bog, side efter side lyser af. Utalte millioner efter os skal opleve Livets Bog på denne måde, og jeg tror dette er langt sundere end det at være en samtidig. Belyst af et totusindårigt perspektiv kan man ikke påstå, at de mange, der hørte Jesus, forstod ret meget af det, de var vidne til, ellers havde de næppe slået ham ihjel.

Nej, vejen frem er fremdeles en "stenet vej"! Mennesker møder disse ting, begejstres og beruses af dem. De holder op med at ryge, drikke og spise kød etc. Men årene går og med dem idealerne. Sandt nok faldt noget i god jord, men – – ! Det er for alle disse erfaringers skyld, jeg elsker Kosmos Ferieby. Jeg har ikke flere illusioner at miste. Man lever godt, når man helt forstår sandheden bag ordene om, at intet, absolut intet af det man ser og oplever er det, det ser ud til at være. På den baggrund tænker man skarpere og klarere end de fleste måske forestiller sig, og man følger med større ro i sjælen sit mål end før. Men man bliver også kompromisløs. For når man dybt i sit hjerte ved, både hvor vejen går og også, at en hel menneskehed skal følge denne vej, om den kender den eller ej, så får man fred i sin sjæl og vurderer den ydre verdens reaktioner på en helt anden måde end den, der ikke har fået nogen som helst kosmisk opdragelse.

At verden er i støbeskeen kan enhver se, men hvor mange ved med sikkerhed, hvad der kommer ud af denne proces? Om nogle få hundrede år ved alle det! Da vil man kunne se tilbage på dette dødens århundrede med både angst og glæde i sjælen. For da vil man vide, at intet skete, som ikke skulle ske, og at alt kun hændte, fordi menneskets liv, både den enkeltes og hele samfundets, dybest set var målsøgende, og at målet var skabelsen af en verden, ikke alene af fred, men også af en verden, hvor den enkelte var kvalificeret til at opleve denne fred - det er dette sidste alle de glemmer, der i lidelsen alene ser det onde, og ikke det enhver lidelse virkelig er: et camoufleret gode eller det lys, menneskene gav navnet: kærligheden!