Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1968/13 side 145
<<  2:2
Martinus.
MENNESKEHEDENS MENTALE KORTSLUTNINGER II
 
VÆSENETS EVNE TIL NEDBRYDNING OG OPBYGNING
Jeg'et, overbevidstheden og materien udgør en uadskillelig enhed
Bag den del af det levende væsen, vi direkte eller indirekte oplever med vore fysiske sanser, eksisterer en for sanser og intelligens utilgængelig del. Vi kan også sige, at bag den tids- og rumdimensionelle organisme og sjæl (for sjælen er også tids- og rumdimensionel om end på en anden måde end det fysiske legeme) eksisterer en ikke tids- og rumdimensionel del af samme væsen: dets Jeg og dets overbevidsthedsapparatur. Om overbevidstheden kan man ud fra den højeste analyse ikke sige andet, end at den er "noget, som er". Den er et evigt, uforanderligt kosmisk princip. Den har altså samme analyse som Jeg'et, og derfor er Jeg'et og overbevidstheden tilsammen en uadskillelig énhed. Det er denne enhed, der udgør det virkelige levende væsen bag organismens sjælelige og fysiske områder. Det er det levende væsens absolut faste punkt, og det er ud fra dette faste punkt, at det atter og atter kan bygge nye organismer op i psykisk (stråleformig) og fysisk materie.
Det levende væsen kan altså aldrig dø. Dets fysiske legeme kan dø, for det er tidsdimensionelt og er underkastet begrebet begyndelse og afslutning. Men hvad med dets sjælelige organisme? Kan den dø? Når den er tidsdimensionel, er også den underkastet begyndelse og afslutning, og så må den vel også kunne dø? Her er det nok bedst at indskyde, at det jordiske menneske i almindelighed fuldkommen misforstår, hvad det, man kalder "død", egentlig er. Man opfatter døden som en slags tilintetgørelse, men intet af det, som er, kan tilintetgøres, det gælder også materien. Materien i sig selv er også en evig realitet, om hvilken man i den højeste analyse ikke kan sige andet end, at den er "noget, som er". Den har altså samme analyse som Jeg'et og overbevidstheden og er tilsammen med disse to andre evige livsfaktorer en uadskillelig enhed. Men materiens evige natur er den, at den er det evigt foranderlige, det, hvori forvandling kan foregå baseret på evige love og principper.
Forvandling, tid og evighed
Både det vi kalder "undfangelse", og det vi kalder "død", er virkninger af Jeg'ets forvandlinger af materien. Men Jeg'et skaber naturligvis ikke blot forvandlinger i fysisk materie. De fysiske forvandlinger er i virkeligheden sekundære i forhold til Jeg'ets forvandling i psykisk eller stråleformig materie. Det levende væsens sjæleliv er jo stadig i bevægelse. Tanker, følelser, hukommelse og intuition er alt sammen former for bevægelse. Og det er samtidig forvandling. Hvor meget forvandles ikke et menneske rent psykisk fra barndom til manddom? Denne forvandling skyldes Jeg'ets bevægelse af den psykiske materie. At de sjælelige organer er underkastet begyndelse og afslutning, opleves ikke af det levende væsen som nogen "død", men netop som det, det virkelig er: en forvandling, hvor der er begyndelse og afslutning, men hvor hver eneste afslutning afløses af en ny begyndelse.
Hvis Jeg'et og overbevidstheden skal kunne skabe noget som helst, kan dette skabte absolut ikke være noget, der er evigt, så ville det umuligt kunne skabes. Hvis det var evigt, ville det heller ikke kunne danne den nødvendige kontrast til det evige Jeg, hvorigennem det er muligt for Jeg'et at opleve sin egen eksistens. Hvis en ting ikke markerer nogen afvigelse fra en anden ting, er den totalt utilgængelig for sansning. Derfor må det evige "noget" for at kunne opleve og skabe have evne til at kunne skabe den begrænsning af "noget" (den evige materie), så det kan have begyndelse og afslutning. Men ved at skabe en begyndelse og afslutning af "noget", opstår der det forhold mellem begyndelse og afslutning, vi kalder et "tidsrum". Fra tingens opståen til tingens undergang er den blevet så og så "gammel", den er blevet tidsdimensionel. Men tiden er på denne måde noget, det levende væsen selv skaber ved at skabe begyndelser og afslutninger, der bliver årsag til nye begyndelser. Tiden bliver den faktor, hvorigennem det er muligt at markere evigheden og dermed opleve den. Derved opstår "det evige nu", som gør det muligt for det levende væsen at opleve sig selv i modsætning til noget andet.
