Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Inspireret af Schillers digt "Ode an die Freude", hvoraf det ovenfor citerede er frit oversatte strofer, komponerede Beethoven - efter at han helt havde mistet sin hørelse - et af musikhistoriens mest magtfulde værker: "Den niende Symfoni", der i klange og akkorder spænder over hele det musikalske udtryksregister fra det voldsomt larmende til det smygende blide, og fra dybe sorgtolkende basoktaver til sitrende glædesdiskant kulminerende i et korværk, hvori Schillers digt indgår som tekst.

Niendesymfonien var den sidste, der blev givet menneskeheden gennem dette tonernes geni, og såvel tallet ni som symfoniens struktur markerer en livsstatus, der favner det forgangne med moden visdom og åbner sig mod det kommende med jublende vished og jomfruelig forventning.

De første atten århundreder efter Kristus er i udstrakt grad præget af aktivitet og skabelse på det kunstneriske plan. I næsten flydende rækkefølge har store genier besøgt de kulturelt vågnende områder og ligesom været bevidst engageret i bygningen af et skønhedens og renhedens alter, hvis struktur var guddommeligt planeret, og hvis formål var at stemme menneskesindet til ydmyg modtagelighed for højere åndelige impulser og give det vished for, at "over stjernehvælvet må en kærlig Fader dvæle".

Det således fuldkomne alter af højhed, skønhed og harmoni står alt færdigt og venter på en modnet menneskeheds søgen. Og medens denne de store kunstnerisk skabende geniers inkarnationsfølge langsomt ebbede ud, satte en anden etape af den globale evolutionsplan ind, nemlig den tekniske. I vor tid kan det snarere fornemmes, som om de tekniske genier ligefrem trænges på tærsklen til jordiske inkarnationer for at bringe guddommeligt planerede tekniske systemer til mere og mere fuldkommen manifestation - alt med det ene formål at frigøre menneskeheden fra den materielle trælbinding.

Fra at opleve de jordiske inkarnationer som en eneste tilsyneladende håbløs engagering i trælsomme, organismenedbrydende og glædesdræbende "leveveje" er den avancerede teknik godt på vej til at genløse menneskeånden til et liv i lys, glæde, frihed og sjælelig højhed.

Ifølge den esoteriske astrologi befinder den jordiske kultur sig på tærsklen til en ny zodiakal enogtyvehundredårig æra præget af de særlige energikombinationer, der udstråler fra zodiakfeltet Aquarius (Vandmanden). Dette zodiakfelts gennem årtusinder kendte og erkendte karakteristika falder i et og alt nøje sammen med hovedindholdet i hele Martinus lære, den evolutionsvej han udpeger, og det tidsskema han meddeler for den samlede jordiske menneskeheds fremadskriden ad denne evolutionsvej.

Aquarius er de menneskeligt mentale energiers og det sande kristne broderskabs tegn. Under dette tegn skal det ideelle menneske og dermed det ideelle samfund bygges på et fundament af ubrydelig kosmisk logik. Dette fundament ligger allerede i form af Livets Bog til optagelse og tilegnelse for menneskene og udgør i sig selv en forjættende og bekræftende garanti for, at den glædens, broderskabets og den organiske næstekærligheds jordiske ære, der vibrerer så dragende og så myndigt i Shiller-Beethovens korsymfoni, om føje århundreder vil begynde at tage jordisk form.

Gennem en stadig øget materiel engagering har mennesket nået det punkt, hvor energierne, hvilket i realiteten vil sige det individuelle begær, vender, og det lette, lutrede og frigjorte bliver fokus for denne individuelle urdrift. Det er da menneskehedens opgave gennem såvel fysisk som mental målbevidst foretagsomhed at frigøre sig for åget, som den samme menneskehed selv gennem sin lange involutionsperiode har sanket på sine skuldre.

Først og fremmest er det en mental indsats, der kræves for at virkeliggøre denne Guds høje plan for den jordiske menneskehed: Skabelsen af en ny verden af glæde, skønhed og tryghed, hvori det mundane broderskab kan komme til brusende blomstring. Kun lutret logisk tænkning og for det animalske islæt rensede sindelag kan danne den "højvej", hvorigennem denne lysende verdensplan fra Guds bevidsthed kan indstrømme og virkeliggøres i den jordiske samfundsstruktur.

Den ærlige livsforsker vil næppe benægte, at den materielle viden og kunnen i forhold til den åndelige indsigt er så langt forud i sin udvikling, at en eliminering af dette åndelige efterslæb er en bydende nødvendighed, dersom ikke den materielle overvægt skal medføre kæntring og totalforlis for hele den jordiske samfundsdannelse.

Og hvilken kraft vil formå at skille det oprørte og hvirvlende mentale inferno om ikke netop en fornyelse af det religiøse livssyn - en større indsigt i de evige kosmiske realiteter og i de universelle love for energiernes struktur og reaktioner!

Hvorledes skulle et glædens og tryghedens samfund kunne baseres på et flygtigt og overfladisk kendskab til lokale livsområder? Vil et samfund baseret på ufuldkommen og splittet religiøs og materiel livsopfattelse ikke være at ligne ved et hus bygget på sand?

Og denne indsigt i livets evige virkelighed - denne vejledning i kosmisk logisk tænkning og livsførelse - denne klippefaste byggegrund for et nyt jordisk glædens og tryghedens paulun - er den ikke givet menneskene i form af Livets Bog, dens analyser og symboler? Hvem kan påpege mangler? Hvor i dette værk er der lakuner, der adskiller beskueren fra evighedskontakt? Er alt, hvad der fattes, ikke blot menneskehedens mentale vækst frem til at kunne kontakte dette åndens orakel og hente visdom fra dets dybder til forskønnelse, til lutring og harmonisering af hele den jordiske samfundsorden?

Den indviede ser klart, hvorledes livsvæsenet må engagere sig i kulminerende sorg, smerte og bekymring for at have fornøden klangbund for det store himmelske glædesbrus, når livsglædens og det sande organiske verdensbroderskabs time er inde. Broderskabet er et uomgængeligt produkt af fælles udlevelse af det modsatte: fjendskab og isolation. Selve sammenhængskraften i et kommende internationalt broderskab er netop en fælles, en international udlevelse af det gensidige eller kollektive had og den gensidige foragts og udplyndrings epoke. Alle disse gennemlevede og overvundne lidelser vil gennem en kosmisk fordøjelsesproces komme til at udgøre kraften i det smil, der engang skal præge de jordiske menneskeslægters ansigt og oplade ordet, der udgår fra deres mund, med glædesvibrationer.

Det flagrante og udbredte misbrug af de tekniske indgivelser må ikke forlede til tungsind, mismod, sortsyn og trods. Det er en kosmisk kendsgerning, at de til den jordiske evolutionsrunde knyttede menneskesjæle er destinerede for glædesriget - og vel at mærke ikke et rige, hvis hovedstrømning er den løssluppenhed og moralsk totalt dekadente livsudfoldelse, der nu for tiden er så markant fremtrædende. Denne larmende og holdningsløse gebærden på livets scene er snarere udtryk for kulminerende desperation, end den er udtryk for sand livsglæde. Den stille og livsbefordrende lykke, som er et produkt af åndelig indsigt og harmoni, er så direkte livsforgyldende, at det snarere er noget, man dvæler i, og som inspirerer til progressiv indsats i modsætning til den desperate og direkte livsformørkende oprørske og formålsløse flakken, der forleder til livs- og virkelighedsflugt via legemsnedbrydende og glædessaboterende kemiske bedøvelsesmidler. Hvilken iørefaldende kontrast er der ikke mellem på den ene side de råbende, skrigende og guitarhamrende millioner af popdyrkere og på den anden side den altfavnende, samordnende åndsstorhed i klangene fra Beethovens pompøst højtidelige niende symfoni: " Vær omslynget, millioner, favnet i et glædeskys!"

Jo, en ny kærlighedens epoke venter på at favne hele det jordiske livsareal, favne det i et kosmisk kys, der skal forløse den latente glædespotens og dermed åbne for enorme kraftreserver slumrende i menneskeheden. Jo, der er i sandhed "budt til fest hos den evige Fader". For den, som i sit livssyn kan se ud over den timelige position, vibrerer lysets, glædens og broderskabets harmoniske tonebrus allerede i vor møjsommeligt opnåede evolutionspositions umiddelbare nærhed. Og i den hektiske jordiske krigslarms pauseren høres svagt de dragende klange fra glædens højere og renere æteriske symfoni. En verden hinsides den jordiske slagmark, en verden af højhed og uforgængelig lykke venter på, at de sidste dissonanser, de sidste martialske fanfarer, de sidste geværsalver, den sidste dødsrallen skal stilne af. Da vil denne ventende verden af harmoni som åbenbaret guddoms- og glædesfylde neddale i de jordiske oplevelseszoner og lejre sig lægende over tystnede slagmarker og udbrændte karmiske brandtomter.