Materien
Enhver skabt ting må bygges op af noget materiale, hvad enten den er psykisk eller fysisk. Man kan ikke skabe noget ud af intet. Men arbejds- og skabematerialet eksisterer jo også som før nævnt som en evig realitet. Moderenergien eksisterer i seks grundvariationer af energi, som jeg benævner: instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse. Disse seks grundvibrationer af moderenergien, eller, som jeg kalder dem: "Seks grundenergier", står i al evighed til de levende væseners disposition, fordi alle levende væsener i deres skæbneelement besidder permanente talentkerner, eller som jeg kalder dem "spiralcentre", ud fra hvilke det bestandigt vil være muligt at kombinere disse energier i nye materie- eller stofvariationer, der dels danner psykiske og fysiske organer og legemer, dels med organer og legemer som apparatur udfolder sig som en skabeproces uden for det levende væsens eget psykiske og fysiske område.
Men om materien kan der siges andet, end at den er en evig realitet. Materien eller stoffet viser sig for det jordiske menneske i fire grundvariationer: faste, flydende, luftformige og stråleformige materier. Forskellen mellem dem er ikke en arts-, men en gradsforskel, man kan sige, at de er mere eller mindre bundet energi. Desuden skelner man inden for den fysiske videnskab mellem organisk og uorganisk stof, dvs levende og "død" materie. Fra et kosmisk synspunkt må man se lidt anderledes på det. Al materie består af mikropartikler, som er levende mikrovæseners organismer, og forskellen mellem, hvad vi kalder "organisk" og "uorganisk" stof er kosmisk set den, at medens det organiske stof, som vi opfatter som levende, består af mikroorganismer, der tilhører væsener, som har dagsbevidsthed på det fysiske plan, består det uorganiske stof eller mineralmaterien af mikro-kraftcentre, som tilhører mikrovæsener, der ikke har fysisk dagsbevidsthed. Disse kraftcentre er i virkeligheden også en slags organismer, gennem hvilke deres ophav sender underbevidste automatfunktioner ind på det fysiske plan. Men da samme ophav ikke kan reagere, føle eller fornemme gennem disse organismer, bliver det stof, som de tilsammen danner, opfattet som "død" materie, hvilket kun er udtryk for manglende viden om den kosmiske virkelighed.
Jordmennesket som makro- og mikrovæsen
Al materie, enten den set i jordmenneskets perspektiv er fast, flydende, luftformig eller stråleformig, enten den kaldes organisk eller uorganisk, består af levende mikrovæseners organismer og kraftcentre. Alt er levende, fordi universet består af levende væsener inden i levende væsener, der danner universer og materier for hverandre. Jordmennesket er på samme tid både makro- og mikrovæsen, idet dets organisme, både dens fysiske og psykiske del, danner et fysisk og stråleformigt univers for myriader af levende mikrovæsener, der lever, røres og er, snart som fysiske celler, molekyler, atomer osv, og snart, når de er "døde", som stråleformige partikler i jordmenneskets psykiske organstruktur. De samme betingelser gør sig gældende i jordmenneskets forhold som mikrovæsen i jordklodens, solsystemets og mælkevejssystemets fysiske og stråleformige organismer, thi også disse himmellegemer med deres udstråling er bærere af levende væseners skabe- og oplevelsesevne. Når vi er fysisk inkarneret, er vi fysiske partikler i disse makroindividers fysiske legemer, når vi er "døde", er vi stråleformige partikler i deres psykiske legemer og har stadig individuel bevidsthed, om end ikke fysisk dagsbevidsthed, før vi igen skaber en organisme i fysisk materie ved hjælp af det stof, et par vordende forældre stiller til vor rådighed.
Vi kan altså bestandig, så længe det endnu passer ind i vor skæbne at inkarnere i en fysisk verden (og det gør det, indtil vi har lært at overvinde alle former for disharmoni), skabe os nye fysiske legemer. Vi kan bygge op; men vi kan også bryde ned, thi opbygning og nedbrydning er de to principper, der forårsager al forvandling i materien, såvel den fysiske som den psykiske. Nedbrydning er nødvendig for at noget nyt og bedre kan bygges op, det er logisk. Men det vil jo ikke i almindelighed være logisk at nedrive et forholdsvis nyt hus, ja, måske et helt nyopført. Og dog ser man tusindvis af eksempler på, at noget sådant finder sted blandt menneskene i dag. "Husene", jeg her tænker på, er menneskenes egne fysiske legemer. Hvor mange af disse "huse" bliver ikke brudt ned medens de er forholdsvis nye, helt nye eller måske endda medens de er under "opførelse" i moders liv? Hvor mange er ikke hele eller halve "ruiner", selv om de stadig er beboet? De rigtige huse, som menneskene bor i, bliver somme tider helt eller delvis ødelagt ved brand på grund af elektrisk kortslutning. Det sker dog heldigvis ikke så ofte. Men de "boliger", som menneskenes egne fysiske legemer udgør for deres sjæleliv og deres ånd, er alle mere eller mindre ødelagt af elektriske kortslutninger. Sunde og raske menneskers legemer er ikke mere ødelagt, end at de føler det som en naturlig træthed om aftenen, en tilstand, der forsvinder efter en nats god søvn, hvor den naturlige slitage på nervesystemet eller "ledningsnettet" bliver udbedret. Men er det ikke efterhånden almindeligt, at mennesker om morgenen ikke føler sig udhvilet, og at de i dagens løb føler sig trætte og uoplagte? Ender denne tilstand ikke ofte med en fysisk eller psykisk sygdom? Enten som et pludseligt slag eller som lang tids skranten og tilbøjelighed til utilpashed, smerter, svimmelhed osv? Selv ældre mennesker behøvede ikke at lide under alt dette, hvis de havde iagttaget lige så megen psykisk eller mental hygiejne i deres liv, som det har været naturligt for dem at udøve fysisk hygiejne. Men det er jo ikke blot ældre mennesker, hvis legemer kan være en ret dårlig "bolig" for bevidstheden. Mennesker i den modne alder, hvor de skulle stå på deres nuværende livs højdepunkt, unge mennesker, ja, små børn kan man finde på sygehuse og hospitaler, nedbrudt på sjæl og legeme. Hvorfor er det sådan, og hvad kan man gøre for at afhjælpe det?
Mental hygiejne
Som tidligere nævnt gør læger og sygeplejersker et stort og dygtigt arbejde, men det er som regel kun fysiske reparationer og lapperier, de kan foretage. Den virkelige helbredelse er forebyggelse, og det er noget, som kun væsenet selv kan skabe. Det kan prøve at undgå mentale kortslutninger. Mentale kortslutninger er som før nævnt et resultat af, at udstrålinger fra visse talentkerner i overbevidstheden via de psykiske og fysiske organer modarbejder hinanden i stedet for at samarbejde. Det giver mentale konflikter, idet modstridende tanker og følelser så at sige forsøger at dræbe, underminere eller fjerne hinanden. Det er naturligt, at det er sådan, idet jordmennesket er et overgangsvæsen fra dyr til rigtigt menneske, og det endnu besidder en hel del talentkerner, som er udviklet gennem dyreriget og primitive naturmennesketilstande, samtidig med at det har begyndende menneskelige eller humane talenter, hvoraf nogle måske endnu kun er på A-stadiet eller ønske- og begærstadiet, medens enkelte er blevet til en begyndende evne eller B-stadiet. Men da de dyriske talenter skal degenerere fra et C-stadium eller et genialt stadium, hvor de fungerer som automatfunktion, er det rimeligt som Paulus sagde, at det gode, han ville, det gjorde han ikke, og det onde, han ikke ville, det gjorde han. Men hvordan kan en naturlig tilstand, dette at vi er overgangsvæsener, føre til noget unaturligt: mentale kortslutninger, stress, nervesammenbrud, sindssyge, mavesår, hjertesygdomme, kræft og meget andet? Fordi mennesket skaber alt for store spændinger i sit nervesystem, enten ved fanatisk at kræve alt for meget af sig selv lige på én gang, eller også ved at give efter - også i alt for stærk en grad - for jalousi, misundelse, vrede, irritation, skuffelse og lignende mentale klimaer, der er en så grov tankematerie, at det stof, menneskenes nervetråde og visse andre organer består af, og som nu er vant til at vibrere på bølgelængde med menneskets konstruktive ideer og humane følelser, nedbrydes af de grove vibrationer. Fra den ene inkarnation til den næste er det også muligt at så en nedbrydende skæbne ved at ødelægge sine talentkerner for opbygning af et nyt fysisk legeme gennem storforbrug af alkohol, tobak og narkotika. Det kan i værste fald føre til, at man fødes åndssvag i næste liv, en tilstand, der dog også kun er midlertidig, selv om det kan vare flere inkarnationer, før man igen har evne til at bygge et normalt nervesystem og legeme op. Det fornødne i livet er altså dette: at forsøge ikke at tænke ondt om andre, men tværtimod at tilgive dem. At prøve at se det positive i enhver situation, bl. a. hvad man kan lære af den. At elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv, det er al lovens fylde, hedder det, og det er den bedste mentalhygiejne som findes, det mest ufejlbarlige middel mod mentale kortslutninger. Gud er hele det levende univers, hvis skabende kærlighedskræfter findes alle vegne og kan give mennesket kraft, ideer og tålmodighed, hvis det i bøn åbner sig for disse kræfter. Og da vor næste er Guddommens organer, elsker vi også Gud ved at elske vor næste. Sig selv elsker man ved at rense sig for mørke følelser og tanker, lige som man vasker sit legeme. Det er af den allerstørste betydning, at mennesket lærer, at det i virkeligheden er herre over tid og rum, at det kan forvandle sin egen og efterhånden hele menneskehedens skæbne ved at overvinde de animalske kræfter i sit sind, der, når de intellektualiseres, bliver til "djævlebevidsthed", som skaber sådanne spændinger i et ellers forfinet nervesystem, at resultatet kan blive ikke blot små kortslutninger, men katastrofale mentale tilstande, som det kan vare flere liv at bygge op igen.
 
(Ovenstående foredrag blev holdt af Martinus i Instituttets foredragssal mandag den 17. oktober 1960. Det er bearbejdet til "Kosmos" af Mogens Møller).